ESSENSEN AF ÅNDELIG VEJLEDNING, 10
Af Srila Prabhupada
Her fortsætter oversættelsen af Srila Prabhupadas bog The Nectar of Instruction, hans oversættelse af og kommentarer til Rupa Gosvamis Upadesamrta.
Den virkelige sygdom findes i hjertet. Hvis sindet imidlertid renses, og hvis bevidstheden renses, kan en person ikke skades af den materielle sygdom. For at rense sindet og hjertet fra alle misforståelser må man engagere sig i denne sang af Hare Krishna maha-mantraet. Det er både let og til stor gavn. Ved at synge Herrens hellige navn bliver man omgående befriet fra den materielle eksistens’ flammende brand.
Der findes tre stadier af fremsigelse af Herrens hellige navn – det forseelsesfyldte stadie, stadiet, hvor forseelserne reduceres, og det rene stadie. Når en begynder går i gang med fremsigelsen af Hare Krishna-mantraet, begår han almindeligvis mange forseelser. Der findes ti grundlæggende forseelser, og hvis den hengivne undgår disse, kan han skimte det næste trin, der befinder sig imellem forseelsesfyldt fremsigelse og ren fremsigelse. Når man opnår det rene stadie, bliver man omgående befriet. Det kaldes bhava-maha davagni-nirvapanam. Så snart man er befriet fra den materielle eksistens’ flammende brand, kan man nyde smagen af transcendentalt liv.
Konklusionen er, at for at blive befriet fra den materielle sygdom må man engagere sig i at fremsige Hare Krishna-mantraet. Krishnabevidsthedsbevægelsen er specielt beregnet til at skabe en atmosfære, hvor folk kan engagere sig i fremsigelsen af Hare Krishna-mantraet. Man er nødt til at begynde med tro, og når denne tro vokser gennem sang og fremsigelse af Hare Krishna, kan man blive medlem af Samfundet. Vi sender sankirtana-grupper ud over hele verden, og disse oplever, at selv i verdens mest afsides områder, hvor der ingen viden findes om Krishna, tiltrækker Hare Krishna maha-mantraet tusinder af mennesker til vores lejr. I nogle områder begynder folk at imitere de hengivne ved at barbere deres hoveder og synge Hare Krishna maha-mantraet blot få dage efter at have hørt dette mantra. Det er selvfølgelig en efterligning, men imitation af en god ting er ønskværdig. Nogle af disse imitatorer bliver gradvist interesseret i at blive indviet af den åndelige mester og beder om at blive indviet.
Hvis man er seriøs, bliver man indviet, og dette stadie kaldes bhajana-kriya. Da engagerer man sig rent faktisk i Herrens tjeneste ved regelmæssigt at recitere seksten runder af Hare Krishna maha-mantraet dagligt og afholde sig fra utilladt sex, beruselsesmidler, kødspisning og spil. Gennem bhajana-kriya opnår man frihed fra det materialistiske livs besmittelse. Man tager ikke længere på restaurant eller hotel for at smage såkaldte velsmagende retter af kød og løg, ej heller bryder man sig om at ryge eller drikke te eller kaffe. Ikke alene afholder man sig fra utilladt sex, men man undgår sex fuldstændigt. Ej heller er man interesseret i at spilde sin tid med spekulation og spil. På denne måde kan man forstå, at man bliver renset for uønskede ting (anartha-nivrtti). Ordet anartha refererer til uønskede ting. Anarthaer tilintetgøres, når man bliver knyttet til Krishnabevidsthedsbevægelsen.
Når en person befries fra uønskede ting, bliver han forankret i at gøre sine Krishnabevidste aktiviteter. Han bliver endog knyttet til sådanne aktiviteter og oplever ekstase ved at gøre hengiven tjeneste. Det kaldes bhava, den indledende vækkelse af den slumrende kærlighed til Guddommen. Således bliver den betingede sjæl befriet fra den materielle eksistens og taber interessen for den kropslige livsopfattelse inklusive alle former for materiel velstand, materiel kundskab og alle former for materiel tiltrækning. På dette tidspunkt kan man forstå, hvem der er Guddommens Højeste Personlighed, og hvad Hans maya er.
