Af Jahnu Dasa
Dette er et tåbeligt spørgsmål, men måske kan I bruge svaret: ”Hvilken teologisk hypotese om DESI’s opdagelse af mørk energi er du mest enig i: ”Gud eksisterer ikke,” ”Gud gør, hvad Han vil,” eller ”Gud er afgrunden/tomrummet/dybet (som i Nyx Land og Ahaiyuta)?””
Hvilken befrielse den vediske lære er – man er ikke sin krop eller sit sind, men observanten indeni.
Når man forstår, at kroppen er ens maskine og ikke én selv, bliver man straks befriet for kropslige komplekser. Man kan selvfølgelig sige, at det er bedre at have en Mercedeskrop end en Trabantkrop, men hvem hænger sig i ens bil, når man ved, at føren indeni er et menneske som én selv?
Når man kommer i kontakt med sit virkelige selv (sjælen), kan man begynde at forbinde sit selv med det Højeste Selv – Gud.
Gennem en ægte forbindelse af sig selv med Gud oplever man den højeste glæde.
Man kan spørge sig selv: ”Hvad er Gud og sjælen lavet af? Hvad består Gud af?”
Ifølge den vediske forståelse består Gud af evighed, viden og lyksalighed. Eftersom sjælen er en atomisk partikel af Guds bevidsthed, er sjælen en atomisk gnist af evighed, viden og lyksalighed. Læg mærke til, at den vediske version er den eneste religion i verden, der giver en definition på sjælen og Gud.
Brahma, skaberguden, siger:
”Krishna, der også er kendt som Govinda, er Guddommens Højeste Personlighed. Han har en evig, lyksalig åndelig krop. Han er kilden til alt. Han har ingen anden årsag end sig Selv, for Han er alle årsagers oprindelige årsag.” (Brahma-samhita 5.1)
Det giver mening, at evighed, viden og lykke er den substans, som Gud består af. Vi kan teste det på os selv. Alle sjæle er atomiske fragmenter af Gud, og hvis det er sandt, bør det kunne stadfæstes gennem et eksperiment. Det svarer til at undersøge en enkelt dråbe for at forstå hele havet.
Det faktum, at alle levende væsener instinktivt drages mod disse tre tilstande, antyder, at det er vores naturlige tilstand. Alle levende væsener søger evighed, viden og glæde. Vi har alle oplevelsen af, at disse tre er drivkraften i vores eksistens.
Vi er alle nydelsessøgende, vi forsøger alle at lære noget, og vi prøver alle at bevare vores væren. Vi besidder overlevelsesdrift. Overlevelsesdriften sammen med sexdriften er sikkert de stærkeste drifter i alle levende væsener.
Hvem vil ikke gerne være evig ung og lykkelig? Er der nogen, der vil have, at deres glæde hører op, fordi det bare er så kedeligt at være glad og tilfreds? Den eneste grund til, at man ønsker, at ens eksistens ophører, er, hvis livet er miserabelt.
I virkeligheden er vi lykkelige hele tiden. Men i samvær med vores midlertidige kropslige eksistens bliver vores glæde konstant afbrudt af frustration og lidelse. Vi ønsker ikke, at vores lykke skal ende. Hvem sidder i et virkelig lykkeligt sindelag og tænker: ”Åh altså, jeg ville ønske, min lykke ville gå væk.” Det er der ingen, der gør.
Det er således et direkte observerbart faktum, at alle levende væsener drages mod evighed, kundskab og lyksalighed, nøjagtigt som det læres og forudsiges i den vediske version.
Ved at forbinde os med vores virkelige identitet som sjæl bliver vi gensitueret i Guds substans af evighed, viden og lykke. Vi forbinder os selv med evig viden og lykke.
Metoden til at gøre dette er at påkalde Guds navn og anmode Ham. Det afstedkommes i den nuværende tidsalder af strid og hykleri, Kali-tidsalderen, gennem at synge eller meditere på Hare Krishna-mantraet:
hare krishna hare krishna krishna krishna hare hare/ hare rama hare rama rama rama hare hare
”Det ovenstående mantra på seksten ord og 32 stavelser er den eneste måde at beskytte sig mod denne tids ondskab. Efter at have gennemsøgt hele den vediske litteratur finder vi ingen mere ophøjet religion for den nuværende tidsalder end at synge Hare Krishna.” (Kali-santarana Upanisad)