Af Lalitanatha Das

I marts måned blev jeg kontaktet af en religionshistoriker, der skriver på en skolebog om ”spændingsfeltet mellem Darwins evolutionsteori og religiøse holdninger til den.”

I afsnittet om hinduisme ønskede forfatteren bl.a. at koble Visnus ti avataraer til Darwins evolutionsteori og bad mig om hjælp til at formulere dette plus generelt om min kommentar til hele projektet. Brevet var også ledsaget af en tekst, der var tiltænkt bogens afsnit om hinduisme. Jeg svarede som følger.

Så har jeg gennemlæst din tekst og tænkt over den. Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg svært ved at genkende hinduismens tankegang, så jeg vil nok som udgangspunkt foreslå en anden tilgang til emnet.

Lad mig først nævne, at i stedet for hinduisme er det mere præcist at tale om vedisk religion. Ordet hindu og hinduisme er udefrakommende begreber uden nogen egentlig betydning. I stedet for at skrive ”den oldindiske vediske kulturs religion, som meget i hinduismen trækker på,” kan du præcisere, at Vedaerne og den bredere vediske litteratur er hinduismens skriftlige grundlag, ligesom Biblen er kristendommens grundlag og Koranen grundlaget for islam. Derfor ville det være mere korrekt at tale om vedisk religion end hinduisme, men fred være med det. Lad os bare kalde det for hinduisme for nu.

Med hensyn til Vedaernes alder kan jeg heller ikke lade være med at nævne, at 1500-1200 f.v.t., som du giver for Rg Veda, er en 1800-tals angivelse, hvis ophavsmand var Max Müller. På en eller anden måde har den bidt sig fast og bruges stadig i de fleste af Vestens sekulære skriverier om hinduisme. Ikke desto mindre er denne aldersangivelse problematisk. Max Müller tog senere selv afstand fra den og indrømmede, at Rg Veda sagtens kunne være meget ældre, hvilket stemmer overens med Vedaernes egne udsagn. Og hvorfor skulle Vedaerne ikke have ret i deres egen aldersangivelse? Hvor finder vi ellers, at en bogs angivelse af sin udgivelsesdato ikke tages for pålydende? Ydermere støttes dette bl.a. af Vedaernes beskrivelser af en række geografiske træk såvel som astronomiske konstellationer, som man skal 5.000 år og længere tilbage i tiden for at finde. Jeg vil derfor foreslå, at du i det mindste gør opmærksom på Vedaernes egen aldersangivelse, der også generelt accepteres af Vedaernes tilhængere, hvis du absolut vil nævne Max Müller-tallene. Eller endnu bedre – glem Max Müller.

For at vende tilbage til den vediske tankegangs holdning til evolutionsteorien, ville jeg bestemt ikke koble Visnus ti avataraer sammen med evolutionsteorien. Jeg ved, hvad du refererer til, men det har intet at gøre med Vedaernes filosofi og opfattelse. Jeg vil gå så vidt som at kalde det en gang løsslupne spekulationer fra folk, der ikke ved, hvad de taler om, hverken når det kommer til evolutionsteori eller vedisk filosofi.

Den simple sandhed er, at siden evolutionsteorien er en ren materialistisk filosofi, er evolutionsteorien og Vedaernes opfattelse nærmest hinandens direkte modsætninger eller antiteser. Der er ingen fællestræk imellem dem. Evolutionsteorien er en tese om, at livet er et rent materielt fænomen. Alt ved livet kan tilskrives fysik og kemi. Livet startede på den tidlige jord med simple tilfældige kemiske reaktioner og har udviklet sig over nogle milliarder år til det komplekse fænomen, som det er i dag. Fra kaos til kompleks orden uden nogen styring bagved. Intet andet end materiens processer, dvs. fysik og kemi, er ansvarligt for livsfænomenet.

I modsætning dertil er liv ifølge Vedaerne slet ikke materielt. Hvordan kunne der ellers være reinkarnation? Vi er alle åndsvæsener, der opholder os i materielle kroppe. At dette er tilfældet, er for resten ikke svært at iagttage, for vi oplever alle, hvordan vores kroppe ændrer sig konstant fra barn til ung til voksen og gammel, imens jeg hele tiden på trods af det forbliver den samme uforanderlige ’mig’. Reinkarnation betyder, at den samme ’jeg’ opholder sig i forskellige kroppe på forskellige tidspunkter, og det behøver man ikke at kunne huske tidligere liv for at kunne observere. Det sker også inden for dette ene liv. Ifølge Vedaerne kan man derfor logisk konkludere, at vi er åndsvæsener, der fortsætter med at eksistere på den anden af denne fysiske krops død. Dette argument alene er nok til at punktere hele evolutionsteorien, hvis du spørger mig.

I forlængelse deraf slutter Vedaerne også, at den oprindelige årsag bag alting – den årsag, der er årsag til alt andet, men selv er årsagsløs – må være bevidst. Hvorfor? Fordi en dels kvalitet altid må findes i helheden (fordi en dråbe havvand er saltholdig, må havet også indeholde salt). Derfor må kvaliteten bevidsthed, som vi, der er små dele af en større helhed, besidder, også findes i den oprindelige årsag til alting. Denne årsag betegnes Brahman såvel som Paramatma og Bhagavan og kan vel nemmest oversættes som ’Gud’.

Denne logik om selvets og bevidsthedens uforanderlige natur såvel som den logiske konsekvens i form af den oprindelige årsag, Brahmans, bagvedliggende eksistens, er man nødt til først at forstå, før man kan hitte rede i, hvad du løst betegner som skabelsesmyter, for slet ikke at tale om Visnus avarataer. Giver det mening?

Så kort sagt ville jeg, hvis jeg var dig, slet ikke forsøge at koble evolutionsteori og vedisk/hinduistisk tankegang sammen. Hvorfor ikke bare forklare, hvordan de som opfattelser er hinandens diametrale modsætninger, og lade det blive ved det?

Med venlig hilsen,

Leif Asmark Jensen