ESSENSEN AF ÅNDELIG VEJLEDNING, 5

Af Srila Prabhupada

Her fortsætter oversættelsen af Srila Prabhupadas bog The Nectar of Instruction, hans oversættelse af og kommentarer til Rupa Gosvamis Upadesamrta.

Bestræbelser, der gøres med intelligens i Krishnabevidsthed, kaldes utsaha, entusiastiske. De hengivne finder den rigtige måde, hvorpå alt kan udnyttes i Herrens tjeneste (nirbandhah krsna-sambandhe yuktam vairagyam ucyate). Udøvelsen af hengiven tjeneste er ikke inaktiv meditation, men praktisk handling i åndeligt liv.

Disse aktiviteter skal udøves med tålmodighed. Man må ikke være utålmodig i Krishnabevidsthed. Ja, denne Krishnabevidsthedsbevægelse blev startet på egen hånd, og i begyndelsen var der ingen tilslutning, men fordi vi fortsatte med at udføre vores hengivne handlinger med tålmodighed, begyndte folk gradvist at forstå betydningen af denne bevægelse, og nu er de ivrige deltagere. Man må ikke være utålmodig i udførelsen af hengiven tjeneste, men modtage instruktioner fra den åndelige mester og følge dem med tålmodighed, imens man afhænger af guru og Krishnas nåde. Den vellykkede udøvelse af Krishnabevidste aktiviteter kræver både tålmodighed og tillid. En nygift pige forventer sig naturligvis afkom fra sin ægtemand, men hun kan ikke forvente at få det umiddelbart efter ægteskabets indgåelse. Selvfølgelig kan hun, så snart hun er blevet gift, gøre forsøg på at få et barn, men hun er nødt til at overgive sig til sin mand i tillid til, at hendes barn vil udvikle sig og blive født, når tiden er inde. I hengiven tjeneste betyder overgivelse på samme måde, at man er nødt til at være tillidsfuld. Den hengivne tænker, avasya raksibe krsna: “Krishna vil med sikkerhed beskytte mig og give mig hjælp til at lykkes i min udøvelse af hengiven tjeneste.” Dette kaldes tillidsfuldhed.

Som det allerede er blevet forklaret, må man ikke være inaktiv, men bør være entusiastisk med hensyn til udøvelsen af de regulative principper – tat-tat-karma-pravartana. Hvis man negligerer de regulative principper, vil man ødelægge sin hengivne tjeneste. I denne Krishnabevidsthedsbevægelse er der fire grundlæggende regulative principper, der forbyder utilladt sex, kødspisning, spil og beruselse. En hengiven er nødt til at være meget entusiastisk med hensyn til at følge disse principper. Hvis man slækker på nogen af dem, vil ens fremgang helt sikkert blive bremset. Srila Rupa Gosvami anbefaler derfor, tat-tat-karma-pravartanat: “Man bør strengt følge de regulative principper for vaidhi bhakti.” I tilgift til disse fire indskrænkninger (yama) findes der de positive regulative principper (niyama) såsom den daglige fremsigelse af seksten runder på en japa-mala-kæde. Disse regulative aktiviteter bør trofast udføres med entusiasme. Det kaldes tat-tat-karma-pravartana, forskelligartet engagement i hengiven tjeneste.

Endvidere er man for at lykkes i hengiven tjeneste nødt til at opgive omgang med uønskværdige mennesker. Det inkluderer karmier, jnanier, yogier og andre ikke-hengivne. Engang blev Sri Caitanya Mahaprabhu udspurgt af en af Sine husholderhengivne om vaisnavismens generelle principper samt om en vaisnavas generelle aktiviteter. Sri Caitanya Mahaprabhu svarede omgående, asat-sanga-tyaga – ei vaisnava-acara: “Kendetegnet på en vaisnava er, at han opgiver omgang med verdslige mennesker, ikke-hengivne.” (Cc. Madhya 22.87) Srila Narottama dasa Thakura har derfor anbefalet, tandera carana sevi bhakta-sane vasa: Man er nødt til at leve i selskab med rene hengivne og udøve de regulative principper, der er fastlagt af de forudgående acaryaer såsom de seks Gosvamier (Sri Rupa Gosvami, Sri Sanatana Gosvami, Sri Jiva Gosvami, Sri Raghunatha dasa Gosvami, Sri Gopala Bhatta Gosvami og Sri Raghunatha Bhatta Gosvami). Hvis man lever i selskab med hengivne, er der meget ringe chance for at omgås med ikke-hengivne. Det Internationale Samfund for Krishnabevidsthed åbner mange centre blot for at invitere folk til at leve i selskab med hengivne og praktisere det åndelige livs regulative principper.

