Af Hridayananda Goswami

Hridayananda Maharaja og en gudsbroder har haft en brevudveksling, som han selv synes fortjener at blive delt med alle andre i ISKCON, omkring, hvorvidt en institution som ISKCON har ret til at udøve magt over guruer eller ej.

Min samtalepartner skrev: 

”Igennem hele vores sampradayas historie og i verdenshistorien generelt har sanatana dharma aldrig tilhørt nogen institution. Nogle acaryaer forlod organisationer for at sprede deres lære, men principperne, de videregav, har altid eksisteret og vil altid fortsætte gennem parampara fra guru til discipel: ‘evam parampara praptam (Bhagavad-gita 4.2)’. Ydermere ser vi overalt i den vediske litteratur, at guruens position altid var udtrykkeligt uafhængig af nogen form for institution. Den brahminske klasses opgave var at være forsagende og lærd såvel som uafhængigt situeret, så den ikke gik på kompromis med sit princip om sandfærdighed. Snarere er det meningen, at fordi de [brahmanaerne] står uden for rammerne af materielt liv, kommer administratorer og konger til dem for at søge råd og vejledning.” 

Jeg svarede:

Min kære gudsbroder.

Jaya Prabhupada! Tak for dit brev. Jeg må sige, at det virker åbenlyst opportunistisk og historisk ukorrekt at karakterisere den historiske vaisnava guru-kultur som tværinstitutional eller tilmed anti-institutionel. Her er nogle relevante pointer.

1. Bhaktivinoda Thakura forstod tydeligt, hvordan verden på hans tid havde ændret sig. I den moderne verden har Herren Caitanyas tilhængere brug for at danne en institution. Bhaktivinoda afstraffede og fjernede personligt en falsk guru, og han gjorde det med autoriteten fra en institutionel administrativ position.

2. Hans søn Bhaktisiddhanta Thakura gik videre med institutionaliseringen af Herren Caitanyas bevægelse. Desværre brød den forenede og indflydelsesrige Gaudiya Matha sammen og opløstes præcis på grund af dens manglende evne til at opretholde en funktionel institution, sådan som Bhaktisiddhanta havde instrueret det. Individuelle guruers personlige ønsker om at fungere uafhængigt af nogen form for institutionelle bånd ledte til dens død som en effektiv, historisk relevant åndelig kraft. Selv om mange af hans disciple agerede som guruer, gjorde de det ikke inden for nogen institution, og dette førte ret hurtigt til sammenbruddet af guruens institution. Alle de selvstændige guruer blev i det store hele irrelevante i den bredere verden. Den falske lære om, at guruen er hævet over institutionelle bånd, var Prabhupadas gudsbroder Sridhara Swamis teori, og Prabhupada bemærkede, at grunden til Gaudiya Mathas sammenbrud netop var denne forkerte politik.

3. Det er sandt, at i den ældgamle litteratur som Srimad-Bhagavatam og Mahabharata eller selv i Caitanya-caritamrta støder vi ikke på religiøse institutioner i den moderne forstand eller selv i den oldtidige eller middelalderlige kristne forstand. Lad os imidlertid tage et nærmere kig på historien. For 5.000 år siden, som det beskrives i Mahabharata, udviste det vediske samfund et niveau af kulturel og religiøs ensartethed, der står i grel kontrast til den moderne verden. Selvfølgelig kæmpede suraerne imod asuraerne, men religiøse personer delte et niveau af solidaritet og enighed om grundlæggende kulturelle og religiøse pligter, love og praksisser, som vi slet ikke kan forestille os i nutidens kaotiske, splintrede og særdeles multikulturelle verden. Derfor har vi med et sociologisk udtryk brug for fungerende institutioner, hvis vi vil opnå og opretholde det samme niveau af kulturel og religiøs solidaritet, harmoni og sammenhæng. I Prabhupadas sidste udtalte ønske og testamente var hans første ordre, at et institutionelt organ, GBC, har den endelige administrative autoritet over et større institutionelt organ, ISKCON. Resten af Prabhupadas testamente fokuserer på bestyrere af fast ejendom, endnu et særdeles institutionelt hensyn. Således gennemtrænger Prabhupadas overbevisning om det absolutte behov for at opretholde en effektiv religiøs institution hele hans sidste instruktion til os – hans sidste ønske og testamente.

