ESSENSEN AF ÅNDELIG VEJLEDNING, 6

Af Srila Prabhupada

Her fortsætter oversættelsen af Srila Prabhupadas bog The Nectar of Instruction, hans oversættelse af og kommentarer til Rupa Gosvamis Upadesamrta.

Selv i almindelige sociale aktiviteter er disse seks former for omgang mellem to kærlige venner absolut nødvendige. For eksempel arrangerer en forretningsmand en festmiddag på et hotel, når han ønsker at komme i kontakt med en anden forretningsmand, og udtrykker åbent under denne middag, hvad han ønsker at gøre. Han søger så råd hos sin ven om, hvordan han bør handle, og undertiden udveksles der gaver. Disse seks aktiviteter udøves således, når som helst der forekommer priti, kærlig fortrolig omgang. I det foregående vers tilrådede Srila Rupa Gosvami, at man bør forsage verdslig omgang og dyrke omgang med de hengivne (sanga-tyagat sato vrtteh). Det Internationale Samfund for Krishnabevidsthed er blevet etableret for at give mulighed for disse seks former for kærlige udvekslinger mellem hengivne. Dette samfund blev startet egenhændigt, men fordi folk kommer frem og tager del  i “giv-og-tag-politiken”, breder dette Samfund sig nu over hele verden. Vi er glade for, at folk bidrager meget gavmildt til udvikling af dette Samfunds aktiviteter, og at folk også accepterer de ydmyge bidrag, vi giver dem i form af bøger og blade, der udelukkende beskæftiger sig med emnet Krishnabevidsthed. Nogle gange afholder vi Hare Krishna-festivaler og inviterer livsmedlemmer og venner til at deltage i festligholdelsen ved at acceptere prasada. Selv om de fleste af vores medlemmer stammer fra samfundets højere lag, kommer de ikke desto mindre for at modtage lige meget hvor beskeden en prasada, vi er i stand til at tilbyde dem. Undertiden udspørger medlemmerne og velønskerne meget fortroligt om metoderne for udøvelse af hengiven tjeneste, og dette forsøger vi så at forklare. På denne måde har vi held med at sprede vores Samfund over hele verden, og de intelligente mennesker i alle lande begynder gradvist at sætte pris på vores Krishnabevidste aktiviteter.

Krishnabevidsthedssamfundets liv næres af disse seks former for kærlighedsudveksling mellem dets medlemmer. Derfor skal folk gives mulighed for at omgås med ISKCON’s hengivne, for blot ved at udveksle på disse ovennævnte seks måder kan et almindeligt menneske fuldt ud genoplive sin slumrende Krishnabevidsthed. I Bhagavad-gita (2.62) står der, sangat sanjayate kamah: Ens ønsker og ambitioner udvikler sig i forhold til den omgang, man dyrker. Det siges ofte, at et menneske kan kendes på sin omgangskreds, og hvis et almindeligt menneske omgås med hengivne, vil det uden tvivl udvikle sin slumrende Krishnabevidsthed. Forståelse af Krishnabevidsthed er medfødt i ethvert levende væsen, og den er allerede udviklet i nogen grad, når det levende væsen får en menneskekrop. Der står i Caitanya-caritamrta (Madhya 22.107):

nitya-siddha krsna-prema ‘sadhya’ kabhu naya
sravanadi-suddha-citte karaye udaya

“Ren kærlighed til Krishna er evigt etableret i hjerterne på levende væsener. Det er ikke noget, man skal erhverve sig fra nogen anden side. Når hjertet bliver renset ved at høre og tale [om Krishna], vågner det levende væsen helt naturligt.”

Siden Krishnabevidsthed er helt naturligt til stede i ethvert levende væsen, må alle gives en chance for at høre om Krishna. Blot ved at høre og tale – sravanam kirtanam – bliver vores hjerte på direkte vis renset, og vores oprindelige Krishnabevidsthed vækkes omgående. Krishnabevidsthed påtvinges ikke hjertet på kunstig vis, men er der allerede. Når man fremsiger Guddommens Højeste Personligheds hellige navn, renses hjertet for al verdslig besmittelse. I første vers af Sin Sri Siksastaka siger Herren Sri Caitanya Mahaprabhu (Cc. Antya 20.12):

ceto-darpana-marjanam bhava-
maha-davagni-nirvapanam

sreyah-kairava-candrika-vitaranam
vidya-vadhu-jivanam

anandambudhi-vardhanam pratipadam purnamrtasvadanam

sarvatma-snapanam param vijayate
sri-krsna-sankirtanam

“Al ære til Sri Krishna sankirtana, der renser hjertet for alt det støv, der har samlet sig gennem årene, og slukker det betingede livs brand af gentagen fødsel og død. Denne sankirtana-bevægelse er den største velsignelse for hele menneskeheden, for den spreder strålerne fra velsignelsens måne. Den er al transcendental kundskabs liv. Den forøger havet af transcendental lyksalighed og gør os i stand til fuldt ud at smage den nektar, vi altid længes efter.”

