OG PRAKTISERING AF KRISHNABEVIDSTHED
Af Karnamrita Dasa og Arcana-siddhi Devi Dasi
Jeg talte med en ven om, hvordan personlig og åndelig vækst kan være forbundet, eller hvordan det at være velafbalancerede mennesker i godhedens kvalitet er et godt fundament for Krishnabevidsthed. Derfor fik jeg lyst til at bringe denne artikel af min kone og mig.
At synge det hellige navn og engagere sig i bhakti-yoga (Krishnabevidsthed eller hengiven tjeneste) er den grundlæggende renselses- og helingsproces inden for vores Gaudiya-vaisnava tradition. Counseling skal ses som et supplement til den Krishnabevidste proces, og selv om det kan være gavnligt for nogle hengivne, er det ikke i sig selv universalmidlet mod alle vores problemer. Grunden til at bringe dette op er, at nogle gange stilles spørgsmålet: ”Hvorfor behøver vi noget andet end vores åndelige praksis for at lykkes i vores åndelige liv?”
Et svar er, at det behøver vi heller ikke. Kun bhakti kan give bhakti eller Krishnabevidsthed. Imidlertid kan terapi skabe et gunstigt mentalt miljø for praktiseringen af bhakti-yoga. Et ”gunstigt mentalt miljø” betyder normalt en sund psykologi, der er i balance og stærkt under indflydelse af godhedens kvalitet.
Der har været meget kritik af konsultering af ’ikke-hengivne’ terapeuter. Der er en vis basis for denne bekymring i det omfang, at terapeuten ikke støtter eller forstår praktiseringen af Krishnabevidsthed. Lad os dog skubbe denne bekymring til side for nu og se på, hvis terapeuten først og fremmest er en hengiven, der er terapeut af profession og tilbyder terapi som en tjeneste til hengivne. Hvad nu, hvis sådan en hengiven bruger terapi for at hjælpe hengivne i deres åndelige liv? Hvis terapi bruges på denne måde, er den terapi en del af Krishnabevidsthed, når det er, hvad den tjener.
Selv om psykoterapi i sig selv ikke er åndeligt eller nødvendigvis støtter en tro på Gud, er der mere og mere accept i dens praktisering af livets åndelige dimension. Udviklingen af transpersonlige og andre mere åndelige terapier bærer vidnesbyrd om dette. I tilgift har vi i de sidste 20 år set et skift (i det mindste inden for det sociale arbejdes felt) fra ikke at anerkende en persons religion eller spiritualitet til at se dem som en stor hjælp i terapiprocessen.
Vi kan dele vores praktiske erfaring af værdien af terapi med hengivne. Sommetider kommer selv modne hengivne til os med problemer i deres personlige forhold og vanskeligheder med at udføre deres sadhana på grund af negative opfattelser og følelser (anarthaer). Ofte gør disse hengivne ”alting rigtigt” set fra det ydre perspektiv af solid åndelig praktisering, men alligevel føler de, at de hænger fast på de indledende stadier til hengivenhed. Eller i andre tilfælde er de hengivnes mentale forstyrrelse så alvorlig, at de slet ikke kan udføre deres sadhana. I begge tilfælde er det åbenlyst, at noget, de gør i deres indre, har brug for at blive ændret, og ofte kan counseling være en hjælp. Disse hengivne har for det meste udtømt alle andre muligheder.
For mere konservative hengivne er psykoterapi i sig selv (eller enhver anden proces, der ikke findes i Srila Prabhupadas bøger eller i den vediske litteratur generelt) til diskussion, siden det er en materiel ting, der i hvert fald på overfladen kan gå imod principperne i Krishnabevidst filosofi. Terapi er som alt andet inklusive lægekunst, jura, arkitektur osv. kun et redskab, der kan bruges eller misbruges. Måske den største frygt over for terapeuter er, at de på nogle måder er i positionen som en slags guru, og at de giver åndelige (eller materielle) råd.
Det er de faktisk også, og det betyder, at ideelt bør en hengivens terapeut være en avanceret hengiven, der udmærket forstår sit store ansvar for at give gode råd. I nogle tilfælde kan dette ’råd’ for udenforstående synes at være et skridt tilbage, men trods det er målet en sund psykologi, der er befordrende for sadhana og sunde forhold til hengivne og andre. I ekstreme tilfælde kan målet til at begynde med være fysisk overlevelse.
