Af Astasiddhi Devi Dasi
Alexandra er en af de unge voluntører på Almviks Gård, Krishnabevægelsens landbrugssamfund 50 kilometer syd for Stockholm.
Astasiddhi: Alexandra, kan du fortælle os, hvordan du kom i kontakt med Krishnabevægelsen?
Alexandra: Jeg har vel helt siden min barndom haft et behov for at stille lidt dybere spørgsmål om livet og dets mening, og om Gud. Jeg har altid haft en åndelig interesse. Jeg oplevede, at mine forældre og venner ikke delte denne interesse med mig, så jeg følte mig altid lidt anderledes. Jeg blev, som traditionen foreskriver det, døbt som spædbarn, og ved visse højtider såsom jul gik vores familie i kirke, men der var ikke nogen egentlig åndelig interesse. Jeg plejede at deltage i julespillet ved krybben i kirken. Gud har altid været nærværende i mit liv.
Da jeg var omkring fem år gammel, talte jeg til Gud for første gang. Min morfar døde dengang. Det var min første oplevelse af døden. Jeg sad alene på mit værelse og græd. Jeg sørgede over min morfar. Jeg bad Gud om at åbenbare Sig for mig på en eller anden måde og om at beskytte min morfars sjæl. I min familie talte man generelt ikke om sine følelser eller om åndelighed.
Da jeg var 12 år, begyndte jeg at deltage i konfirmationsundervisningen i kirken. Jeg syntes dog, at den var kedelig og ikke gav mig det, jeg søgte, nemlig en dybere forståelse af Gud. Men fortællingerne om Jesus og hans gerninger kunne jeg godt lide. Jeg besluttede mig for at afbryde min konfirmationsundervisning og meldte mig samtidig ud af kirken.
Da jeg var 11 år, fik jeg min første kontakt med Krishnahengivne. Vi boede i en hyggelig lejebolig ved skovbrynet, og i nabohuset boede mine legekammerater. Nogle af dem var børn af forældre, der var praktiserende Krishnahengivne. Krishnabevidsthed var helt nyt for mig, og jeg havde mange spørgsmål. Mine venners forældre var meget ydmyge og kærlige. De tog sig tid til mig, jeg følte mig set, og de gav mig alle de svar, jeg havde søgt efter. De var som forældre for mig. Mine egne forældre havde krævende jobs og havde ofte ikke så meget tid til mig. Jeg tilbragte al min fritid hos denne Krishnabevidste familie og gik kun hjem for at sove. De lærte mig efterhånden at lave vegetarisk mad og ofre den til Krishna, vi holdt kirtana, læste sammen og spillede Krishna-teater. Det foregik sådan, at deres mor læste en fortælling fra Krishnabogen for os, fordelte de forskellige roller mellem os og hjalp os med at improvisere et teaterstykke over fortællingen. Hun hjalp os også med dragter og kostumer til stykkerne. Vi fejrede også skønne fester såsom Govardhana-puja i deres hjem. Det var så gavnligt for mig at få lov til at være en del af denne kærlige Krishnabevidste familie og føle mig set! Denne glæde ved at have kærlige relationer og et varmt fællesskab føler jeg stadig, når jeg omgås hengivne. Det er også det, jeg ønsker at give videre til andre.
Jeg lærte også at klæde mig i sari. Første gang, jeg mødte en swami, var, da jeg var 13 år, på et retreatcenter i min hjemby Erfurt i Tyskland. Det var Kadamba Kanana Swami.
Da jeg var 14 år, fik jeg lov til at tage med familien til festivaler i Goloka Dhama-templet i Abentheuer i Tyskland. Der fik jeg flere nye hengivne venner, og vi sang og opførte teaterstykker der. Jeg husker en gang, hvor Sacinandana Swami talte med os efter et sådant stykke. Han roste os og sagde, hvor meget han satte pris på vores stykker, og at han ønskede os held og lykke og Krishnas velsignelse og vejledning på vores åndelige vej. Dengang vidste jeg jo ikke så meget om vores filosofi endnu, men jeg blev så rørt af hans gode ønsker og ord, at jeg bare græd! Efter denne oplevelse besluttede jeg, at Krishnabevidsthed var min vej i livet.
