ESSENSEN AF ÅNDELIG VEJLEDNING, 12

Af Srila Prabhupada

Her afsluttes oversættelsen af Srila Prabhupadas bog The Nectar of Instruction, hans oversættelse af og kommentarer til Rupa Gosvamis Upadesamrta.

Formålet med menneskelivet er at komme ud af de trefoldige lidelsesfyldte omstændigheder, der ledsager den materielle eksistens. Uheldigvis er frugtstræbende arbejdere gale efter at tjene penge og på enhver måde skaffe sig midlertidige materielle bekvemmeligheder. Derfor risikerer de at blive degraderet til lavere livsformer. Materialisterne lægger helt tåbeligt mange planer for at blive lykkelige i den materielle verden. De standser ikke op og tænker over, at de kun vil leve i et vist antal år, blandt hvilke de er nødt til at bruge størstedelen til at skaffe penge til sansetilfredsstillelse. Sådanne handlinger ender i sidste ende med døden. Materialisterne tager ikke i betragtning, at de efter at have opgivet kroppen meget vel kan få kroppe som lavere dyr, planter eller træer. Således modarbejder alle deres aktiviteter slet og ret livets formål. De er ikke blot født uvidende, men de handler på uvidenhedens niveau, mens de tror, at de får materielle fordele i form af skyskrabere, store biler, ærefulde positioner osv. Materialisterne ved ikke, at de i deres næste liv vil blive degraderet, og at alle deres aktiviteter blot tjener som parabhava, deres nederlag. Dette er Srimad-Bhagavatams kendelse (5.5.5): parabhavas tavad abodha-jatah.

Man bør derfor være ivrig efter at forstå videnskaben om sjælen (atma-tattva). Medmindre man når til stadiet af atma-tattva, på hvilket man kan forstå, at det er sjælen og ikke kroppen, der er én selv, forbliver man på uvidenhedens stadie. Blandt tusinder og selv millioner af uvidende mennesker, der spilder deres tid på blot at tilfredsstille deres sanser, kommer ét til kundskabens stadie og forstår livets højere værdier. En sådan person kaldes en jnani. En jnani ved, at frugtbærende aktiviteter vil binde ham til den materielle eksistens og forårsage, at han vandrer fra den ene slags krop til den anden. Som det er indikeret i Srimad-Bhagavatam med udtrykket sarira-bandha (bundet til kropslig eksistens), vil ens sind, så længe man opretholder nogen form for ide om sansenydelse, være absorberet i karma, frugtstræbende aktivitet, og dette vil tvinge én til at vandre fra den ene krop til den næste.

Derfor anses en jnani for at være bedre end en karmi, for i det mindste afholder han sig fra blinde handlinger for at opnå sansenydelse. Dette er Guddommens Højeste Personligheds afgørelse. Selv om en jnani er kommet ud af den uvidenhed, som karmier er i, anses han imidlertid stadig som uvidende (avidya), medmindre han kommer til stadiet af hengiven tjeneste. Selv om man accepteres som en jnani, én med avanceret kundskab, betragtes ens kundskab som uren, fordi man ingen viden har om hengiven tjeneste og således tilsidesætter den direkte tilbedelse af Guddommens Højeste Personligheds lotusfødder.

Når en jnani engagerer sig i hengiven tjeneste, bliver han hurtigt bedre end en almindelig jnani. En sådan avanceret person beskrives som jnana-vimukta-bhakti-parama. Hvordan en jnani engagerer sig i hengiven tjeneste er nævnt i Bhagavad-gita (7.19), hvor Krishna siger:

bahunam janmanam ante
jnanavan mam prapadyate
vasudevah sarvam iti
sa mahatma su-durlabhah

“Efter mange, mange liv overgiver den, der besidder virkelig kundskab, sig til Mig, for han ved, at Jeg er alle årsagers årsag og alt, som er. En sådan stor sjæl er meget sjælden.”

En person er virkelig vis, når han overgiver sig til Krishnas lotusfødder, men sådan en mahatma, stor sjæl, er meget sjælden.

Efter at have engageret sig i hengiven tjeneste under de regulative principper kan man ved at følge i fodsporene på store hengivne som Narada og Sanaka og Sanatana komme til stadiet af spontan kærlighed til Guddommen. Guddommens Højeste Personlighed anerkender på dette tidspunkt én for at være bedre. De hengivne, der har udviklet kærlighed til Guddommen, befinder sig afgjort i en ophøjet position.

Blandt alle disse hengivne anerkendes gopierne som de bedste, for de ved af intet andet end at tilfredsstille Krishna. Ej heller forventer gopierne noget til gengæld fra Krishna. Krishna udsætter dem endog undertiden for ekstreme lidelser ved at skille Sig Selv fra dem. Alligevel glemmer de aldrig Krishna. Da Krishna forlod Vrindavana for at tage til Mathura, blev gopierne yderst nedslåede og tilbragte resten af deres liv med blot at græde i separation fra Krishna. Det betyder, at de på en måde aldrig virkelig skiltes fra Krishna. Der er ingen forskel mellem at tænke på Krishna og være sammen med Ham. Tværtimod er vipralambha-seva, at tænke på Krishna i separation, som Sri Caitanya Mahaprabhu gjorde det, langt bedre end at tjene Krishna direkte. Af alle de hengivne, der har udviklet uforfalsket hengiven kærlighed til Krishna, er gopierne således de mest ophøjede, og blandt alle disse ophøjede gopier er Srimati Radharani den mest ophøjede. Ingen kan overgå Srimati Radharanis hengivne tjeneste. Ja, ikke engang Krishna kan forstå Srimati Radharanis mentalitet. Derfor antog Han Hendes position og åbenbarede Sig som Sri Caitanya Mahaprabhu blot for at forstå Hendes transcendentale følelser.

