Lørdag den 3. december er det Gita Jayanti, dagen, da Bhagavad-gita blev talt for 5.189 år siden (3.067 f.Kr.) af Herren Sri Krishna til Arjuna på Kuruksetras slagmark. I den anledning bringes her nogle små lækkerbidder om Bhagavad-gita.
Først fortæller Prabhupadas discipel og sanskritredaktør Pradyumna Dasa, hvordan Prabhupada havde en idé om at skrive ikke bare én, men flere Bhagavad-gita-kommentarer. Dernæst mindes en bengalsk hengiven, hvordan Prabhupada havde undervist ham i Bhagavad-gita, før Prabhupada rejste til Amerika. Det efterfølges af nogle citater fra Bhaktivinoda Thakura om Bhagavad-gita, som han selv lavede tre oversættelser af med separate kommentarer til. Til sidst afsluttes med historien om, hvordan Krishna engang viste en hengiven, at Han personligt tager Sig af Sine hengivne, sådan som Han erklærer det i Bhagavad-gita.
Vi kan udgive mange Bhagavad-gitaer
Pradyumna Das: ”Engang var vi sammen i Prabhupadas rum i New York, da Radhaballabha spurgte Prabhupada: ”Når du er færdig med Srimad-Bhagavatam, hvilke bøger vil du så gerne oversætte?”
Prabhupada svarede: ”Tja, måske Jiva Go-svamis Sat Sandharbha eller Vedanta-sutra eller Bhagavad-gita. Der er så mange.”
En hengiven bemærkede: ”Men Prabhupada, du har allerede oversat Bhagavad-gita.”
Prabhupada svarede: ”Der er så mange kommentarer. Vi gjorde en lille del.” Han fortsatte: ”Ramanujacarya, Madhvacarya, alle har givet en Bhagavad-gita-kommentar. Vi kunne lave så mange Bhagavad-gitaer, ikke kun én.” Det var hans ide.”
Han underviste mig i Bhagavad-gita
Srila Bhakti Sundar Govinda Dev Maharaja fortæller: ”Min gurudeva [Srila Bhakti Rakshak Sridhar Maharaja] sagde til mig, at når han ikke var der, skulle jeg gå til klasse hver dag med Swamiji [Prabhupada] for at studere Bhagavad-gita. På den tid oversatte han Bhagavad-gita i samråd med kommentarerne fra Sri Baladeva Vidyabhusana, Srila Visvanatha Cakravarti Thakura og Srila Sridhara Swami. Han skrev ’Som Den Er’. Hver aften skrev han nye sider, og så ville han om morgenen forklare disse vers til mig. Min gurudeva sagde, at dette ville være godt for mig og også godt for ham at hjælpe mig. Han ville få en elev, og jeg ville have en mester. Han gav klasser på bengalsk, for jeg kunne ikke læse engelsk dengang. Hans særlige mål var at ødelægge mayavadierne. Han viste, hvordan Bhagavad-gita fortæller om Krishnas evige lege, og at Brahman-udstrålingen ikke er livets mål.”
(Fra Mulaprakriti Devi Dasi, Our Srila Prabhupada, a Friend to All.)
Bhaktivinoda Thakura om Bhagavad-gita
”Bhagavad-gita består af atten kapitler. De første seks kapitler handler om karma, de næste seks om bhakti, og de sidste seks om jnana. Overlegenheden af hengiven tjeneste er blevet etableret i denne bog. Hengiven tjeneste er det mest fortrolige og er det, der giver liv til jnana og karma. Siden hengiven tjeneste fører til livets mål, er det blevet placeret i de midterste seks kapitler.” (Bhagavad-gita-introduktion)
”Bhagavad-gita instruerer, at det endelige mål for alle levende væsener er udelukkende ren hengiven tjeneste. Overgivelse til den Højeste Herre, den mest fortrolige instruktion, findes i Bhagavad-gitas afsluttende vers, der begynder med sarva-dharman parityajya.” (Bhagavad-gita–introduktion)
”Arjunas kamp er et eksempel på tilknytning til ens beskæftigelsesmæssige pligt. At kæmpe er ikke Bhagavad-gitas konklusion.” (Bhagavad-gita-introduktion)
”Den fortrolige betydning af Bhagavad-gita er, at en persons kvalifikation fastslås ifølge hans natur. Han bør kun engagere sig i aktiviteter, der er nødvendige for at tjene til hans udkomme, og som foreskrives i henhold til hans kvalifikation, og han bør søge efter den Absolutte Sandhed. Hans fuldkommenhed ligger i at gøre det.” (Bhagavad-gita-introduktion)
”Srimad Bhagavad-gita er essensen af alle skrifter. For den, der ikke har modtaget Bhagavad-gitas nektariske instruktioner, er studier af andre skrifter som et æsel, der bærer en stor byrde.” (Sajjana-tosani 12/2)
”Desværre er kommentarerne og de bengalske oversættelser, der er blevet udgivet til dato af Srimad Bhagavad-gita, for de flestes vedkommende skrevet af monister. Kommentarer eller oversættelser, der er baseret på ren hengiven tjeneste, udgives sjældent. Sankaracarya og Anandagiris kommentarer er fulde af monistiske konklusioner. Sridhar Swamis kommentar er ikke baseret på monismens filosofi, men den har en snert af suddhadvaita-vadas sekteriske filosofi. Sri Madhusudana Sarasvatis kommentar er fuld af udsagn, der nærer hengiven tjeneste, men konklusionen er ikke gavnlig. Sri Ramanuja Svamis kommentar er helt og aldeles baseret på hengiven tjeneste, men medmindre en Bhagavad-gita-kommentar, der er fyldt med læren i Sri Gauranga Mahaprabhus acintyabhedabheda–filosofi, bliver udgivet i vores land, vil lykken hos dem, der nyder ren hengiven tjeneste, ikke øges.