Da jeg var 12 år, brød jeg altså min kontakt med den kristne kirke og blev gradvist oplært i Krishnabevidsthed i mine venners familie. Da jeg var 14 år, traf jeg så et bevidst valg om at praktisere bhakti-yoga og blive en Krishnahengiven.
Astasiddhi: Hvordan kom du til Almvik, og hvad har du lavet her?
Alexandra: Efter skoletiden arbejdede jeg et år i en Waldorf-børnehave. Da det år var slut, vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre. Så bad jeg en bøn til Krishna om, at Han måtte vejlede mig om, hvordan jeg skulle gå videre i livet. Jeg havde mange interesser og ville prøve forskellige ting for at vælge, hvad jeg ville beskæftige mig med. Kort efter havde jeg en drøm, hvor jeg allerede var en lidt ældre voksen med familie og boede på en gård nær havet med køer, dyrkning og andre mennesker. Jeg tog denne drøm som et vink fra Krishna om, hvordan jeg burde forme min fremtid. Så jeg besluttede at finde et sted, hvor jeg kunne lære ting og efterhånden realisere denne drøm eller måske selv skabe et sådant sted i fremtiden. Jeg har nu været volontør på forskellige Krishnatempler og -projekter i to år. I løbet af de to år har jeg været volontør eller deltaget i ungdomsudvekslingsmøder (som ungdomsleder) følgende steder nogle uger eller måneder ad gangen: Simhacalam-templet/gården i det sydlige Tyskland, Ny Vraja Mandala-gården uden for Madrid i Spanien, Govindas restaurant på Tenerife, Almvik i Sverige (2024), Ny Mayapur-templet (et slot på landet i Frankrig), Goloka Økofarm i Italien, Goloka Dhama-templet i Tyskland, Zürich-templet i Schweiz samt Radhadesh-templet, et slot i Belgien.
Jeg vendte tilbage til Almvik i 2025, især fordi det er så rart for volontører her, fordi Kamala Priya Mataji tager sig så godt af os. Jeg kan rigtig godt lide at være på Almvik. Jeg har fået gode venner blandt de unge piger og fine relationer til de hengivne her generelt såsom til dig, Astasiddhi, og også til køerne, som jeg blev knyttet til! Almvik er et så roligt og fredfyldt sted. Jeg trives med dette fredelige liv i Krishnabevidsthed på landet. Jeg har hjulpet med at tage mig af køerne, passe dyrkning og assistere i køkkenet. Jeg har også gjort rent i templet, assisteret præsterne om morgenen, og under Youth Camp i Almvik var jeg leder for den tyske gruppe og holdt en teaterworkshop og en ”Mindfulness for girls”-workshop. En af mine opgaver har været samfundstjeneste. Jeg har hjulpet dig, Astasiddhi, som er en ældre, bevægelseshæmmet beboer på Almvik. I løbet af mine to år som volontør på forskellige gårdprojekter inden for ISKCON og som deltager i ungdomsudvekslingsprogrammerne er jeg kommet frem til, at det ligger i min natur at tage mig af køer og også at tage mig af børn og unge. Jeg har kunnet udvikle mig og lære mere inden for disse områder.
Efter min tid på Almvik denne sommer skal jeg deltage i en ungdomsudveksling i Ny Mayapur, derefter skal jeg hjælpe ISKCON-hengivne med at organisere en festival med workshops og kirtana på et slot uden for Berlin, hvor jeg også skal lede kirtanaer og stå for børneaktiviteter. Så skal jeg gøre tjeneste på Simhacalam-templet i en måned, hvorefter jeg vil deltage i et kirtana-kursus i Goloka Dhama-templet, hvor jeg blandt andet skal lære at spille mridanga. Derefter vil jeg til Indien – til Rishikesh, Mayapur og Vrindavana – sammen med mine barndomsvenners mor, som oplærte mig i Krishnabevidsthed. Vi har stadig fin kontakt og plejer at læse Krishnabogen sammen via WhatsApp om aftenen.
Astasiddhi: Tak, Alexandra, for dette interview og held og lykke på din vej i Krishnabevidsthed!
Interviewet med Alexandra er hentet fra det seneste nummer af Almviks Nyt, som Mukunda Prabhu udgiver digitalt nogle gange om året. Bladet kan læses her: https://gansub.com/t/pm/6399970369093/
