Farvel til Tapasa Prabhu
Velkommen til Nyt fra Hare Krishna, juli 2025. Forsidebilledet er af Tapasa Prabhu, en af Norges første hengivne, der var leder af ISKCON i Stockholm i over 25 år. Tapasa gik bort i juni måned efter længere tids sygdom. Vi mindes ham på side 7.
På Srila Prabhupadas side starter vi med en oversættelse af hans bog Nectar of Instruction, der kom i dansk oversættelse som en del af bogen Smagen af en anden verden i 1981. Vi har lavet en ny oversættelse (den gamle oversættelse trængte til en sproglig opstramning), der skal udgives digitalt i løbet af i år, og benytter samtidig lejligheden til at bringe den her som serie i Nyt fra Hare Krishna. Det er en lille bog, der sikkert vil fylde tolv afsnit i bladet. Med andre ord vil den være at læse på Prabhupadas side et år frem i tiden i Nyt fra Hare Krishna, hvis det går efter planen. Første afsnit kan læses på næste side. Bemærk, at vi har eksperimenteret med titlen, som vi her kalder Instruktionens nektar. Måske bliver den endelige titel en anden. Fornuftige kommentarer til titlen er velkomne.
God fornøjelse og Hare Krishna. Ld.