Selv om maya kan være til stede, kan det ikke forstyre en hengiven, når han først har nået bhava-stadiet. Det skyldes, at en hengiven kan se mayas virkelige position. Maya betyder forglemmelse af Krishna, og forglemmelse af Krishna og Krishnabevidsthed står side om side ligesom lys og skygge. Hvis man forbliver i skyggen, kan man ikke nyde de faciliteter, der tilbydes af lyset, og hvis man forbliver i lyset, kan man ikke blive forstyrret af mørket eller skyggen. Ved at engagere sig i Krishnabevidsthed bliver man gradvist befriet og forbliver i lyset. Man kommer endog ikke engang i berøring med mørket. Som det bekræftes i Caitanya-caritamrta (Madhya 22.31):
krsna – surya-sama; maya haya andhakara
yahan krsna, tahan nahi mayara adhikara
“Krishna sammenlignes med solskin, og maya sammenlignes med mørke. Hvor der er solskin, kan der ikke være mørke. Så snart man engagerer sig i Krishnabevidsthed, vil illusionens mørke, den ydre energis indflydelse, omgående forsvinde.
TEKST 8
tan-nama-rupa-caritadi-sukirtananu-
smrtyoh kramena rasana-manasi niyojya
tisthan vraje tad-anuragi-jananugami
kalam nayed akhilam ity upadesa-saram
OVERSÆTTELSE
Essensen af alle råd er, at man bør udnytte sin fulde tid – 24 timer i døgnet – til ordentligt at synge eller fremsige og huske Herrens guddommelige navn, trancendentale form, kvaliteter og evige lege og derved gradvist engagere sin tunge og sit sind. På denne måde bør man bo i Vraja (Goloka Vrindavana-dharma) og tjene Krishna under hengivnes vejledning. Man bør følge i fodsporene på Herrens elskede hengivne, der er dybt knyttede til Hans hengivne tjeneste.
BETYDNING
Da sindet både kan være vores fjende og vores ven, må man træne sindet til at blive sin ven. Krishnabevidsthedsbevægelsen er specielt beregnet til at træne sindet til altid at være engageret i Krishnas anliggender. Sindet indeholder hundreder og tusinder af indtryk ikke alene fra dette liv, men fra mange, mange tidligere liv. Disse indtryk kommer undertiden i kontakt med hinanden og frembringer modsætningsfyldte billeder. På denne måde kan sindets funktion blive til fare for en betinget sjæl. Psykologistuderende kender til sindets forskellige psykologiske forandringer. I Bhagavad-gita (8.6) står der:
yam yam vapi smaran bhavam
tyajaty ante kalevaram
tam tam evaiti kaunteya
sada tad-bhava-bhavitah
“Ligegyldigt hvilken tilstand man husker, når man forlader sin krop, opnår man med sikkerhed den tilstand, O Kuntis søn.”
I dødsøjeblikket skaber det levende væsens sind og intelligens den subtile form af en bestemt kropsform til næste liv. Hvis sindet pludselig tænker på noget, der ikke er særlig godt, er man nødt til at tage en tilsvarende fødsel i næste liv. Hvis man på den anden side kan tænke på Krishna i dødsøjeblikket, kan man blive overført til den åndelige verden, Goloka Vrindavana. Denne sjælevandringsproces er særdeles subtil, og derfor råder Srila Rupa Gosvami de hengivne til at træne deres sind på en sådan måde, at de vil være ude af stand til at huske på andet end Krishna. Ligeledes bør tungen trænes til kun at tale om Krishna og udelukkende smage Krishna-prasada. Srila Rupa Gosvami tilråder endvidere, tisthan vraje: Man bør bo i Vrindavana eller en hvilken som helst del af Vrajabhumi. Vrajabhumi, Vrindavanas opland, antages at være 84 krosaer i udstrækning. En krosa er lig med fem kvadratkilometer. Når man gør Vrindavana til sin bopæl, bør man dér søge beskyttelse hos en avanceret hengiven. På denne måde bør man altid tænke på Krishna og Hans lege. Det belyses yderligere af Srila Rupa Gosvami i hans Bhakti-rasamrta-sindhu (1.2.294):
krsnam smaran janam casya
prestham nija-samihitam
tat-tat-katha-ratas casau
kuryad vasam vraje sada
“En hengiven bør altid bo i Vrajas transcendentale land og altid engagere sig i krsnam smaran janam casya prestham, ihukommelsen af Sri Krishna og Hans elskede omgangsfæller. Ved at følge i fodsporene på sådanne omgangsfæller og ved at underlægge sig deres evige vejledning kan man udvikle et stærkt ønske om at tjene Guddommens Højeste Personlighed.”
