Af Srila Visvanatha Cakravarti Thakura

Her fortsætter oversættelsen af 1600-tals klassikeren Madhurya Kadambini af Srila Visvanatha Cakravarti Thakura. Dette afsnit fortsætter Den Anden Byge af Nektar med gennemgangen af seks former for uregelmæssig bhakti (anisthita-bhakti).

Tekst 8b

Sadhakaen på stadiet vyudha-vikalpa funderer også over følgende udsagn fra skrifterne. Na jnanam na ca vairagyam, prayah sreyo bhaved iha: ”For Mine hengivne på bhaktiens vej er hverken viden eller forsagelse til nogen nytte.” (Srimad-Bhagavatam 11.20.31). Ifølge dette udsagn er praktiseringen af forsagelse med det formål at manifestere bhakti mangelfuld. I modsætning dertil er den forsagelse, der opstår fra bhakti, fejlfri, for den forsagelse er en af anubhavaerne (effekterne) af bhakti og derfor underordnet og gunstig for bhakti.

Til tider tænker den nye sadhaka over udsagn såsom “Uanset hvilken asrama en munk kommer til, finder han den rig på korn og råvarer.” Når han reflekterer over dette kendte udsagn, beslutter han sig sommetider for at forsage alting og blive munk. Til andre tider tænker han imidlertid, tavad ragadayah stenas, tavat karagrham grham: ”O Krishna, så længe folk ikke bliver dybt knyttede til Dig, er deres verdslige tilknytninger og ønsker ligesom tyve, deres hjem er ligesom fængsler, og deres kærlige følelser til deres familiemedlemmer er ligesom fodlænker.” (Srimad-Bhagavatam 10.14.36). På grundlag af denne udtalelse fra skrifterne [at hvis man bliver knyttet til Bhagavan [Sri Krishna], er ens hjem ikke længere et fængel], beslutter sadhakaen sig for at forblive i familielivet. Men han fortsætter med at bekymre sig: ”Hvis jeg skal leve som familiemand, skal jeg så udføre kirtana [ligesom Sri Sukadeva] eller sravana [ligesom Sri Pariksit]? Eller skal jeg gøre tjeneste [ligesom Sri Laksmi]? Skal jeg blot udføre ét element af bhakti på denne måde, og eller skal jeg ligesom Sri Ambarisa Maharaja udføre alle elementer af bhakti?” Denne tilstand, hvor praktikantens sind plages af forskellige kortvarige beslutninger, der så opgives og erstattes af nye beslutninger, er stadiet af anisthita-bhajana-kriya ved navn vyudha-vikalpa.

Tekst 9

Derefter beskrives visaya-sangara eller kamp med tilknytning til sanseobjekterne. Der står i skrifterne, at for en person, hvis hjerte er besmittet af ønsket om sansenydelse, er absorbering i bhakti langt væk og tilsyneladende umulig at opnå, ligesom en genstand, der er anbragt i vest, ikke vil blive fundet af en søgende, der rejser mod øst. Hvordan vil han nogensinde kunne opnå det?

Når en hengiven, der praktiserer bhakti, ser en sådan udtalelse fra skrifterne, beslutter han sig: ”Alle disse materialistiske tilbøjeligheder til at nyde sanseobjekterne trækker mig med magt imod dem og formindsker min tilknytning til at udføre bhajana. Derfor vil jeg opgive alle disse materialistiske tendenser og love at tage fuldstændig tilflugt i fremsigelsen af det hellige navn.” Men selv efter at have besluttet at forsage nydelse af sanseobjekter, snydes han fra tid til anden af dem og ender med at nyde dem. Som der står skrevet, parityage ’py anisvarah jusamanas ca tan kaman: ”Da Min hengivne ikke magter at opgive materiel sanseglæde, nyder han sanseobjekter og føler vrede og skam.” (Srimad-Bhagavatam 11.20.27–28). Sadhakaen på stadiet visaya-sangara passer til denne beskrivelse fra sastra, der taltes af Bhagavan [Sri Krishna]. Sadhakaen kæmper med sin materielle tilbøjelighed til at nyde sanseobjekterne, som han nød tidligere. Sommetider kommer han sejrrig ud af kampen, og sommetider bukker han under for sin materielle tilbøjelighed. Fordi dette stadie er forbundet med en kamp med sanseobjekterne, kaldes det passende visaya-sangara (“i krig med sansenydelse”).

