Af Srila Visvanatha Cakravarti Thakura
Her fortsætter oversættelsen af 1600-tals klassikeren Madhurya Kadambini af Srila Visvanatha Cakravarti Thakura. Vi er stadig i den ’Første byge af nektar’, der afslører den suveræne natur af bhakti.
Tekst 5a
Sreyah-srtim bhaktim udasya te vibho: ”O Herre, hengiven tjeneste til dig er den bedste vej til selvrealisering. De, der opgiver denne vej for at kultivere jnana, vil blot belønnes med hårdt arbejde, lidelser og vanskeligheder og ikke opnå det ønskede resultat, ligesom en person, der tærsker tomme skaller, kun belønnes med hårdt arbejde, men ingen ris.” (Srimad-Bhagavatam 10.14.4)
Ko vartha apto ’bhajatam sva-dharmatah: ”Selv ved fuldt ud at engagere sig i sine foreskrevne beskæftigelsesmæssige pligter, opnår man ingenting, hvis en sådan beskæftigelse er blottet for bhagavad-bhakti.” (Srimad-Bhagavatam 1.5.17)
Pureha bhuman bahavo ’pi yoginah: ”O almægtige Herre, i fortiden overdrog mange yogier i denne verden, når de var ude af stand til at opnå Dig gennem yogaens vej, omsider alle deres bestræbelser til Dig. Som resultat opnåede de bhakti, der kendetegnes af at høre og tale om Dig. De kom derfor til at forstå Dig og opnåede det højeste mål i form af samipya eller være situeret nær Dig.” (Srimad-Bhagavatam 10.14.5)
Igennem sådanne skriftlige udsagn er det åbenlyst, at bhakti er, hvad man med sikkerhed vender sig til for at opnå de opskattede frugter af karma, yoga, jnana osv.
Tekst 5b
Ikke engang i ens vildeste drømme afhænger bhakti af karma, yoga, jnana osv. for at skænke sin egen frugt, nemlig prema.
Men na jnanam na ca vairagyam, prayah sreyo bhaved iha: ”For en person, der er udstyret med bhakti til Mig, anses kultiveringen af viden og forsagelse ikke for at være midlet til at opnå den højeste fuldkommenhed i denne verden.” (Srimad-Bhagavatam 11.20.31)
Ydermere siger Sri Bhagavan, dharman samtyajya yah sarvan, mam bhajet sa ca sattamah: ”Den, der har opgivet al dharma (almindelige religiøse pligter) og udelukkende udfører bhajana til Mig, anses for at være det bedste af alle levende væsener.” (Srimad-Bhagavatam 11.11.32)
Udsagn som disse etablerer helt sikkert bhaktis uafhængighed af alting i enhver henseende. Ikke blot dette, men selv når hun skænker frugterne af praktisering af jnana, karma, yoga osv., er hun ikke i mindste grad afhængig af dem for at gøre det. Med andre ord skænker hun personligt frugterne af sådanne praksisser uden deres hjælp. Bevis på dette findes i Srimad-Bhagavatam (11.20.32–33):
yat karmabhir yat tapasa / jnana-vairagyatas ca yat
sarvam mad bhakti-yogena / mad bhakto labhate ’njasa
”Uanset hvilke frugter, der kan opnås gennem lykkevarslende praksisser som frugtstræbende aktiviteter (karma), askese (tapasya), viden (jnana) og forsagelse (vairagya), opnår Mine hengivne let disse ved blot at udføre bhakti-yoga til Mig.”
Tekst 5c
”For en person, der er uden bhakti, er hans høje fødsel, skriftlige lærdom, udtalelser af mantraer og askese ligesom pyntede lig. De er værdiløse. Sådanne ydre praktiseringer gøres kun for at glæde almindelige menneskers sind.” (Hari-bhakti-sudhodaya 3.11) Selv om alle disse ting udadtil kan tiltrække en uvidende persons opmærksomhed, kan de i virkeligheden ikke give nogen frugt. For at blive frugtbare eller fulde af liv skal de derfor underkaste sig den suverænt gloriøse Bhakti-devi. Dette betyder, at uden bhakti er et menneskes fødsel i et højtstående dynasti, skriftlige viden, recitation af mantraer, askese osv. alle frugtesløse. Ligesom kroppen er underordnet livsluftene (prana), er jnana, japa, tapa, yoga osv. underordnede bhakti.
