Af Srila Prabhupada

Her fortsætter oversættelsen af Srila Prabhupadas bog The Nectar of Instruction, hans oversættelse af og kommentarer til Rupa Gosvamis Upadesamrta.

Hvad angår det flagrende sinds ophidselser, inddeles de i to. Den første kaldes avirodha-priti eller uindskrænket tilknytning, og den anden kaldes virodha-yukta-krodha, vrede, der udspringer af frustration. Tilknytning til mayavadiernes filosofi, tro på karma-vadiernes frugtbærende resultater og tro på planer, der er baseret på materialistiske begær, kaldes avirodha-priti. Jnanier, karmier og materialistiske planlæggere tiltrækker sig almindeligvis de betingede sjæles opmærksomhed, men når materialisterne ikke kan gennemføre deres planer, og når deres påfund frustreres, bliver de vrede. Frustration af materielle ønsker skaber vrede.

På samme måde kan kroppens krav inddeles i tre kategorier – tungen, maven og kønsdelenes krav. Man kan hæfte sig ved, at disse tre sanser rent fysisk befinder sig på en ret linie, hvad kroppen angår, og at de kropslige krav begynder med tungen. Hvis man kan indskrænke tungens krav ved at begrænse dens aktiviteter til at spise prasada, kan maven og kønsdelenes tilskyndelser automatisk blive behersket. I denne forbindelse skriver Srila Bhaktivinoda Thakura:

sarira avidya-jala, jadendriya tahe kala
jive phele visaya-sagare, ta’ra madhye jihva ati, lobhamaya sudurmati,
ta’ke jeta kathina samsare, krsna bada dayamaya, karibare jihva jaya,
sva-prasada-anna dila bhai, sei annamrta khao, radha-krsna-guna gao,
preme daka caitanya-nitai

“O Herre! Denne materielle krop er en klump af uvidenhed, og sanserne er et netværk af veje, der fører til døden. På én eller anden måde er vi faldet ned i et hav af materiel sansenydelse, og af alle sanserne er tungen den mest grådige og ustyrlige. Det er meget vanskeligt at få bugt med tungen i denne verden, men Du, kære Krishna, er meget god mod os. Du har sendt denne dejlige prasada for at hjælpe os med at besejre tungen. Lad os derfor spise denne prasada til vores fulde tilfredsstillelse og forherlige Det Guddommelige Par, Sri-Sri Radha og Krishna, og i kærlighed bede om Herren Caitanya og Prabhu Nityanandas hjælp.”

Der findes seks former for rasaer (smag), og hvis man bliver ophidset af nogle af disse, bliver man styret af tungens krav. Nogle mennesker er tiltrukkede af at spise kød, fisk, krabber, æg og andre ting, der er frembragt af sæd og blod og spises i form af døde kroppe. Andre er tiltrukkede af at spise grøntsager, slyngplanter, spinat eller mælkeprodukter, men altsammen for at tilfredsstille tungens krav. Sådan en spisning for at opnå sansetilfredsstillelse inklusive brugen af ekstra mængder af krydderier såsom chili og tamarinde bør opgives af Krishnabevidste personer. Brugen af betelblade, haritaki, betelnødder, forskellige krydderier, der bruges til tilberedelse af betelbladene, tobak, LSD, marijuana, opium, spiritus, kaffe og te involverer man sig i for at opfylde uretmæssige krav. Hvis vi kan overholde udelukkende at acceptere resterne af mad, der er ofret til Krishna, er det muligt at blive fri for at være mayas ofre. Grøntsager, korn, frugter, mælkeprodukter og vand er den rette føde at ofre til Herren, som Herren Krishna Selv foreskriver det. Hvis man imidlertid kun accepterer prasada på grund af dens velsmag og således spiser for meget, bliver man også offer for at forsøge at tilfredsstille tungens krav. Sri Caitanya Mahaprabhu lærte os at undgå meget velsmagende retter, selv når man spiser prasada. Hvis vi ofrer velsmagende retter til Deiteten med den hensigt at spise sådan en dejlig mad, er vi involverede i at forsøge at tilfredsstille tungens krav. Hvis vi accepterer en rig mands invitation med den tanke, at vi vil få velsmagende mad, forsøger vi også at tilfredsstille tungens krav. I Caitanya-caritamrta (Antya 6.227) står der:

jihvara lalase yei iti-uti dhaya
sisnodara-parayana krsna nahi paya

“Den person, der løber her og der for at søge tilfredsstillelse for sin smagssans, og som altid er knyttet til sin mave og kønsdeles begær, kan ikke opnå Krishna.”

