Af Srila Prabhupada
Her fortsætter oversættelsen af Srila Prabhupadas bog The Nectar of Instruction, hans oversættelse af og kommentarer til Rupa Gosvamis Upadesamrta.
Alle levende væsener i denne materielle verden står i virkeligheden under kontrol af mahamaya, hvis opgave det er at underlægge dem de trefoldige lidelser: adhidaivika-klesa (lidelser forårsaget af halvguderne såsom tørke, jordskælv og storme), adhibhautika-klesa (lidelser forårsaget af andre levende væsener såsom insekter eller fjender) og adhyatmika-klesa (lidelser forårsaget af ens egen krop eller sind såsom mentale og fysiske svagheder). Daiva-bhutatma-hetavah: De betingede sjæle, der er underlagte disse tre former for lidelser via den ydre energis styring, gennemgår forskellige vanskeligheder.
Hovedproblemet, der konfronterer de betingede sjæle, er gentagelsen af fødsel, alderdom, sygdom og død. I den materielle verden er man nødt til at arbejde for kroppen og sjælens opretholdelse, men hvordan kan man udføre et sådant arbejde på en måde, så det er gunstigt for udøvelsen af Krishnabevidsthed? Alle behøver besiddelser såsom føde, klæder, penge og andre ting, der er nødvendige for kroppens opretholdelse, men man bør ikke samle sig mere, end hvad der er nødvendigt for at dække sine faktiske grundlæggende behov. Hvis man følger dette naturlige princip, vil der ikke være nogen vanskeligheder forbundet med kroppens opretholdelse.
Ifølge naturens arrangement spiser eller samler levende væsener, der befinder sig længere nede på den evolutionære skala, ikke mere end nødvendigt. Som følge deraf er der almindeligvis ingen økonomiske problemer eller mangel på fornødenheder i dyreriget. Hvis man stiller en sæk ris på et offentligt sted, vil fuglene komme for at spise nogle korn og så forsvinde. Et menneske vil imidlertid tage hele sækken med sig. Det vil spise alt det, dets mave kan rumme, og derefter forsøge at gemme resten til senere. Ifølge skrifterne er denne samling af mere (atyahara), end hvad der er nødvendigt, forbudt. I dag lider hele verden på grund af dette.
At samle og spise mere end nødvendigt, forårsager også prayasa, unødvendig bestræbelse. Ved Guds arrangement kan enhver i en hvilken som helst del af verden leve ganske fredfyldt, hvis han har et stykke jord og en ko at malke. Det er ikke nødvendigt for mennesket at rejse fra det ene sted til det andet for at tjene til sit underhold, for man kan dyrke korn lokalt og få mælk fra køer. Dette kan løse alle økonomiske problemer. Lykkeligvis er mennesket blevet givet en højere intelligens til kultivering af Krishnabevidsthed eller forståelse af Gud, sit forhold til Ham og livets yderste mål, kærlighed til Gud. Uheldigvis udnytter såkaldte civiliserede mennesker, der er ligeglade med Gudserkendelse, deres intelligens til at skaffe sig mere end nødvendigt og spise blot for at tilfredsstille tungen. Ved Guds arrangement findes der tilstrækkelige muligheder for produktion af mælk og korn til hele verdens befolkning, men i stedet for at udnytte deres højere intelligens til at kultivere Gudsbevidsthed misbruger såkaldte intelligente mennesker deres intelligens til at producere mange unødvendige og uønskede ting. Således åbnes der fabrikker, slagterier, bordeller og barer. Hvis folk rådes til ikke at samle sig for mange ting, spise for meget eller arbejde unødvendigt for at besidde kunstige bekvemmeligheder, tror de, at de rådes til at vende tilbage til en primitiv livsstil. Almindeligvis bryder folk sig ikke om at acceptere enkel levevis og høj tænkning. Det er deres uheldige situation.
Menneskelivet er beregnet til Gudserkendelse, og mennesket er blevet givet en højere intelligens til dette formål. De, der tror, at formålet med denne højere intelligens er at opnå en højere tilstand, bør følge den vediske litteraturs instruktioner. Ved at få sådanne instruktioner fra højere autoriteter kan man for alvor blive etableret i fuldkommen kundskab og give livet virkelig mening.
