Af Srila Prabhupada
Nu om dage ser vi, at der findes mange yoga-kurser, og at yoga markedsføres i storsælgende bøger for at opnå sundhed, vægttab, udvikle mental kontrol over andre, opnå økonomisk succes eller øge ens libido.
Ægte yoga er dog noget helt andet. Her beretter Srila Prabhupada om den ægte vares ældgamle hemmeligheder. Artiklen er fra bogen Science of Self Realization.
ceto-darpana-marjanam bhava-maha-davagni-nirvapanam
sreyah-kairava-candrika-vitaranam vidya-vadhu-jívanam
anandambudhi-vardhanam prati-padam purnamrtasvadanam
sarvatma-snapanam param vijayate sri-krsna-sankirtanam [Cc. Antya 20.12]
Al ære til sankirtana-bevægelsen. Param vijayate sri-krsna-sankirtanam. Da Herren Caitanya Mahaprabhu for 500 år siden blot var 16 år, introducerede Han denne sankirtana-bevægelse i Navadvipa, Indien. Han opdigtede ikke noget religiøst system, ligesom så mange religiøse systemer opdigtes i dag. Faktisk kan religion ikke opdigtes. Dharmam tu saksad bhagavat-pranitam [SB. 6.3.19]. Religion betyder Guds regler, Guds love, det er alt. Vi kan helt sikkert ikke leve uden at adlyde statens love, og på samme måde kan vi heller ikke leve uden at adlyde Guds love. I Bhagavad-gita (4.7) siger Herren, at hvor som helst der opstår uoverensstemmelser i udførslen af religiøse aktiviteter (yada yada hi dharmasya glanir bhavati bharata), og der opstår en overvægt af irreligiøse aktiviteter (abhyutthanam adharmasya), på det tidspunkt ”åbenbarer Jeg (Krishna) mig” (tadatmanam srjamy aham). I den materielle verden ser vi det samme princip i effekt, for når som helst statslovene brydes, ankommer en regeringsembedsmand eller politibetjent for at “få orden på tingene.”
Herren Caitanya Mahaprabhu tilbedes af Gosvamierne. Der var seks Gosvamier, nemlig Rupa, Sanatana, Raghunatha Bhatta, Jiva, Gopala Bhatta og Sri Raghunatha Dasa Gosvami. Go kan betyde tre ting. Go betyder “land”, “ko” og “sanser”, og svami betyder “mester”. Altså betyder gosvami, at de beherskede sanserne. Når man bliver en gosvami, kan man gøre fremskridt i åndeligt liv. Det er den virkelig betydning af svami. Svami betyder, at man ikke tjener sanserne, men behersker dem.
En af disse Gosvamier, Rupa Gosvami, var lederen, og han forfattede et fremragende vers til ære for Herren Caitanya Mahaprabhu. Han skrev:
anarpita-carim cirat karunayavatirnah kalau
samarpayitum unnatojjvala-rasam sva-bhakti-sriyam
harih purata-sundara-dyuti-kadamba-sandipitah
sada hrdaya-kandare sphuratu vah saci-nandanah (Cc. Adi 1.4)
Kalau betyder denne tid, denne Kalis tidsalder, jernalderen, der er yderst besmittet, en tidsalder af stridigheder og uenigheder. Rupa Gosvami bemærker, at i denne Kalis alder, hvor alle strides og er uenige, “er Du nedsteget for at tilbyde den højeste kærlighed til Gud.” Samarpayitum unnatojjvala-rasam: ”Ikke blot den højeste, men også en meget strålende rasa eller transcendental stemning.” Purata-sundara-dyuti: ”Din lød er ligesom guld eller guldets glans … Du er så venlig, at jeg velsigner jer alle [Gosvamierne kan velsigne, fordi de behersker sanserne], at denne Herrens form, Herren Caitanya Mahaprabhu, altid må danse i jeres hjerter.”
