MADHURYA KADAMBINI

Af Srila Visvanatha Cakravarti Thakura

Introduktion

Madhurya Kadambini er en bog, der er skrevet i 1600-tallet af Srila Visvanatha Cakravarti Thakura.

Han anses for at være en slags reinkarnation af Srila Rupa Gosvami, i hvert fald med hensyn til hans undervisning og praktisering af Krishnabevidsthed og Herren Caitanyas lære. Madhurya Kadambini er en afhandling over to vers fra Bhakti-rasamrta-sindhu, hvor Rupa Gosvami beskriver de forskellige stadier og udviklingen af hengiven tjeneste fra det allerførste begynderstadie til det højeste niveau af ren kærlighed til Krishna.

Visvanatha Cakravarti Thakura fødtes i 1638 og blev initieret i linien fra Narottama Dasa Thakura. Han var gift, men forsagede familielivet og slog sig ned i Vrindavana, hvor han tilbad Krishna ved bredden af Radha-kunda resten af livet. Han skrev over 40 bøger på sanskrit, hvor han uddybede de seks Gosvamier, specielt Rupa Gosvamis, filosofi.

Over de næste numre i Nyt fra Hare Krishna bringes Madhurya Kadambini i dansk oversættelse. Her startes med ’Den første byge af nektar’.

Den første byge af nektar

Tekst 1

Svayam Bhagavan Sri Krishna Caitanya Mahaprabhus nåde er som en ubegrænset, ustyrlig regnsky af en ekstraordinær nektarisk nåde (maha-madhurya), der falder som regn på sadhakaens hjerte. Hans nådesbyge giver til fulde livskraft til afgrøderne fra hengivenhedens ni grene såsom sravana og kirtana, der netop er blevet sået på marken i sadhakaens hjerte. Selv den første tilsynekomst af skyen af Mahaprabhus nåde bortdriver sommerens svidende brændende følelse (dvs. de forskellige materielle ønsker med henblik på ens egen nydelse) og får jublen til at svulme i hjertet på alle hengivne over hele universet ligesom floder, der oversvømmer deres bredder på grund af regn. Må denne uindskrænkede og ubegrænset kraftfulde sky af Sriman Mahaprabhus liflige nåde, hvis indflydelse kan mærkes selv på lang afstand, fylde mig, et tørt, livløst træ i ørkenen, med livgivende rasa.

Tekst 2

I fordums tider søgte de mest ophøjede helgener (mahajanaer) også tilflugt hos Bhakti-devi. Nu oplever de, der ved Sri Caitanya Mahaprabhus kæreste fælle, Srila Rupa Gosvamis, nåde er blevet givet virkelig intelligens, imidlertid direkte bhakti i hendes form som bhakti-rasa. Jeg bøjer mig igen og igen respektfuldt og ydmygt af hele mit hjerte for Srila Rupa Gosvami.

Tekst 3a

I Taittiriya Upanisad (2.5.1) står der skrevet, brahma puccham pratistha: ”Det er fra den mest lyksalige Guddommens Personlighed, Sri Bhagavan, at Brahman opnår sit fundament.” Derfor er Sri Bhagavan en langt højere sandhed end Brahman.

Videre angives der om dette i den samme Taittiriya Upanisad (2.7.1), at Parabrahman Bhagavan består af rasa. Raso vai sah rasam hyevayam labdhvanandi bhavati: ”Sri Bhaga-van er selve formen af rasa (rasa-svarupa). Blot ved at opnå Ham bliver det levende væsen udrustet med ren ekstase.”

