Godt nytår. Som altid er årets første blad forsinket på grund af decembertravlhed. Men vi spørger også, om det betyder så meget. Selv om vi fortsat kalder vores blad Nyt fra Hare Krishna, ser vi som tidligere nævnt ikke længere bladet som et decideret nyhedsblad, som det var tilfældet ved starten i 1999.
Når det kommer til nyhedsformidling, har den digitale udvikling for længst overhalet os indenom. Nu er bladet snarere mest et fagtidsskrift, hvor Krishnabevidste artikler og andre ting på dansk kan komme til udtryk.
Sammen med de faste Krishnabevidste indslag introducerer vi i dette blad Jacob Ankerstrøm, der har været Krishnahengiven i 25 år og er del af den Krishnabevidste gruppe i Aarhus. Han har en Pd.D. i idéhistorie og blandt andet studeret nordisk mytologi. Han vil over de næste numre skrive om sit arbejde med at finde lighedspunkter mellem nordisk mytologi og vedisk litteratur. Den første artikel kan læses på side 10.
I dette blad er der også en omtale på side 16 af Drutakarmas nye bog, Extreme Human Antiquity (også jf. forsidebilledet), hans opfølger til klassikeren Forbidden Archeology fra 1993.
En praktisk ting er, at det trykte blad fortsat koster 600 kr. om året i abonnement.
Hare Krishna. Ld.