Af SB Kesava Swami  (Oversat af Jesper Frydenlund)

Nogle gange stopper jeg op og tænker: ”Hvad motiverer min åndelige rejse?” Det faktum, at man år efter år fortsætter med tilsyneladende begejstring, fortæller måske ikke hele historien.

Når vi modtager påskønnelse, respekt, opmuntring og præsenteres for et væld af forestående muligheder, er det noget nemmere at fortsætte med begejstring og beslutsomhed. Der er trods alt en umiddelbar følelse af præstation, værdi og formål. De afgørende øjeblikke opstår dog ofte, når denne gensidighed udebliver. Det er ildprøven til at måle summen og substansen af vores åndelighed. I disse hårde tider er vi vidne til, hvor vi rent faktisk henter vores entusiasme fra.

Med jævne mellemrum vil vi alle blive konfronteret med situationer, hvor folk er uvidende om vores ofre, ikke værdsætter vores bestræbelser og ikke er imponeret over vores bidrag. Folk kan endda misforstå vores formål og kritisere os åbenlyst. Srila Prabhupada talte om en periode af sit liv, hvor han ”græd alene i mørket.” Kun få lyttede, endnu færre var oprigtigt anerkendende, og nærmest ingen hjalp. Ikke desto mindre fortsatte han uden at miste entusiasmen.

I tider med sådanne prøvelser bliver niveauet af vores åndelige renhed både udstillet og udviklet. Man er nødt til at være forankret i bevidstheden om, at der er guddommelig påskønnelse af vores oprigtige bestræbelser, selv om mennesker omkring os ikke er så imødekommende. Arcturianerne sagde engang: ”Dit arbejde er ikke at trække verden, sparkende og skrigende, ind i en ny bevidsthed. Dit job er ganske enkelt at udføre dit arbejde … helligt, i hemmelighed og tavst … og de med øjne, der ser, og ører, der hører, vil respondere.”

I livets rutsjebane spiller de ”gode tider” og ”dårlige tider” således begge deres rolle. De tilskyndelser, vi måtte få, kommer fra forsynet, for de udgør vores daglige behov på vores åndelige rejse. Disse tider med stabilitet, fremgang og anerkendelse bør udnyttes til åndelig fordybelse, så vi kan opbygge lagre af inspiration, taknemmelighed, styrke og urokkelig tro. Og når ildprøven kommer, når vi bliver frataget denne opmuntrende støtte og græder alene i mørket, træner vi de indre muskler ved at øve os i modstandskraft, ydmyghed, tålmodighed og tolerance. Prøven vil afsløre os, uddanne os og forhåbentlig inspirere os. Det er en indlæringskurve, og jeg forsøger at forblive opmærksom – de overraskende prøvelser er altid lige om hjørnet.