4. Åndelige institutioner er en detalje [i modsætning til et princip] i hengiven tjeneste. Siden Rupa Gosvami ikke klassificerer institutionalisering eller anti-institutionalisering som et grundlæggende princip i bhakti-yoga eller for vaisnava guru-kultur, er der intet fundament for at argumentere for liberalisering eller afinstitutionalisering af guruens position som et grundlæggende kulturelt eller åndeligt princip i vores tradition.

5. Praktisk taget ensstemmende konkluderer de forskere, der studerer nye religiøse bevægelsers succes eller sammenbrud, at den vigtigste faktor til succes eller tilmed bare overlevelse for en bevægelse som vores er dens evne til at etablere et effektivt administrativt system – en stærk institution. I den moderne verden bryder bevægelser, der ikke har held med dette, sammen, som det skete i tilfældet med Gaudiya Matha.

4. Prominente guruer på Mahaprabhus tid og i de direkte efterfølgende generationer var for de flestes vedkommende meget avancerede befriede sjæle som de seks Gosvamier. Bevægelsen blev ledt af ekstremt avancerede befriede vaisnavaer, der ikke havde brug for nogen institution. Inden for standard religionssociologi er acaryaens uafhængighed typisk for den første generation i en ny religiøs gruppe, og det var Prabhupadas position. For en såkaldt guru at påberåbe sig absolut uafhængighed fra ISKCON’s lov er at tilrane sig Prabhupadas status, ignorere den sociale videnskab for bevægelser som vores og bringe selve ISKCON’s overlevelse i fare.

Bhaktivinoda Thakura og hans søn erkendte tydeligt og udtalte tydeligt det moderne behov for en Krishnabevidst institution, og de helligede deres liv til at etablere en sådan. Ingen af dem og heller ikke Prabhupada etablerede en undtagelse for guruer til at handle som frie ånder, der er hævet over enhver form for institutionelt bånd. Således forveksler de, der prædiker, at guruer er hævet over enhver institution, en detalje i bhakti-yoga med et generelt princip og ignorerer helt åbenlyst social videnskab. At gøre dette i navn af ‘videnskab’ er farceagtigt og viser ens mangel på forståelse af både historie, social videnskab og Prabhupadas tydeligt erklærede ønske.

Lad mig nu kommentere de direkte påstande, som du kommer med:

1. ”Igennem hele vores sampradayas historie og i verdenshistorien generelt har sanatana dharma aldrig tilhørt nogen institution.”

Den mest iøjnefaldende fejl her er det ladede udtryk “tilhørt”. Sanatana dharma “tilhører” måske ikke ISKCON i en grov forstand af ejendomsret. Men en bestemt institution kan give konkret form til eller manifestere sanatana dharma på en særlig historisk afgørende måde. Således udrettede Prabhupada igennem sin personlige prædiken langt mere end alle hans gudsbrødre tilsammen. Af rent empiriske grunde kan vi sige, at Prabhupada gav form til en ekstraordinær, historisk enestående kraft til at undervise i og sprede sanatana dharma, og han formidlede denne fuldmagt gennem sit ISKCON-samfund.

2. ”Nogle acaryaer forlod organisationer for at sprede deres lære, men principperne, de videregav, har altid eksisteret og vil altid fortsætte gennem parampara fra guru til discipel: ‘evam parampara praptam (Bhagavad-gita 4.2)’”. 

For det første er der ingen moderne eller noget gammelt historisk eksempel på store acaryaer, der forlod en ægte, bemyndiget institution for at prædike uafhængigt. Prabhupada forlod ikke Gaudiya Matha af den simple grund, at institutionen, som hans guru havde skabt, ikke eksisterede længere, da Prabhupada startede ISKCON. Kun små isolerede levn af institutionen overlevede. Ikke desto mindre gjorde Prabhupada sit bedste for at samarbejde med disse fragmenter. Imidlertid afviste de hans tilbud.

3. ”Ydermere ser vi overalt i den vediske litteratur, at guruens position altid var udtrykkeligt uafhængig af nogen form for institution.”