Tekst 10

Som det næste beskrives stadiet niyamaksama. På dette stadie aflægger sadhakaen løfter af denne slags: “Fra i dag vil jeg recitere det hellige navn så og så mange gange. Hver dag vil jeg bukke mig respektfuldt og ydmygt for Bhagavan, Hans ledsagere, stederne for Hans lege og vaisnavaerne et bestemt antal gange. Jeg vil gøre tjeneste til Bhagavan og de hengivne på denne særlige måde. Jeg vil ikke sige så meget som ét ord, der ikke er relateret til Bhagavan, og jeg vil fuldstændigt opgive omgangen med personer, der er optaget af verdslig snak.” På denne måde aflægger han disse løfter hver dag igen og igen, men kan ikke holde dem ret længe. Derfor kaldes dette stadie af sadhakaens udvikling for niyamaksama eller den manglende evne til at kunne holde sine løfter. Forskellen på visaya-sangara og niyamaksama er, at i visaya-sangara kan sadhakaen ikke fuldstændigt forsage materiel sansenydelse, og i niyamaksama er han ude af stand til at blive dygtigere til sadhana eller forbedre sin udførelse af praktiseringerne i bhakti.

Tekst 11

Dernæst beskrives stadiet taranga-rangini. Naturen af bhakti er, at alle naturligt bliver tiltrukket til den person, som hun viser sig i. Selv fortidens eftertænksomme og vise personligheder mente, jananuraga-prabhava hi sampad: ”Indflydelsen, der kommer fra at være genstand for folks hengivenhed, er afgjort en rigdom.” Men alligevel er den rigdom, tilbedelse, berømmelse og andre sådanne former for velstand, som man opnår ved vækningen af bhakti, i virkeligheden at sammenligne med snyltende ukrudt (upasakha), der dækker den rene hengivenheds ønskeopfyldende slyngplante. Disse upasakhaer er blevet beskrevet som “bølger” (taranga) i det store ocean af bhakti. På dette stadie i sadhakaens praktisering af hengivenhed boltrer han sig (ranga) i bølgerne af tilbedelse, berømmelse osv. Af denne grund er dette stadie blevet kaldt taranga-rangini eller “at boltre sig i bølgerne”.

Den tredje byge af nektar

Tekst 1

Som det næste beskrives fjernelsen eller ødelæggelsen af hindringer (anartha-nivrtti). Anarthaer er af fire slags:

(1) Duskrtottha er hindringer fra tidligere syndige handlinger. Dette refererer til lidelserne (klesaer), der tidligere er blevet nævnt såsom absorbering i materielle objekter (abhinivesa), materiel tilknytning (raga) og had eller aversion (dvesa).

(2) Sukrtottha er hindringer, der opstår på grund af tidligere fromme handlinger. Dette refererer til fordybelse i forskellige slags faciliteter til materiel nydelse. Nogle regner dem også med blandt de forskellige former for klesa.

(3) Aparadhottha er hindringer, der opstår fra tidligere forseelser. Dette refererer udelukkende til forseelser imod det hellige navn (nama-aparadha) og ikke forseelser i tjeneste (seva-aparadha).

(4) Bhakty-uttha er hindringer, der opstår på grund af ufuldkomment udført hengivenhed.

Tekst 1b

Seva-aparadhaer bliver for de flestes vedkommende, hvis de ellers begås af personer, der er omhyggelige og retsindige, neutraliseret på en dag-for-dag basis ved at søge tilflugt i fremsigelsen af det hellige navn, recitere forskellige bønner, der rykker disse forseelser op med rode, og konstant engagere sig i Herrens tjeneste. Som resultat får seva-aparadhaer ikke lov til så meget som at spire.

