ESSENSEN AF ÅNDELIG VEJLEDNING, 8
Af Srila Prabhupada
Her fortsætter oversættelsen af Srila Prabhupadas bog The Nectar of Instruction, hans oversættelse af og kommentarer til Rupa Gosvamis Upadesamrta.
Man bør ikke acceptere en åndelig mester uden at følge hans instruktioner. Ej heller bør man acceptere en åndelig mester blot for at lave et smart skuespil ud af åndeligt liv. Man skal være jijnasu, i høj grad interesseret i at lære fra den ægte åndelige mester. Den forskning, man foretager, bør udelukkende angå den transcendentale videnskab (jijnasuh sreya uttamam). Ordet uttamam refererer til det, der er hævet over materiel kundskab. Tama betyder “denne materielle verdens mørke,” og ut betyder “transcendental”. Generelt er folk meget interesserede i at stille spørgsmål om verdslige emner, men når man har mistet en sådan interesse og blot er interesseret i transcendentale emner, er man klar til at blive indviet. Når man er blevet indviet af den ægte åndelige mester, og når man seriøst engagerer sig i Herrens tjeneste, bør man accepteres som en madhyama-adhikari.
Sangen af Krishnas hellige navn er så ophøjet, at hvis man fremsiger dette Hare Krishna maha-mantra uden krænkelser ved omhyggeligt at undgå de ti forseelser, vil man med sikkerhed gradvist blive ophøjet til forståelsen af, at der ingen forskel er mellem Herrens hellige navn og Herren Selv. Den, der har nået en sådan forståelse, bør vises meget stor respekt af nye hengivne. Man må være helt klar over, at uden at fremsige Herrens hellige navn uden forseelser kan man ikke kan blive en værdig kandidat til at avancere i Krishnabevidsthed. Ifølge Sri Caitanya-caritamrta (Madhya 22.69):
yahara komala sraddha, se ‘kanistha’ jana
krame krame tenho bhakta ha-ibe ‘uttama’
“Den, hvis tro er blød og let påvirkelig, kaldes en begynder, men ved gradvist at følge processen vil han avancere til stadiet af en førsteklasses hengiven.”
Enhver starter sit hengivne liv på begynderstadiet, men hvis man på ordentlig vis gennemfører fremsigelsen af det foreskrevne antal runder af hari-nama, hæves man skridt for skridt til det højeste stadie, uttama-adhikari. Krishnabevidsthedsbevægelsen foreskriver seksten runder om dagen, for folk i Vestens lande kan ikke koncentrere sig i længere perioder, når de reciterer på en kæde. Derfor er dette minimale antal foreskrevet. Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura plejede imidlertid at sige, at medmindre man fremsiger mindst 64 runder japa (100.000 navne) dagligt, betragtes man som falden (patita). Ifølge hans anskuelse er vi praktisk taget alle faldne, men fordi vi alvorligt forsøger at tjene den Højeste Herre uden falskhed, kan vi forvente at modtage nåden fra Herren Sri Caitanya Mahaprabhu, der er berømt som patita-pavana, de faldnes befrier.
Da Srila Satyaraja Khan, en stor hengiven af Sri Caitanya Mahaprabhu, spurgte Herren, hvordan man kan genkende en vaisnava, svarede Herren:
prabhu kahe, – “yanra mukhe suni eka-bara
krsna-nama, sei pujya, – srestha sabakara”
“Hvis man hører en person sige ordet “Krishna” blot én gang, bør denne person accepteres som det bedste menneske blandt den almindelige gruppe.” (Cc. Madhya 15.106) Herren Caitanya Mahaprabhu fortsatte:
“ataeva yanra mukhe eka krsna-nama
sei ta’ vaisnava, kariha tanhara sammana”
“Den, der er interesseret i sangen af Krishnas hellige navn eller som ved udøvelse kan lide at fremsige Krishnas navne, bør accepteres som en vaisnava og i det mindste i ens sind tilbydes respekt som en sådan.” (Cc. Madhya 15.111)
En af vores venner, en berømt engelsk musiker, er blevet tiltrukket af at synge Krishnas hellige navne, og han har endda adskillige gange nævnt Krishnas hellige navn på sine plader. I sit hjem tilbyder han sin respekt til billeder af Krishna og også til prædikanterne af Krishnabevidsthed. På alle måder har han en meget høj agtelse for Krishnas navn og Krishnas aktiviteter. Derfor tilbyder vi vores respekt til ham uden forbehold, for vi kan rent faktisk se, at denne mand gradvist gør fremskridt i Krishnabevidsthed. Sådan en person bør altid vises respekt. Konklusionen er, at enhver, der forsøger at gøre fremskridt i Krishnabevidsthed ved regelmæssigt at fremsige det hellige navn, bør altid respekteres af vaisnavaer. På den anden side har vi været vidne til, at nogle af vores kolleger, der skulle være store prædikanter, gradvist er faldet ned i den materialistiske livsopfattelse, fordi de har undladt at fremsige Herrens hellige navn.