Igen angiver Srila Rupa Gosvami i Bhakti-rasamrta-sindhu (1.2.295):
seva sadhaka-rupena
siddha-rupena catra hi
tad-bhava-lipsuna karya
vraja-lokanusaratah
“I Vrajas transcendentale land (Vraja-dhama) skal man tjene den Højeste Herre, Sri Krishna, med en følelse, der ligner den, Hans omgangsfæller besidder, og man bør underlægge sig direkte vejledning fra en bestemt af Krishnas omgangsfæller og følge i dennes fodspor. Denne metode er anvendelig både på sadhana-stadiet (åndelig praksis, mens man endnu er materielt bundet) og på sadhya-stadiet (Gudserkendelse), når man er en siddha-purusa, en åndeligt fuldkommen sjæl.”
Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura har givet følgende kommentar til dette vers: “Den, der endnu ikke har udviklet interesse for Krishnabevidsthed, bør opgive alle materielle motiver og træne sit sind ved at følge de progressive regulative principper som at synge om og huske på Krishna og Hans navn, form, kvaliteter, lege osv. På denne måde bør man efter at have udviklet sin smag for sådanne ting forsøge at bo i Vrindavana og tilbringe sin tid med konstant at huske Krishnas navn, berømmelse, lege og kvaliteter under vejledning og beskyttelse af en kyndig hengiven. Dette er essensen af alle instruktioner om kultivering af hengiven tjeneste.
På begynderstadiet bør man altid engagere sig i at høre Krishna-katha. Det kaldes sravana-dasa, stadiet, hvor man hører. Ved konstant at høre Krishnas transcendentale hellige navn og høre om Hans transcendentale form, kvaliteter og lege, kan man nå til stadiet af accept, der kaldes varana-dasa. Når man når dette stadie, bliver man knyttet til at høre Krishna-katha. Når man er i stand til at synge i ekstase, opnår man stadiet af smaranavastha, ihukommelsens stadie. De fem trin, som den progressive Krishna-smarana består af, er erindring, absorbering, meditation, konstant ihukommelse og trance. I begyndelsen kan ihukommelsen af Krishna blive afbrudt med mellemrum, men senere fortsætter ihukommelsen uafbrudt. Når ihukommelsen er uden afbrydelser, bliver den koncentreret og kaldes meditation. Når meditationen ekspanderer og bliver konstant, kaldes dette anusmrti. Gennem uafbrudt og uophørlig anusmrti kommer man til stadiet af samadhi, åndelig trance. Efter at smarana-dasa eller samadhi er blevet fuldt udviklet, kommer sjælen til at forstå sin oprindelige naturlige position. På det tidspunkt kan man klart og tydeligt forstå sit evige forhold til Krishna. Dette kaldes sampatti-dasa, livets fuldkommengørelse.
Caitanya-caritamrta råder begyndere til at opgive alle slags motiverede ønsker og blot engagere sig i Herrens regulative hengivne tjeneste ifølge skrifternes vejledninger. På denne måde kan en begynder gradvist udvikle tilknytning til Krishnas navn, berømmelse, form, kvaliteter osv. Når man har udviklet en sådan tilknytning, kan man helt spontant tjene Krishnas lotusfødder endda uden at følge de regulative principper. Dette stadie kaldes raga-bhakti, hengiven tjeneste i spontan kærlighed. På dette stadie kan den hengivne følge i fodsporene på en af Krishnas evige ledsagere i Vrindavana. Det kaldes raganuga-bhakti. Raganuga-bhakti, spontan hengiven tjeneste, kan udøves i santa-rasa, når man tragter efter at blive som Krishnas køer eller som stokken eller fløjten i Krishnas hånd eller blomsterne omkring Krishnas hals. I dasya-rasa følger man i fodsporene på tjenere som Citraka, Patraka eller Raktaka. I den venskabelige sakhya-rasa kan man blive en ven ligesom Baladeva, Sridama eller Sudama. I vatsalya-rasa, der er karakteriseret af forældrefølelse, kan man blive som Nanda Maharaja og Yasoda, og i madhurya-rasa, der er karakteriseret af ægteskabelig kærlighed, kan man blive ligesom Srimati Radharani eller Hendes veninder såsom Lalita og hendes tjenerinder (manjarier) som Rupa og Rati. Det er essensen af alle instruktioner om hengiven tjeneste. (Fortsættes i næste nummer)