Af Srila Visvanatha Cakravarti Thakura

Her fortsætter oversættelsen af 1600-tals klassikeren Madhurya Kadambini af Srila Visvanatha Cakravarti Thakura. I dette afsnit starter ’Den anden byge af nektar’.

Den anden byge af nektar

Tekst 1

I denne Madhurya-kadambini er der ingen analyse og diskussion af de filosofiske positioner dualisme (dvaita) og monisme (advaita). Den, der gerne vil forstå disse emner, kan referere til bogen Aisvarya-kadambini.

Tekst 2a

Bhakti [forstået som sadhana-bhakti] manifesterer sig på sansernes felt [dvs. krop, sind og ord] hos sadhaka-jivaen. En sådan bhakti er ren, for den er ikke plettet af karma, jnana osv. Hvad mere er, er den væsentlige natur af en sådan bhakti at skænke alle former for gode resultater ligesom en ønskeopfyldende vinranke (kalpa-lata). Alligevel er den eneste, der søger tilflugt ved denne ønskeopfyldende ranke af bhakti, den heldige person, der er som en honningbi, hvis eneste løfte er udelukkende at drikke nektaren af bhakti-rasa, og som opgiver længsel efter alle andre belønninger end tjeneste til Bhagavan. Sådan en heldig sjæl sammenlignes med en humlebi, hvis løfte er at opretholde livet ved at drikke honning fra denne vinranke og intet andet sted.

Den fundamentale livskraft for denne vinranke af bhakti er den vedvarende ydelse af tjeneste til ens tilbedelsesværdige Herre, Sri Bhagavan, på en måde, der er gunstig for Hans velvære og fyldt med kærlighed til Ham.

Tekst 2b

Blot med sin berøring bortdriver denne bhakti-lata ligesom en ønskesten gradvist den jernlignende kvalitet af sansernes materielle tilbøjeligheder og forvandler sanserne til en tilstand af transcendens, der kan sammenlignes med det reneste guld.

Som det første skyder to friske skud frem. Når disse skud er fuldt manifesterede, er de kendt som sadhana-bhaktis to blade. Det ene blad er klesa-ghni, der fjerner alle lidelser. Det andet er subha-da, der skaber lykkevarslende omstændigheder.

Tekst 2c

Oversiden på sadhana-bhaktis to udfoldende blade kendetegnes af en lysende mildhed fra den hengivenhed, der drives frem af grådighed (lobha). Sri Bhagavan udtaler (SB 3.25.38), yesam aham priya atma sutas ca: ”For Mine hengivne er Jeg deres elskede og selve deres sjæl, og ligesom en søn er Jeg genstand for deres kærlighed. Jeg er deres ven, guddommelige herre, velønsker, velgører og tilbedelsesværdige Herre.” Ifølge denne og tilsvarende udtalelser fra skrifterne udvikler hengivenheden, når den blødgøres af renheden af ens forhold til Krishna, en fortræffelighed, der bringer den under myndigheden af en konge ved navn Raga eller glødende tilknytning, hvis fortræffelige sfære repræsenteres af bladenes glatte overside. De to blades underside refereres der til i udtalelser som tasmad bharata sarvatma: ”Derfor bør de, der ønsker at være frygtløse, O Pariksit, uden ophør tilbede Sri Hari, Herren over alle levende væsener.” (SB 2.1.5). I dette vers er det underforstået, at fordi en sådan bhakti drives frem af skrifternes krav og bud, er den i nogen grad ufærdig. Og fordi den mangler et rent forhold til Herren ligesom til en elsket, en søn osv., er den i et vist omfang lidt sløv eller af lavere natur. Derfor står hengivenheden, der repræsenteres af bladets underside, under myndigheden af en anden konge ved navn Vaidha eller regulering. Men med hensyn til at fjerne lidelse (klesa-ghnatva) og skabe lykkevarslende omstændigheder (subha-datva) er der næsten ingen forskel på raga-bhakti og vaidhi-bhakti.

Tekst 3

Klesa (lidelse) er af fem slags: uvidenhed (avidya), falsk ego (asmita), lidenskab for eller tilknytning til materielle ting (raga), had (dvesa) og absorbering i verdslige ting (abhinivesa).

Tekst 3b

Som det næste er der fire stadier af synd, der også er forbundet med klesa: prarabdha-papa [synder, der bærer frugt, dvs. resultatet fra tidligere synder er begyndt at vise sig i det levende væsens nuværende krop og lides af ham], aprarabdha-papa [synder, som først bærer frugt om et stykke tid], rudha eller kuta [synder, der er ved at blive til frø efter at have været i jivaens subtile krop i form af indtryk fra tidligere handlinger] og bija [frø i form af syndige ønsker, der i sidste ende vil bære frugt].