Hengiven tjeneste betyder transcendentale handlinger. På det transcendentale stadie er der ingen besmittelse af den materielle naturs tre kvaliteter. Denne tilstand kaldes visuddha-sattva, den rene godheds stadie eller godhed, der er fri for besmittelser fra lidenskaben og uvidenhedens kvaliteter. I denne Krishnabevidsthedsbevægelse forlanger vi, at alle står tidligt op omkring klokken fire hver morgen og deltager i mangala-arati, morgentilbedelse, og derefter læser Srimad-Bhagavatam, udfører kirtana osv. På denne måde afholder vi løbende døgnet rundt aktiviteter i hengiven tjeneste. Dette kaldes sato vrtti, at følge i fodsporene på de forudgående acaryaer, der på dygtig vis udfyldte hvert eneste øjeblik med Krishnabevidste handlinger.

Hvis man nøje følger Srila Rupa Gosvamis råd i dette vers – at være entusiastisk, at være tillidsfuld, at være tålmodig, at opgive selskab med uønskede personer, at følge de regulative principper og at forblive i selskab med hengivne – er man sikker på at gøre fremskridt i hengiven tjeneste. I denne anledning bemærker Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura, at kultivering af kundskab gennem filosofisk spekulation, ophobning af verdslig velstand gennem forøgelse af frugtbærende aktiviteter og ønsket om at opnå yoga-siddhier, materielle perfektioner, alle står i modsætning til den hengivne tjenestes principper. Man er nødt til at blive gennemgribende ligegyldig over for sådanne midlertidige aktiviteter og i stedet vende sine hensigter mod den hengivne tjenestes regulative principper. Ifølge Bhagavad-gita (2.69):

ya nisa sarva-bhutanam
tasyam jagarti samyami
yasyam jagrati bhutani
sa nisa pasyato muneh

“Hvad der er nat for alle levende væsener, er tiden til at vågne op for den selvbeherskede, og den vågne tid for alle levende væsener er nat for den selvransagende vismand.”

Det er det levende væsens liv og sjæl at være engageret i Herrens hengivne tjeneste. Det er menneskelivets ønskede mål og højeste fuldkommenhed. Man er nødt til at være overbevidst om dette, og om, at alle andre handlinger ud over hengiven tjeneste såsom intellektuel spekulation, frugtbærende arbejde eller mystisk bestræbelse aldrig vil give nogen vedvarende gavn. Fuldstændig tillid til den hengivne tjenestes vej vil gøre os i stand til at nå det ønskede mål, hvorimod forsøg på at følge andre veje kun vil gøre os rastløse. I Srimad-Bhagavatams Tiende Bog er det angivet: “Man bør have en klar overbevisning om, at de, der har opgivet den hengivne tjeneste for at engagere sig i svære askeser til opfyldelse af andre formål, ikke er renset i deres sind, fordi de på trods af deres avancerede askese ingen viden har om Herrens transcendentale kærlighedstjeneste.”

Der står videre i Tiende Bog: “Selv om intellektuelle spekulanter og frugtstræbende arbejdere udøver stor askese og bodsøvelser, falder de stadig ned, fordi de intet kender til Herrens lotusfødder.” Herrens hengivne falder imidlertid aldrig ned. I Bhagavad-gita (9.31) forsikrer Guddommens Højeste Personlighed Arjuna, kaunteya pratijanihi na me bhaktah pranasyati: “O Kuntis søn, bekendtgør det frimodigt, at Min hengivne aldrig går til grunde.”

Krishna siger videre i Bhagavad-gita (2.40):

nehabhikrama-naso ‘sti
pratyavayo na vidyate
svalpam apy asya dharmasya
trayate mahato bhayat

“I denne bestræbelse er der intet tab og ingen formindskelse, og selv små fremskridt på denne vej kan beskytte én imod den største fare.”

