Af Lalitanatha Dasa

I juni måned mødtes jeg med Niels og Christina (Niels Thomsen, Christina Legene), som jeg har kendt siden 1980’erne.

Jeg mindes, at de kom sammen som et par, ret nyforelskede vist nok, og blev en del af ISKCON på deres egen måde, hvor de nogle gange boede i tempel sammen med andre hengivne og til andre tider rejste rundt og var i Indien eller havde travlt med deres familie på tre børn. Vi mødtes for at høre dem fortælle om deres liv.

Ld: Hvad er jeres baggrund?

Niels: Jeg er fra Rødovre, nærmest fra en akademikerfamilie. Jeg var vist en almindelig dreng, der kunne lide at spille fodbold, og i min gymnasietid blev jeg involveret i punk-miljøet og med en i af Danmarks første punkgrupper, No Knox.

Christina: Jeg plejer at sige, at Niels var punkstjerne, og jeg var hans groupie. Vi er begge født i 1960. Jeg er vokset op i Charlottenlund i en kærlig atmosfære og uddannet som tøjdesigner. I 1982 forulykkede jeg med motorcykel i Grækenland, hvor jeg kom alvorligt til skade med bl.a. mit ben og blev fløjet hjem til København med ambulancefly. Her lå jeg på hospitalet i lang tid, hvilket jeg blev så træt af, at jeg bare ville udskrives. Netop da kom Niels på besøg. Jeg spurgte ham, om han ikke kunne fortælle lægerne, at han ville tage sig af mig. Så blev jeg udskrevet, Niels flyttede ind hos mig for at passe mig, og vi har været sammen siden.

Niels: Vi læste begge En yogis selvbiografi og spirituelle forfattere og dyrkede Tarot,  I Ching, astrologi, sufisme, taoisme osv. Vi havde en vis status og ikke været på druk hele vores liv, selv om vi bestemt også kom fra en hård festkultur. Men det spirituelle var grundbasen, og vi var ansete i vores avantgardemiljø med vores New Age-snak.

Stina var bare en superdygtig undergrundsdesigner. Alt, hun lavede, var fantastisk, og hun havde etableret sig både i Indien og herhjemme. Vi havde status nok til, at det på en måde gjorde ondt at miste den, da vi lige pludselig blev opfattet som nærmest sektagtige Hare Krishna’ere i vores punkvenners øjne.

Ld: Jeres første møde med ISKCON?

Niels: Det var omkring 1983-84.

Christina: Jeg gik med krykker i starten, så det må have været tæt efter min ulykke. Jeg hørte fra min underbo om Krishnatemplet med deres fester og gode mad, og så tog vi derud sammen.

Templet lå i Soldalen på Østerbro. Vi fik fantastisk prasadam og blev tiltrukket af både kirtana og prasadam og hurtigt afhængige af begge.

Niels: Soldalen fylder meget i vores formative år med ISKCON. Det var et mindre rækkehus, fantastisk flot, om end ikke egnet til asrama. Måske fordi kirtana foregik i kælderen, kunne man klare den med klager. Men det var ikke en drømmenabo for andre folk. En masse unge mænd og kvinder i mærkeligt tøj og mærkelig støj.

Der var den stemning, som alle nye bevægelser har. For os var det som en nyforelskelse. Der var ingen ældre hengivne. Den eneste ældre hengivne, vi havde hørt om, Hadai Odja, boede ikke der. Vi husker en, der hed Leif, og Connie.

Ld: Hun var allerede initieret som Kamsari. Jeg var ikke initieret.

Christina: Og Jesper eller Jahnu? Blev han initieret efter dig?

Ld: Nej, før.

Niels: Det var jo dem, der i dag er de absolutte seniorer. I var lige så unge og nyforelskede. Det hele var nyt og fantastisk, og tænk, at man kan bare slippe ud af den her verden. Det gjorde det ret sjovt.

Det var også meget inkluderende, for ingen var groet fast i noget endnu. Så var der Dasavatara, en tysker, der skulle prøve at holde sammen på det hele.

Christina: Det var da vist senere.

Niels: Var han ikke tempelpræsident?

Christina: Ikke der. Det var Adideva.

Ld: Adideva og Devamrta Svami såvel som Dasavatara var det på skift, som jeg husker det.

Niels: Dasavatara var der mest. Devamrta Swami kom og gik.

Ld: Der var Adideva og Pancamukha. De var også ældre end Hadai eller Harry.

Niels: Men Hadai var lidt af en skyggehelt, for man hørte, at Visnupada eller Harikesa Swami, som vi allesammen satte vanvittig højt dengang, elskede hans mad. Vi havde jo ikke et modent syn på Prabhupada versus de nye guruer. Det hele var bare Guds direkte repræsentanter. Det hed så, at Hadai lavede mad, og Harikesa Swami elskede Hadais mad. Vi havde ikke set ham, så det var lidt mytisk, at han fandtes. Der var også den her danske hengivne oppe i Sverige, Yadu, som senere kom til at lave radio i mange år og stadigvæk gør det. Han var i Sverige. Det var lidt mytisk, at der var initierede og avancerede danskere. Jeg forstod det nok ikke helt.

