Af Srila Visvanatha Cakravarti Thakura
Her fortsætter oversættelsen af 1600-tals klassikeren Madhurya Kadambini af Srila Visvanatha Cakravarti Thakura. Vi er i den tredje byge af nektar, der beskriver fjernelsen af hindringer for bhakti.
Fra dette afsnit bliver der tilføjet overskrifter eller emnebeskrivelser til hver tekst for at hjælpe til et bedre overblik.
Tekst 3j
Sommetider bliver et levende væsen, der forlenes med Bhagavans kraft, til Siva
Forskellen på Sri Visnu og Brahma skal findes i deres forskellige former for bevidsthed, nemlig henholdsvis bevidstheden om at være en uafhængig hersker (isvara-caitanya) og bevidstheden om at være et afhængigt levende væsen (jiva-caitanya). Nogle steder fremhæver udtalelser fra Puranaerne ligheden mellem Sri Visnu og Brahma, men det må forstås, at det er ligesom ligheden mellem Solen og ædelstenen surya-kanta-mani, der er mættet med Solens kraft. I nogle epoker af Brahma (mahakalpaer) opnår et levende væsen, der forlenes med Herrens kraft (saktyavesa), Sivas egenskaber. Det vil med andre ord sige, at ligesom Herren Brahma klassificeres som en jiva (en ganske lille åndelig sjæl), klassificeres Herren Siva også sommetider som en jiva. Der står i Hari-bhakti-vilasa (1.73): “Enhver, der ser, at det bedste af guddommelige væsener, Sri Narayana, er den samme som Rudra eller Brahma, er med sikkerhed en ateist.” Denne udtalelse giver mening, når man anser Rudra for at have de samme kendetegn som Brahma.
Tekst 3k
Forveksling af Siva og Visnus position, den anden forseelse mod det hellige navn
Uden godt og grundigt at have reflekteret over de åndelige sandheder, der er blevet beskrevet til nu, kan nogle personer skændes som følger:
“Sri Visnu er den Højeste Herre, ikke Herren Siva!”
“Herren Siva er den Højeste Herre, ikke Sri Visnu!”
“Vi koncentrerer os udelukkende om tilbedelse af Sri Visnu og vil ikke så meget som se på Herren Siva!”
“Vi koncentrerer os udelukkende om tilbedelse af Herren Siva og vil ikke så meget som se på Sri Visnu!”
Den, hvis intelligens er absorberet i denne form for debat, begår kun forseelser imod det hellige navn. Ved Bhagavans arrangement kan sådan en forbryder være heldig at komme i selskab med en ophøjet helgenagtig personlighed med indgående kendskab til alle åndelige sandheder. Han bliver da oplyst om dette emne og udvikler tro på, at Herren Sivas svarupa er ikke-forskellig fra Herren Visnus. Ved at følge dette bliver han igennem nama-sankirtana alene fri for sin ovennævnte forseelse imod det hellige navn.
Tekst 3L
Blasfemi af den åbenbarede vediske litteratur, den fjerde forseelse mod det hellige navn
Nogle personer blasfemerer Srutierne, der anbefaler vejene af frugtstræbende handling (karma) og monistisk viden (jnana), med ord som: “Disse Srutier ikke så meget som nævner hengiven tjeneste til Bhagavan. De er overfladiske og dermed forkastelige.” Hvis sådanne personer i stedet for på denne måde at bruge deres tale til at blasfemere Srutierne bruger den på gentagne gange at prise disse samme Srutier og deres tilhængere, alt imens de fortsætter med at fordybe sig i nama-sankirtana, kan de blive løst fra den fjerde forseelse imod det hellige navn, dvs. bespottelse af den vediske litteratur. Hvis sådanne forbrydere imod den vediske litteratur ved et utroligt held kommer i selskab med ophøjede helgenagtige personligheder, der er fortrolige med Srutiernes totale betydning, og hører fra dem, kan forbryderne forstå, at disse suverænt barmhjertige Srutier er rettet mod lunefulde mennesker, der er stærkt knyttede til sansetilfredsstillelse og ukvalificerede til bhaktiens vej. Srutierne stræber efter at bringe sådanne mennesker ind på vejen, der er godkendt af skrifterne. Med denne forståelse udryddes aparadhaen, der opstår fra en sådan blasfemi, gennem den rette bestræbelse.