På denne måde konkluderer Srila Rupa Gosvami gradvist, at Srimati Radharani er den mest ophøjede af Krishnas hengivne, og at Hendes kunda (sø), Sri Radha-kunda, er det mest ophøjede sted. Det bekræftes med et citat fra Laghu-bhagavatamrta (Uttara-khanda 45), der citeres i Caitanya-caritamrta:

yatha-radha-priya visnos
tasyah kundam priyam tatha
sarva-gopisu saivaika’
visnor atyanta-vallabha

“Ligesom Srimati Radharani er den Højeste Herre, Krishna (Visnu), meget kær, har Han i samme grad Hendes badested (Radha-kunda) kært. Blandt alle gopierne skiller Hun Sig alene ud som Herrens mest elskede.”

Derfor bør enhver, der er interesseret i Krishnabevidsthed, til syvende og sidst søge tilflugt ved Radha-kunda og gøre hengiven tjeneste der gennem hele sit liv. Det er Rupa Gosvamis konklusion i Upadesamrtas tiende vers.

TEKST 11

krsnasyoccaih pranaya-vasatih preyasibhyo ‘pi radha
kundam casya munibhir abhitas tadrg eva vyadhayi
yat presthair apy alam asulabham
kim punar bhakti-bhajam
tat premedam sakrd api sarah snatur aviskaroti

OVERSÆTTELSE

Blandt de mange genstande for yndet nydelse og blandt alle Vrajabhumis elskelige unge piger er Srimati Radharani afgjort det mest skattede objekt for Krishnas kærlighed. Og på enhver måde er Hendes guddommelige kunda beskrevet af de store vismænd som Ham lige så kær. Det er helt sikkert meget sjældent, at selv store hengivne kan nå Radha-kunda. Derfor er den endog endnu mere vanskelig for almindelige hengivne at nå. Hvis man blot én gang bader i disse hellige vande, vækkes ens rene kærlighed til Krishna fuldstændigt.

FORKLARING

Hvorfor er Radha-kunda så ophøjet? Søen er så ophøjet, fordi den tilhører Srimati Radharani, der er Sri Krishnas højest elskede objekt. Blandt alle gopierne er Hun den mest elskede. Hendes sø, Sri Radha-kunda, beskrives ligeledes af store vismænd som den sø, der er Krishna lige så kær som Radharani Selv. Ja, Krishnas kærlighed til Radha-kunda og til Srimati Radharani er den samme på enhver måde. Radha-kunda opnås meget sjældent af selv store personligheder, der er fuldt engagerede i hengiven tjeneste, for slet ikke at tale om almindelige hengivne, der kun er engagerede i udøvelsen af vaidhi bhakti.

Der står skrevet, at en hengiven omgående vil udvikle ren kærlighed til Krishna i gopiernes kølvand, hvis han blot én gang bader i Radha-kunda. Srila Rupa Gosvami anbefaler, at selv om man ikke permanent kan leve på Radha-kundas bredder, bør man i det mindste bade i søen så mange gange som muligt. Dette er et yderst vigtigt punkt i udførelsen af hengiven tjeneste. Srila Bhaktivinoda Thakura skriver i denne forbindelse, at Sri Radha-kunda er det mest udsøgte sted for dem, der er interesserede i at fremme deres hengivne tjeneste i kølvandet på Srimati Radharanis veninder (sakhier) og fortrolige tjenerinder (manjarier).

Levende væsener, der er ivrige efter at vende hjem til Guds transcendentale rige, Goloka Vrindavana, ved at opnå deres åndelige kroppe (siddha-deha), bør bo ved Radha-kunda, søge tilflugt hos Sri Radhas fortrolige tjenerinder og under deres vejledning engagere sig konstant i Hendes tjeneste. Dette er den mest ophøjede metode for dem, der er engagerede i hengiven tjeneste under beskyttelse af Sri Caitanya Mahaprabhu. I denne forbindelse skriver Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura, at selv store vismænd og store hengivne som Narada og Sanaka ikke får mulighed for at tage deres bad i Radha-kunda. Hvad da med almindelige hengivne? Hvis man er så utrolig heldig, at man får en mulighed for at komme til Radha-kunda og bade der blot én gang, kan man udvikle sin transcendentale kærlighed til Krishna, nøjagtig som gopierne gjorde det. Det anbefales også, at man bør bo på bredderne af Radha-kunda og være absorberet i Herrens kærlighedstjeneste. Man bør bade der regelmæssigt og opgive alle materielle opfattelser ved at søge tilflugt hos Sri Radha og Hendes assisterende gopier. Hvis man gennem hele livet er engageret på denne måde, vil man efter at have opgivet sin krop vende tilbage til Guddommen for at tjene Sri Radha på samme måde, som man havde i sinde under sit liv på bredden af Radha-kunda.

Konklusionen er, at det at bo på Radha-kundas bredder og dagligt bade der udgør den højeste fuldkommengørelse af hengiven tjeneste. Det er en vanskelig position at opnå selv for store hengivne og vismænd som Narada. Der er således ingen grænse for Sri Radha-kundas herligheder. Ved at tjene Radha-kunda kan man få mulighed for at blive Srimati Radharanis hjælper under gopiernes evige vejledning.