Da Rupa Gosvami først mødte Caitanya Mahaprabhu i Prayaga, imens Caitanya dansede og sang “Hare Krishna, Hare Krishna” på gaden, bad han også en bøn til Ham. Namo maha-vadanyaya krsna-prema-pradaya te: “Du er den mest gavmilde af alle inkarnationer, for du uddeler kærlighed til Gud.” Krsna-prema-pradaya te/ krsnaya krsna-caitanya-namne gaura-tvise namah: “Du er Krishna Selv, for var Du ikke Krishna, kunne Du ikke uddele krsna-prema eller kærlighed til Gud, da kærlighed til Krishna ikke opnås så let. Men Du spreder denne kærlighed frit til alle og enhver.” [Cc. Madhya 19.53]
På denne måde blev sankirtana-bevægelsen startet i Navadvipa i Bengalen, Indien. I den forstand er bengalerne yderst heldige, for det var i deres land, at bevægelsen blev startet af Herren Caitanya, der forudså:
prthivite ache yata nagaradi grama
sarvatra pracara haibe mora nama
“I alle verdens byer og landsbyer, overalt, vil denne sankirtana-bevægelse blive prædiket.” Det er Hans forudsigelse.
Ved Herren Caitanyas nåde er denne bevægelse allerede blevet introduceret i de vestlige lande med start i New York. Vores sankirtana-bevægelse blev først introduceret i New York i 1966. På det tidspunkt ankom jeg og begyndte at synge dette Hare Krishna-mantra i Tompkins Square Park. Jeg gentog mantraet i tre timer til akkompagnement af en lille mrdanga (tromme), og disse amerikanske fyre forsamlede sig og begyndte gradvist at deltage, og på denne vis spredtes det. Vores første sted var i et butikslokale i New York, 26 Second Avenue. Efterfølgende fik vi afdelinger i San Francisco, Montreal, Boston, Los Angeles, Buffalo og Columbus. Vi har nu [1970] 24 afdelinger inklusive en i London og en i Hamborg. I London er de alle amerikanere, og de prædiker. De er hverken sannyasier, vedantister, hinduer eller indere, men de tager denne bevægelse meget alvorligt. Selv i London Times var der en artikel med overskriften “Krishnasang overrasker London.” Vi har mange medlemmer af bevægelsen nu. I hvert fald er mine disciple her i landet alle amerikanere og europæere. De synger, danser og uddeler et magasin, Back to Godhead. Vi har udgivet mange bøger – Srimad-Bhagavatam, Bhagavad-gita Som Den Er, Herren Caitanyas Lære og Sri Isopanisad. Denne bevægelse er mere end blot sentimental. Tro ikke, at disse drenges dans skyldes religiøs fanatisme. Nej, vi har den højeste filosofiske og teosofiske baggrund.
Tag for eksempel Caitanya Mahaprabhu. Mens Han prædikede, tog Han til Benares, mayavadi-sannyasiernes hovedsæde. Sankaracaryas følge er størst i Benares. Da Caitanya Mahaprabhu var der, sang og dansede Han. Nogle iblandt befolkningen værdsatte det, og Han blev derfor hurtigt berømt. En fremtrædende sannyasi, Prakasananda Sarasvati, leder af mange tusinder af mayavadi-sannyasier, blev informeret: ”En ung sannyasi fra Bengalen er ankommet. Han synger og danser så yndefuldt.” Prakasananda Sarasvati var en stor vedantist og brød sig ikke om ideen. Han sagde: “Han er en pseudo-sannyasi. Han synger og danser, hvilket ikke sømmer sig for en sannyasi. En sannyasi bør altid være optaget af at studere filosofi og Vedanta.”
En af de hengivne brød sig ikke om Prakasananda Sarasvatis bemærkninger og fortalte derfor Herren Caitanya, at Han var blevet kritiseret. Den hengivne arrangerede et møde for alle sannyasierne, og der blev holdt en filosofisk diskussion om Vedanta mellem Prakasananda Sarasvati og Herren Caitanya Mahaprabhu. Denne fortælling skildres i vores Herren Caitanyas Lære. Det er bemærkelsesværdigt, at Prakasananda sammen med sine disciple blev vaisnavaer.
