Af Srila Prabhupada

Her starter en oversættelse af Srila Prabhupadas bog The Nectar of Instruction, hans oversættelse af og kommentarer til Rupa Gosvamis Upadesamrta. Bogen består af elleve vers plus et forord.

Forord

Krishnabevidsthedsbevægelsen ledes under tilsyn af Srila Rupa Gosvami. Gaudiya-vaisnavaer, bengalske vaisnavaer, er for størstedelens vedkommende tilhængere af Sri Caitanya Mahaprabhu, som Vrindavanas seks Gosvamier er direkte disciple af. Derfor har Srila Narottama dasa Thakura sunget:

rupa-raghunatha-pade ha-ibe akuti
kabe hama bujhaba se yugala-piriti

“Når jeg bliver ivrig efter at forstå den litteratur, der er givet af Gosvamierne, vil jeg blive i stand til at forstå Radha og Krishnas transcendentale kærlighedsaffærer.” Sri Caitanya Mahaprabhu kom for at skænke menneskesamfundet den velsignelse, som videnskaben om Krishna er. De mest ophøjede af alle Herren Krishnas aktiviteter er Hans lege af ægteskabelig kærlighed med gopi-pigerne. Sri Caitanya Mahaprabhu viste Sig med Srimati Radharani, den bedste af gopiernes, mentalitet. For at forstå Herren Sri Caitanya Mahaprabhus mission og følge i Hans fodspor må man derfor med stor alvor følge i fodsporene på de seks Gosvamier – Sri Rupa, Sanatana, Bhatta Raghunatha, Sri Jiva, Gopala Bhatta og Dasa Raghunatha.

Sri Rupa Gosvami var lederen af disse Gosvamier, og for at vejlede vores aktiviteter gav han os denne Upadesamrta (Instruktionens nektar), som vi kan følge. På samme måde, som Sri Caitanya Mahaprabhu efterlod Sig otte vers, der er kendte som Siksastaka, gav Rupa Gosvami os Upadesamrta, så vi kan blive rene vaisnavaer.

I alle åndelige anliggender er ens første pligt at beherske sit sind og sine sanser. Medmindre man behersker sit sind og sine sanser, kan man ikke gøre noget fremskridt i sit åndelige liv. Alle, der befinder sig i denne materielle verden, er opslugte af lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter. Man er nødt til at hæve sig selv til godhedens stadie, sattva-guna, ved at følge Rupa Gosvamis instruktioner. Så vil alt med hensyn til, hvordan man gør yderligere fremskridt, blive åbenbaret.

At gøre fremskridt i Krishnabevidsthed afhænger af efterleverens indstilling. En tilhænger af Krishnabevidsthedsbevægelsen bør blive en perfekt gosvami. Vaisnavaer er almindeligvis kendte som gosvamier. I Vrindavana er det den titel, som lederen af hvert eneste tempel er kendt under. Den, der ønsker at blive en perfekt hengiven af Krishna, er nødt til at blive gosvami. Go betyder “sanserne”, og svami betyder “herren”. Medmindre man behersker sine sanser og sit sind, kan man ikke blive gosvami. For at opnå den højeste fuldkommengørelse af livet ved at blive gosvami og derefter blive Herrens rene hengivne er man nødt til at følge de instruktioner, der er kendte som Upadesamrta, der er blevet givet af Srila Rupa Gosvami. Srila Rupa Gosvami har givet os mange andre bøger såsom Bhakti-rasamrta-sindhu, Vidagdha-madhava og Lalita-Madhava, men Upadesamrta udgør de første instruktioner for nye hengivne. Man bør følge disse instruktioner meget nøje. Så vil det være lettere at fuldkommengøre sit liv. Hare Krishna.

A.C. Bhaktivedanta Swami

20. september 1975, Visvarupa-mahotsava

Krishna-Balarama Mandira

Ramana-reti, Vrindavana, Indien

TEKST 1

vaco vegam manasah krodha-vegam
jihva-vegam udaropastha-vegam
etan vegan yo visaheta dhirah
sarvam apimam prthivim sa sisyat

En sober person, der kan tolerere trangen til at tale, sindets krav, vredens indvirkninger samt tungen, maven og kønsdelenes tilskyndelser, er kvalificeret til at lave disciple over hele verden.

