Af Jahnu Dasa

Jeg voksede op i Danmark i 60’erne og 70’erne. Selv om Danmark har en statsstøttet luthersk kirke, anses det for et ret ateistisk land.

I 60’erne og 70’erne blev religiøse mennesker anset for mærkelige, i hvert fald der, hvor jeg kom fra på Amager.

Ingen i min familie, venner eller lærere i skolen troede på Gud. Så jeg voksede op som total ateist. Senere i livet, sikkert fordi jeg røg hash, begyndte jeg at fundere over Gud og de højere dimensioner i livet.

På det tidspunkt var jeg omkring 19. Jeg begyndte at spekulere – jeg fattede ikke, at selv om jeg havde al den sex, drugs and rock’n’roll, jeg kunne ønske mig, var jeg aldrig helt tilfreds. Jeg havde det altid, som om noget manglede.

Jeg prøvede mange ting. Jeg prøvede at være intellektuel kommunist. Jeg læste alle de bøger, de havde på biblioteket om filosofi og religion. En bog, jeg var særligt tiltrukket af, var skrevet af Paul Brunton, en amerikaner, der tog til Indien for at finde en guru. Men han kunne ikke forlige sig med nogen, så han skrev sin egen bog. Jeg husker ikke titlen, men nu forstår jeg, at den var inspireret af upersonlig mayavada-filosofi.

Jeg blev meget samfundskritisk. Jeg og vennerne snakkede endda om at tage ned og slutte os til Bader-Meinhof fra Rote Armé Fraktion, men det forblev heldigvis ved snakken fra en flok skæverter.

Jeg prøvede at blive buddhist. Jeg prøvede meditation. Jeg praktiserede pranayama. På det tidspunkt mødte jeg mormonerne, og de gav mig min første Gudsoplevelse. Jeg konverterede til mormonerne og blev døbt og det hele, men der var for mange spørgsmål, de ikke havde gode svar på. Jeg var stærkt søgende efter livets virkelige mening.

Jeg var meget tiltrukket af ideen om karma og reinkarnation.

Det var på det tidspunkt, jeg fik en søn – Toke – med den mormonpige, jeg var kæreste med.

En dag – jeg var 24 og meget frustreret på grund af eksistentiel ængstelse, så jeg kaldte på Jesus: ”Åh Kristus, vis mig vejen.” Næste dag skete der nærmest et mirakel. Min kæreste kom hjem og sagde: ”Jeg mødte en mærkelig stodder inde i byen, og han ville ikke lade mig gå, før han havde givet mig den her bog,” og hun smed den i skødet på mig: ”Her, jeg ved du er interesseret i det pis.”

Det viste sig, hun havde mødt en Hare Krishna-hengiven, som gav hende The Science of Self-realization, der på dansk hed Perfektion i Stridens Tidsalder. Lige så snart jeg havde læst den bog, vidste jeg, at jeg havde fundet Gud og meningen med livet.

Et halvt år senere flyttede jeg ind i Hare Krishna-templet i Brønshøj. Det var i 1982. Så det tog mig ligesom fem år, fra jeg begyndte min søgen efter livets sandhed, til jeg mødte Hare Krishna.

Gudskelov for Prabhupada og Krishna, og Jesus viste mig vejen.

Krishna siger: ”Efter mange, mange liv overgiver den, der besidder virkelig viden, sig til Mig, idet han ved, at Jeg er alle årsagers årsag og alt, der er til. En sådan stor sjæl er meget sjælden.” (Bg. 7.19)