Vi har derfor omhyggeligt udgivet Bha-gavad-gita med bengalsk oversættelse ved navn Rasikaranjana ifølge kommentaren, der er skrevet af Sri Visvanatha Cakravarti Thakura. Han var en tilhænger af Sri Gauranga, en stor lærer og juvelen blandt alle hengivne. Sri Baladeva Vidyabhusana skrev også en kommentar til Bhagavad-gita på basis af Sriman Mahaprabhus lære. Selv om Baladevas kommentar er filosofisk, er Cakravarti Mahasayas kommentar ikke blot filosofisk, men også fuld af stemningerne af kærlighed til Gud. Især Cakravarti Mahasayas kommentar til Srimad-Bhagavatam er velkendt og respekteret. Cakravarti Mahasayas filosofi er enkel, og hans sanskritsprog er mageløst.” (Bhagavad-gita, oversættelse)
(Uddrag fra Sri Bhaktivinoda Vani Vaibhava af Sri Sundarananda Vidyavinode)
Jeg bringer det, de mangler
Bhurijana Dasa fortæller denne historie i Surrender Unto Me (udgivet af VIHE i 1997):
ananyas cintayanto mam ye janah paryupasate
tesam nityabhiyuktanam yoga-ksemam vahamy aham
[Krishna siger:] ”Men til dem, der altid tilbeder Mig med udelt hengivenhed og mediterer på Min transcendentale form, bringer Jeg det, de mangler, og Jeg bevarer det, de har.” (Bg. 9.22)
Da brahmanaen Arjunacarya skrev sin kommentar til Bhagavad-gita, så han dette vers og troede, at det var en fejl, at Herren personligt vil bringe alt det, som hver enkelt hengiven har brug for. Arjunacarya overstregede derfor ordet vahami (”Jeg bringer”) og indsatte i stedet karomi (”Jeg sørger for, at det bliver gjort.”).
Arjunacarya var meget fattig. Efter at have ændret teksten, gik han, som han plejede hver dag, ud for at tigge. Imens han var væk, hørte hans hustru, at det bankede på døren. To smukke drenge insisterede på, at hun hurtigt tog imod den mad, som hendes mand havde tvunget dem til at komme med. Disse smukke drenge var opsatte på at komme væk fra hendes hus så hurtigt som muligt, fordi, som de fortalte hende, ville den store brahmana, Arjunacarya, sandsynligvis gennembanke Dem igen. Da Arjunacaryas hustru udtrykte sin vantro over, at hendes mand skulle have slået to sådanne smukke drenge, sagde den ene af dem: ”Se her!” Og den mørke dreng vendte rundt for at vise hende mærkerne på Sin ryg, hvor Han var blevet slået. Derefter styrtede drengene af sted.
Arjunacaryas hustru var helt forvirret, og hun begyndte at tilberede og spise den mad, drengene var kommet med. Da Arjunacarya kom tilbage, så han sin hustru sidde og spise. Han var chokeret. Ifølge det vediske system spiser en hustru aldrig, før hun har serveret for sin mand. Da han skældte hende ud, svarede hun: ”Acarya, hvorfor har du handlet så forkert og er blevet så grusom?” Hun fortalte ham da om de to smukke drenge, der var kommet med en rigelig forsyning af mad, og hvordan de var stukket af efter, at den mørke dreng havde vist hende mærkerne på Sin ryg. Arjunacarya tænkte sig om et par øjeblikke og spurgte da, hvordan drengene så ud. Da han hørte, at den ene havde en smuk sortladen hudfarve, og den anden var hvid, kunne han forstå, at hans heldige hustru var blevet velsignet med darsana af Krishna og Balarama. ”Slagmærkerne” på den smukke mørke drengs ryg var resultatet af, at Arjunacarya havde streget ordet vahami over. Krishna var blevet tvunget til personligt at komme for at bevise sandheden af Sine ord: ”Jeg bringer, hvad de behøver.”