En konge skulle engang kåre en ny minister. For at vælge mellem de mange potentielle kandidater udskrev han en dyst, hvor han lovede, at den, der kunne kultivere den flotteste tulasi-plante fra et frø, som han fik af kongen, ville blive hans nye minister.
Mange meldte sig, og alle fik de udleveret et tulasi-frø med besked om, at de ville blive kaldt tilbage om et halvt år, hvor de skulle fremvise deres plante. De blev alle lovet, at den, der havde den flotteste plante, ville blive kongens næste minister.
Et halvt år senere mødte kandidaterne på kongens invitation op med tulasi-planter i potter, den ene flottere end den anden. En af dem skilte sig dog ud fra de andre, før han mødte op med en tom potte. Alle de andre lo ad ham, for hvordan kunne han tro, at han kunne vinde dysten med en tom potte.
En efter en kom deltagerne frem for kongen og viste deres tulasi-planter frem. Da audiensen var overstået, gik kongen ind til sig selv. Kort efter kom han ud igen og kaldte på manden med den tomme potte og bekendtgjorde for alle, at han ville blive hans nye minister. De andre var forbløffede og spurgte, hvorfor han skulle være minister, når han slet ikke havde kunne kultivere en plante overhovedet.
Kongen svarede: ”Alle frøene, jeg gav ud, var golde og kunne ikke spire. Han var den eneste ærlige blandt jer.”