ESSENSEN AF ÅNDELIG VEJLEDNING, 9

Af Srila Prabhupada

Her fortsætter oversættelsen af Srila Prabhupadas bog The Nectar of Instruction, hans oversættelse af og kommentarer til Rupa Gosvamis Upadesamrta.

Ingen må kritisere en ren hengivens kropslige defekter. Hvis der forekommer sådanne defekter, skal man overse dem. Hvad man bør tage i betragtning, er den åndelige mesters hovedbeskæftigelse, der er hengiven tjeneste, ren hengiven tjeneste til den Højeste Herre. Som der står i Bhagavad-gita (9.30):

api cet su-duracaro
bhajate mam ananya-bhak
sadhur eva sa mantavyah
samyag vyavasito hi sah

Selv hvis en hengiven sommetider ses gøre forkastelige ting, skal han anses for at være en sadhu, en hellig person, for hans virkelige identitet er at være engageret i Herrens kærlighedstjeneste. Med andre ord må han ikke anses for at være et almindeligt menneske. Selv hvis en ren hengiven ikke er født i en brahmana– eller gosvami-familie, må han ikke negligeres, hvis han er engageret i Herrens tjeneste. I virkeligheden kan der ikke være en familie af gosvamier på basis af materielle betragtninger, kaste eller arveret. Titlen gosvami er i virkeligheden forbeholdt de rene hengivne. Derfor taler vi om de seks Gosvamier under ledelse af Rupa Gosvami og Sanatana Gosvami. Rupa Gosvami og Sanatana Gosvami var praktisk taget blevet muhamedanere og havde derfor ændret deres navne til Dabira Khasa og Sakara Mallika, men Sri Caitanya Mahaprabhu Selv gjorde dem til gosvamier. Derfor er titlen gosvami ikke arvelig. Ordet gosvami refererer til den, der kan beherske sine sanser eller er sansernes herre. En hengiven styres ikke af sine sanser, men er den, der styrer sanserne. Som følge deraf skal han kaldes svami eller gosvami, selv hvis han ikke er født i en gosvami-familie.

Ifølge dette princip er de gosvamier, der er efterkommere af Sri Nityananda Prabhu og Sri Advaita Prabhu, helt sikkert hengivne, men man må ikke diskriminere imod hengivne, der kommer fra andre familier. Ja, uanset om hengivne kommer fra en acaryas familie eller fra en almindelig familie, skal de behandles ens. Man må ikke tænke: “Nå, her kommer der en amerikansk gosvami,” og diskriminere imod ham. Ej heller må man tænke: “Her kommer en nityananda-vamsa-gosvami.” Der findes en understrøm af protest imod, at vi giver gosvami-titlen til  Krishnabevidsthedsbevægelsens amerikanske vaisnavaer. Undertiden siger folk ligeud til de amerikanske hengivne, at deres titel som sannyasa eller gosvami ikke er ægte. Men i henhold til Srila Rupa Gosvamis udtalelser i dette vers er der ingen forskel på en amerikansk gosvami og en gosvami fra en familie af acaryaer.

På den anden side må en hengiven, der har opnået titlen gosvami, men som ikke er født af en brahmana-far eller af en gosvami i Nityananda eller Advaita Prabhus familie, ikke på kunstig vis være opblæst og tro, at han er blevet gosvami. Han må altid huske på, at så snart han bliver materielt opblæst, falder han omgående ned. Denne Krishnabevidsthedsbevægelse er en transcendental videnskab, og der findes ingen plads til misundelse. Denne bevægelse er for paramahamsaerne, der er helt frie for enhver form for misundelse (paramam nirmatsaranam). Man må ikke være misundelig, uanset om man er født i en familie af gosvamier eller er blevet tildelt titlen gosvami. Så snart man bliver misundelig, falder man ned fra paramahamsa-stadiet.