I Srimad-Bhagavatam (1.2.9) beskriver Sri Suta Gosvami den rette menneskelige dharma på denne måde:
dharmasya hy apavargyasya
nartho ‘rthayopakalpate
narthasya dharmaikantasya
kamo labhaya hi smrtah
“Alle beskæftelsesmæssige engagementer (dharma) har helt afgjort til formål at opnå den højeste befrielse. De bør aldrig udføres med materiel vinding for øje. Ydermere må den, der er engageret i den højeste beskæftelsesmæssige tjeneste (dharma), aldrig udnytte materiel vinding til at kultivere sansetilfredsstillelse.”
Det første skridt i menneskelig civilisation består af beskæftigelsesmæssige engagementer, der udøves i forhold til skrifternes påbud. Menneskets højere intelligens bør oplæres til at forstå grundlæggende dharma. I menneskesamfundet findes der forskellige religiøse opfattelser, der er karakteriseret som hinduisme, kristendom, jødedom, muhammedanisme, buddhisme osv., for uden religion er menneskesamfundet ikke bedre end dyresamfundet.
Som det er udtrykt ovenfor (dharmasya hy apavargyasya nartho ‘rthayopakalpate), er religion til for at opnå frigørelse og ikke for at skaffe brød. Undertiden skaber menneskesamfundet et system af såkaldt religion, der er rettet mod materiel fremgang, men dette er langt fra den ægte dharmas formål. Religion indebærer forståelse af Guds love, for den rette udøvelse af disse love fører i sidste ende én ud af den materielle indvikling. Det er det virkelige formål med religion. Uheldigvis accepterer folk religion for at erhverve sig materiel velstand på grund af atyahara eller et overdrevent begær efter en sådan velstand. Ægte religion instruerer imidlertid folk til at være tilfredse med livets blotte nødvendigheder, mens de kultiverer Krishnabevidsthed. Selv om vi behøver økonomisk udvikling, tillader ægte religion den kun i den udstrækning, den er nødvendig for at forsyne os med den materielle eksistens’ blotte nødvendigheder. Jivasya tattva-jijnasa: Livets virkelige formål er at spørge ind til den Absolutte Sandhed. Hvis vores bestræbelse (prayasa) ikke går ud på at spørge ind til den Absolutte Sandhed, vil vi blot forøge vores bestræbelse på at tilfredsstille vores kunstige behov. Den, der aspirerer til åndeligt liv, bør undgå verdslige bestræbelser.
En anden hindring er prajalpa, unødvendig tale. Når vi mødes med nogle venner, begynder vi omgående unødvendig tale og lyder således ligesom kvækkende frøer. Hvis vi er nødt til at tale, bør vi tale om Krishnabevidsthedsbevægelsen. De, der står uden for Krishnabevidsthedsbevægelsen, er interesserede i at læse stakkevis af aviser, magasiner og noveller, løse krydsord og gøre mange andre meningsløse ting. På denne måde spilder folk simpelthen deres dyrebare tid og energi. I de vestlige lande beskæftiger gamle mennesker, der har trukket sig tilbage fra det aktive liv, sig med kortspil, fiskeri, fjernsyn og diskussion af nytteløse samfundsmæssige og politiske planer. Disse og alle andre meningsløse aktiviteter er inkluderet i prajalpa-kategorien. Intelligente personer, der er interesserede i Krishnabevidsthed, bør aldrig tage del i sådanne aktiviteter.
Jana-sanga refererer til omgang med personer, der ikke er interesserede i Krishnabevidsthed. Man må omhyggeligt undgå et sådant selskab. Srila Narottama dasa Thakura har derfor rådet os til udelukkende at leve i selskab med Krishnabevidste hengivne (bhakta-sana vasa). Man bør altid engagere sig i Herrens tjeneste i selskab med Herrens hengivne. At være sammen med dem, der er beskæftigede i samme fag som én selv, er meget befordrende for fremgang i dette fag. Som følge deraf danner materialistiske personer forskellige former for selskaber og klubber for at forbedre deres bestræbelser. For eksempel finder vi i forretningsverdenen institutioner som børsmarkeder og handelskamre. På samme måde har vi oprettet Det Internationale Samfund for Krishnabevidsthed for at give folk en mulighed for at dyrke omgang med dem, der ikke har glemt Krishna. Dette åndelige samvær, der tilbydes af vores ISKCON-bevægelse, vokser dag for dag. Mange mennesker fra forskellige dele af verden slutter sig til dette samfund for at vække deres slumrende Krishnabevidsthed.
Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura skriver i sin Anuvrtti-kommentar, at for store bestræbelser på at erhverve sig kundskab som dem, intellektuelle spekulatører eller tørre filosoffer gør sig, falder ind under atyahara-kategorien (at samle sig mere end nødvendigt). Ifølge Srimad-Bhagavatam er de bestræbelser, som filosofiske spekulanter gør sig for at skrive bind på bind af bøger om tør filosofi, der helt mangler Krishnabevidsthed, helt omsonst. Det arbejde, som karmier gør for at skrive bøger om økonomisk udvikling, falder også ind under atyahara-kategorien. Ligeledes befinder de, der intet ønske har om at opnå Krishnabevidsthed, og som blot er interesserede i at besidde flere og flere materielle ting, enten i form af videnskabelig kundskab eller økonomisk vinding, sig under atyaharas kontrol.
Karmier arbejder kun for at samle sig flere og flere penge til fremtidens generationer, for de kender ikke deres egen fremtidige situation. Sådanne tåbelige personer, der udelukkende er interesserede i at skrabe flere og flere penge sammen til deres børn og børnebørn, ved intet om, hvad deres egen situation i deres næste liv vil blive. Der findes mange eksempler, der illustrerer dette. Engang samlede en stor karmi en anseelig formue sammen til sine børn og børnebørn, men senere hen tog han i henhold til sin tidligere karma fødsel i en skomagers hus tæt ved den bygning, han i sit tidligere liv havde bygget til sine børn. Det hændte da, at da denne skomager kom hen til sit forhenværende hus, blev han tævet med sko af sine tidligere sønner og sønnesønner. Medmindre karmier og jnanier bliver interesseret i Krishnabevidsthed, vil de blot fortsætte med at spilde deres liv med frugtesløse handlinger.
At acceptere nogle af skrifternes regler og reguleringer for at opnå en øjeblikkelig fordel, som tilhængere af nyttemoralen er fortalere for, kaldes niyama-aagraha, og at tilsidesætte sastraernes regler og reguleringer, der er beregnet til åndelig udvikling, kaldes niyama-agraha. Order aagraha betyder “ivrighed efter at acceptere”, og agraha betyder “undlade at acceptere”. Ved at tilføje et hvilket som helst af disse to ord til order niyama (“regler og reguleringer”) dannes ordet niyamagraha. Således har niyamagraha en dobbelt betydning, der forstås i forhold til den bestemte kombination af ord. De, der er interesserede i Krishnabevidsthed, bør ikke være ivrige efter at acceptere regler og reguleringer for at opnå økonomisk fremgang, men stadigvæk meget trofast acceptere skrifternes regler og reguleringer for at gøre fremskridt i Krishnabevidsthed. De skal strengt følge de regulative principper ved at undgå utilladt sex, kødspisning, spil og beruselse.
Man skal også undgå at omgås med mayavadier, der blot bespotter vaisnavaer (hengivne). Bhukti-kamier, der er interesserede i materiel lykke, mukti-kamier, der ønsker befrielse ved at indgå i det formløse Absoluttes (Brahmans) eksistens, og siddhi-kamier, der ønsker perfektion i den mystiske yoga-praksis, klassificeres allesammen som atyaharier. At omgås med sådanne personer er overhovedet ikke ønskværdigt.
Ønsker om at udvide sindet ved at fuldkommengøre den mystiske yoga, indgå i Brahmans eksistens eller opnå flygtig materiel velstand inkluderes alle i kategorien laulya eller grådighed. Alle forsøg på at opnå sådanne materielle fordele eller såkaldte åndelige fremskridt er hindringer på vejen til Krishnabevidsthed. (Fortsættes i næste nummer)