Af Lalitanatha Das

ISKCON i Danmark har som alle andre lande modtaget deres del af ukrainske hengivne, der er flygtet fra krigen. Omkring 40 hengivne bor nu i Danmark.

Nogle er kommet på eget initiativ, og andre er blevet faciliteret af templet i København, hvor ti hengivne har fået mulighed for at bo i templet, imens femten andre bor i templets lejligheder i København eller på gården på Falster.

Blandt disse hengivne har Andrij, Marianna og deres 9-årige søn Arjuna boet i templet i to måneder. De er begge 31 år gamle og har praktiseret Krishnabevidsthed de sidste ti år. Da krigen brød ud, arbejdede Andrij i Tyskland og kunne derfor som en af de få mænd slutte sig til sin hustru og søn, da disse måtte flygte. Sammen endte de i Danmark. 

Jeg bad dem fortælle om sig selv, og hvordan de oplever hele situationen med at have flygtet fra deres ellers trygge Krishnabevidste tilværelse i Kyiv, hvor de var en del af Europas største samfund af hengivne. De vil gerne tilbage igen, men så længe russernes vilkårlige missilangreb fortsætter, tør de ikke vende tilbage til Kyiv, selv om der ellers er fredeligt der lige for øjeblikket. Marianna er også gravid og tør derfor ikke udsætte sig for risikoen for at tage tilbage nu.

Marianna: Min søn og jeg var nødt til at flygte på grund af krigen. Vi var fanget i Kyiv 10-15 kilometer fra Bucha i en tilstødende forstad. Det er meget smukke og dejlige steder, der blev invaderet af russerne. Gud være lovet, at de nu er fri for russerne, men det er hele Ukraine ikke. 

Andrij: Jeg forlod Ukraine før krigen for at arbejde i Tyskland, så jeg oplevede krigen fra et andet land, og det var måske værre, for jeg vidste ikke, hvad der skete i mit land. Jeg så så mange nyheder. Når jeg ringede til min familie, sagde de, at de havde det fint, men nyhederne sagde noget andet. 

I disse vanskelige øjeblikke med lidelse forstår jeg, at min åndelige praksis skal gå dybere, og at jeg har brug for at bede mere. Da krigen startede, begyndte jeg at stå op klokken to om natten for at chante mine runder og bede for min familie. Jeg forsøger at chante hele dagen, for jeg forstår, at hvad andet kan jeg gøre end at bede til Gud om at hjælpe dem? Jeg beder om at kunne forstå, at jeg ikke er denne krop, og om at lære at være mere tålmodig. 

Marianna: Det, Andrij siger, er sandt, for han var i Tyskland, da krigen startede, og ringede til os. Når der ingen forbindelse var, var han bange, for han vidste ikke, at vi havde det godt. Vi kunne høre missilerne, men vi lærte hurtigt at tælle tiden, så vi omtrentligt vidste, hvor denne raket ville ramme. Vi vidste, hvilken slags lyd svarer til hvilken slags bombe, så vi vidste allerede, at den dér er i orden, for det er vores soldater, der skyder. Det er ikke en farlig lyd, og den lyd er et fly. Han vidste ikke dette, så han var meget bange, specialt da det alt sammen skete i Bucha, der var besat, og der var tanks i byen. De forsøgte også at komme til vores by, men kunne ikke komme over floden. De prøvede nogle gange, men vores soldater skød dem fra vores side, og de blev drevet tilbage, og vores soldater vandt. Hele tiden, mens disse frygtelige angreb var på deres højeste, chantede vi hele natten og lyttede til Hare Krishna. Det hjalp virkelig.

Nu har vi været i Danmark i omkring to måneder. Ved de hengivnes nåde bor vi i det danske tempel. Vi er meget taknemmelige for dette. Vi føler virkelig støtte fra de hengivne både materielt og åndeligt. Alene åndelig støtte er i sig selv en virkelig hjælp til at være i god bevidsthed om, hvem vi er, og hvilken verden vi lever i. De, der bor sammen med ikke-hengivne i f.eks. flygtningecentre eller hoteller, fortæller, hvor vanskeligt det er, så jeg er virkelig glad for at have fået muligheden for at være i templet og lære de hengivne i Danmark at kende. Lige nu er der omkring 35 eller 40 ukrainske hengivne i Danmark.

Ld: Hvad er jeres generelle indtryk af de hengivnes situation her i Danmark?

Andrij: Nogle er her for at være her længe, og nogle vil tilbage. Vi har venner, der kom til Danmark, og de kan ikke blive her på grund af nogle omstændigheder. Vi har også hengivne venner, der er kommet til Danmark og er faldet godt til. De har fået arbejde og tjener penge og hjælper andre hengivne. Nogle har intet sted at vende tilbage til i Ukraine. Vores situation er vanskelig at sige noget om.Vi ved ikke, hvor længe vi skal blive her, men til syvende og sidst vil vi hjem igen.

Marianna: Vores situation er mere vanskelig, for vi er en familie. Andrij bliver under alle omstændigheder nok nødt til at blive her og tjene penge til hele familien, for det er vanskeligt i Ukraine for øjeblikket. Nogle hengivne fra eksempelvis Mariupol har intet sted at vende tilbage til, for russerne har fuldstændigt ødelagt alt, så de kommer til at blive her.

Ld: Er I mere Krishnabevidste nu, eller er det vanskeligere at være Krishnabevidst?