Ikke alene renses den, der fremsiger maha-mantraet, men hjertet renses også på enhver, der tilfældigvis hører den transcendentale lyd af Hare Krishna, Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare. Selv sjælene, der er indesluttede i lavere dyrearter, insekter, træer og andre levende arter, bliver også renset og forberedt på at blive fuldstændigt Krishnabevidste blot ved at høre den transcendentale lyd. Det blev forklaret af Haridasa Thakura, da Caitanya Mahaprabhu spurgte ham, hvordan levende væsener, der er lavere end mennesker, kan blive udfriet fra materiel trældom. Haridasa Thakura svarede, at fremsigelsen af de hellige navne er så kraftfuld, at selv hvis man reciterer i junglens mest afsidesliggende dele, vil træerne og dyrene gøre fremskridt i Krishnabevidsthed blot ved at høre denne lyd. Dette blev faktisk bevist af Sri Caitanya Mahaprabhu Selv, da Han passerede igennem Jharikhanda-skoven. Ved denne lejlighed opgav tigrene, slangerne, hjortene og alle de andre dyr deres naturlige fjendtlighed og begyndte at synge og danse i sankirtana. Selvfølgelig kan vi ikke imitere Sri Caitanya Mahaprabhus aktiviteter, men vi bør følge i Hans fodspor. Vi har ikke kraft nok til at fortrylle lavere dyr såsom tigre, slanger, katte og hunde eller til at få dem til at danse, men ved at synge Herrens hellige navne kan vi omvende mange mennesker over hele verden til Krishnabevidsthed. At give eller udbrede Herrens hellige navn er et ophøjet eksempel på velgørenhed (dadati-princippet). I samme åndedrag bør man også følge pratigrhnati-princippet og være villig og parat til at modtage den transcendentale gave. Man bør spørge ind til Krishnabevidsthedsbevægelsen og åbne sit sind for at forstå denne materielle verdens situation. Således kan guhyam akhyati prcchati-principperne tjenes.

Medlemmerne af det Internationale Samfund for Krishnabevidsthed indbyder Samfundets medlemmer og velyndere til at spise sammen med dem, når de afholder deres kærlighedsfester i alle deres afdelinger hver søndag. Mange interesserede mennesker kommer for at ære prasada, og når som helst det er muligt, inviterer de Samfundets medlemmer til deres hjem og forsyner dem med overdådig prasada. På denne måde gavnes både Samfundets medlemmer og den almindelige befolkning. Folk bør opgive omgang med såkaldte yogier, jnanier, karmier og filantroper, for denne omgang kan ikke gavne nogen. Hvis man virkelig ønsker at nå menneskelivets mål, må man pleje omgang med Krishnabevidsthedsbevægelsens hengivne, for det er den eneste bevægelse, der lærer én, hvordan man udvikler kærlighed til Gud. Religion er menneskesamfundets specielle funktion og forskellen på et menneskesamfund og et dyresamfund. Et dyresamfund har ingen kirke og moske eller noget religiøst system. I alle dele af verden findes der, uanset hvor underkuet menneskesamfundet end er, en eller anden form for religiøst system. Selv indfødte stammer i junglerne har et religiøst system. Når et religiøst system udvikler sig og bliver til kærlighed til Gud, er det perfekt. Som der står i Srimad-Bhagavatams Første Bog (1.2.6):

sa vai pumsam paro dharmo
yato bhaktir adhoksaje
ahaituky apratihata
yayatma suprasidati

“Den højeste beskæftigelse (dharma) for hele menneskeheden er den, gennem hvilken mennesket kan opnå kærlig hengiven tjeneste til den transcendentale Herre. En sådan hengiven tjeneste skal være umotiveret og uafbrudt for fuldstændigt at kunne tilfredsstille selvet.”