Srimad-Bhagavatam, essensen af al Vedanta og kronjuvelen blandt alle kilder til viden, har beskrevet, hvordan Parabrahman Bhagavan er fuld af rasa, og ingen anden end Sri Krishna er denne rasa-svarupa. Dette er tilfældet, for som det forklares i Srimad-Bhagavatam (10.43.17), er Han genstanden for alle tolv rasaer. Mallanam asanir nrnam nara-varah strinam smaro murtiman: ”Bhagavan Sri Krishna blev på samme tid opfattet som en tordenkile af bryderne, af mændene som den bedste mand, af kvinderne som Amor i egen person osv.” Ydermere erklærer Sri Bhagavan Selv i Srimad Bhagavad-gita (14.27), brahmano hi pratisthaham: ”Jeg er i virkeligheden grundlaget eller beskyttelsen for Brahman.” Med disse ord har Bhagavan Sri Krishna personligt angivet, at Han er hinsides den højeste tattva (paratpara-tattva) og legemliggørelsen af rasa (rasa-svarupa). Den allerreneste eksistens (visuddha-sattva-maya), den begyndelsesløse Guddom (anadi-vigraha) Vrajendra-nandana Syamasundara Sri Krishna, der prydes af Sit navn, form, kvaliteter og lege, er i virkeligheden rasa-svarupa (personificeringen af rasa). Hans spæddom, barndom og ungdoms lege vidner alle om dette. Fordi Han er fuldstændig uafhængig af alle magter og uafhængig af nogen anden årsag, åbenbarer Han Sig Selv ved Sin egen søde vilje for mennesker, specielt for Hans premi-bhaktaer, i deres inderste hjerte, i deres ydre sanser såsom hørelse og syn og i deres indre sanser, dvs. deres sind og intellekt.

For at give nåde til de levende væsener i dette univers og for at opfylde bhaktaernes prema-fyldte ønsker kommer Sri Krishna, selv om Han er ufødt, af Sin egen vilje som Sri Krishna i Yadudunastiet og som Sri Rama i Raghudynastiet.

Tekst 3b

Bhakti er Bhagavans egen indre energi (svarupasakti), og ligesom den almægtige Herre er bhakti også selvmanifesterende. Hun manifesterer sig selv uden at afhænge af nogen yderligere årsag. Ifølge Srimad-Bhagavatam (1.2.6), yato bhaktir adhoksaje ahaituky apratihata: ”Her siges bhagavad-bhakti til adhoksaja Bhagavan, Den Højeste Herre, der ligger uden for rækkevidden af de materielle sanser, at være årsagsløs (ahaituki) og uden afbrydelse (apratihata).” Af dette kan man forstå, at hun opstår automatisk uden nogen bestemt årsag. Andetsteds i SrimadBhagavatam (11.20.8) står der, yadrcchaya mat-kathadau: ”Kun nåden fra bhakti, Min egen indre energi, giver smag for fortællinger om Mine lege osv.” Ordene mad bhaktim ca yadrcchaya (Srimad-Bhagavatam 11.20.11) betyder “opnåelse af bhakti til Mig sker ved hendes egen søde vilje (yadrccha).” Sådanne udsagn om, at opvågningen af bhakti er uafhængig og uden nogen bestemt årsag ses også i talrige vers såsom yadrcchayaivopacita. I disse udtalelser fra Srimad-Bhagavatam mm. betyder ordet yadrccha “kun at handle ifølge sin egen søde vilje.” Ja, ordbogen giver betydningen af yadrccha som svairita (“at gøre som man har lyst til, ikke under kontrol, uafhængig”) eller sveccha (“af sig selv”).

Tekst 3c

Til tider har visse oplyste personer også fortolket ordet yadrccha til at betyde “ved opvågningen af en god skæbne.” Men hvis yadrccha udlægges på denne måde, må bhakti have en årsag. Skyldes det fromme handlinger (subha-karma)? Eller skyldes det snarere manglen på sådanne handlinger? Hvis vi antager den første mulighed, at en god skæbne vækkes af fromme handlinger, vil bhakti være underordnet subha-karma. Det strider imod bhaktis selvmanifesterende natur. Derfor kan det ikke accepteres, at bhakti vækkes af en god skæbne som resultat af subha-karma.

Hvis vi dernæst antager, at årsagen til bhakti er en god skæbne, der opstår fra fraværet af nogen from handling, bliver årsagen til denne gode skæbne ubeskrivelig og ukendt. En sådan god skæbne, der ikke har nogen kendt årsag, ender i veritabel uklarhed. Hvordan kan det, der i sig selv er aldeles ubestemmeligt, være årsag til noget som helst? Hvordan kan en god skæbne, der ikke er fastslået, være årsagen til bhakti?

