BHAKTI-YOGA I HJEMMET
Af Rohininandana Dasa
Når jeg har læst Srila Prabhupadas bøger, er jeg ofte blevet forundret over passager som denne:
”Velgørenhed er for husholdere. Husholderne bør tjene til livets ophold på ærlig vis og anvende halvdelen af deres indkomst på at udbrede Krishnabevidsthed over hele verden.” (Bhagavad-gita 16.3).
Da jeg selv boede i templet, gentog jeg ofte udtrykket ”halvdelen af din indkomst” temmelig tankeløst. Nu, hvor jeg bor uden for templet og på sin vis er trådt ud af mit elfenbenstårn, er jeg blevet lidt mere betænksom. For de fleste mennesker virker det alt for svært at give halvdelen af deres indkomst væk. Så jeg har forsøgt at forstå, hvad ”halvdelen af ens indkomst” egentlig betyder.
Lad os se på en beskeden britisk indkomst på £30.000. Efter skat er der ca. £24.300 tilbage. Så kommer huslejen eller realkreditlånet, og vi er nede på £13.500. Halvdelen er allerede væk. Fratræk yderligere £1.050 til transport og £1.800 til el, telefon og andre faste udgifter. Så måske £7.500 til mad, tøj, reparationer og fornyelser, familieunderholdning og andre udgifter. Så har vi £3.150 tilbage.
Når Srila Prabhupada taler om ”50 procent”, henviser han til det eksempel Srila Rupa Go-svami satte, da han trak sig tilbage fra husholderlivet. Srila Rupa Gosvami fordelte halvdelen af sine opsparede midler til Herren Krishnas direkte tjeneste, en fjerdedel til sine familiemedlemmer og den sidste fjerdedel til personlige udgifter og nødsituationer. Bemærk, at der her var tale om opsparede midler.
I sin kommentar til Bhagavad-gita (9.27) nævner Srila Prabhupada ”… overskydende midler, man har samlet sig …” Og i Srimad-Bhagavatam (1.17.42) forklarer han yderligere: ”… ens opsparinger deles i tre dele, nemlig 50 procent til Herrens tjeneste, 25 procent til familien og 25 procent til personlige nødvendigheder. At anvende 50 procent i Herrens tjeneste eller på udbredelsen af åndelig viden i samfundet gennem sankirtana-yajna er det højeste udtryk for menneskelig barmhjertighed … Når alle har lært at ofre 50 procent af deres sammensparede guld i Herrens tjeneste, følger selvtugt, renlighed og barmhjertighed helt af sig selv …”
Det står således temmelig klart, at ”50 procent af ens opsparede rigdom” henviser til den formue, man har tilbage efter de faste udgifter. Da Rupa Gosvami gav sit bidrag, medregnede han ikke de udgifter, han havde, før han tog sannyasa.
Da en hengiven, jeg kender, hørte denne forklaring, følte han pludselig, at en sky af forvirring, skyld og bekymring blev løftet fra ham. Han følte nu, at det rent faktisk var muligt for ham at dedikere halvdelen af hans indskomst til Herren Krishnas direkte tjeneste. I stedet for at føle sig utilstrækkelig og kæmpe med tanker som: ”Hvis jeg alligevel ikke kan leve op til idealet, hvorfor så overhovedet prøve?” følte han sig opmuntret. Faktisk begyndte han at lede efter måder at skære ned på sine udgifter, så han kunne give mere til Krishna.
Srila Prabhupada pressede ikke folk til at give deres hårdt tjente skillinger. Gennem sin rene lære fik han folk til at forstå, hvad der var hvad – og de overgav sig dermed helt naturligt, ikke blot med deres penge, men med hele deres liv.