Det er os en glæde igen at kunne invitere alle til Ratha-Yatra og Kirtanmela i København i dagene fra den 3. til 5. juli 2026.
Alle dagene bliver der uafbrudt kirtana i templet fra tidligt til sent på dagen. Lørdag den 4. juli går kirtanaen offentlig på gaden med et stort Ratha-Yatra-program på Strøget i København. Optaget starter ligesom sidste år på regnbuepladsen ved Københavns Rådhus. Følg med på de sociale medier op til selve dagen for at være helt opdateret med tidspunkter.
Igen finder Ratha-yatraen sted med den ombyggede hestevogn, der blev lanceret sidste år til Herren Jagannatha, Baladeva og Subhadra. Den forhenværende hestekaret er stor nok til at være Herren Jagannatha værdig og lille nok til at kunne trækkes ned ad Strøget. Det skal bemærkes, at selv om der tidligere i årene før corona var Ratha-yatra-festival i København med en meget større vogn, har vi valgt at holde fast i en mindre vogn, der giver mulighed for at gå blandt de tusinder af mennesker, der færdes på en lørdag i gågadeområdet i København. En større vogn kan nemlig ikke få lov til at køre ned ad Strøget, men skal holde sig til gaderne til biltrafik rundt omkring centrum.
Specielt til kirtanaerne i templet over de tre dage vil det af hensyn til servering af prasadam være godt, hvis man kan tilmelde sig igennem templet eller et af de sociale medier.
Der er åbent for modtagelse af donationer til Ratha-Yatra og Kirtanmela. Donationer kan indsendes via Mobilepay: 61 46 60.
Har man spørgsmål, kan man kontakte Angellinah på +45 6045 8313.