Hvis vi tillægger en vaisnavas kropslige defekter nogen betydning, må vi være klar over, at vi begår en forseelse mod denne vaisnavas lotusfødder. En forseelse mod en vaisnavas lotusfødder er en meget alvorlig sag. Sri Caitanya Mahaprabhu har endog beskrevet denne forseelse som hati-mata, en forseelse, der er som en gal elefant. En gal elefant kan forårsage en katastrofe, specielt når den kommer ind i en velholdt have. Man må derfor vogte sig nøje imod at begå nogen form for forseelse mod en vaisnava. Enhver hengiven skal være parat til at modtage instruktioner fra en mere avanceret vaisnava, og en avanceret vaisnava skal være parat til på alle måder at hjælpe en mindre avanceret vaisnava i enhver henseende. Man er højere eller lavere i forhold til sin åndelige udvikling i Krishnabevidsthed. Man har ikke lov til at anskue en ren vaisnavas handlinger fra et materialistisk synspunkt. Specielt for begynderen er det meget skadeligt at betragte en ren hengiven fra et materielt synspunkt. Man skal derfor undgå at anskue en ren hengiven på det ydre, men forsøge at se de indre træk og forstå, hvorledes han er engageret i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste. På denne måde kan man undgå at betragte den rene hengivne fra et materielt perspektiv, og således kan man gradvist selv blive en ren hengiven.

De, der tror, at Krishnabevidsthed er forbeholdt en bestemt gruppe mennesker, en bestemt gruppe hengivne eller et bestemt landområde, er almindeligvis tilbøjelige til at se den hengivnes ydre træk. Sådanne begyndere, der er ude af stand til at sætte pris på den avancerede hengivnes ophøjede tjeneste, forsøger at trække denne maha-bhagavata ned til deres stadie. Vi oplever sådanne vanskeligheder i udbredelsen af Krishnabevidsthed over hele verden. Uheldigvis er vi omringet af Gudsbrødre, der på grund af deres begyndermentalitet ikke kan sætte pris på, hvor ekstraordinært det er at sprede Krishnabevidsthed over hele verden. De forsøger blot at trække os ned til deres niveau og kritisere os på enhver måde. Vi beklager i høj grad deres naive handlinger og fattige viden. En bemyndiget person, der rent faktisk er engageret i Herrens fortrolige tjeneste, bør ikke behandles som et almindeligt menneske, for der står skrevet, at medmindre man er bemyndiget af Krishna, kan man ikke sprede Krishnabevidsthedsbevægelsen over hele verden.

Når man på denne måde kritiserer en ren hengiven, begår man en forseelse (vaisnava-aparadha), der er meget hæmmende og farlig for dem, der ønsker at gøre fremskridt i Krishnabevidsthed. En person kan ikke opnå nogen form for åndelig fordel, når han krænker en vaisnavas lotusfødder. Alle skal derfor passe meget på med at nære misundelse imod en bemyndiget vaisnava, en suddha-vaisnava. Det er endvidere en forseelse at betragte en bemyndiget vaisnava som objekt for disciplinære irettesættelser. Det er en forseelse at forsøge at give ham råd eller rette ham. Man kan skelne mellem en ny vaisnava og en avanceret vaisnava ved at observere deres aktiviteter. Den avancerede vaisnava er altid situeret som åndelig mester, og begynderen betragtes altid som hans discipel. Den åndelige mester må ikke underlægges en discipels rådgivning, ej heller bør den åndelige mester være forpligtet til at modtage instruktioner fra dem, der ikke er hans disciple. Det er kernen i Srila Rupa Gosvamis råd i dette sjette vers.

TEKST 7

syat krsna-nama-caritadi-sitapy avidya-
pittopatapta-rasanasya na rocika nu
kintv adarad anudinam khalu saiva justa
svadvi kramad bhavati tad-gada-mula-hantri

OVERSÆTTELSE

Krishnas hellige navn, karakter, lege og aktiviteter er alle transcendentalt søde som kandis. Det er vidunderligt, at selv om tungen på den, der er plaget af uvidenhedens (avidyas) gulsot, ikke kan smage noget, der er sødt, kan der blot ved omhyggelig fremsigelse af disse søde navne hver dag vækkes en naturlig nydelse i ens tunge, og ens sygdom nedbrydes gradvist ved sin rod.