Hengiven tjeneste er så ren og fuldkommen, at når man først én gang er begyndt, trækkes man tvangsmæssigt frem til i sidste ende at lykkes. Undertiden vil en person opgive sin almindelige materielle beskæftigelse og af sentimentalitet søge tilflugt ved den Højeste Herres lotusfødder, og således begynde den indledningsvise udførelse af hengiven tjeneste. Selv hvis en sådan umoden hengiven falder ned, har han intet mistet. Hvad er på den anden side gevinsten for den, der udfører de foreskrevne pligter i forhold til varna og asrama, men som ikke engagerer sig i hengiven tjeneste? Selv om en falden hengiven kan modtage sin næste fødsel i en laverestående familie, vil hans hengivne tjeneste ikke desto mindre fortsætte, hvor den slap. Hengiven tjeneste er ahaituky apratihata. Den er ikke resultatet af nogen materiel årsag, ej heller kan den afbrydes eller permanent indskrænkes af nogen materiel afbrydelse. Derfor bør en hengiven have tillid med hensyn til sin beskæftigelse og ikke være interesseret i karmierne, jnanierne og yogiernes handlinger.

Der findes afgjort mange gode kvaliteter blandt frugtstræbende arbejdere, intellektuelle spekulanter og mystiske yogier, men alle disse gode kvaliteter udvikles automatisk i en hengivens karakter. Ingen udefrakommende indsats er nødvendig. Som det bekræftes i Srimad-Bhagavatam (5.18.12), manifesterer alle halvgudernes gode kvaliteter sig i stigende grad hos den, der har udviklet ren hengiven tjeneste. Fordi en hengiven ikke er interesseret i nogen materiel aktivitet, bliver han ikke materielt besmittet. Han befinder sig omgående på stadiet af transcendentalt liv. Den, der imidlertid engagerer sig i verdslige aktiviteter – hvad enten det er en såkaldt jnani, yogi, karmi, filantrop, nationalist osv. – kan ikke nå det højere stadie af mahatma. Han forbliver en duratma, en person med et forkrøblet sind. Ifølge Bhagavad-gita (9.13):

mahatmanas tu mam partha
daivim prakrtim asritah
bhajanty ananya-manaso
jnatva bhutadim avyayam

“O Prthas søn, de store sjæle, der ikke er vildledte, står under den guddommelige naturs beskyttelse. De er fuldt ud engagerede i hengiven tjeneste, for de kender Mig som Guddommens Højeste Personlighed, der er oprindelig og uudtømmelig.”

Siden alle Herrens hengivne befinder sig under beskyttelse af Hans højeste energi, bør de ikke afvige fra den hengivne tjenestes vej og involvere sig i en karmi, jnani eller yogis vej. Det kaldes utsahan niscayad dhairyat tat-tat-karma-pravartanat, entusiastisk at udøve den hengivne tjenestes regulative handlinger med tålmodighed og tillid. På denne måde kan man uhindret gøre fremskridt i hengiven tjeneste.

TEKST 4

dadati pratigrhnati

guhyam akhyati prcchati

bhunkte bhojayate caiva

sad-vidham priti-laksanam

OVERSÆTTELSE

At give gaver i velgørenhed, at acceptere gaver givet som velgørenhed, at åbenbare sit sind i fortrolighed, at spørge i fortrolighed, at acceptere prasada og at tilbyde prasada er de seks symptomer på kærlighed, der udveksles mellem hengivne.

FORKLARING

I dette vers forklarer Srila Rupa Gosvami, hvordan man bør udføre hengivne handlinger i selskab med andre hengivne. Der findes seks former for handlinger: 1) at give velgørenhed til de hengivne, 2) at acceptere, hvad end de hengivne tilbyder til gengæld, 3) at åbenbare sit sind for de hengivne, 4) at udspørge dem om Herrens fortrolige tjeneste, 5) at ære prasada, åndelig mad, der gives af de hengivne, og 6) at bespise de hengivne med prasada. En erfaren hengiven forklarer, og en uerfaren hengiven lærer fra ham. Dette er guhyam akhyati prcchati. Når en hengiven uddeler prasada eller rester af mad, der er ofret til Guddommens Højeste Personlighed, må vi for at opretholde vores ånd af hengiven tjeneste acceptere denne prasada som Herrens nåde, der er modtaget gennem de rene hengivne. Vi bør også invitere rene hengivne til vores hjem, tilbyde dem prasada og være rede til at glæde dem på enhver måde. Det kaldes bhunkte bhojayate caiva. (Fortsættes i næste nummer)