Årsagerne til og tilintetgørelsen af de andre seks aparadhaer kan også forstås i lyset af diskussionen af de første fire forseelser.
Tekst 4
Anarthaer, der opstår fra praktiseringen af bhakti
Dernæst diskuteres anarthaer, der opstår fra bhakti. Disse anarthaer vokser frem ligesom snyltende slyngplanter fra hovedgrenen på bhaktis ønskeopfyldende vinranke og vækker længsel efter rigdom (labha), tilbedelse (puja) og anerkendelse (pratistha). De opstår fra [ufuldkommen udførelse af] bhakti, og den praktiserendes hjerte forurenes af deres indflydelse. På denne måde vokser de så voldsomt, at de tilmed kan forkrøble hovedgrenen på bhaktis slyngplante.
Tekst 4b
De fem stadier af udryddelse af anarthaer
Udryddelsen af de fire slags anarthaer sker i fem stadier: (1) delvis (eka-desa-vartini), (2) udstrakt (bahu-desa-vartini), (3) næsten fuldstændig (prayiki), (4) fuldstændig (purna) og (5) absolut (atyantiki).
Tekst 4c
Rækkefølgen, i hvilken anarthaer fra aparadha udslettes
“Gramo daghdah pato bhagnah – landsbyen er brændt, tøjet er laset.” Ifølge denne logik er udslettelsen af anarthaer¸ der opstår fra tidligere aparadhaer, delvis, efter man har påbegyndt praktiseringen af hengiven tjeneste (bhajana-kriya). Når man udvikler fast tro (nistha), er udslettelsen udstrakt. Når man udvikler transcendental hengivenhed (rati) til Sri Bhagavan, er udslettelsen næsten fuldstændig. Når solen af kærlighed til Guddommen (prema) står op, er udslettelsen fuldstændig. Og når man opnår Bhagavans lotusfødder [dvs. bliver Hans direkte ledsager], er udslettelsen af denne anartha absolut.
Tekst 4d
Citraketu Maharajas forseelse var ikke en forseelse
Vi hører, at engang begik Maharaja Citraketu en forseelse imod en ren hengiven, selv efter at have haft Bhagavans direkte darsana. Hans begåelse af en forseelse var imidlertid kun tilsyneladende. Den var ikke virkelig. Eftersom den samme skat af kærlig hengivenhed til Bhagavan forblev i hans hjerte, både som en ledsager af Herren og som Vrtrasura, er der ingen forskel på disse hans to særskilte sider. Dette er konklusionen (siddhanta).
Tekst 4e
Jaya og Vijaya accepterede frivilligt en ugunstig indstilling over for Bhagavan
Hvad mere er, var årsagen til Jaya og Vijayas forseelse et ønske, der fødtes af deres spirende prema, som de udtrykte som følger:
“O Mester, O Herrers Herre, Narayana! Vi kan ikke få øje på nogen, der er stærke nok til at opfylde Dit ønske om kamp. Selv om vi har styrken til at gøre det, kan vi ikke gå imod Dig, da vi ikke nærer nogen modvilje imod Dig. Siden Dit ønske om at kæmpe ikke bliver opfyldt, væk da venligst på en eller anden måde en fjendtlig indstilling i os, så Du kan smage tilfredsstillelsen af kamp. Vi kan ikke holde ud, at Du erfarer den mindste formindskelse i opfyldelsen af Dine uafhængige ønsker. Derfor beder vi, Dine to tjenere, at Selv om du bliver nødt til med magt at tøjle Din kvalitet af kærlighed til Dine hengivne (bhakta-vatsalya), at du venligst opfylder vores bøn.”
Hvis man nogensinde udvikler en fornærmelig mentalitet imod beskrivelsen af Citraketu Maharaja eller Jaya og Vijaya og slutter, at Citraketu Maharaja eller Jaya og Vijaya virkelig begik forseelser, bør man sætte sig ud over dette gennem intelligent overvejelse.
Tekst 4f
Rækkefølgen, som anarthaer fra ugudelige handlinger og bhakti tilintetgøres
Udslettelsen af anarthaer, der opstår fra ugudelighed (duskrta-jata) og fromhed (sukrta-jata) er som følger. Efter stadiet af bhajana-kriya er udslettelsen næsten fuldstændig (prayiki). På nistha er udslettelsen fuldstændig (purna). På asakti er udslettelsen absolut (atyantiki). På samme måde er udslettelsen af anarthaer, der opstår fra bhakti (bhakti-jata) som følger. På bhajana-kriya er udslettelsen delvis (eka-desa-vartini). På nistha er udslettelsen fuldstændig (purna). På ruci er udslettelsen absolut (atyantiki). Erfarne og realiserede hengivne har konstateret og åbenbaret dette efter grundig overvejelse.