Andrij: Det er lettere at være i Krishabevidsthed, når man husker, at der er krig. Det er lidelse, og folk dør. Man forstår, at det ikke er muligt at leve her i en fredfyldt tilstand. Denne verden er fuld af lidelse. Krishna viser os, at vi har alle disse dejlige billeder om fremtiden. Vi lægger vores planer. Vi havde købt et hus, der var under opførelse. Det var vores drøm at få et hus. Men taget var endnu ikke lagt på, da krigen startede, og nu står det ufærdige hus uden os. Men det er ikke et problem, for denne verden viser, hvordan det alt sammen er midlertidigt, jo dybere vi går i Krishnabevidsthed. Krishnabevidsthed er virkelig lykke, og alle andre ting i denne verden er midlertidige.

Marianna: Det er vanskeligt at give et svar. Jeg ved ikke, hvordan jeg måler min bevidsthed. Jeg plejede at lave mad til Deiteterne. Det var min faste tjeneste i templet, da vi boede i Kyiv, og det gjorde mig glad. Jeg havde et meget fint skema. Jeg chantede runder på dette og dette tidspunkt, og min søn gik i skole. Jeg havde en masse fri tid. Da krigen startede, ændrede alt sig, så lige nu har jeg ikke mit regelmæssige liv længere. Fordi jeg er mor, har jeg en masse praktiske ting at gøre for min søn. Nu skal jeg for det meste undervise ham alene, for indtil han kan komme i skole igen, er jeg hans lærer. Jeg laver hjemmearbejde med ham og alt andet, og på den måde er det blevet meget vanskeligere at praktisere Krishnabevidsthed. I Ukraine havde jeg et fast skema, min søn gik i gurukula, jeg havde tid til at læse bøger og chante runder. Så faldt alt dette pludselig over på mig, men muligheden for at tjene i templet er virkelig god. Jeg laver prasadam til de hengivne, og de er glade for det. Så det er vanskeligt at sige.

Ld: Den ukrainske yatra var vel den største yatra i Europa før krigen og er det måske stadigvæk. Hvordan tror I, at den ukrainske yatra kommer til at klare sig, og hvordan er fremtiden for Krishnabevidsthed i Ukraine og blandt ukrainske hengivne?

Marianna: Jeg kan måske svare først, for jeg var i Ukraine under krigen, så jeg oplevede lige fra begyndelsen, hvordan alle de hengivne i Kyiv samledes i det store tempel (vi har et meget stort tempel). Overalt samlede de hengivne sig i grupper. I en landsby var der en masse hengivne, og de samledes i ét hus. I alle byer begyndte de at lave en masse prasadam og give det til deres naboer, til soldaterne og til folk, der kom fra de hårdest ramte områder. De hengivne viste, hvor stærke og velorganiserede de er. I hver eneste by var der perfekt ledelse. Der var ingen by, hvor det ikke var sådan. Ingen panik, intet: ”Vi ved ikke, hvad vi skal gøre.” I hver eneste by var der en ansvarlig, der holdt øje med udviklingen og alle mulige trusler og vidste, hvornår det var tid til at flytte længere vestpå i Ukraine.

Det var virkelig utroligt. Jeg tror, at det er hovedgrunden til, at kun ganske få hengivne er døde i krigen, for alle har været under beskyttelse af andre hengivne. De var i grupper og var beskyttede. Desværre er nogle af mine åndelige brødre døde i krigen, for de var soldater og fik deres åndelige mesters velsignelse til at gøre deres pligt. Det er et frygteligt tab for os, og vi indsamler penge til deres familier, for deres hustruer står tilbage med deres børn. Men blandt de civile hengivne er de fleste heldigvis blevet beskyttet. De fleste fik mulighed for at flytte fra de hårdest ramte områder til det vestlige Ukraine.

Lige fra begyndelsen organiserede de hengivne kæmpekøkkener og begyndte at give prasadam til krigerne og flygtningene. Alle lagde mærke til, hvordan Hare Krishnaerne gav mad til flygtningene. Selv regeringen bemærkede det. Folk holder øje med de hengivnes tøj, for de ved, at de vil give dem mad. De hengivne hjælper og støtter hinanden. Vi har en masse sanghaer, og de, der prædiker, prædiker endnu mere lige nu. De tager til disse vanskelige områder såsom Kharkiv for at sprede Krishnabevidsthed, selv om det er meget farligt der. De bringer mad, tøj og gør en masse frivilligt arbejde. Det er helt utroligt, hvordan alle deltager. Så jeg er sikker på, at vores yatra blot bliver stærkere og stærkere. Vi har allerede haft flere vivaha-yajnaer [bryllupper] under krigen, så livet fortsætter. Alle venter blot på, at krigen slutter, men alle gør, så meget de kan for at hjælpe denne verden. Jeg er sikker på, at vores yatra vil blomstre efter dette og bliver stærkere og stærkere. Der er allerede blevet organiseret nogle grupper for at etablere Krishnalandsbyer. De diskuterer det på et meget højt niveau, for hengivne tænker på at flytte til Vestukraine og starte nogle Krishnalandsbyer, for hengivne forstår, at der vil være meget mere brug for det. Indtil vores økonomi kommer på fode igen, bliver vi nødt til selv at dyrke vores mad, så det håber jeg virkelig vil ske. 

Ld: Hvor mange hengivne er flygtet, og hvor mange er stadig tilbage?

Marianna: De fleste af dem, der er flygtet, er kvinder og børn. Kun nogle få mænd som Andrij, der var uden for Ukraine før krigen, eller nogle, der er kommet igennem Rusland igennem disse sorteringslejre, har kunnet flygte. Langt de fleste vil tilbage, og måske kun femten procent ønsker at blive uden for landet. Men jeg vil tro, at flere tusinde hengivne er uden for landet lige nu.

Ld: Hvad er den sidste ting, I vil fortælle vores læsere.

Andrij: Husk altid på Krishna. Husk, at denne verden er midlertidig, og når som helst kan vi blive ramt af en bombe. Det er kun et spørgsmål om tid. Så det er med altid at huske på Krishna.