Tekst 3c

Her indebærer anvendelsen af ordet subha (lykkevarslende) en afsmag for eller ulyst til ting, der forårsager lidelse og en tørst efter det, der er relateret til Bhagavan. Det indebærer også venlighed (anukulya), barmhjertighed (krpa), tilgivelse (ksama), sandfærdighed (satya), simpelhed (saralya), sindsligevægt (samya), tålmodighed (dhairya), alvor (gambhirya), respekt for andre (manadatva) og ikke forvente respekt (amanitva), alt godt held (sarvasaubhagya) og andre dyder.

Dette kan også forstås fra skriftlige vidnesbyrd såsom yasyasti bhaktir bhagavaty akincana, sarvair gunais tatra samasate surah: ”Halvguderne med alle deres dyder opholder sig til fulde i den person, der har uselvisk hengivenhed til Bhagavan.” (SB 5.18.12). Derfor findes alle disse kvaliteter i de hengivne.

Tekst 4

Ifølge Srimad-Bhagavatam (11.2.42): “I takt med, at en overgivet person engagerer sig i bhajana, manifesterer tre virkninger sig samtidigt i hans hjerte: (1) bhakti karakteriseret af sravana og kirtana, (2) direkte erfaring af den Højeste Herre (Paramesvara) og (3) utilknytning til det, der er separat fra Bhagavan.” Gennem denne udtalelse fra skrifterne kan man forstå, at ovennævnte beskrevne blade ved navn klesa-ghni og subha-da, der viser sig på hengivenhedens vinranke, spirer frem samtidigt. Imidlertid sker fjernelsen af alt uheldssvangert og opnåelse af gunstige omstændigheder i overensstemmelse med graden, til hvilken bladene manifesterer sig, enten en lille smule eller væsentligt. På samme tid er der overordentligt subtile og dermed ikke let synlige tegn på udvikling. Intelligente personer kan påvise disse symptomer og dermed fastslå en persons fremskridt.

Tekst 5

En vækning af sraddha (transcendental tro) er det første symptom, der viser sig i dem, der er kvalificerede til at opnå bhakti. Sraddha er urokkelig tro på udtalelserne i de hengivne skrifter. Et ønske om at følge de praktiseringer, der anbefales i disse skrifter, med en særlig indsats, respekt og omhu kaldes også sraddha. Endvidere forekommer disse to slags sraddha i to separate kategorier: (1) naturligt vækket og (2) fremkaldt med magt af andre.

Tekst 5b

Når tro vækkes, opnår man sadhu-sanga, omgang med helgenagtige personer. Som resultat accepterer man beskyttelse ved sri guru, Bhagavans mest elskede hengivnes, tilbedelsesværdige fødder. Fra ham får man åndelig instruktion (siksa), indvielse i krsna-mantra (diksa) og instruktioner med hensyn til praktiseringen af hengiven tjeneste (bhajana-siksa). Sideløbende med dette forhører man sig hos sri guru om etiketten og den ren rette opførsel (sadacara), som man skal følge i bhakti-processen. At praktisere på denne måde vækker det gode held, som det er at være i stand til at omgås med hengivne, der har tilsvarende åndelige aspirationer (sajatiya-asaya), som er kærligt indstillede over for én (snigdha), og som er dygtige inden for bhajanaens område.

Tekst 5c

Nu vil bhajana-kriya (hengivne aktiviteter) blive beskrevet. Bhajana-kriya er også af to slags: anisthita eller uregelmæssig og nisthita eller vedholdende og uden afbrydelse. Først beskrives anisthita-bhajana-kriya, der er af seks slags:

(1) utsaha-mayi [entusiasme, der udspringer af urealistisk selvsikkerhed og dermed er svag og kortvarig]

(2) ghana-tarala [“tyk og tynd” eller vankelmodige, sporadiske bestræbelser i hengivenhed]

(3) vyudha-vikalpa [ubeslutsomhed som resultat af overvejelse af en række alternativer med tvivl, der konstant svækker ens beslutsomhed]

(4) visaya-sangara [kamp mod ønsket om verdslige sanseobjekter og fristelser]

(5) niyamaksama [manglende evne til at holde løfter]

(6) taranga-rangini [nydelse af verdslige fordele, der kommer fra bhakti]

Disse uregelmæssige hengivne praktiseringer er symptomatiske for den hengivnes respektive åndelige stadie.

