Af Lalitanatha Dasa

Her følger anden del af interviewet fra sidste nummer med Niels og Christina. De fortsætter med at fortælle, hvordan de flyttede sammen med de hengivne på ISKCON’s gård i Sydjylland.

Ld: Hvad skete der videre efter pungen oven på biltaget?

Christina: Vi kørte over til gården i Brørup, købte en skurvogn og flyttede ind med vores barn på ti måneder. Det var en fantastisk frostklar vinter med minus 20 grader, og vi boede på landet. Der var så smukt. Jeg følte mig bare enormt fri. Det var som om, at nu skulle jeg ikke andet end chante, passe mit barn og lave mad. Men jeg blev alligevel sendt ud af Dasavatara for at sælge billeder. Jeg var et godt team med Anandamayi, Hadais kone.

Lidt senere skulle jeg hjem til København og opereres på grund af motorcykelulykken nogle år før. Noget med en skinne, der skulle tages ud af benet, og så kom vi aldrig tilbage til gården, men blev i København.

Niels: Hele kærlighedsforholdet er der dog stadig. Vi fungerer fantastisk med Hadai og den jyske gruppe, som fortsat eksisterer i Aarhus. Torben og …

Christina: Trayimaya, Gunamani. De var også på gården, og vi svingede rigtig godt sammen.

Ld: Der var Laxmirupa …

Niels: … og Kim Møller. Nogle af dem er vi stadigvæk rigtige venner med, selv om der kan gå syv år, uden vi ser hinanden. Der sker så mange ændringer i denne verden. I hvert fald var vi en del af hurrafasen. Gården var fyldt med anarkister. Kim er også stadigvæk ekstremist, og det gælder vel alle. Selv Hadai er jo et fuldstændig specielt menneske. Der var vi. Det var helt perfekt. Men så kom vi hjem til København.

Christina: Det var også noget med, at Dasavatar ville have, at jeg skulle flytte i pige-asramaen og Niels i drenge-asramaen. Vi måtte ikke bo sammen, og vi havde et lille barn. Det kunne ikke lade sig gøre. Det var en af hovedgrundene til, at vi flyttede derfra, for vi kunne ikke overskue det som et så ungt par. Det var en misopfattelse i 80’erne. Det hele var så nyt, så man troede, at alle skulle være munke og nonner.

Jeg bliver også nødt til at fortælle en tilsvarende ting fra dengang, vi var på Almvik. Jeg var gravid, og vi stod i madkøen. Alle pigerne stod bagest og drengene forrest. Da vi endelig nåede til, at pigerne skulle have mad inklusive børn og gravide kvinder, kom alle drengene forrest i køen igen inklusive Niels. Jeg var så rødglødende rødstrømperasende. Og så sagde Niels: ”Hvad kan jeg gøre? Alle de andre drenge gør det. Jeg gør jo bare, hvad de gør.” Det var sådan en ting, der aldrig ville kunne ske i dag. Allerede dengang kunne jeg som ung kvinde ikke acceptere det. Der var helt sikkert nogle ting, der ikke var helt på plads.

Niels: Den korte version er, at vi var meget umodne. Det var skønt at være umodne sammen. Og det, der var meget umodent, er i dag blevet modent og voksent og har fundet en form.

Men så begyndte vi at blive afhængige af at tage til Indien og Vrindavana. Det blev kun stærkere af, at vi ikke længere kunne se os selv i organisationen som boende individer. Det var ikke noget med, at Krishna ikke var absolut det eneste. Vi måtte bare finde ud af, hvordan det skulle være mellem os og Krishna.

I Vrindavana boede vi i et gæstehus, der var forbundet med ISKCON. Vi var der første gang i 1987, tror jeg.

Christina: Tao var to år.

Niels: På et tidspunkt, mens vi boede i Vrindavana, kom der ud af det blå en taxichauffør, der sagde, at vi skulle køre med ham. Det skulle vi ikke. Men helt mærkeligt blev han ved: ”Det er meget nødvendigt, at I kommer med mig.” Han kunne ikke fortælle os, hvor vi skulle hen. Men vi endte med at køre med ham til Neem Karoli Babas Asrama, hvor de tog fantastisk godt imod os. Der kom vi så tilbage år efter år. Det blev en ny hjørnesten for os til at holde os tæt på bhakti.

Christina: Vi står i dyb taknemmelighedsgæld både til ISKCON og til den kvinde, som sidenhen fik os ind i det tempel i Vrindavana, hvor vi er kommet nærmest hvert år i 30 år. Siden har vi også fået en base i Goa.

Da jeg var helt ung – måske lige dengang, hvor vi var kommet – spurgte en af mine venner: ”Stina, hvad nu, hvis du bare lever som hengiven eller tror på Gud hele dit liv og så finder ud af, når du bliver 60 år, at Gud ikke eksisterer. Så har du jo spildt dit liv.” Jeg svarede: ”Nej, så har jeg lige præcis ikke spildt mit liv, for jeg er sikker på, at lige meget om Gud eksisterer eller ej, vil jeg have et smukkere liv, hvis jeg tror på Ham, end hvis jeg ikke tror på Ham.”

Nu har vi passeret de 60, og jeg tænker: ”Gud, vores liv har været fyldt med så megen kripa [nåde] hele vejen igennem.” Jeg har altid følt, at vi var heldige, og folk spurgte os også, da vi var yngre: ”Hvordan kan det være, at I er bare heldigere end alle andre?” Jeg siger også nogle gange: ”Det er for godt til at være sandt. Det er kripa.” Det er vel også sådan, at hvis man har taknemmelighedens gave, tiltrækker man kripa. Porten til kripa er at være taknemmelig.

