Af Satyaraja Dasa
Mirabai eller Mira Bai er en af Indiens mest elskede digtere. Hendes padavali (sangbog), en antologi af forskellige digte, blev komponeret på braj bhasa, en hindidialekt fra Mathura/Vrindavana-området.
Digtene udtrykker dyb hengivenhed og fokuserer alle på Herren Krishna og Hans forskellige manifestationer. Mirabai synger specielt til “løfteren af Govardhanabjerget” (Sri Giridhari-lala) og Sri Syamasundara, der er “mørk og smuk”, og hun ser sig selv som Hans evige brud. Mirabai tilbragte efter sigende det meste af sit liv i forskellige Krishna-templer, hvor hun komponerede og sang hengivne sange, der holdes i ære den dag i dag.
Meget lidt vides om hendes liv. Fra hendes egne digte og fra senere hagiografier lærer vi, at Mira levede i 1500-tallet og var medlem af den kongelige Rathor-familie fra Merta i det vestlige Indien. Hun blev gift på et tidligt tidspunkt til Bhojraj Singh Sisodia, den ældste søn til Rana Sanga, herskeren over Mewar. Men helt fra lille skattede hun intet andet end Krishna, hendes “Mørke Herre”. Dette var ydmygende for hendes mand, der ikke havde den samme hengivenhed, men Mira var oprørsk og udelukkende fokuseret på sin ”anden mand” på trods af åbenlys modstand fra familie og kongeligt hof.
Ifølge en legende forsøgte hendes svigerforældre endog at myrde hende. De gav hende et glas med gift og fortalte, at det var nektar, såvel som en blomsterkurv med en slange i. Hun overlevede disse og andre mordforsøg, hvilket leder tanken hen på Prahlada Maharaja, der også overlevede alle sin dæmoniske fars forsøg på at slå ham ihjel.
I sine senere år siges Mirabai at have boet i Vrindavana, hvor hun vandrede fra tempel til tempel og delte sine digte med alle interesserede. Hun skulle tilmed have mødt en af Vrindavanas berømte seks Gosvamier, hvilket vi vender tilbage til om lidt. Til sidst slog hun sig ned i Dvaraka for at leve for altid med Krishna som sin mand. Ifølge hagiografierne forlod hun mirakuløst verden ved at smelte sammen med enten Ranacodalala (Ranacoraji) eller Dvarakadhisa, to af de vigtigste Deiteter af Krishna i Gujarat.
Mirabai skal dog forstås inden for en bestemt sammenhæng. Med undtagelse af nogle ganske få er der kun lidt bevis på, at de digte, der tilskrives hendes, faktisk er hendes. De tidligste manuskripter, der bærer hendes navn, dukkede først op sidst i 1600-tallet eller begyndelsen af 1700-tallet, næsten et århundrede efter hendes formodede levetid. Selv datoerne for hendes liv er usikre, hvilket dog ikke er ualmindeligt for personer fra hendes periode.
Mødte Mira Jiva Gosvami?
Det meste af, hvad vi ved om Mirabai, spores ofte tilbage til Nabhadasas 1500-tals Bhaktamala, et kompendium over store hengivne skrevet på braj bhasa-dialekten. Men meget lidt står om hende i denne grundtekst. Først i senere kommentarer til Bhaktamala og kommentarer til kommentarerne dukker historien om hende op. Et eksempel er den berømte historie, der stadig fortælles i Vrindavana om Miras møde med Jiva Gosvami. Den grundlæggende historie er, at da Mira bad om lov til at mødes med Sri Jiva i Vrindavana, meddelte han gennem en tjener, at han ikke ønskede det, for han var både vairagi (forsager) og purusa (en mand), og sastraerne forbyder ethvert møde mellem en vairagi purusa og en prakrti (kvinde). Mira svarede berømt: “I sastraerne står der også skrevet, at Krishna er den eneste purusa, og alle andre er prakrti. Men nu ved jeg, at der er mindst en mere purusa i Vrindavana ud over Krishna.” Jiva Gosvami blev imponeret over dette og indvilligede i at møde hende.