Tekst 1c

Hvis en person imidlertid tænker: ”At fremsige det hellige navn og recitere bønner neutraliserer seva-aparadha,” og derfor ikke omhyggeligt undgår at begå forseelser i tjeneste, bliver hans seva-aparadha da ikke til nama-aparadha på grund af hans slaphed og ligegyldighed? Således udtaler skrifterne, at begåelse af synd på styrken af fremsigelsen af det hellige navn resulterer i en forseelse. Udtrykket “på styrken af fremsigelsen af det hellige navn” bruges i en bred forstand og indikerer, at dette gælder i samme grad for enhver anden hengiven praksis, der neutraliserer synder. Selv skrifter om religiøsitet (dharma-sastraer) bemærker, at en person kan udføre en afsoning for at neutralisere virkningen af en syndig handling, men hvis hans hensigt er senere at begå flere syndige handlinger, vil hans synder i virkeligheden ikke blive tilintetgjort. I stedet vil de sætte sig fast og tage en uudslettelig form.

Tekst 1d

Der står i skrifterne (Srimad-Bhagavatam 11.29.20): ”Min kære Uddhava, når først det umotiverede forsøg på at gøre hengiven tjeneste er begyndt, er der aldrig noget mistet ved det, selv hvis der er nogle brister eller mangler i ens praktisering.” Ydermere understreges det: ”Blot og bar recitation af mantraet på ti stavelser skænker én al fuldkommenhed.” Men hvis en person på basis af disse udsagn fra sastra afholder sig fra at udføre visse dele af bhakti eller udfører dem ufuldkomment, vil det da ikke resultere i nama-aparadha? Nej, helt sikkert ikke. At begå synd på styrken af det hellige navn resulterer kun i forseelse, når man besidder papa-buddhi [syndig intelligens]. I dette udsagn bliver papa-buddhi defineret som overlagt begåelse af en syndig handling på styrken af det hellige navn. Onde handlinger fordømmes i skrifterne, og man kan finde processer til soning for dem. Men i modsætning til karmaens vej fordømmes manglen på eller et mislykket forsøg på at udføre et element af bhakti ikke i sastra. Derfor er der i denne sammenhæng ikke tale om nogen forseelse.

Tekst 1e

Det følgende udsagn kan læses i sastra: “Selv uvidende personer opnår let deres evige velvære – Bhagavan Sri Krishna – ved at følge alle de metoder, Han har foreskrevet. O Konge, du skal vide, at disse metoder er bhagavata-dharma (bhakti). Ved at søge tilflugt i bhagavata-dharma vil en person aldrig møde nogen hindring. Selv hvis han løber på denne vej med lukkede øjne – dvs. med en eller anden mindre fejl i hans rette overholdelse af de foreskrevne regler og reguleringer – vil han ikke snuble eller falde fra vejen, og han vil heller ikke blive snydt for det endelige resultat.” (Srimad-Bhagavatam 11.2.34–35).

Her betyder ordene nimilya-netra “ved at lukke øjnene” og refererer til den handling, en person udfører. Indirekte angiver nimilya “på trods af at have øjne, lukker man dem.” Med andre ord antyder det en bevidst lukning af øjnene.

Ordet dhavan (“at løbe”) refererer til at tage lange skridt uden at snuble. På samme måde kan en person søge tilflugt i bhagavata-dharma og kan have viden om elementerne i bhakti, men alligevel vil han måske ligesom en uvidende person springe over nogle af de sekundære angaer. Hvis han imidlertid fortsætter med at følge de primære elementer (som at lytte, tale, huske osv.), vil der hverken være tale om forsømmelse eller nogen form for hindring, og han vil ikke blive snydt for frugten af bhagavata-dharma. Denne analogi er virkelig passende.

Tekst 1f

Her angiver ordet nimilana (“lukket”) ikke uvidenhed om sruti eller smrti-skrifterne, for det ville modsige versets oprindelige betydning.

Tekst 1g

Man kan spørge, om ordene dhavan (“løbe”) og nimilya (“med lukkede øjne”) i dette vers også fritager den, der begår en hvilket som helst af de 32 seva-aparadhaer (forseelser i hengiven tjeneste). Svaret er, at det står der ikke i sastra. Tidligere blev det forklaret, at en person, der tager beskyttelse af processen, der beskrives af Bhagavan [Sri Krishna], vil aldrig lide. Bhagavan har sagt, at det er forbudt at gå ind i et tempel i en bærestol eller med sko på, så ikke at adlyde dette udgør en seva-aparadha. Vi hører også i forbindelse med seva-aparadha om skrifternes fordømmelse af en person, der begår forseelser imod Sri Hari. En sådan person erklæres at være et tobenet dyr. (Fortsættes i næste nummer)

(Fortsættes i næste nummer)