Tekst 3d

Hvis vi som det tredje accepterer, at det i virkeligheden er Bhagavans nåde, der er rodårsagen til bhakti, opstår der et naturligt ønske om at udforske årsagen til den nåde såvel som hver af de efterfølgende årsager. Men vi vil stadig ikke kunne nå til en endelig konklusion. Følgelig vil problemet med ubestemthed opstå i sådanne overvejelser. For det fjerde, hvis det accepteres, at en sådan betingelsesløs eller årsagsløs nåde (ahaituki-krpa) fra Bhagavan i virkeligheden er årsagen til vækningen af bhakti, kan det konkluderes, at Bhagavan er uretfærdig, siden bhakti ikke findes universelt. Bhagavan er upartisk, så hvis Hans ahaituki-krpa er årsagen til bhakti, bør denne årsagsløse nåde også være blevet givet til alle. Men det er ikke, hvad vi ser. Bhakti er ikke til stede i alle. Hun bor i nogle og ikke i andre. Da bliver man nødt til at indrømme, at Bhagavan ikke er ens indstillet over for alle og således befængt med fejlen uretfærdighed eller favorisering. Men vi kan ikke engang forestille os, hvordan en sådan fejl skulle kunne findes i Bhagavan.

Det følgende spørgsmål kan også opstå: Er Bhagavans tildeling af straf til de onde og beskyttelse af Hans egne bhaktaer ikke også uretfærdig? Som svar kan det siges, at det, at Han gør dette, viser ikke uretfærdighed. Snarere er det Hans største kvalitet. Blandt de talløse kvaliteter, der er til stede i Bhagavan, er Hans dybe kærlighed til Hans hengivne (bhakta-vatsalya) den største, der står som kongen over alle Hans andre kvaliteter. Dette emne vil blive analyseret til fulde i den ottende byge af denne hellige tekst.

Tekst 3e

De hengivnes nåde siges at være den virkelige årsag til bhakti. Bhagavad-bhaktaens nåde er årsagsløs ligesom Bhagavans nåde. I dette tilfælde er det også forkert at søge efter fejlen uretfærdighed eller partiskhed i nåden fra Bhagavans hengivne. Alligevel står der i Srimad-Bhagavatam (11.2.46) om symptomerne på en madhyama-bhakta (en hengiven på mellemstadiet): “Den, der giver al sin kærlighed til Herren, slutter venskab med Herrens hengivne, udviser nåde over for de uvidende og negligerer antagonisterne, er en madhyama-bhagavata.” Ifølge disse symptomer er madhyama-bhaktaen uretfærdig eller partisk. Disse kvaliteter er i virkeligheden madhyama-bhaktaens definerende kvaliteter. Sri Bhagavan bliver overvundet af Sine bhaktaer. Hvis Hans nåde følger Hans bhaktaers nåde, kan der ikke være nogen uretfærdighed. Med andre ord opnår man Bhagavans nåde ved at få bhaktaens nåde. Bhakti eksisterer for evigt i hjertet på bhaktaen, og derfor er rodårsagen til, at bhaktaen giver sin nåde til andre, i virkeligheden bhaktien i hans hjerte. Hvis bhakti ikke opholder sig i bhaktaen, er der ingen mulighed for at være nådig mod nogen. På denne måde fastslås den selvmanifesterende natur af bhakti. Derfor afkræfter ordene ati-bhagyena i verset, der begynder med yah kenapy ati-bhagyena, jata-sraddho ’sya sevane (”Enhver, der ved en ekstrem god skæbne er blevet indgydt med tro på tjeneste til Bhagavan,” Bhakti-rasamrta-sindhu 1.2.14), den påstand, at enhver sådan god skæbne fødes af fromme handlinger (subha-karma). Man skal vide, at den absolutte betydning af ati-bhagyena er “ved bhaktaernes nåde”.