Tekst 5d
I udførelsen af karma-yoga, dvs. de forskellige ceremonielle aktiviteter, der er relaterede til karma-kanda (frugtstræbende vediske aktiviteter, der er rettet mod ens egen nydelse), er der forskellige krav om renhed af tid, sted, modtager, ingredienser, ceremonielle formaliteter osv. Dette ses specielt i smrti-sastraerne, der er relaterede til sådanne aktiviteter. Men der er ingen sådanne reguleringer for bhakti: “O jæger, i udførelsen af sri harinama-kirtana er det ikke nødvendigt at tage stedet i betragtning. Selv hvis man har madrester i munden eller er i en uren tilstand, er nama-kirtana ikke forbudt.” (Visnu-dharmottara).
Hvad mere er, er selv afhængighed af, hvad der normalt er forudsætninger såsom sraddha [tro], unødvendige i bhakti: “O bedste i Bhrgu-dynastiet, hvis en person bare én gang ytrer Krishnas navn uden forseelse, uanset om det er med tro eller ligegyldighed, vil den fremsigelse redde ham fra den materielle tilværelses trældom.” (Skanda Purana)
Hvad mere kan jeg sige? I udførelsen af bhakti er selv ens personlige renselse uvedkommende. Uanset på hvilken måde det hellige navn udtales – tydeligt eller utydeligt – befrier dets ytring uden afbrydelse en person.
Tekst 5e
I modsætning dertil er både påbud og forbud såvel som betingelser for sted og tid til stede i karma-yoga. At overtræde disse hensyn skaber alvorlige anarthaer. Som der står i skrifterne, hvis der under udførelsen af et yajna (offergaver til ilden) eller andre ritualer begås en fejl i udtalen af et bestemt mantras toneaccenter, rammer en sådan forkert udtale som et lynnedslag og styrter den af yajnaet begunstigede person i fordærvelse, ligesom Tvasta Rsis ukorrekte udtalelse af stavelserne indra-satro, mens han forsøgte at sige, “Må Indras fjender forøges,” gav det modsatte af det ønskede resultat.
Tekst 5f
På samme måde er det velkendt, at den, der søger tilflugt i jnana-yoga, afhænger af renhed i sindet. Uden renhed i sindet bærer jnana-yoga ingen frugt. Kun når sindet er renset gennem niskama-karma-yoga (from handling, der er fri for frugtstræbende ønske), bliver man kvalificeret til at træde ind på jnana-yogaens vej. Derfor kan det ses, at jnana-yoga afhænger af karma. Ydermere kan det også ses, at sastra gentagne gange fordømmer enhver praktiserende, der tilfældigvis opfører sig bare en lille smule dårligt på jnana-yogaens vej, som en skamløs indtager af sit eget opkast. Der står i sastra, sa vai vantasy apatrapah: ”Hvis en person opgiver sannyasa-asramaen, der er fuldkommenheden af tri-varga (religion, økonomisk udvikling og sansetilfredsstillelse), og igen går ind i husholderlivet, kaldes han en vantasi, en skamløs person, der spiser sit eget opkast.” (Srimad-Bhagavatam 7.15.36) Det ses i relevante skriftlige sammenhænge, at selv om Kamsa, Hiranyakasipu, Ravana og lignende var engagerede i kultiveringen af jnana, kritiseres de generelt, fordi de ikke besad selv en antydning af ægte jnana. Sadhuer accepterer ikke selv den mindste dårlige adfærd hos de praktiserende af jnana.
Tekst 5g
Det er tydeligt, at en person har adgang til bhaktiens vej, selv når han stadig har fejl såsom lyst og begær. Vi lærer fra Srimad-Bhagavatam (10.33.39), vikriditam vraja-vadhubhih: ”En person, der med fuld tro hører om og fortæller om den altgennemtrængende Sri Krishas transcendentale lege såsom Hans rasa-lila med Vrajas unge piger, opnår hurtigt transcendental hengivenhed (para-bhakti) til Ham. Og når den person samtidig er sober eller med andre ord har kontrol over sine sanser, er han hurtigt i stand til at befri sig selv for lyst, der er hjertets sygdom.”
I dette sloka refererer anvendelsen af endelsen ktva til ordet pratilabhya, der betyder ”efter opnåelsen af bhakti.” [I sanskritgrammatik] er dette et nonterminativt verbum. Den dybere betydning er, at selv mens hjertets sygdom, dvs. lyst osv., stadig er der, er man kvalificeret til at høre og tale om rasa-legene. Pointen er, at efter en sådan hørelse og fremsigelse dukker para-bhakti op i hjertet, og derved forjages hjertets sygdomme med lyst i spidsen for altid ved indflydelsen af den suverænt uafhængige bhakti.