Det virker, som om vi behøver at afmystificere counseling eller tilpasse og udtrykke det på måder, der er acceptable for hengivne. Præcis hvad er counseling eller psykoterapi? Selv om vi kan klassificere counseling stereotypt på basis af misbrug af counseling, ser vi Krishnabevidst counseling som en meget specifik og fokuseret form for hengivent selskab. Denne proces tillader en uddannet og trænet person (der ideelt er medfølende, balanceret og også en hengiven af Krishna i god status) at hjælpe os med at ændre vores usunde adfærdsmønstre og lære os mere frugtbare måder at omgås med den ydre verden på såvel som at hjælpe os til at gøre sindet til vores ven og ikke vores fjende.
Selv om ren sang og recitation af Hare Krishna og tjeneste opløser den subtile krop (vores materielle sind, intelligens og falske ego, hvor vores materielle ønsker og anarthaer gemmer sig), er det for det meste en langsom proces. Vores vanemæssige mentale mønstre og indstillinger holder os ofte tilbage. De kan blive så meget en del af os, at vi ofte ikke lægger mærke til dem, eller vi tror, at der er intet, vi kan gøre for at ændre dem. Counseling er en af måderne, der kan gøre forandring lettere. At ændre os eller bevæge os fremad mod vores åndelige identitet er virkelig, hvad åndeligt liv handler om. Vi bør være villige til at acceptere hvad som helst, der kan hjælpe os i vores progressive forandring eller åndelige opvågnen.
Terapi og counseling kan hjælpe os til bedre at drage fordel af vores åndelige praktiseringer. Selv om ikke alle har brug for det, kan det være en ekstra støtte til at hjælpe os at forblive fokuserede på vores mål og undgå forseelser, der kan skyldes usunde indstillinger (anarthaer). Forseelser og anarthaer nærer hinanden og kan blive del af en nedadgående ond cirkel, der blokerer vores åndelige fremskridt, hvis der ikke gøres noget ved den, og som, hvis den er alvorlig nok, kan tage os væk fra Krishna.
Det følgende er et kort rids over, hvad vi forstår som essensen af den terapeutiske proces i Krishnabevidsthed.
Det terapeutiske forhold tillader en person at føle sig tryg nok til at åbne sit sind, siden fortrolighed er et grundlæggende princip.
Det terapeutiske forhold giver den hengivne et sted, hvor han få afløb for indestængte følelser, der ellers ville komme ud som dysfunktionel eller destruktiv adfærd over for én selv eller andre.
Det terapeutiske forhold hjælper den hengivne til at konfrontere adfærdsmønstre, der kan hæmme forhold til andre og underminere hans/hendes tjeneste.
Det terapeutiske forhold hjælper den hengivne til at vedkende vrede, lyst, grådighed og misundelse i en ikke-fordømmende ramme og kan sammen med terapeuten fremkalde kreative måder at håndtere adfærden på og holde den under kontrol.
Det terapeutiske forhold hjælper den hengivne til at forstå, hvordan fortiden, dvs. forhold til forældre osv., har bidraget til at forme hans/hendes nuværende opfattelser og adfærd. Denne forståelse kan hjælpe os til at gøre ubevidste mønstre mere bevidste.
Når vores adfærdsmæssige motivationer bringes frem i den bevidste sfære, kan vi forstå dem og træffe valg for at afhjælpe dem. De har ikke længere den samme magt over os, som de havde, da de var neddykkede i det ubevidste.
Som afrunding kan det konkluderes, at Krishnabevidst counseling er tilsigtet at hjælpe den hengivne til at behandle hans givne problem på en måde, der er befordrende for sunde forhold og åndelig praksis. Vejledningen i den terapeutiske proces kan hjælpe til at få anarthaer til at trække sig tilbage og sætte én i stand til at synge/recitere og tjene med mere opmærksom og renhed. I den forstand kan terapi ses som en stærk pæl, der kan støtte bhaktiens træ, og som har til mål af hjælpe det primære mål i Krishnabevidsthed. I vores vurdering passer terapi, når det anvendes rigtigt, fint med praktiseringen af Krishnabevidsthed. Virkningsfuldheden af enhver proces kan dømmes på resultatet. Hvis noget hjælper vores åndelige liv, kan vi helt sikkert se det som en manifestation af Krishna.
Se også https://www.dandavats.com/?p=42545.