Denne påstand misrepræsenterer helt åbenlyst vaisnava– og vedisk litteratur. Sastra råder brahmanaer og guruer til at forblive uafhængige af materialistiske konger af åbenlyse grunde. Vi har endog eksempler i sastra på guruer, der på upassende måde blev indviklet i politiske konflikter og kongelig overdådighed på grund af for tæt omgang med politikere. Men jeg kender ikke til nogen sastrisk regel eller selv et klart historisk eksempel, hvor sastra advarer guruer imod at tage vejledning fra eller pleje omgang med avancerede brahminske samfund. Det mest indlysende eksempel på det modsatte er forsamlingen i Naimisaranya af ophøjede vismænd, der gav ophav til Srimad-Bhagavatam.

Vismændene i Naimisaranya tilhørte helt sikkert ikke en juridisk registreret organisation i den moderne forstand. Imidlertid delte de som forklaret ovenfor bevidst et klart sæt af autoritative sociale og kulturelle normer, der stramt regulerede og strukturerede deres indbyrdes forhold. Dette foregik i slutningen af Dvapara-yuga blandt oplyste sjæle. Men som alle moderne acaryaer tydeligt har erkendt og understreget, kan vi i denne faldne tid ikke afhænge af fælles uofficielle eller tilmed uudtalte kulturelle normer. Hvad mere er, finder vi intetsteds i vores centrale sastraer en eneste udtalelse om, at guruer altid står over åndelige fællesskaber eller institutioner.

Netop fordi sastra ikke udtrykkeligt afgrænser ægte åndelige institutioners autoritet i relation til guruer, er ovennævnte udtalelse om, at den vediske litteratur udtrykkeligt påbyder en gurus uafhængighed fra en åndelig institution, derfor en grov anakronisme, der udviser meget lidt forståelse af vaisnava-historie.

4. ”Det var foreskrevet den brahminske klasse at være forsagende og lærd såvel som uafhængigt situeret, så de ikke gik på kompromis med deres princip om sandfærdighed. Snarere er det meningen, at fordi de [brahmanaerne] står uden for rammerne af materielt liv, kommer administratorer og konger til dem for at søge råd og vejledning.”

Som sagt tilskyndes brahmana-klassen til ikke at pleje upassende tæt omgang med konger, der af natur er tilbøjelige til at være voldelige og er langt mere slappe i deres vaner end vismændene. Men der er ikke et eneste pålæg i nogen kendt vaisnava-sastra, der forbyder brahmanaer eller guruer at samarbejde inden for en brahminsk vaisnava-sanga.

KONKLUSION: Det er et universelt princip for velfungerende samfund, at jo større et individ eller en gruppes magt er, desto mere skal den magt reguleres af lov. Dette er et alment anerkendt princip i politisk og social filosofi, juridisk teori og studiet af velfungerende samfund. Den grundlæggende ide kan sammenfattes således:

Jo større magten er, desto større behov er der for ansvarlighed og restriktion. Dharma-sastra og Mahabharata understreger, at herskere skal styres af dharma, lov, og af råd af brahmanaer. Guruer udøver stor magt inden for ISKCON, og den generelle regel gælder her: Jo større ens magt er i samfundet, desto større er behovet for lovformeligt at beskytte samfundet imod magtmisbrug.

En gurus legitimitet kommer fra discipelrækken. Krishna advarer os udtrykkeligt i Bhagavad-gita i kapitel 4 om, at en parampara er tilbøjelig til at degradere over tid, og derfor skal den beskyttes omhyggeligt.

I vaisnava-sampradayaer såsom Madhva, Ramanuja og Gaudiyas traditioner er stærke institutionelle strukturer (mathaer, rådsforsamlinger af gosvamier eller GBC-lignende styrelser) blevet udviklet for at forebygge misbrug. I moderne tid uden for ISKCON har den hyppige mangel på klare institutionelle reguleringer af guruer ført til veldokumenterede tilfælde af magtmisbrug, det være sig moralsk og økonomisk såvel som seksuelt. 

Diskussionen kan også læses her: https://groups.google.com/d/msgid/VASTscholars/032b01dc0002%2405fe2ab0%2411fa8010%24%40ivs.edu.