Tekst 5a
Sri Nama Prabhu skjuler Sin kraft fra forbrydere imod det hellige navn i Sin utilfredshed med dem
“Når det sollignende hellige navn bare én gang står op, ødelægges en mangfoldighed af synder, der er som et hav af mørke, omgående.” (Padyavali 16). “Ved at høre Sri Bhagavans navn blot én gang kan selv en ondskabsfuld, hundeædende kasteløs blive befriet fra materiel eksistens.” (Srimad-Bhagavatam 6.26.44). I skrifterne er der hundredvis af tilsvarende vidnesbyrd. Ydermere viser historien om Ajamila tydeligt, at bare ved at udtale et skin af det hellige navn (nama-abhasa) blot én gang ødelægges alle ens anarthaer inklusive uvidenhed, og samtidig vækkes erkendelse, gennem hvilken man opnår Sri Bhagavan. Dette stemmer tilsyneladende ikke med den tidligere skitserede rækkefølge af udslettelse af anarthaer. Det er så afgjort sandt, at det hellige navn har en sådan kraft. Det er der absolut ingen tvivl om. Men fordi Nama Prabhu er utilfreds med forbrydere, afslører Han ikke Sin fulde kraft for dem. Dette må forstås at være den eneste grund til, hvorfor sådanne personers anarthaer ikke bliver fjernet.
Tekst 5b
Forbrydere mod nama møder ikke Yamaraja, men de kan ikke blive renset
Selv om dette er tilfældet, har gesandterne fra Yamaraja, dødens herre, ingen magt til at arrestere sådanne forbrydere mod det hellige navn. Som der står i Srimad-Bhagavatam (6.1.19): “Selv i deres drømme ser sådanne personer aldrig Yamaraja eller hans udsendinge, der bærer reb.”
Der står i Padma Purana: “Selv praktiseringen af selvbeherskelse kan ikke rense forbrydere mod det hellige navn.” Her refererer ordet yama til de otte inddelinger af yogisk mystik (astanga-yoga) såsom overholdelse af regler (yama) og reguleringer (niyama).
Tekst 5c
Nåden fra det hellige navn tilintetgør alle former for anarthaer
En velhavende herre, i hvis magt det er at straffe eller begunstige, underholder ikke en uforskammet tjener. Snarere forholder han sig neutral over for ham. På grund af denne ligegyldighed oplever forbryderen gradvist sorg, fattigdom, elendighed og beklagelse. På samme tid vil herren aldrig underholde eller straffe en person, som han ingen forbindelse har til. Hvis den anstødelige tjener igen handler på en måde, der er favorabel for herren, i et forsøg på at glæde ham, vil herren udvise velvilje over for ham, og tjenerens ulykke og fattigdom vil gradvist forsvinde. Når en forbryder imod det hellige navn på samme måde gør oprigtig, uafbrudt tjeneste til Bhagavans hengivne, skrifterne og den åndelige mester, vil hans anarthaer i form af forseelser gradvist blive tilintetgjort ved nåden fra det hellige navn. Dette er ubestrideligt.
En person kan sige: ”Jeg har ikke begået nama-aparadha,” men det skal pointeres, at kun efter at have set resultatet kan årsagen fastslås. Konsekvensen af nama-aparadha er, at symptomerne på prema ikke opstår, selv efter nok så megen fremsigelse af det hellige navn. Årsagen må derfor være en forseelse, der er begået enten for nylig eller for længe siden. Srimad-Bhagavatam (2.3.24) forklarer:
tad asma-saram hrdayam batedam
yad grhyamanair hari-nama-dheyaih
na vikriyetatha yada vikaro
netre jalam gatra-ruhesu harsah
”Den person, der på trods af, at han reciterer Sri Haris navn i rigeligt mål, ikke erfarer ekstatiske forvandlinger såsom et hjerte, der smelter, tårer og hårrejsning, må have et hjerte, der er hårdt som stål.” (Fortsættes i næste nummer)