FORKLARING: I Srimad-Bhagavatam (6.1.9-10) stillede Pariksit Maharaja et antal intelligente spørgsmål til Sukadeva Gosvami. Et af disse spørgsmål var: “Hvorfor foretager folk udsoning, når de ikke kan beherske deres sanser?” For eksempel kan en tyv udmærket vide, at han kan blive arresteret for sine tyverier, og han kan ligefrem se en tyv blive arresteret af politiet, men alligevel fortsætter han med at stjæle. Man høster erfaringer ved at lytte og se. Den, der er mindre intelligent, samler sig erfaringer ved at se, og den, der er mere intelligent, samler sig erfaringer ved at lytte. Når en intelligent person hører fra lovbøgerne og sastraerne, skrifterne, at tyveri ikke er godt, og at en tyv straffes, når han bliver arresteret, afholder han sig fra tyveri. En mindre intelligent person er måske først nødt til at blive arresteret og straffet for at kunne lære at holde op med at stjæle. Men en slyngel, et tåbeligt menneske, kan imidlertid have høstet erfaringer både gennem at høre og se og er måske endda blevet straffet, men alligevel fortsætter han med at stjæle. Selv hvis sådan en person udsoner og straffes af staten, vil han igen begå tyveri, så snart han kommer ud af fæng-slet. Hvis afstraffelse i et fængsel betragtes som udsoning, hvad gavner da en sådan udsoning? Derfor spurgte Pariksit Maharaja:

drsta-srutabhyam yat papam
janann apy atmano ‘hitam
karoti bhuyo vivasah
prayascittam atho katham

kvacin nivartate ‘bhadrat
kvacic carati tat punah
prayascittam atho ‘partham
manye kuñjara-saucavat

Han sammenlignede udsoning med en elefants bad. Elefanten tager sig et godt bad i floden, men så snart den kommer op på bredden, kaster den støv ud over hele sin krop. Hvad er da værdien af dens bad? På samme måde er der mange åndelige praktikanter, der synger Hare Krishna maha-mantraet og på samme tid gør mange forbudte ting, da de tror, at deres recitation vil modvirke deres forseelser. Blandt de ti former for forseelser, man kan begå under fremsigelsen af Herrens hellige navn, kaldes denne forseelse namno balad yasya hi papa-buddhih, at begå syndige handlinger på Hare Krishna maha-mantraets styrke. Ligeledes går visse kristne i kirke for at skrifte deres synder i den tro, at det at skrifte deres synder over for en præst og udøve én eller anden form for bodsøvelse vil befri dem fra resultaterne af deres ugentlige synder. Så snart søndagen er gået, og mandagen kommer, genoptager de atter deres syndige handlinger, mens de forventer at modtage tilgivelse næste søndag. Denne form for prayascitta, udsoning, fordømmes af Pariksit Maharaja, der var den mest intelligente konge på sin tid. Sukadeva Gosvami, der var lignende intelligent, som det passede sig for Maharaja Pariksits åndelige mester, svarede kongen og bekræftede, at hans udtalelse angående udsoning var korrekt. En syndig handling kan ikke modvirkes med en from handling. Ægte prayascitta, udsoning, er således genoplivningen af vores slumrende Krishnabevidsthed.

Ægte udsoning indebærer, at man kommer til virkelig kundskab, og for at opnå dette er der en standardproces. Når man følger en systematisk hygiejnisk proces, bliver man ikke syg. Det er meningen, at et menneske skal oplæres efter bestemte principper for at genoplive sin oprindelige kundskab. Et sådant metodisk liv beskrives som tapasya. Man kan gradvist blive hævet til virkelig kundskab, Krishnabevidsthed, ved at praktisere askese og cølibat (brahmacarya), ved at beherske sindet, ved at beherske sanserne, ved at give afkald på sine besiddelser gennem velgørenhed, ved at være uforbeholdent sandfærdig, ved at overholde renlighed og ved at praktisere yoga-asanaer. Hvis man imidlertid er så heldig at få en ren hengivens selskab, kan man med lethed overgå alle former for udøvelse af den mystiske yoga-proces, hvis mål er at beherske sindet, blot ved at følge Krishnabevidsthedens regulative processer – afholdelse fra utilladelig sex, kødspisning, beruselse og spil – og ved at engagere sig i den Højeste Herres tjeneste under den ægte åndelige mesters vejledning. Denne lette proces anbefales af Srila Rupa Gosvami.

