En mørk tid

Året er på hæld i sin mørkeste tid, hvilket er let at blive påvirket af. Men Krishna taler i Bhagavad-gita (2.14) om, at man må tolerere verdens dualiteter uden at lade sig forstyrre:

”De midlertidige forekomster af lykke og lidelse er som vintrene og somrene, der kommer og går. De opstår af sanseopfattelse, O Bharatas efterkommer, og man må lære at tolerere dem uden at lade sig forstyrre.”

Krishna anbefaler, at man skal ”finde glæde i selvet”, der ikke påvirkes af den ydre verdens gang. For den, der har fundet sjælens indre glæde, findes der ingen mørk tid. Denne glæde kommer, når man forstår sig selv som en evig åndelig sjæl og er i konstant forbindelse med Krishna, der er kilden til alt lys – og al glæde. Vi håber, at dette blad bidrager til et sådant lys i denne mørke tid.

Vi fortæller et par gode nyheder. Den ene kan ses på forsidebilledet: Krishnabogen er netop udkommet i en ny dansk oversættelse. Nærmere omtale på side 8.

Og så er den nye Govindas åbnet på Rolighedsvej 8 på Frederiksberg i København. Det omtales på bagsiden.

Med hensyn til store dage er det Gita-jayanti, dagen, da Bhagavad-gita blev talt af Herren Krishna for over 5.000 år siden, den 1. december. Og den 8. december er det Srila Bhaktisiddhanta Sarasvatis bortgangsdag, som man kan læse mere om på side 17.

Bemærk, at det næste blad til januar kan forventes at være forsinket en uges tid. Tak for i år. Hare Krishna. Ld.