Vi var rigtige begyndere og ikke andet. Nogle af jer havde stadigvæk knallertolie på hænderne samtidig med, at der var kommet tilaka på panden. Der var mange ting, som var sjove, for eksempel hengivenhed. Den var kæmpe vidunderlig stor til guruen. Det skal den være. Det kan aldrig være anderledes.

Der er historien med Jahnu, som mange kender. Harikesa Swami kom en vinterdag med kæmpestore, sådan lidt moonboots-agtige støvler på. Jahnu prøvede at komme før alle andre, så han kastede sig ned foran ham –  stage-divede – tog fat i hans støvler og begyndte at trække. Han blev bare ved med at hive og hive. Så sagde Harikesa: ”Stop lige engang. Din hengivenhed er overbevisende flot, men hvis du samtidig tog i betragtning, at foden danner en vinkel, og får den rundt der, så vil din tjeneste jo blive mange gange bedre.” Alle grinede. Det gjorde vi hele tiden over alle mulige ting.

Harikesa eller Visnupada kom jo, og han var helt pragtfuld, når han fortalte om Deiteterne og alle de her ting og også om sin egen tid som munk. Og så var der spørgsmål bagefter. Igen sad vi ganske få mennesker med denne fantastiske personlighed, vi i hvert fald så ham som dengang. Jeg vil stadigvæk sige, at det var han faktisk. Så er der spørgsmål, og 40 minutter inde siger han: ”I har kun spurgt om mad. Må vi komme salt på vores tomatsovs osv. Det er godt nok. Det er nyt, at der er nogle nye regimer, for hvad man spiser og ikke spiser, men det behøver ikke at fylde det hele.”

Ld: Kom I kun jer to? Jeg mener at huske, at I kom sammen med flere.

Christina: Det mener jeg ikke. På en måde var vi lidt af et epicenter i punkscenen, for Niels var punk-rockstjerne. Derfor kan vi sagtens have trukket nogle med os, men hovedparten syntes, det, vi lavede, var helt galt. Vi mistede meget hurtigt vores troværdighed. Men det er rigtigt, der var alligevel nogle, der hang med.

Niels: Uendeligt mange mennesker har jo været forbi og igennem. Og det er ikke til at vide, hvad det betyder og gør ved dem og har efterladt dem med. Og monstro det hele ikke er Guds vilje? Arrangement hele vejen igennem. Der er en vis samhørighed imellem de mennesker, der har været med i det her gale hus, som det på en måde også var.

En fantastisk ting, når man kom ind, var, at vi lærte en helt ny kultur. En del af kulturen er det med at spise. På Janmastami eller de store fester fik det at nyde et helt nyt niveau. Jeg husker min første Janmastami i kælderen på Soldalen. Der var selvfølgelig timer med kirtana, men der blev også lavet utallige retter. 108 sagde de.

Der var det der med, at man overserverer. Vi var jo stadigvæk ikke flere, end der kunne sidde i et kælderlokale, og maden var lavet til tusindvis af mennesker. Man fik hele tiden noget på sin tallerken, og jeg kan huske de afsindige grineflip, hvor ingen kunne hænge sammen længere, men grinede og grinede. Og stadigvæk kom Devamrta Swami eller en anden ind og kom en hel masse ladduer på tallerkenerne. Og hele legen var sådan, at man skulle spise, hvis det først landede på ens tallerken. Man blev mere og mere beruset. Det var ret flot. I dag er det nok bedre med templet fyldt til Janmastami, men vi ser ikke længere, at hele rummet bare ligger og vrider sig og griner. Det var en form for spirituel vanvid.

Ld: Alt er blevet pænere.

Niels: Kultur er også noget, man vender sig til. Når det er nyt, er det mere sprængfyldt inden i oplevelserne. Derfor synes jeg, at vi kan være glade for at have været der. Det var, som om det hele stak af i en stor, man kan sige glædelighed.

På et tidpsunkt ville vi så ud på rejse i Norden. Første stop skulle være Almvik.

Christina: Jeg var gravid med Tao dengang.

Niels: Nå. Så taler vi om 1985. Vi endte med at blive på Almvik i den måned, vores togbillet gjaldt til, og kørte så med Devamrta Swami tilbage til København. Det var ikke større dengang. Han var som en kærlig faderfigur.

Christina: Så fik vi Tao og lukkede os lidt om os selv. Da han var tre måneder, tog vi begge kørekort. Vi købte en stationcar for at køre ud i verden, en meget gammel stationcar, men helt nymalet. Tjernobyl var røget i luften, så vi ville væk og tænkte, at Portugal er så langt væk fra Tjernobyl som muligt. Vi kørte af sted med vores nyfødte barn ned gennem Europa. Vi fandt hurtigt ud af, at vi bare var nødt til at finde et tempel, men kunne ikke rigtig finde noget. Vi var forbi Barcelona, hvor der skulle være et eller andet tempel langt uden for byen med et andet ægtepar. Så kørte vi videre til Portugal helt ned til Lissabon. Her fandt vi et tempel lidt uden for byen, næsten ligesom Soldalen, et rækkehus, hvor der boede måske seks hengivne. Vi spurgte, om vi ikke gerne måtte flytte ind? ”Det kan I altså ikke. Det eneste, vi har, er et redskabsskur ude i haven.” ”Det er fint nok,” sagde vi. Vi tog madrasserne, vi havde i bilen, malede redskabsskuret og boede der med Tao.