Tekst 4a

En indvending kan bringes på bane, at det er ikke muligt for den hengivnes nåde først at eksistere før Bhagavans nåde, for de hengivnes handlinger inspireres af Bhagavan. Men dette kan ikke være tilfældet, for Sri Bhagavan, der underkaster Sig Sine bhaktaer, giver personligt Sin nådeskraft til dem, så de kan ophøje dem, der nærer et ønske om at udføre hari-bhajana. På denne måde har Han fastslået bhaktaernes fortræffelige karakter. Bhagavan, den iboende Oversjæl, styrer de levende væsener, men han udøver kun Sin magt over de levende væsener, der igennem deres ydre sanser høster frugterne, dvs. deres hidtil usete skæbne, af mange livs syndige og fromme handlinger. Med hensyn til Hans egne hengivne er der imidlertid tale om Bhagavans direkte personlige nåde. I denne forbindelse står der i Srimad Bhagavad-gita (18.62), tat-prasadat param santim sthanam: ”Ved den nådige velsignelse fra denne Højeste Hersker (Isvara) vil du opnå den højeste fred og den evige bolig.” Her må ordet prasada helt sikkert forstås som nåde i form af, at Han giver Sin personlige nådeskraft. Det er allerede blevet forklaret tidligere.

Tekst 4b

Ydermere har Srimad-Bhagavatam og hun-dredvis af andre vidnesbyrd fastslået grundigt, at Bhagavan nedstiger til denne verden udelukkende ved Sin egen vilje. Svecchavatara-caritaih: ”Han nedstiger og handler udelukkende ved Sin egen Højeste vilje” (Srimad-Bhagavatam 4.8.57) og sveccha-mayasya: ”Du åbenbarer Dig udelukkende som svar på Dine rene hengivnes ønsker” (Srimad-Bhagavatam 10.14.2). Alligevel hævder de, der kun ser det ydre, at fjernelse af Jordens byrde osv. er årsag til Bhagavans komme. På samme måde beskrives visse steder i skrifterne processer såsom niskama-karma (uselvisk handling, der ofres til Bhagavan) osv. som døren til bhakti. Det er der for så vidt ikke noget galt i [med andre ord er der ikke blevet sagt noget forkert]. Imidlertid står der i Srimad-Bhagavatam (11.12.9): “Man kan ikke opnå bhakti til Mig selv ved at praktisere mysticisme (yoga) med stor bestræbelse, analysere elementerne (sankhya), tilegne sig monistisk viden (jñana), give i velgørenhed (dana), følge hellige løfter (vrata), udføre askese (tapasya), engagere sig i autoriserede ritualer (yajña), drøfte skrifter (sastravyakhya), studere Vedaerne (svadhyaya) og acceptere den forsagende livsorden (sannyasa).” Gennem vidnesbyrd som dette er ideen om, at bhakti opnås gennem velgørenhed, hellige løfter osv., klart blevet tilbagevist. Men alligevel står der andetsteds i Srimad-Bhagavatam (10.47.24): “De levende væsener i denne verden opnår Krishna-bhakti gennem forskellige lykkebringende handlinger såsom at give i velgørenhed, aflægge hellige løfter, udføre askese, lave rituelle offerhandlinger, recitere mantraer og studere Vedaerne.” Hvordan er det da muligt at forene disse skriftlige udsagn?

Tekst 4c

Som svar på dette står der skrevet, at hvor velgørenhed, løfter osv. beskrives som årsag til opnåelse af bhakti, må det forstås, at det kun refererer til bhakti, der opstår i godhedens kvalitet som en egenskab ved jñana (jñananga-bhuta-sattviki-bhakti). Det refererer ikke til hengivenhed, der er hævet over de materielle kvaliteter, og som opstår som en egenskab ved prema (premanga-bhuta-nirguna-bhakti).

Tekst 4d

Som en anden mulighed forklarer nogle, at dana betyder velgørenhed, der er rettet imod tjeneste til Sri Visnu og vaisnavaerne, vrata betyder løfter såsom ekadasi, og tapasya sigter til forsagelse af sansetilfredsstillelse for at opnå Bhagavan, og at disse er grene af sadhana-bhakti.

Det er blevet forklaret, at målet med alle disse grene af bhakti er bhakti. Bhaktya sañjataya bhaktya: ”Prema-bhakti fremkaldes af sadhana-bhakti.” (Srimad-Bhagavatam 11.3.31) Denne aforisme, der fastslår den årsagsløse natur af bhakti, forliger på perfekt vis alle skrifternes udtalelser.

(Fortsættes i næste nummer)