Under sin instruktion af Sanatana Gosvami inddelte Herren Caitanya Mahaprabhu hengiven tjeneste i tre kategorier.
sastra-yukti nahi jane drdha, sraddhavan
‘madhyama-adhikari’ sei maha-bhagyavan
“En person, hvis afgørende kundskab om sastraer ikke er særlig stærk, men som har udviklet en fast tro på sangen af Hare Krishna maha-mantraet, og som også er uden afvigelser i sin foreskrevne hengivne tjeneste, bør betragtes som en madhyama-adhikari. En sådan person er meget heldigt stillet.” (Cc. Madhya 22.67)
En madhyama-adhikari er en sraddhavan, en urokkelig person med fast tro, og han er rent faktisk en kandidat til yderligere fremskridt i hengiven tjeneste. Derfor står der i Caitanya-caritamrta (Madhya 22.64):
sraddhavan jana haya bhakti-adhikari
‘uttama’, ‘madhyama’, ‘kanistha’ – sraddha-anusari
“Man bliver kvalificeret som hengiven på det elementære stadie, på det mellemliggende stadie og på det højeste stadie af hengiven tjeneste i forhold til udviklingen af sin sraddha (tro).” Igen står der i Caitanya-caritamrta (Madhya 22.62):
‘sraddha’-sabde – visvasa kahe sudrdha niscaya
krsne bhakti kaile sarva-karma krta haya
“Ved at gøre hengiven tjeneste til Krishna udfører man automatisk alle underordnede aktiviteter. Denne overbeviste faste tro, der er favorabel for udførelsen af hengiven tjeneste, kaldes sraddha.”
Sraddha, tro på Krishna, er begyndelsen på Krishnabevidsthed. Tro betyder stærk tro. Bhagavad-gitas ord er autoritative instruktioner for troende mennesker, og hvad Krishna end siger i Bhagavad-gita, bør accepteres, som det er, uden nogen fortolkning. Det er måden, hvorpå Arjuna accepterede Bhagavad-gita. Efter at have hørt Bhagavad-gita sagde Arjuna til Krishna, sarvam etad rtam manye yan mam vadasi kesava: “O Krishna, jeg accepterer fuldstændigt alt det, Du har fortalt mig, som sandhed.” (Bg. 10.14)
Det er den korrekte måde at forstå Bhagavad-gita på, og det kaldes sraddha. Det er ikke sådan, at man kan acceptere en del af Bhagavad-gita efter sin egen lunefulde fortolkning og så afvise en anden del. Det er ikke sraddha. Sraddha betyder at acceptere Bhagavad-gitas instruktioner i deres helhed, specielt den sidste instruktion, nemlig sarva-dharman parityajya mam ekam saranam vraja: “Opgiv alle forskellige former for religion og overgiv dig blot til Mig.” (Bg. 18.66). Når man bliver fuldstændig overbevist om denne instruktion, bliver ens stærke tro grundlaget for fremskridt i åndeligt liv.
Når man fuldt ud engagerer sig i fremsigelsen af Hare Krishna maha-mantraet, erkender man gradvist sin egen åndelige identitet. Medmindre man med fast tro fremsiger Hare Krishna-mantraet, åbenbarer Krishna ikke Sig Selv: sevonmukhe hi jihvadau svayam eva sphuraty adah (Bhakti-rasamrta-sindhu 1.2.234). Vi kan ikke erkende Guddommens Højeste Personlighed ved hjælp af kunstige fremgangsmåder. Vi må engagere os trofast i Herrens tjeneste. En sådan tjeneste begynder med tungen (sevonmukhe hi jihvadau), hvilket betyder, at vi altid bør synge Herrens hellige navne og acceptere Krishna-prasada. Vi må ikke synge eller acceptere noget som helst andet. Når denne proces følges med trofasthed, åbenbarer den Højeste Herre Sig for den hengivne.
Når en person erkender sig selv som Krishnas evige tjener, taber han interessen for alt andet end Krishnas tjeneste. Idet han altid tænker på Krishna og udtænker måder, hvorpå han kan sprede Krishnas hellige navn, forstår han, at det eneste, han har at gøre, er at udbrede Krishnabevidsthedsbevægelsen over hele verden. En sådan person bør anerkendes som en uttama-adhikari, og man bør omgående acceptere hans omgang i henhold til de seks processer (dadati pratigrhnati osv.) Den avancerede uttama-adhikari vaisnava-hengivne bør endog accepteres som åndelig mester. Alt, hvad man besidder, bør tilbydes til ham, for det pålægges, at man bør give alt, hvad man ejer, til den åndelige mester. Især skal brahmacarien tigge almisser fra andre og give dem til den åndelige mester. Man bør imidlertid ikke imitere en avanceret hengiven eller en maha-bhagavatas opførsel uden at være selvrealiseret, for igennem en sådan imitation vil man i sidste ende blive degraderet.
