Af Jacob Ankerstrøm

Jacob Ankerstrøm er ph.d. i idéhistorie og har ligeledes en kandidat og en mastergrad i religionsvidenskab fra hhv. Aarhus og Amsterdam Universitet, hvor han bl.a. har studeret komparativ religionsvidenskab, vestlig og østlig esoterik samt sanskrit og norrønt (oldnordisk).

Indledning

Ofte når hengivne fra Krishnabevægelsen går rundt på gader og stræder i vesteuropæiske lande, mødes de med forundring fra den lokale befolkning over de på overfladen fremmede skikke og klæder. Taler man med folk, finder de ofte filosofien fra de vediske skrifter fremmedartet og eksotisk, og samme oplevelse får mange, når de første gang besøger et tempel og overværer ritualer som eksempelvis Deitetstilbedelse (puja) og ildofringer (agniyajna).

Hvad de færreste ved, er, at de europæiske religiøse og kulturelle traditioner har langt mere til fælles med den vediske kultur, end man umiddelbart skulle tro. Som der tidligere har været skrevet om her i bladet, har de europæiske sprog en forbindelse til sanskrit. Dette gælder, uanset om man mener sanskrit udgør det oprindelige indoeuropæiske ursprog, eller at sanskrit er en af de tidligste sproggrene på det indoeuropæiske sprogtræ, som det oprindeligt blev foreslået af Sir William Jones i 1786 og senere udviklet yderligere af Thomas Young.

Inden for sprogvidenskaben har man brugt årtier på at diskutere sanskrit og det eventuelle proto-indoeuropæiske ursprog. Hvad er langt mere interessant end disse relativt teoretiske og akademiske diskussioner, er dog at se på de religiøse traditioner, som knytter sig til disse indoeuropæiske sprog og folkeslag. Det er fastslået, at de forskellige indoeuropæiske sprog blev selvstændigt udbredt allerede 1-2.000 år f.v.t., og de forskellige religiøse traditioner blev således også udskilt fra hinanden allerede dengang. På trods af at religionerne ofte har eksisteret i flere tusinde år som selvstændige traditioner, er det påfaldende, at der findes utallige eksempler på, hvorledes de vediske begreber og forestillinger om kosmologi, tidsopfattelse (yugaer), dharma, karma, varna osv. kan genfindes i de europæiske traditioner. Ligeledes er der utallige eksempler på, hvordan den europæiske gudeverden har rødder i en oprindelig tradition, der kun lader sig forstå og belyse ved at læse Vedaerne, som har den mest komplette beskrivelse af disse emner.

I den følgende artikelserie vil vi se nærmere på nogle af disse konkrete eksempler, som gerne skulle hjælpe med at illustrere de mange forbindelser mellem eksempelvis de nordiske og vediske mytologier og religiøse traditioner. Senere kan vi se nærmere på de øvrige europæiske traditioner, ligesom det også er spændende at dykke ned i lidt af den forskningshistorie, der ligger til grund for disse betragtninger. Her er især franskmanden Georges Dumézil (1898-1986) interessant, da han var en af de første, som gav sig ud i et komparativt studie af indoeuropæisk religion. Han skrabede dog blot i overfladen, og det er forhåbningen, at vi i artikelserien her kan komme et spadestik dybere med særlig interesse for netop den tradition, de fleste danskere kender til, nemlig den nordiske mytologi, og så den vediske, som den præsenteres i eksempelvis Srimad-Bhagavatam, men også i de øvrige vediske skrifter.

Cyklisk tid og Kali Yuga

Lad os se på tidsopfattelsen som det første eksempel på sammenfaldene mellem den vediske, den nordiske og de øvrige indoeuropæiske traditioner. Man har en tendens til at tænke, at den vesteuropæiske verden på grund af kristendommen har en lineær tidsopfattelse, hvor alt kun foregår én gang. Vi har kun ét liv og én virkelighed. Efter kristen tidsregning befinder vi os blot på et sted på punktet mellem skabelsen af Jorden og engang i fremtidens kulmination, der er genkomsten af Jesus som Kristus. I virkeligheden delte vores europæiske forfædre i langt højere grad den cykliske tidsopfattelse, som vi finder mest detaljeret beskrevet i Vedaerne. Denne cykliske tidsopfattelse har også overlevet i moderne tid hos filosoffer som Oswald Spengler og Friedrich Nietzsche, der var kraftigt inspireret af oldtidens tænkere.