Vi er bare taknemmelige for, at vi har fået lov til at gå denne vej i livet. Hvad enten Gud findes eller ej, er livet bedre, hvis man tror på det. Det har været hele vores liv fra dengang, vi var 26, til nu, hvor vi er 66. Det er 40 år. Vi havde da de år, hvor vi ikke kunne overskue andet end børn og karriere. Der handlede det mest om at købe ind, lave mad og passe børn. Men vi gik til søndagsfester, så vi var ligesom forbundet, og det sekund, børnene flyttede hjemmefra, kørte vi igen. Jeg tog straks mit harmonium ud fra skabet og lærte mig selv at spille på det.

Ld: Hvordan er jeres spirituelle liv i dag?

Christina: Vores praksis og hverdag handler fortsat om bhakti, mantra, seva, vegetarisk levevis, læsning af Bhagavad-gita og vediske skrifter samt ikke mindst og allermest konkret: Vi laver en masse kirtana med alle mulige mennesker.

Niels: Vi afholder ca. 100 offentlige kirtanaer om året. Vi møder virkelig mange mennesker. Vi oplever, at det at synge vediske mantraer er en stærkt positiv og meget overraskende oplevelse for mange. Også for folk, der måske bare er taget med af en ven eller har set et opslag på Facebook.

Christina: Vi prøver at gøre kirtana tilgængelig med blandt andet en fast ugentlig kirtana hver tirsdag i København. Vores “band” GopiAnand Kirtan laver også en masse gæstebesøg rundt omkring i landet, mest på diverse yoga-steder og forskellige spirituelle festivaller. Når vi er i Indien, inviterer vi til kirtana næsten dagligt. Vi arrangerer også koncerter med de kirtanister, der har størst betydning for os selv. Fra ISKCON er det folk som Gaura Vani og Vishvambar Seth, men også folk som Krishna Das, Parvathy Baul og Vijay Krishna har vi jævnligt på besøg.

Niels: Med lidt store ord er vi stadig på Caitanya Mahaprabhus seva-hold. Men vi gør det selvfølgelig også og måske mest for vores egen skyld. Kirtana er yoga, hvor man kan forbinde sig med det, der er større end én selv. Det er en meget enkel og effektiv proces. Men man skal være en gruppe, så vi har brug for andre og bliver bare ved med at invitere ind.

Christina: I hele denne hengivenhed er det, vi har taget med os, faktisk kirtana og prasadam. Vi laver mad til folk som gale. ”Nej, er det gratis? Skal vi ikke betale for det?” Vi synger med folk og laver mad til dem. Vi gør det her, og vi gør det i Goa hvert år, hvor vi har en måned med kirtana hver aften. Det er fantastisk. Vi er nu begyndt at få en masse indere med, for inderne er pludselig begyndt at vågne op efter to-tre generationer, hvor de ikke har haft bhaktien. Kirtana er det helt store. Det er fantastisk. Det skulle lige ud og vende i Vesten og så tilbage.

Folk som for eksempel Vishvambhara, der er opdraget som hengiven af sin far, fortæller, at da han var barn, og hans familie sad og spillede på gaden, gik folk i en bue udenom. Lige pludselig står han nu over for alle verdens yoga-scener og rockstjerner. Det gælder om at holde hovedet koldt og ikke være knyttet til frugterne af sit arbejde, men det er da lidt nemmere at spille, når folk kan lide det, end når de går i en kæmpebue udenom. For os var det i starten også sådan, at vi sad der med to, tre og fire mennesker til kirtana. Men vi blev bare ved, og nu kommer der mange.

Niels: Det er ikke så småt længere.

Christina: Folk ved godt, de søger et eller andet, og at der mangler noget i deres liv. Men mange kan ikke finde ud af, hvad det er. Vi søgte og søgte jo også. Vi ser også, at nogle kommer fast hos os i et år til kirtana, og så ser vi dem ikke mere. Så kommer der nogle andre. Det er ikke for alle at være Krishnahengivne, desværre. For nogle er det bare et stykke af vejen. Måske vender de tilbage, hvem ved?

Niels: Det er nok en kliché, men det er altså Guds arrangement, hvor de kommer ind og ud. Derfor er det ligesom om efter alle de år, at der ikke er andet tilbage end Caitanyas mission. Han satte det i gang.

Disse mantraer er voldsomt transformative på mange planer. Hvis vi kun forstår det kognitivt, er vi slet ikke i nærheden af, hvad kraften er, for den går langt ud over, hvor det kognitive kan nå frem til. Et eneste mantra kan ændre det hele for altid.

Vi vidste heller ikke, da vi kom første gang på Soldalen, hvad mantraet kunne og ville os, og hvor meget det interesserede os. Først blev vi meget interesserede i filosofien, men efterhånden vil jeg sige, at det er godt, vi har mantraet, for det kan transcendere min egen personlige og elendige forståelse af filosofien. Man holder fast i livet selv eller bevidstheden selv eller Krishna Selv. På den måde blev ISKCON afgørende for os, for det var i ISKCON, hvor vi fik alle mulige lækre ting. Der var Tao Te Ching, Sufismen, Biblen, alle mulige ting, men mantraet var fuldstændig nyt for os. Det var i virkeligheden det, vi hele tiden kom tilbage til, og det gør vi stadigvæk.