Tekst 6

Først beskrives anisthita-bhajana-kriya-stadiet ved navn utsaha-mayi. Når en elev begynder at læse skrifterne, tænker han: ”Jeg er så klog, at jeg fortjener at blive rost af alle.” En sådan stolthed skaber en stærk entusiasme og iver inde i ham. Han bliver voldsomt absorberet i sine studier, som han først lige er begyndt på. En tilsvarende overdreven entusiasme kan ses i den nye sadhaka, der netop er startet på hengivenhedens vej. Derfor kaldes dette stadie utsaha-mayi.

Tekst 7

Stadiet ghana-tarala beskrives nu. Sommetider er en brahmana-elevs måde at studere på intens, og sommetider, fordi han ikke kan forstå emnet eller opnå nogen smag fra sit studie, slækkes hans indsats. På samme måde følger den nye sadhaka-bhakta sommetider flittigt de forskellige elementer af hengivenhed, og der er en heftighed til hans praktisering. Til andre tider er han ude af stand til at gøre det ordentligt, hvilket afslører en svaghed i hans praktisering. Når man derfor i udførelsen af hengivne aktiviteter svinger mellem en intens eller ”tyk” praktisering (ghanatva) og en svag eller “tynd” praktisering (taralatva) kaldes det ghana-tarala.

Tekst 8a

Derefter beskrives den ustadige bhakti hos en sadhaka, der er fanget i vyudha-vikalpa. En sådan sadhaka overvejer: ”Bør jeg blive hos min familie og gøre min søn, hustru og andre familiemedlemmer til vaisnavaer ved også at engagere dem i Bhagavans tjeneste? Således vil jeg blive hos min familie og glad udføre bhagavad-bhajana. Eller bør jeg fuldstændigt forlade dem alle – mine børn, hustru og familie – og blive fri for alle forstyrrelser ved at bo på mit mest elskede, tilbedelsesværdige sted, Sri Vrindavana? Der vil jeg engagere mig i de ni former for hengiven tjeneste såsom sravana og kirtana og gøre mit liv fremgangsrigt.”

Så tænker han: ”Vil det rigtige for mig være først at forsage verdsligt liv på mine ældre dage, når min forståelse er blevet moden, og jeg godt og grundigt har erfaret den forfærdelige skovbrand, der kommer fra sansenydelsens objekter? Men der står i skrifterne, tam iksed atmano mrtyum, trnaih kupam ivavrtam: ”En intelligent person bør se sin hustru som en blind brønd, der dækkes af græs, og derfor er som døden selv.” (SB 3.31.40) Fra dette perspektiv er familielivet ikke til at stole på. Endvidere står der i skrifterne, yo dustyajan dara-sutan jahau yuvaiva malavat: ”Selv i en ung alder opgav Bharata Maharaja det verdslige livs snavs, der ikke er let at opgive, ligesom man forlader sine ekskrementer efter at have været på toilet.” (SB 5.14.43). Derfor er det ifølge dette skriftlige vidnesbyrd ikke rigtigt at udsætte forsagelsen af verdsligt liv yderligere.”

Ikke desto mindre grunder han over sindstilstanden hos en person, der er alt for knyttet til familieliv som beskrevet af den skriftlige udtalelse aho me pitarau vrddhau: ”Ak, hvordan skal mine gamle forældre og min hustru og mine børn overleve uden mig i deres nødstedte og hjælpeløse tilstand?” (SB 11.17.57). Og han husker Bhagavans ord, atrptas tan anudhyayan, mrto ’ndham visate tamah: ”En uklog mand, der er utilfreds, opgiver forhastet sin familie og sit verdslige liv for blot uophørligt at tænke på dem indtil den dag, han dør. Som result kommer han til ekstremt forfærdelige planeter, der er fyldt med mørke.” (SB 11.17.58). Konfronteret med sådanne ord, der taltes af Bhagavan Selv, indser han, at fordi han endnu ikke har opnået tilstrækkelig styrke, er hans overbevisning om at forsage familielivet stadig ikke urokkelig. På grund af disse udtalelser fra Bhagavan svækkes praktikantens beslutsomhed om at forsage verdsligt liv, og igen tænker han: ”For nu er det bedst, at jeg bliver i verdsligt liv og opretholder min nuværende situation på en eller anden måde. Når tiden er inde på et senere stadie, tager jeg til Sri Vrndavanas skov og udfører Bhagavans bhajana igennem dagen og nattens otte perioder.”

(Fortsættes i næste nummer)