I dette vers råder Srila Rupa Gosvami den hengivne til at være intelligent nok til at skelne mellem en kanistha-adhikari, en madhyama-adhikari og en uttama-adhikari. Den hengivne skal også kende sin egen position og bør ikke forsøge at imitere en hengiven, der befinder sig på et højere stadie. Srila Bhaktivinoda Thakura har givet nogle praktiske hentydninger til, at en uttama-adhikari vaisnava kan kendes på sin evne til at omvende mange faldne sjæle til vaisnavisme. Man bør ikke blive åndelig mester, medmindre man har nået stadiet for en uttama-adhikari. En ny vaisnava og en vaisnava på det mellemliggende stadie kan også acceptere disciple, men sådanne disciple bør være på det samme stadie, og det må forstås, at de ikke kan avancere særlig meget frem mod livets yderste mål under deres utilstrækkelige vejledning. Derfor skal en discipel være meget omhyggelig med at acceptere en uttama-adhikari som åndelig mester.
TEKST 6
drstaih svabhava-janitair vapusas ca dosair
na prakrtatvam iha bhakta-janasya pasyet
gangambhasam na khalu budbuda-phena-pankair
brahma-dravatvam apagacchati nira-dharmaih
OVERSÆTTELSE
Fordi en ren hengiven er etableret i sin oprindelige Krishnabevidste position, identificerer han sig ikke med kroppen. En sådan hengiven må ikke ses fra et materialistisk perspektiv. Man bør endog slet ikke se, at en hengiven er født i en laverestående familie, i en krop med en dårlig hudfarve, i en misdannet krop eller i en syg eller invalid krop. Med et almindeligt syn kan sådanne tilsyneladende defekter ved en ren hengivens krop virke fremtrædende, men på trods af sådanne tilsyneladende defekter kan en ren hengivens krop ikke forurenes. Det er nøjagtig ligesom Gangesflodens vand, der nogle gange under regntiden er fyldt med bobler, skum og mudder. Gangesflodens vand bliver ikke forurenet. De, der er avancerede i åndelig forståelse, vil bade i Ganges uden at tage vandets tilstand i betragtning.
FORKLARING
Suddha-bhakti, selve sjælens aktivitet eller med andre ord engagement i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste, gøres i en befriet tilstand. Ifølge Bhagavad-gita (14.26):
mam ca yo ‘vyabhicarena
bhakti-yogena sevate
sa gunan samatityaitan
brahma-bhuyaya kalpate
“Den, der engagerer sig fuldstændigt i hengiven tjeneste, og som ikke falder ned under nogen omstændigheder, hæver sig øjeblikkeligt over den materielle naturs kvaliteter og kommer således til Brahman-niveauet.”
Avyabhicarini bhakti betyder uforfalsket hengivenhed. En person, der er engageret i hengiven tjeneste, skal være fri for materielle motiver. I denne Krishnabevidsthedsbevægelse skal ens bevidsthed ændres. Hvis bevidstheden er rettet mod materiel nydelse, er det materiel bevidsthed, og hvis den er rettet mod at tjene Krishna, er det Krishnabevidsthed. En overgivet sjæl tjener Krishna uden materielle hensyn (anyabhilasita-sunyam, Bhakti-rasamrta-sindhu 1.1.11). Jnana-karmady-anavrtam: Uforfalsket hengiven tjeneste, der er transcendental til kroppen og sindets aktiviteter såsom jnana (intellektuel spekulation) og karma (frugtstræbende arbejde) kaldes ren bhakti-yoga. Bhakti-yoga er sjælens ægte aktivitet, og når man virkelig engagerer sig i uforfalsket, ubesmittet hengiven tjeneste, er man allerede befriet (sa gunan samatityaitan). Krishnas hengivne er ikke underlagt den materielle tilstand, selv om hans kropslige karaktertræk synes at være materielt betingede. Man bør derfor ikke betragte en ren hengiven fra et materialistisk synspunkt. Medmindre man selv er hengiven, kan man ikke fuldstændigt se en anden hengiven. Som det er blevet forklaret i det foregående vers, findes der tre former for hengivne – kanistha-adhikari, madhyama-adhikari og uttama-adhikari. En kanistha-adhikari kan ikke skelne mellem en hengiven og en ikke-hengiven. Han er blot optaget af at tilbede Deiteten i templet. En madhyama-adhikari kan imidlertid skelne imellem den hengivne og den ikke-hengivne såvel som mellem den hengivne og Herren. Derfor behandler han Guddommens Højeste Personlighed, den hengivne og den ikke-hengivne forskelligt. (Fortsættes i næste nummer)