Caitanya Mahaprabhu havde også en lang diskussion med Sarvabhauma Bhattacarya, den største logiker på daværende tid. Han var på samme måde en mayavadi eller upersonalist og lod sig også konvertere. Altså er Caitanya Mahaprabhus bevægelse ikke blot sentimentalisme. Der er en rig baggrund, hvis man ønsker at sætte sig ind i denne sankirtana-bevægelse gennem filosofi og logik. Der er rig mulighed, for denne bevægelse er baseret på videnskab og Vedaernes autoritet. Men det er gjort simpelt. Det er skønheden ved denne bevægelse. Uanset om man er en lærd mand, en filosof eller et barn, kan man deltage uden besvær. Andre selverkendelsessystemer såsom jnana– og yoga-processerne er også anerkendte, men det er umuligt at praktisere dem i denne tidsalder. Det er Vedaernes dom:
krte yad dhyayato visnum
tretayam yajato makhaih
dvapare paricaryayam
kalau tad dhari-kirtanat
(SB. 12.3.52)
I Satya-yuga, den Gyldne Tidsalder, var det muligt at udføre meditationsprocessen. For eksempel mediterede Valmiki Muni i 60.000 år for at opnå perfektion. Men hvor er vores lange levetid? Ydermere må man som beskrevet i Bhagavad-gita udvælge et afsidesliggende sted, man skal gøre det alene, man skal sidde i en fast positur, man skal leve i total cølibat osv. for at udføre meditationen. Der er mange regler og reguleringer. Derfor er astanga-yoga ikke mulig. Hvis man er tilfreds med en imitation, er det en anden sag, men hvis man ønsker perfektion, må man udføre alle otte led af astanga-yoga. Hvis det viser sig at være umuligt, var det spild af tid.
Hvad er det endelige mål for yoga-processen eller meditation? At komme i kontakt med den Højeste, Oversjælen, den Højeste Herre, er målet for samtlige yoga-processer. Ligeledes stiler jnana-processen, den filosofiske spekulation, efter at forstå den Højeste Brahman. Disse er utvivlsomt anerkendte processer, men ifølge autoritative beskrivelser er de ikke praktiske i denne Kali-yugas jernalder. Derfor må man praktisere hari-kirtana. Alle kan praktisere dette uden nogen forudgående kvalifikationer. Man behøver ikke at studere filosofi eller Vedanta. Dette var essensen af Herren Caitanyas møde med Prakasananda Sarasvati.
Da Herren Caitanya og Prakasananda Sarasvati diskuterede Vedanta-filosofi, spurgte Prakasananda Sarasvati som det første Caitanya Mahaprabhu: “Jeg forstår, at Du var meget lærd i Dit tidligere liv [Herren Caitanya var faktisk en stor professor. Hans navn var Nimai Pandita, og allerede som 16-årig besejrede han en stor professor fra Kashmir, Kesava Kasmiri]. Jeg forstår, at Du er en stor sanskritprofessor, og at Du specielt i logik udmærker Dig. Du blev også født i en brahmana-familie, og nu er du sannyasi. Hvordan kan det være, at du synger og danser i stedet for at læse Vedanta?” Dette var Prakasananda Sarasvatis første spørgsmål, og Herren Caitanya svarede ham: “Årsagen er, at da jeg blev indviet af min åndelige mester, sagde han, at jeg er det største fjols [Cc. Adi. 7.72]. ‘Tal ikke om Vedanta,’ fortalte han Mig. ‘Du vil kun spilde din tid. Syng blot Hare Krishna, og Du vil opnå succes.’” Det var Hans svar. Selvfølgelig var Caitanya Mahaprabhu intet fjols, og Vedanta er heller ikke for fjolser. Man behøver tilstrækkeligt med uddannelse, og man må opnå en vis status, før man kan forstå Vedanta. Hvert eneste ord indeholder oceaner af mening, og der findes mange kommentarer, digre værker på sanskrit, såsom dem af Sankaracarya og Ramanujacarya. Men hvordan kan vi forstå Vedanta? Det er umuligt. Det er måske muligt for en person hist og her, men for den almene befolkning er det umuligt. Ej heller er det muligt at praktisere yoga. Hvis man derfor anvender Caitanya Mahaprabhus metode og reciterer Hare Krishna, vil det første, man opnår, være ceto-darpana marjanam [Cc. Antya 20.12]. Alle hjertets urenheder vil udrenses blot ved at recitere Hare Krishna. Reciter. Det koster ikke noget, og der er intet tab. Hvis man blot reciterer Hare Krishna i en uge, vil man se, hvor meget fremskridt man har gjort i åndelig viden. (Fortsættes i næste nummer)