Men er historien autentisk? Mange tilskriver denne fortælling til Bhaktamala, men mødet omtales ikke her. Snarere kan frøet til fortællingen – og kun frøet – spores til Bhaktamalas første kommentator, Priyadasa, i hans bog Bhaktirasabodhini. Men selv der findes selve historien ikke. Priyadasa nævner blot, at Mira og Jiva mødtes og nød hari-katha, samtale om Krishna, sammen.
Historien dukker faktisk først op meget senere i Bhaktamala-traditionen på tiden for Bhagavan Prasada Rupkala (1840–1932). Den findes første gang i hans Vartik Tilak (også kendt som Bhaktisudhasvada), der ikke går længere tilbage end til begyndelsen af det 20. århundrede. Med andre ord er beretningen af tvivlsom oprindelse.
Min tvivl blev styrket af udtalelser fra Prabhupada, hvor han antydede, at han også var skeptisk. Et eksempel er fra en morgenvandring den 17. december 1975 i Bombay:
Dr. Patel: En Gosvami nægtede at mødes med Mirabai [fordi hun var kvinde], og så sagde hun: ”Krishna er den eneste mand . . . ”
Prabhupada: En ting er, at vi ikke finder det i nogen autoritativ tekst, at Mirabai nogensinde mødte Rupa Gosvami, men det er, hvad de siger i Vrindavana. Men fra Rupa Gosvamis liv forstår vi, at Gosvamierne var så populære i Vrindavana, at hvis der var nogen familiestrid imellem mand og kone, plejede de at komme til Rupa Gosvami for at bilægge den, og automatisk ville han komme med en afgørelse, og de ville blive enige. Så hvordan er det muligt, at han ikke så nogen kvinde?
Dr. Patel: [ikke] Rupa Gosvami. [Måske det var] Jiva Gosvami, en anden Gosvami, siger de.
Giriraja: Det var Jiva Gosvami.
Prabhupada: Jiva Gosvami?
Giriraja: Ja.
Prabhupada: Hvorfor skulle Jiva Gosvami ikke se en kvinde? Det er også tvivlsomt.
Prabhupada var tydeligvis skeptisk over for historien, og som han gør opmærksom på, findes den ikke i nogen af de accepterede gaudiya-skrifter, biografier over Mahaprabhu eller gaudiya-acaryaernes bøger. Når man kombinerer dette med, at historien ikke kan spores tilbage før det 20. århundrede, virker det sandsynligt, at den aldrig skete.
Mira forherliger Sri Caitanya
Mirabai anses åbenlyst af den bredere indiske verden for at være en helgen, en inspireret vaisnava-digter, der var absorberet i kærlighed til Krishna. Efter alt at dømme respekterede Prabhupada hende også: “Den berømte Mira Bai var en solid hengiven af Herren Krishna som løfteren af Govardhanabjerget.” (Srimad-Bhagavatam 2.3.15, forklaring). Han bemærkede også: “Jeg har ingen indvendinger imod Mirabais sange . . .” (Brev den 29. januar 1970) Og igen: “Ligesom Mirabai. Hun legede med en Krishnadukke, og senere blev hun en meget avanceret hengiven.” (Bhagavad-gita-klasse den 16. september 1966, New York)
Srila Prabhupada kalder hende her en “solid hengiven” og en “meget avanceret hengiven” og siger, at han har “ingen indvendinger imod Mirabais sange.” Det er faktisk en stor ros, specielt når det kommer fra Srila Prabhupada, der opretholdt den højeste standard, når det kom til hans hengivne forgængere.
Men det er også fascinerende og afslørende, at i nogle af de mange sange, der tilskrives hende, synger hun om Herren Caitanya og udtrykker et tydeligt gaudiya-vaisnava perspektiv. I en samtale med den berømte forfatter Allen Ginsberg (1926–1997) en forårsdag i 1969 omtalte Prabhupada en af hendes sange:
Prabhupada: ”Hun værdsatte den kendsgerning, at Herren Caitanya er Krishna, og hun har skrevet i en sang: ”Nu har Du lagt fløjten fra Dig og iført dig en sannyasis dragt.” På den måde har hun skrevet et fint digt: “Og hvor er Dit hår og Din påfuglefjer? Nu er Du kronraget.” På den måde værdsatte hun. Hendes liv var også fortræffeligt. Hendes far gav hende en lille Krishnadukke at lege med, og hun udviklede kærlighed til Krishna som sin mand.”
