MADLAVNINGSLEKTION 36

Af Yamuna Devi Dasi (Oversat af Morten Sau)

Fra Back to Godhead 32-05 1998.

”Mere?”

”Ih ja. Mere sødris, tak.”

Eller ”Mmm, må jeg få lidt mere af den lækre sødris, tak.”

To typiske anmodninger om en ekstra portion af det, som hengivne kalder ”sødris”. I Indien er retten mere passende kendt som caval kheer. Kheer er et almindeligt udtryk for flere varianter af kondenseret mælkedessert, og caval betyder ”ris” (sanskritordet for kheer er knera).

Afhængigt af regionen i Indien kan kheer også kaldes payasa, basundi eller payesh. Læsere af vaisnava-litteratur kender sandsynligvis den smukke Deitet af Krishna, Khiracora Gopinatha, eller ”Gopinatha, kheer-tyven”. Denne Deitet af Herren Krishna i Remuna, Orissa, er berømt for at have stjålet en gryde kheer som gave til Sin hengivne Madhavendra Puri. Besøgende i templet i dag kan smage noget af Gopinathas lækre kheer prasadam.

Varianter af kheer

I sin enkleste form er kheer ganske enkelt sødet mælk, der er reduceret ved at koge den ned til halvdelen eller en tredjedel af den oprindelige mængde. Til den kondenserede mælk kan man tilføje mange andre ingredienser for fylde og smag, hvilket giver varianter som ris-kheer, nødde-kheer, yam-kheer, græskar-kheer, zucchini-kheer, mannagryns-kheer, knust hvede-kheer, revet gulerods-kheer, frisk- eller tørret frugt-kheer, englehårstynd vermicelli-kheer og flere andre. Da jeg forberedte de originale manuskripter til kogebogen Lord Krishna’s Cuisine, kom jeg frem til mere end 25 varianter (efter redigeringen udelod vi syv).

Når kheer koges yderligere ned til en fjerdedel eller mindre af det oprindelige volumen, kaldes det rabre. Selv om der normalt blot tilsættes nogle knuste kardemommekapsler, bestilte Srila Prabhupada nogle gange rabre med tilsatte skiver af mango, banan, papaya eller appelsin. Han nød den serveret koldt, selv om det ikke er den traditionelle måde at servere den på.

Det subtile

Hvis du har fulgt denne madlavningsserie trofast, ved du, at du har lektier ud over at tilberede opskriften her. Lav mindst tre slags kheer fra grundbogen med forskellige ingredienser og køkkengrej. Observer hvilke effekter varme, køkkengrej og tilberedningstid har på resultatet. Prøv om muligt at finde frisk eller uhomogeniseret mælk fra et gårdsalg og sammenlign det med mælk fra en butik. Prøv i stedet for raffineret hvidt sukker nogle af de uraffinerede sødestoffer, der findes der, hvor du bor. I USA har jeg prøvet dadelsukker, ahornsukker, ahornsirup, turbinadosukker, økologisk rørsukker og Florida crystals (uraffineret rørsukker) for at nævne nogle få. Ud over selve sødningen vil disse sødestoffer tilføje unikke smagsnuancer. Hvis du vælger honning, skal den tilsættes, efter kheer er færdig med at koge. Rør honningen i, når gryden er taget af varmen, indtil honningen er smeltet. Ifølge ayurveda bliver honning giftig, når den koges.

Knækket hvede-kheer (dalia kheer)

En traditionel favorit i koldt vejr. Denne kheer er varmende, fyldig og ret hurtig at lave.

  • Mætter 6 personer (afhængig af appetit)
  • 2 tsk. ghee eller usaltet smør
  • 1,25-1,7 dl knust hvede
  • knap 2 l mælk
  • 1,25-1,7 dl sukker (se bemærkning ovenfor)
  • ½ tsk. knuste kardemommefrø
  • 0,6 dl rosiner eller korender, hvis ønsket

Smelt ghee eller smør i en tykbundet gryde på mindst 3 l ved moderat varme. Tilsæt den knækkede hvede og rist hveden under omrøring, indtil kornene bliver en eller to nuancer mørkere. Tilsæt mælk, sukker, kardemomme og evt. rosiner eller korender.

Skru op til høj varme. Bring blandingen i kog under omrøring. Juster varmen. Rør ofte og kog, indtil kornene er mættede, og den indkogte mælk lægger sig i et tykt lag på røreskeen (det tager op til 25 minutter). Efterhånden som kheeren køler af, vil den fortsætte med at blive tykkere.

Ofres til Krishna og serveres varm.