Niels: Der var pænt store edderkopper.

Christina: Ja, men vi var ligeglade. Bare det at have et tempel og et sted, vi kunne være. Men efter vi havde været der et stykke tid, fik vi at vide, at deres guru, Bhagavan Swami, var faldet ned. Stemningen var kaotisk. Kvinderne græd. Vi besluttede så at tage hjem til Danmark og slutte os til templet der. Vi følte, at vi var nødt at køre megahurtigt hjem, så vi ikke ombestemte os, for man ved godt, at maya har fat i én fra alle kanter. Vi havde planlagt en rute, hvor vi kunne tage forbi Rousseaus Slot i Paris, hvor der også var et tempel. Så spurgte de hengivne: ”Kan I ikke lige køre os til Porto?” Det var en omvej på 400 km.

Niels: Det var nord på, men i en forkert retning.

Christina: Det var i hvert fald en pæn stor omvej. Men vi sagde okay. Faktisk sagde vi først nej, for bilen var begyndt at sige mærkelige lyde. Men til sidst overgav vi os. De skulle på sankirtana og bo ude i en skov i nogle hytter, de havde lejet. Men det sekund, vi kørte ind foran hytterne, sagde det ’knæk’, og så sad gearstangen herinde i bilen. Vi sagde: ”Åh nej, hvad nu?”

Niels: Motoren var faldet ud af bilen.

Christina: En af de portugisiske hengivne sagde så: ”Jeg plejede at være mekaniker, før jeg blev hengiven.” Den lille tynde fyr kravlede ud af bilen, klodsede den op med mursten og fik motoren på plads. Så kørte han bilen ned til den lokale mekaniker og fik den lavet for ingen penge.

Niels: Med 22 fejl.

Christina: Ja, alt var galt med den, men han fik den bare repareret, fordi han var munk. Det var fantastisk. Nu havde vi en bil, vi kunne køre hjem i. Tao kom ind bagrummet, der var hans kravlegård. Vi kørte vi op til Rousseaus slot og var der et par dage. Det var fuldstændig fantastisk. Det var næsten som de billeder, man ser fra Vrindavana med svaner ude i søen og hengivne, der gik rundt. Det var fuldstændig magisk.

Ld: Det er ikke det samme som Ny Mayapur, vel?

Christina: Jeg tror, de mistede det sidenhen. Det var et kæmpeslot med en stor slotshave, søer og svaner og fuldstændig magisk. Det lå lidt uden for Paris.

Så kørte vi hjem, helt glade. Adideva tog imod os, da vi kom. Vi havde lejet vores lejlighed ud, for vi troede, vi skulle være væk for evigt. Så sagde vi, at vi gerne ville over på gården [ISKCON havde på det tidspunkt købt et landbrug ved Brørup i Sydjylland], men Adideva svarede, at vi først lige skulle blive her og lave sankirtana [distribuere bøger på gaden]. Det ville være godt for os. Så var vi der i december og med på maraton og med til at sætte Købmagergade i stand [der blev kørt et center et års tid her omkring 1986]. Jeg syede vyasasana og alle puderne derind til.

Efter det flyttede vi over på gården. Vi købte en gammel skurvogn og fik den sendt derover. Da vi skulle flytte, havde vi lejet vores lejlighed ud, og vi havde hævet alle vores penge, i hvert fald 10.000 kr., og havde dem og vores pas i en stor pung. Jeg gik stadigvæk med krykker af en eller anden grund eller i hvert fald med en stok. Så jeg gav Niels pungen og sagde: ”Pas lige på den, mens jeg går ind i bilen.” Og da vi sådan var halvvejs gennem København, var der en, der bankede på taget og sagde, at der ligger noget oven på bilen. Det var vores pung med alle vores penge og pas og alting. Igen reddede Krishna os, og vi kom helskindet derover.

Niels: Gud var virkelig venlig imod os, både dengang, hvor bilen brød sammen, og nu her. Vi kørte lige de her hengivne til Porto, og det blev så nøglen til, at vi kunne køre hele vejen hjem i verdens ældste bil. Den var fuldstændig færdig, men alt blev lavet på den. På samme måde var det en kripa den vintermorgen, hvor vi kørte næsten hele vejen ud til motorvejen med en lille pung på taget af vores Ford Escort – uden at miste vores samlede formue på 10.000 kr. …

Christina: Det var dem, vi skulle købe en skurvogn for.

Niels: Guds nåde.

(Fortsættes i næste nummer)