Da jeg først læste dette i Back to Godhead, satte jeg mig for at finde hele digtet. Ganske vist findes det ikke i alle Mirabai-antologierne, men det er der kun få af hendes digte, der gør. Det er en af grundene til, at der sættes et stort spørgsmålstegn ved hendes samlede værker. Standardantologierne har ingen kritisk version. Med andre ord findes et bestemt digt tilskrevet hende et sted, og så finder man det samme digt et andet sted uden konsistens med hensyn til forfatterskab. Det gælder også Caitanya-digtet. Det findes ikke i teksterne fra Parasuram Caturvedi, der udgav den mest læste samling af digte, der angiveligt kan tilskrives Mirabai. Men det findes hos Krishnadeva Sharma, der også er meget kendt og katalogiserer det som digt nr. 203.12. Digtet findes også i forskellige versioner med versene lidt forskellige i de forskellige udgaver.
Når det er sagt, bragte Srila Prabhupada den følgende version i 1955, da han var redaktør på hinditidsskriftet Bhagavata Patrika. Det er inspirerende at tænke på, hvordan Srila Prabhupada lidt over et årti senere ville være grundlægger-acarya for et verdensomspændende ISKCON og sidde i et af sine templer med en berømt international forfatter, Allen Ginsberg, og referere til det selvsamme digt:
ab tau hari nama lau lai [lagi]
sab jag ko yah makhana cora,
nama dharayo bairagi
kit chodi vah mohana murali, kit chodi saba gopi.
musda musdai dori kati bai, mathe mohana topi
mata jasomati makhana karana, ba jake pa
syama kisora bhaye nava-gaura, caitanya jako na
pitambara ko bhava dikhavai, kati kopina kasai
gaura-krsna ki dasi mira, rasana krsna vasai
“Nu har jeg et brændende ønske om at synge Haris navn. Denne hele verdens smørtyv har antaget en forsagers navn. Hvor lagde Han Sin fortryllende fløjte? Og hvor er alle gopierne? Han barberede Sit hoved, bandt et stykke stof rundt om livet og prydede Sig med en charmerende hovedpynt. Han, hvis fødder Moder Yasoda bandt for at holde Ham væk fra smørret, den mørklødede yngling, er blevet som frisk guld, og Hans navn er Caitanya. Selv om Han er klædt i et laset lændeklæde, åbenbares Hans gule dragt såvel som Hans indre kærlighedsfølelser til mig. Som resultat lever Krishna på tungen af Mira, Gaura-Krishnas tjenestepige.”
Selv i oversættelsen kan man værdsætte versets poesi såvel som de tydelige gaudiya-konklusioner. Sidestillingen af Krishnas fortryllende fløjte og Hans lege med gopierne med Sri Caitanya som en asketisk forsager eller Krishnas smukke sorte hår, der prydes med en farvestrålende påfuglefjer, med en sannyasis kronragede hoved – disse med Herren forbundne ting, der blev fremhævet af Srila Prabhupada i hans samtale med Allen Ginsberg, fremkalder billeder af Krishnas to sider, dvs. Hans oprindelige form som Radhas elsker og som Sri Caitanya, Hans kombinerede form af Radha og Krishna, hvor Han viser, hvordan man er den perfekte hengivne.
Farven af smør ligesom “frisk guld” og Hans gule klædedragt, der umiskendeligt repræsenterer Sri Caitanya, afslører for Mira Krishnas indre del eller “Hans indre kærlighedsfølelser”, der er essensen af Sri Caitanyas avatara, der smager essensen af Radhas kærlighed. Hun og Sri Caitanya er begge gyldne, ligesom Krishna udadtil er mørk, men gylden indeni (for Han har altid Sri Radha i Sit hjerte). Som resultat af denne erkendelse kan Mira kun synge med fuld entusiasme, hvilket er den effektive metode, som Sri Caitanya har foreskrevet i vores nuværende tidsalder af strid og hykleri. Dette er endog en Mira, som mange kendere af indisk poesi er tilbøjelige til at overse, og som bliver åbenlys, når den studeres og værdsættes i discipelrækken.
Fra Back to Godhead, 59-01 2025.