Som tidligere nævnt befinder tungen, maven og kønsdelene sig alle på en ret linie, og de tilhører samme kategori. Herren Caitanya har sagt, bhala na khaibe ara bhala na paribe: “Klæd jer ikke luksuriøst og spis ikke velsmagende mad.” (Cc. Antya 6.236)

De, der lider af mavesygdomme, må være ude af stand til at beherske mavens tilskyndelser, i det mindste ifølge denne analyse. Når vi ønsker at spise mere end nødvendigt, skaber vi os automatisk mange ubehageligheder i livet. Hvis vi imidlertid overholder fastedage som ekadasi og Janmastami, kan vi betvinge mavens krav.

Hvad angår kønsdelenes tilskyndelser, findes der to slags – retmæssige og uretmæssige eller tilladt og utilladt sex. Når en mand er blevet moden, kan han gifte sig i overensstemmelse med sastraernes regler og reguleringer og udnytte sine kønsdele til at få gode børn. Det er retmæssigt og religiøst. I modsat fald tager man måske mange kunstige metoder i brug for at tilfredsstille kønsdelenes krav og udviser måske ingen tilbageholdenhed. Når man indlader sig på uretmæssig sex, som det defineres i sastraerne, enten ved at tænke på, planlægge, tale om eller rent faktisk at have sex eller ved at tilfredsstille kønsdelene på kunstige måder, fanges man i mayas kløer. Disse instruktioner gælder ikke kun husholdere, men også tyagier, der befinder sig i den forsagende livsorden. I sin bog Prema-vivarta skriver Sri Jagadananda Pandita i syvende kapitel:

vairagi bhai gramya-katha na sunibe kane
gramya-varta na kahibe yabe milibe ane
svapane o na kara bhai stri-sambhasana
grhe stri chadiya bhai asiyacha vana
yadi caha pranaya rakhite gaurangera sane
chota haridasera katha thake yena mane
bhala na khaibe ara bhala na paribe
hrdayete radha-krsna sarvada sevibe

“Min kære bror, du befinder dig i den forsagende livsorden og bør ikke lytte til tale om almindelige verdslige ting. Ej heller bør du tale om verdslige ting, når du mødes med andre. Tænk ikke på kvinder, selv ikke i drømme. Du har accepteret den forsagende livsorden med et løfte, der forbyder dig at omgås med kvinder. Hvis du ønsker at omgås med Caitanya Mahaprabhu, bør du altid huske Chota Haridasas tilfælde, og hvordan han blev forkastet af Herren. Spis ikke luksuriøse retter og klæd dig ikke i fornemme klæder, men forbliv altid ydmyg og tjen Det Guddommelige Par Sri-Sri Radha-Krishna i dit hjertes hjerte.”

Konklusionen er, at den, der kan beherske disse seks ting – tale, sind, vrede, tunge, mave og kønsdele – kan kaldes svami eller gosvami. Svami betyder herre, og gosvami betyder herre over go, sanserne. Når man accepterer den forsagende livsorden, antager man automatisk titlen svami. Det betyder ikke, at man er herre over sin familie, omgangskreds eller samfund. Man er herre over sine sanser. Medmindre man er herre over sine sanser, må man ikke kaldes gosvami, men go-dasa, sansernes tjener. Ved at følge i fodsporene på Vrindavanas seks Gosvamier skal alle svamier og gosvamier fuldstændigt engagere sig i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste. I modsætning til dette engagerer go-dasaer sig i sansernes tjeneste eller i den materielle verdens tjeneste. Det er deres eneste beskæftigelse. Prahlada Maharaja har yderligere beskrevet godasa som adanta-go, hvilket refererer til den, hvis sanser ikke beherskes. En adanta-go kan ikke blive Krishnas tjener. I Srimad-Bhagavatam (7.5.30) har Prahlada Maharaja sagt:

matir na krsne paratah svato va
mitho ‘bhipadyeta grhavratanam
adanta-gobhir visatam tamisram
punah punas carvita-carvananam

“For dem, der har besluttet sig for at fortsætte deres eksistens i denne materielle verden for at tilfredsstille deres sanser, er der ingen chance for at blive Krishnabevidst, hverken ved personlig indsats, gennem andres instruktioner eller gennem fælles konferencer. De trækkes ind i uvidenhedens mørkeste region af de tøjlesløse sanser, og således engagerer de sig helt vanvittigt i, hvad der kaldes “at tygge det allerede tyggede”.