Først må man beherske sin taleevne. Enhver af os har evnen til at tale. Så snart vi får mulighed for det, begynder vi at tale. Hvis vi ikke taler om Krishnabevidsthed, taler vi om alle mulige meningsløse ting. En tudse på en mark taler ved at kvække, og på samme måde ønsker alle, der har en tunge, at tale, selv om alt, de har at sige, er meningsløst. Tudsens kvækken inviterer imidlertid blot slangen: “Kom her og spis mig.” Ikke desto mindre fortsætter tudsen med at kvække, selv om den inviterer døden.

Materialistiske mennesker og upersonlige mayavadi-filosoffers tale kan sammenlignes med frøers kvækken. De siger altid en masse vrøvl og inviterer således døden til at komme og fange dem. At beherske talen betyder imidlertid ikke selvpåtvungen tavshed (den ydre proces, der kaldes mauna), som mayavadi-filosofferne tror det. Tavshed kan synes at hjælpe et stykke tid, men til sidst vil det vise sig at være forfejlet. Betydningen af behersket tale, som det tilkendegives af Srila Rupa Gosvami, er at engagere sig i den positive proces Krishna-katha, hvor man engagerer taleprocessen i at forherlige den Højeste Herre, Sri Krishna. Tungen kan på denne måde forherlige Herrens navn, form, kvaliteter og lege. Den, der prædiker Krishna-katha, befinder sig altid uden for dødens favntag. Så stor betydning har beherskelsen af trangen til at tale.

Sindets rastløshed eller flakken (mano-vega) beherskes, når man er i stand til at fæstne sit sind på Krishnas lotusfødder. Ifølge Caitanya-caritamrta (Madhya 22.31):

krsna – surya-sama; maya haya andhakara
yahan krsna, taha nahi mayara adhikara

“Krishna er ligesom Solen, og maya er ligesom mørket. Når Solen er til stede, kan der ikke være tale om mørke. Hvis Krishna på samme måde er til stede i sindet, er der ingen mulighed for, at sindet bliver ophidset af mayas indflydelse.”

Den yogiske proces med at fornægte alle materielle tanker vil ikke være til nogen hjælp. Det er kunstigt at forsøge at skabe et vakuum i sindet. Dette vakuum vil ikke vare ved. Hvis man imidlertid altid tænker på Krishna, og hvordan man bedst kan tjene Krishna, vil ens sind helt naturligt være behersket.

Vrede kan beherskes på samme måde. Vi kan ikke fuldstændigt standse al vrede, men hvis vi blot bliver vrede på dem, der bespotter Herren og Herrens hengivne, kan vi beherske vores vrede i Krishnabevidsthed. Herren Caitanya Mahaprabhu blev vred på de skurkagtige brødre Jagai og Madhai, der bespottede og slog Nityananda Prabhu. I Sin Siksastaka skrev Herren Caitanya, trnad api sunicena taror api sahisnuna: “Man bør være mere ydmyg end græsset og mere tolerant end træet.” Man kan så spørge, hvorfor Herren udviste Sin vrede. Pointen er, at man skal være parat til at tolerere alle fornærmelser, der begås mod én selv, men når Krishna eller Hans rene hengivne bespottes, bliver en ægte hengiven vred og reagerer som ild over for bespotterne. Krodha, vrede, kan ikke standses, men den kan rettes mod det rigtige objekt. Det var i vrede, at Hanuman satte ild på Lanka, men alligevel tilbedes han som Herren Ramacandras største hengivne. Det betyder, at han anvendte sin vrede på den rette måde. Arjuna tjener som et andet eksempel. Han var uvillig til at kæmpe, men Krishna ansporede hans vrede: “Du er nødt til at kæmpe!” At kæmpe uden vrede er ikke muligt. Vrede bliver imidlertid behersket, når den udnyttes i Herrens tjeneste.