Ifølge Vedaerne og Srimad-Bhagavatam befinder vi os i øjeblikket i Kali Yuga, den sidste af de fire tidsaldre i den såkaldte Yuga-cyclus, der starter med Satya Yuga efterfulgt af Treta, Dvapara og til sidst Kali Yuga. Kali Yuga oversættes oftest til ‘mørkets tidsalder’ og tidsfæstes til at være startet ca. 3102 f.v.t. med en forventet varighed på 432.000 år. Kali Yuga beskrives i både Visnu Purana og Bhagavata Purana som en forfaldstid, hvor der vil herske ufred og generelt forfald af lov og orden. Det bliver for omfattende her i første omgang at gå ind i en detaljeret gennemgang af de vediske beskrivelser af Kali Yuga, som mange hengivne nok også allerede er bekendte med. Lad os i stedet fokusere på, hvordan rester af disse forestillinger også er til stede i de europæiske traditioner.

I den nordiske tradition har vi Völuspá, der på dansk er kendt som Vølvens spådom og er et apokalyptisk åbenbaringsskrift fra den Ældre Edda. Her gives beskrivelser af en tidsalder, der punkt til punkt svarer til de vediske beskrivelser, vi har af Kali Yuga. Et vers fra Vølvens spådom lyder:

Bror skal bekæmpe bror,

søskende bryde slægtsbånd,

hårdhed skal herske

og hor;

Krigstid, kamptid,

kløvede skjolde,

ulvetid, stormtid

til verden ender

og ingen skåner

nogen.

De gamle grækere havde samme opfattelse af de forskellige aldre, og man finder beskrivelser som disse hos blandt andet Hesiod og Ovid. Hesiod beskriver faldet fra guldalder til sølvalder til bronzealder og til sidst til jernalderen, som han beskriver således:

“I denne tidsalder lever mennesker en tilværelse i slid og elendighed. Børn vanærer deres forældre, bror skændes med bror, og den sociale kontrakt mellem gæst og vært (xenia) glemmes. I denne tidsalder giver magt ret, og onde mennesker bruger løgne til at blive anset for gode. På højdepunktet af denne tidsalder føler mennesker ikke længere skam eller indignation over uretfærdigheder. Børn vil blive født med gråt hår, og guderne vil fuldstændig have forladt menneskeheden: ”Der vil ikke være nogen hjælp mod det onde.””

I den ofte kristent påvirkede overlevering af de nordiske myter kan man nemt sidde tilbage med en forestilling om, at Ragnarok, der beskrives som verdens og gudernes undergang, er slutningen på verden. Men ser man nærmere på de kilder, der har overlevet, er det tydeligt, at denne mørkets tidsalder erstattes af en ny guldalder. Her er igen udvalgte citater fra Vølvens spådom, som beskriver en ny grøn jord, gudernes genopståen og de gyldne brikker, der alle leder tankerne hen på en ny Satya Yuga:

Jeg ser nu

jorden stige

igen af havet,

evigt grøn.

Fosser falder,

ørnen flyver

over fjeldet,

fanger fisk.

[…]

Igen skal underfulde

gyldne tavler

findes

i græsset

som aserne havde

i urtiden.

Da vil usået sæd spire

bitterhed bedres

Af de mere esoteriske elementer, der har gemt sig i Eddaerne, finder vi nogle opsigtsvækkende talkombinationer. Mange af teksterne fra den nordiske tradition, især Eddaerne, gemmer mange obskure henvisninger og antydninger i navne og beskrivelser, som det har krævet eksperter i både oldnordisk sprog og mytologi at afkode, og mange henvisninger og navne er endnu ikke fuldt oplyste i dag grundet den store mængde viden og skrifter, som er gået tabt. Teksterne indeholder ofte forskellige slags hemmelige, eller skulle man sige ‘okkulte’, dvs. skjulte, beskeder til dem, som var i stand til at tyde og forstå disse.

Et sådant eksempel finder vi i teksten Grímnismál eller Grimnirs Tale. Grimnir menes at være et andet ord for Odin. I denne tekst beskrives det, hvorledes Ragnarok og den mørke tidsalder kulminerer med, at 800 krigere vil marchere ud af hver af Valhals 540 porte. Nogle vil måske affeje dette som ren spekulation, men det er bemærkelsesværdigt, at de to tal, som specifikt vedrører tidsalderens afslutning, og som er nogle af de eneste tal, der overhovedet fremgår af teksten, tilsammen gemmer på tallet 432.000 (800 gange 540), som ifølge Puranaerne netop er længden på Kali Yuga. Mange har igennem tiderne genfortalt historierne om den nordiske endetid, men disse tal er blevet bevaret, og jeg er personligt af den overbevisning, at disse tal er overleveringer og aflejringer af viden, som var tilgængelig, da disse fortællinger opstod, men som gradvist er forsvundet.

Kender man til yugaerne og Vedaernes beskrivelser af disse, står man pludselig med en ny nøgle til forståelsen af vores nordiske tradition, som de færreste forskere i norrønt sprog og mytologi kender til. Uanset om man køber påstanden om de skjulte tal, er der ingen tvivl om, at den tankeverden, som vores forfædre i Danmark levede i og troede på før kristendommen, er langt tættere på den vediske, end de fleste er klar over.