BETYDNING

Herren Krishnas hellige navn, Hans kvaliteter, lege osv. er alle af natur absolutte sandhed, skønhed og lyksalighed. Helt naturligt er de meget søde ligesom kandis, som alle kan lide. Uvidenhed sammenlignes imidlertid med sygdommen gulsot, der forårsages af galdesyreafsondringer. Når en syg person er angrebet af gulsot, kan hans tunge ikke nyde kandis. I stedet oplever en person med gulsot søde ting som meget bitre. Avidya (uvidenhed) forstyrrer på lignende måde evnen til at nyde Krishnas transcendentalt velsmagende navn, kvaliteter, form og lege. På trods af denne sygdom vil ens uvidenhed blive tilintetgjort, hvis man med stor omhu og opmærksomhed engagerer sig i Krishnabevidsthed, fremsiger det hellige navn og hører om Krishnas transcendentale lege, og ens tunge bliver i stand til at smage sødmen af den transcendentale natur ved Krishna og alt, der er forbundet med Ham. En sådan genvindelse af åndeligt helbred er kun mulig ved regelmæssig kultivering af Krishnabevidsthed.

Når et menneske i den materielle verden er mere interesseret i den materialistiske livsform end i Krishnabevidsthed, betragtes det som sygdomsramt. Den normale tilstand er at forblive Herrens evige tjener (jivera ‘svarupa’ haya krsnera ‘nitya-dasa’ [Cc. Madhya 20.108]). Denne sunde tilstand mistes, når det levende væsen glemmer Krishna på grund af tiltrækning til de ydre træk ved Krishnas maya-energi. Denne verden af maya kaldes durasraya, der betyder “falskt eller dårligt ly”. Den, der sætter sin tro til durasraya, nærer håb, hvor der intet håb er. I den materielle verden forsøger alle at blive lykkelige, og selv om deres materielle forsøg forpurres i alle henseender, kan de på grund af deres uvidenhed ikke forstå deres fejltagelser. Folk prøver at rette den ene fejltagelse ved at begå den næste fejltagelse. Det er naturen af kampen for tilværelsen i den materielle verden. Hvis den, der befinder sig i denne tilstand, rådes til at engagere sig i Krishnabevidsthed og være lykkelig, vil han ikke acceptere sådanne instruktioner.

Denne Krishnabevidsthedsbevægelse spredes over hele verden blot for at afhjælpe denne grove uvidenhed. Den brede befolkning vildledes af blinde ledere. Menneskesamfundets ledere – politikerne, filosofferne og videnskabsmændene – er blinde, for de er ikke Krishnabevidste. Ifølge Bhagavad-gita er de i virkeligheden syndige slyngler og menneskehedens laveste, da de på grund af deres ateistiske levemåde helt mangler al virkelig kundskab.

na mam duskrtino mudhah
prapadyante naradhamah
mayayapahrta-jnana
asuram bhavam asritah

“De skurke, der er groft tåbelige, som er de laveste blandt mennesker, hvis viden er stjålet af illusion, og som deler dæmonernes ateistiske natur, overgiver sig ikke til Mig.” (Bg. 7.15)

Sådanne mennesker overgiver sig aldrig til Krishna, og de yder modstand mod de bestræbelser, der gøres af dem, der ønsker at søge tilflugt hos Krishna. Når sådanne ateister bliver samfundets ledere, bliver hele atmosfæren overbelastet med uvidenhed. I en sådan tilstand bliver folk ikke særligt ivrige efter at modtage denne Krishnabevidsthedsbevægelse, ligesom en syg person, der lider af gulsot, ikke nyder smagen af kandis. Man bør imidlertid være klar over, at kandis er den eneste udtrykkelige medicin imod gulsot. På samme måde er Krishnabevidsthed, sang af Herrens hellige navn – Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare – det eneste middel, hvorved menneskehedens nuværende forvirrede tilstand kan bringes på ret køl. Selv om det ikke forekommer at være særligt velsmagende at blive Krishnabevidst for en sygdomsramt person, tilråder Srila Rupa Gosvami alligevel ikke desto mindre, at hvis man ønsker at blive kureret for den materielle sygdom, skal man engagere sig i Krishnabevidsthed med stor omhu og opmærksomhed. Man påbegynder sin behandling ved at fremsige Hare Krishna maha-mantraet, for en person, der er materielt betinget, vil blive befriet fra alle misforståelser ved at sige Herrens hellige navn (ceto-darpana-marjanam [Cc. Antya 20.12]). Avidya, en misforståelse af ens åndelige identitet, skaber grundlaget for ahankara, det falske ego i hjertet. (Fortsættes i næste nummer)