TEKST 2

atyaharah prayasas ca
prajalpo niyamagrahah
jana-sangas ca laulyam ca
sadbhir bhaktir vinasyati

OVERSÆTTELSE

Ens hengivne tjeneste ødelægges, når man bliver for indviklet i de følgende seks aktiviteter: 1) at spise mere end nødvendigt eller at samle flere midler end påkrævet; 2) at bestræbe sig for meget efter svært opnåelige verdslige ting; 3) at tale unødvendigt om verdslige emner; 4) at praktisere skrifternes regler og reguleringer udelukkende for at følge dem og ikke for at gøre åndelige fremskridt eller at afvise skrifternes regler og reguleringer og handle uafhængigt eller lunefuldt; 5) at omgås med verdsligtsindede personer, der ikke er interesserede i Krishnabevidsthed og 6) at være grådig efter verdslige præstationer.

FORKLARING

Menneskelivet er beregnet til enkel levevis og høj tænkning. Siden alle betingede levende væsener står under kontrol af Herrens tredje energi, er denne materielle verden skabt, så man er nødt til at arbejde. Guddommens Højeste Personlighed har tre primære energier eller kræfter. Den første kaldes antaranga-sakti, den indre energi. Den anden kaldes tatastha-sakti, den marginale energi. Den tredje kaldes bahiranga-sakti, den ydre energi. De levende væsener udgør den marginale energi og befinder sig mellem de indre og ydre energier. Da jivatmaerne, de atomiske levende væsener, er underordnede som Guddommens Højeste Personligheds evige tjenere, må de forblive under kontrol af enten den indre eller den ydre energi. Når de befinder sig under den indre energis kontrol, udviser de deres naturlige konstitutionelle aktivitet, der er konstant engagement i Herrens hengivne tjeneste. Det angives i Bhagavad-gita (9.13):

mahatmanas tu mam partha
daivim prakrtim asritah
bhajanty ananya-manaso
jnatva bhutadim avyayam

“O Prthas søn, de store sjæle, der ikke er vildledte, står under den guddommelige naturs beskyttelse. De er fuldt ud engagerede i hengiven tjeneste, for de kender Mig som Guddommens Højeste Personlighed, der er oprindelig og uudtømmelig.”

Ordet mahatma refererer til dem, der er åbentsindede og ikke forkrøblede. Forkrøblede personer, der altid har travlt med at tilfredsstille deres sanser, udvider undertiden deres aktiviteter for at gøre noget for andre gennem én eller anden “isme” såsom nationalisme, humanisme eller altruisme. Muligvis giver de afkald på personlig sansetilfredsstillelse til fordel for andres sansetilfredsstillelse såsom deres familiemedlemmer, fællesskab eller samfund, enten nationalt eller internationalt. I virkeligheden er alt dette udvidet sansetilfredsstillelse fra personlig til fælles til samfundsmæssig. Det kan altsammen være udmærket set fra det materialistiske synspunkt, men sådanne handlinger har ingen åndelig værdi. Sådanne handlingers grundlag er sansetilfredsstillelse, enten personlig eller mere udvidet. Kun når en person tilfredsstiller den Højeste Herres sanser, kan han kaldes en mahatma eller åbensindet person.

I det ovenfor citerede vers fra Bhagavad-gita refererer ordene daivim prakrtim til styringen af Guddommens Højeste Personligheds indre energi eller nydelsesenergi. Denne nydelsesenergi er manifesteret som Srimati Radharani eller Hendes ekspansion Laksmi, lykkens gudinde. Når de individuelle jiva-sjæle befinder sig under den indre energis kontrol, er deres eneste beskæftigelse Krishna eller Visnus tilfredsstillelse. Det er en mahatmas position. Hvis man ikke er en mahatma, er man en duratma, en person med et forkrøblet sind. Sådanne mentalt forkrøblede duratmaer anbringes under kontrol af Herrens ydre energi, mahamaya. (Fortsættes i næste nummer)