Af Jahnu Dasa

Et menneske eller rettere sjælen har to kroppe: en fysisk krop og en psykisk krop eller sindet.

Sindet består af sind, intelligens og falsk ego. Den fysiske krop består af jord, vand, ild, luft og æter.

Sindet har tre funktioner – at tænke, føle og ville. Intelligensen har tre funktioner – at skelne, huske og tvivle. Det falske egos funktion er at få sjælen til at tro, at han er sin krop og sit sind.

Virkelig intelligens begynder, når man skelner mellem ånd (bevidsthed) og materie, eller når man lærer at skelne mellem sit virkelige selv på den ene side og kroppen og sindet på den anden.

Intelligens er ikke kun et spørgsmål om IQ. Det er i højere grad et spørgsmål om at kunne skelne mellem ånd og materie eller at kunne skelne mellem sig selv og sin krop og sit sind.

Hvis man anser sig selv for at være sin krop, kan man have nok så høj en IQ, men hvad angår viden om sit virkelige selv, er man mindre intelligent.

På samme måde er man at anse for mindre intelligent uanset ens IQ, når man er styret af sindets følelser. Intelligensen er over sindet, så når følelserne er stærkere end intelligensen, er man mindre intelligent. Når følelserne er stærkere end intelligensen, er intelligensen svag.

Krishna siger: ”De aktive sanser er overordnede inaktivt stof; sindet er højere end sanserne; intelligensen er endnu højere end sindet; og sjælen er højere end selv intelligensen.” (Bg. 3.42)

Dette er alt sammen baseret på graden af åndelig viden snarere end på graden af ens IQ. Man kan med andre ord ikke være rigtig intelligent uden åndelig viden.

De fleste mennesker anser åndelig viden irrelevant for deres liv, men det er et spørgsmål om tilfredsstillelse. Uden åndelig viden kan man simpelten ikke blive tilfreds i livet. Man vil altid være ulykkelig og frustreret. Uvidenhed ender altid i lidelse.

Derfor er vi i Hare Krishna så forhippede på at udbrede åndelig viden om Krishna. Vi udbreder ikke en tro. Vi udbreder videnskaben om sand lykke.

Krishna siger: ”O lærde Uddhava, de, der fæstner deres bevidsthed på Mig, idet de opgiver alle materielle ønsker, deler sammen med Mig en glæde, som umuligt kan opleves af dem, der er beskæftiget med sansetilfredsstillelse.” (Srimad-Bhagavatam 11.14.12)

Selvrealisering vil sige at erkende sit selv hinsides kroppen og sindet. Selvet eller sjælen er den indre observant af kroppens og sindets funktioner.

Så længe sjælen identificerer sig selv med kroppen og dens kultur, vil der være lidelse involveret. Man kan naturligvis opleve sansetilfredsstillelse, men al sansenydelse vil uvægerligt ende i lidelse.

Sansenydelse kaldes materiel nydelse, altså nydelse, der stammer fra kroppen og sindet. Målet med den menneskelige livsform er som sagt selvrealisering. Når man erkender sit virkelige selv, vil man automatisk blive lykkelig, for selvet eller sjælen er et fragment af Gud, og Gud består af evighed, viden og lykke. Så sjælen er en atomisk gnist af evighed, viden og lykke.

Når man forbinder sig med sit virkelige selv, sjælen, forbinder man sig derfor med evighed, viden og lykke.

Den åndelige metode, der er anvist i Vedaerne for denne tidsalder, er at recitere Guds navn. Ligesom man vasker sin krop med vand og sæbe, vasker man sindet med lyd.

I øjeblikket er sjælen dækket af otte materielle lag i form af kroppen og sindet. Det er som et spejl, der er dækket af støv. Når man vasker spejlet rent, kan man se sit sande selv, sjælen, og det opleves som ren lykke og viden. Sindet vaskes rent med lyden af Guds navn.

Sansenydelse er afhængig af kroppen, men den åndelige lykke, der kommer fra sjælen, er ikke afhængig af noget materielt såsom kroppens udseende eller sindets situation. Sjælen er en partikel af evig viden og lykke.

Ved at recitere Guds navn vil man forbinde sig med sig selv og opleve sand lykke.

Som man kan se, er dette en usekterisk, universel metode, der går igen i alle religioner. I kirkens standardbøn står der: ”Ære være dit navn.” I Biblen står der et sted, at Guds navn skal forherliges fra solopgang til solnedgang.

hare krishna hare krishna krishna krishna hare hare

hare rama hare rama rama rama hare hare

“Det ovenstående mantra på seksten ord og 32 stavelser er det eneste, der kan give beskyttelse mod Kali-yugas onde indflydelse. Efter at have gennemsøgt alle Vedaerne finder vi ikke noget mere ophøjet i denne tidsalder end at recitere Hare Krishna-mantraet.” (Kali-santarana Upanishad)