Hvad angår tungens tilskyndelser, oplever vi alle, at tungen ønsker at spise velsmagende retter. Almindeligvis må vi ikke tillade tungen at spise efter sit eget valg, men vi bør beherske tungen ved at give den prasada. Den hengivnes indstilling er, at han kun vil spise, når Krishna giver ham prasada. Det er måden at beherske tungens tilskyndelser på. Man bør indtage prasada på fastlagte tidspunkter, og man bør ikke spise i restauranter eller slikbutikker blot for at tilfredsstille tungen eller mavens luner. Hvis vi overholder princippet om kun at spise prasada, kan maven og tungens tilskyndelser beherskes.

På lignende måde kan kønsdelenes tilskyndelser, seximpulsen, beherskes, når denne ikke udnyttes unødvendigt. Kønsdelene bør udnyttes til at få et Krishnabevidst barn, ellers bør de ikke udnyttes. Krishnabevidsthedsbevægelsen opmuntrer til ægteskab, ikke for at tilfredsstille kønsdelene, men for at få Krishnabevidste børn. Så snart børnene er vokset en smule op, sendes de til vores gurukula-skole, hvor de uddannes til at blive fuldt ud Krishnabevidste hengivne. Der er brug for mange sådanne Krishnabevidste børn, og den, der er i stand til at få Krishnabevidst afkom, har lov til at bruge sine kønsdele.

Når man helt har vænnet sig til metoderne i Krishnabevidst beherskelse, kan man blive kvalificeret til at blive en ægte åndelig mester.

I sin Anuvrtti-forklaring af Upadesamrta skriver Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura, at vores materielle identifikation skaber tre former for tilskyndelser – trangen til at tale, sindets tilskyndelser eller krav og kroppens krav. Når et levende væsen bliver offer for disse tre tilskyndelser, bliver dets liv ulykkesbringende. Den, der øver sig i at modstå disse krav eller tilskyndelser, kaldes tapasvi, én, der praktiserer askese. Gennem en sådan tapasya kan man blive fri for at være offer for den materielle energi, Guddommens Højeste Personligheds ydre energi.

Når vi taler om trangen til at tale, henviser vi til nytteløs tale, såsom de upersonlige mayavadi-filosoffers eller talen fra personer, der er optagede af frugtbærende aktiviteter (der formelt kaldes karma-kanda), eller materialistiske mennesker, der blot ønsker at nyde livet uden restriktioner. Al sådan tale eller litteratur er praktiske fremvisninger af trangen til at tale. Der er mange mennesker, der taler meningsløst og skriver bind på bind af ubrugelige bøger, hvilket altsammen er resultat af trangen til at tale. For at modvirke denne tendens er vi nødt til at rette vores tale til emner om Krishna. Det forklares i Srimad-Bhagavatam (1.5.10-11):

na yad vacas citra-padam harer yaso
jagat-pavitram pragrnita karhicit
tad vayasam tirtham usanti manasa
na yatra hamsa niramanty usik-ksayah

“De ord, der ikke beskriver Herrens herligheder, der alene kan helliggøre hele universets atmosfære, anses af helgenagtige personer for at være som et pilgrimssted for krager. Siden de fuldkomne perfekte personer hører hjemme i det transcendentale rige, finder de ingen nydelse der.”

tad-vag-visargo janatagha-viplavo
yasmin prati-slokam abaddhavaty api
namany anantasya yaso ‘nkitani yat
srnvanti gayanti grnanti sadhavah

“På den anden side er den litteratur, der er fuld af beskrivelser af de transcendentale herligheder ved den ubegrænsede Højeste Herres navn, berømmelse, former, lege osv., en anden form for frembringelse, der er fuld af transcendentale ord rettet mod at skabe en revolution i denne verdens vildledte civilisations ugudelige liv. En sådan transcendental litteratur høres, synges og accepteres, selv om den ikke er perfekt forfattet, af rensede mennesker, der er gennemgribende ærlige.”

Konklusionen er, at kun når vi taler om hengiven tjeneste til Guddommens Højeste Personlighed, kan vi afholde os fra nytteløs, meningsløs tale. Vi må altid tilstræbe udelukkende at benytte vores taleevne til at realisere Krishnabevidsthed. (Fortsættes i næste nummer)