Af Yogindra Dasa

Yogindra Dasa, discipel af Srila Prabhupada og bosiddende i Sverige siden 1976 (han er oprindeligt amerikaner) besøgte Danmark i februar 2026 og fortalte kort om sit besøg til Danmark i 1979, tydeligvis før der var et tempel i Danmark.

Jeg sluttede mig til Krishnabevægelsen i Sverige helt i slutningen af Srila Prabhupadas dage. Jeg husker tydeligt, at vi i begyndelsen af 1979 som brahmacarier og rejsende bogdistributører blev lovet af tempelpræsidenten i Stockholm, at vi kunne tage til Mayapur-Vrindavana-festivalen. Men på grund af omstændighederne blev planen ændret, og det blev besluttet, at vi skulle blive og fortsætte vores bogdistribution. Dog ikke i Sverige – vi skulle en tur til Danmark.

Hvis jeg husker rigtigt, havde vi en bog, der hed Naturlig Glæde, men jeg er ikke helt sikker. Men jeg er sikker på, at vi kom til Danmark, og vi følte os naturligvis skuffede over ikke at kunne komme til Mayapur-Vrindavana-festivalen. Men vi tog det i Caitanya Mahaprabhus ånd. Han beordrede Nityananda: ”Kom ikke hvert år til Puri for at være ved Jagannatha sammen med de andre hengivne. Bliv venligst i Gauda (Bengalen) og opfyld Mit ønske.” Caitanya Mahaprabhu ønskede, at Hans budskab skulle udbredes i hver by og landsby, og Nityananda var særligt bemyndiget til at frelse Jagai og Madai og andre som dem, som selv Caitanya Mahaprabhu følte, at Han ikke kunne redde.

Så ja, det siges, at Caitanya Mahaprabhus hengivne skal prædike Krishnabevidsthed i hver landsby og by i verden. Det vil tilfredsstille Herren. Det er ikke sådan, at man skal handle lunefuldt for sin egen personlige tilfredsstillelses skyld. Ordren kommer gennem parampara-sy-stemet (discipelrækken), og den åndelige mester giver disse instruktioner videre til disciplen, så han kan udbrede Caitanya Mahaprabhus budskab.

Vi kom til Danmark, og det mest fremtrædende, jeg husker, var, at efter at have været her et stykke tid – jeg kan ikke huske hvor længe, måske et par uger – rejste vi rundt over større afstande. Vi havde succes. Jeg kan ikke huske, hvor mange bøger vi distribuerede, men vi var tilfredse med, at det gik godt. Vi rejste til forskellige byer – jeg husker ikke hvilke – og vi boede på billige hoteller og lignende steder.

Den sidste aften, lad os sige det var fredag aften, var vi på vej tilbage og ville så distribuere et sted på vejen mod Stockholm lørdag morgen. Om aftenen var vi meget tilfredse. En hengiven kørte varevognen, og vi andre sad tæt sammen på bagsædet i mørket og læste i skrifterne med en lille lommelygte. Vi var fredfyldte og glade og på vej tilbage til vores tempel.

Pludselig ved grænsen vinkede politiet chaufføren ind i en garage med kraftigt lys. De rev døren op til bagsædet, og vi kiggede op: ”Hvad var det for et skarpt lys, der skinnede på os?” Politiet konfronterede os mistænksomt: ”Hvad er det, I har her?”

Vi var i vores glæde humør, så spontant åbnede vi prasadam-kassen og begyndte at dele bananer, æbler, og hvad vi ellers havde, ud til politiet og de andre på kontrolstationen.

Det skabte splittede reaktioner. Nogle betjente syntes, det var det sjoveste, de nogensinde havde set, mens andre blev forargede, vrede og frastødte og krævede, at vi åbnede denne taske og den taske – ”Hvad smugler I?” og så videre.

Til sidst blev situationen så kaotisk, at de utilfredse betjente bare sagde: “Okay, skrid herfra.” Så sprang vi ind i varevognen og kørte videre. Ja, det var mine minder om at besøge Danmark i gamle dage. Hare Krishna.