Tekst 5h
Ydermere gælder, api cet su-duracaro bhajate mam: ”Selv om lyst osv. sommetider vedvarer, og en person kan være ekstremt depraveret, mens han udfører sadhana-bhajana, er han afgjort stadig en sadhu, hvis Han udelukkende udfører bhajana til Mig.” (Bhagavad-gita 9.30) Også badhyamano ’pi mad-bhaktah: ”Selv hvis Min bhakta er tiltrukket af sanseobjekter på grund af ubeherskede sanser, overvældes han aldrig af disse objekter på grund af overmagten fra bhakti.” (Srimad-Bhagavatam 11.14.18)
Ifølge disse og andre skriftlige beviser ser vi ikke så meget som den mindste antydning af kritik af bhaktaerne, selv når bhaktaer forbliver i en depraveret tilstand.
Tekst 5i
Visnus budbringere (Visnudutaerne) er fuldstændigt velbevandrede i tattva. I sammenligning med Yamadutaerne tager de ikke fejl, når de fastslår, hvad der er virkeligt og uvirkeligt. Hvad de bestemmer sig for, er således sandheden. De fastslog derfor Ajamilas status som en bhakta: “Selv om han forblev en mand af depraveret karakter, ytrede han af kærlighed til sin søn navnet Narayana, omend som henvisning til sin egen søn.” Således afslører sådanne ytringer, selv om de blot er en skygge (abhasa) af Bhagavans navn, den berømmelige position af Ajamila og andre som ham som bhaktaer, der skal prises af alle.
Tekst 5j
Det accepteres derfor, at med hensyn til karma, yoga og andre veje er den praktiserendes mentale renhed og renheden af ingredienser, sted osv. afgørende for den vellykkede afslutning af praktiseringen, og enhver fejl, tankeløshed osv. i disse faktorer forhindrer opnåelsen af et godt resultat. Og selv hvis disse discipliner udføres perfekt, kan de aldrig give nogen frugt uden bhakti, for alene bhakti blæser liv i dem. Derfor kan det ses i enhver henseende, at discipliner som karma, yoga og jnana afhænger af bhakti.
Der er faktorer, der gør disse processer vellykkede, og der er faktorer, der hindrer dem. Disse processer er med andre ord ikke uafhængige i sig selv.
Tekst 5k
Kun en uvidende person hævder, at jnana aktiverer bhakti. Ja, sastra fastslår bhaktis suveræne fremtrædende position over selv moksa, der er det endelige mål med jnana.
Ifølge Srimad-Bhagavatam (5.6.18): “Sri Hari kan give salokya-mukti osv. til dem, der udfører bhajana til Ham, men Han giver ikke let prema-bhakti-yoga.” Endvidere står der skrevet: ”O store vismand, selv blandt hundredvis af millioner af fuldkommengjorte og befriede personligheder er det uhyre sjældent at finde selv én bhakta, der har viet sit liv til at tjene Sri Narayana, og hvis sind er helt klart og fredfyldt.” (Srimad-Bhagavatam 6.14.5)
I sastra støder man på talrige udtalelser som disse, der på afgørende vis etablerer bhaktis overhøjhed over mukti, den endelige frugt af jnana.
Tekst 5l
indram eva pradhanikrtya svayam gunibhavatopendrena tam sarvatha pusnata sva-krpalutvam eva yathabhijna-janesu pratyayate na tu svapakarsas tathaiva jnanam pusnantyas tat-tat-prakarana-vakyesu tasya bhakter anugraha eva sudhibhir anugamyata iti
I ovenstående tekst erklæres bhaktis excellente suverænitet. Hvorfor ser vi da, at i visse dele af sastra beskrives jnana som det primære? Det besvares nu med følgende analogi.
Tekst 6a
Bhaktya sanjataya bhaktya: ”Bhakti opstår fra bhakti.” Ifølge disse ord fra Srimad-Bhagavatam (11.3.31) er prema-bhakti frugten af [sadhana-]bhakti. Prema er kronjuvelen blandt alle åndelige opnåelser. Således er Bha-gavans fortræffelige indre kraft, Bhaktidevi, allestedsnærværende, altbeherskende, altnærende, alttiltrækkende, suverænt uafhængig og selvmanifesterende, ligesom Herren Selv er det. Disse kvaliteter er kort blevet nævnt her.
Tekst 6b
Når det er sagt, kan vi forstå, hvis vi ser, at en person bibeholder den mindste tiltrækning til nogen anden proces end bhakti, at hans intelligens ikke er helt udviklet. Der står i sastra: “Bortset fra den, der ikke er et menneske, eller et tåbeligt dyr er der ingen, der ikke udfører kærlighedstjeneste til Sri Bhagavan.” Disse og andre skriftlige udsagn antyder et levende væsens degradering selv efter, at det har fået en menneskelig fødsel. (Fortsættes i næste nummer)