Hvis menneskesamfundets medlemmer virkelig ønsker fred i sindet, ro og venskabelige forhold mellem mennesker og nationer, må de følge det Krishnabevidste religionssystem, gennem hvilket de kan udvikle deres slumrende kærlighed til Krishna, Guddommens Højeste Personlighed. I det øjeblik folk gør det, vil deres sind omgående fyldes med fred og ligevægt.

I denne anledning advarer Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura alle hengivne, der er engagerede i at udbrede Krishnabevidsthedsbevægelsen, imod at tale med de upersonlige mayavadier, der altid er opsatte på at modsætte sig sådanne teistiske bevægelser. Verden er fuld af mayavadier og ateister, og verdens politiske partier udnytter mayavada og andre ateistiske filosofier til at fremme materialismen. Undertiden støtter de endog et stærkt parti for at skabe modstand mod Krishnabevidsthedsbevægelsen. Mayavadier og andre ateister ønsker ikke, at Krishnabevidsthedsbevægelsen skal udvikle sig, for den uddanner folk i Gudsbevidsthed. Sådan er ateisternes politik. Det er ikke til nogen nytte at give en slange mælk og bananer, for slangen vil aldrig blive tilfreds. Tværtimod bliver slangen blot mere giftig ved at spise mælk og bananer (kevalam visa-vardhanam). Hvis en slange gives mælk, forøges dens giftighed. Af lignende årsager bør vi ikke åbenbare vores sind for de slangeagtige mayavadier og karmier. En sådan åbenhjertighed vil aldrig være til nogen gavn. Det er bedst helt at undgå samkvem med dem og aldrig spørge dem om noget fortroligt, for de kan ikke give god vejledning. Ej heller bør vi invitere mayavadier og ateister eller acceptere deres invitationer, for gennem et sådant fortroligt samkvem kan vi blive påvirkede af deres ateistiske mentalitet (sangat sanjayate kamah). Det negative påbud i dette vers er, at vi bør afholde os fra at give noget til eller modtage noget fra mayavadier eller ateister. Sri Caitanya Mahaprabhu har også advaret os, visarira anna khaile dusta haya mana: “Vores sind bliver ondskabsfuldt af at spise mad, der er tilberedt af verdslige mennesker.” (Cc. Antya 6.278) Medmindre man er meget avanceret, er man ude af stand til at udnytte alles bidrag til at fremme Krishnabevidsthedsbevægelsen. Derfor bør man af princip ikke acceptere velgørenhed fra mayavadier eller ateister. Sri Caitanya Mahaprabhu har endog forbudt hengivne at omgås selv med almindelige mennesker, der er alt for forfaldne til materiel sansetilfredsstillelse.

Konklusionen er, at vi altid bør pleje omgang med hengivne, overholde de regulative hengivne principper, følge i fodsporene på de store acaryaer og i fuld lydighed udføre den åndelige mesters ordrer. På denne måde vil vi blive i stand til at udvikle vores hengivne tjeneste og slumrende Krishnabevidsthed. Den hengivne, der hverken er begynder eller maha-bhagavata (en meget avanceret hengiven), men som befinder sig på den hengivne tjenestes mellemste plan, forventes at elske Guddommens Højeste Personlighed, slutte venskab med de hengivne, begunstige de uvidende og afvise de misundelige og dæmoniske. I dette vers er der en kort omtale af processen til at befordre kærlige udvekslinger med Guddommens Højeste Personlighed og til at slutte venskab med de hengivne. Ifølge dadati-princippet bør en avanceret hengiven bruge mindst 50 procent af sin indkomst på Herren og Hans hengivnes tjeneste. Srila Rupa Gosvami har gennem sit liv givet et sådant eksempel. Da han besluttede sig for at trække sig tilbage, gav han 50 procent af sit livs indtjeninger til Krishnas tjeneste og 25 procent til sine slægtninge, imens han beholdt 25 procent til uforudsete personlige fornødenheder. Dette eksempel bør følges af alle hengivne. Lige meget hvad vores indkomst er, bør 50 procent udnyttes til gavn for Krishna og Hans hengivne. Det vil opfylde kravet om dadati.

I næste vers fortæller Srila Rupa Gosvami os hvilken slags vaisnava, man bør vælge som ven, og hvordan vaisnavaer bør tjenes.

(Fortsættes i næste nummer)