Denne artikel stammer fra ugebladet Gaudiya, der blev udgivet og redigeret under vejledning Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati. Ifølge tidsskriftets udgivelsespolitik blev forfatterens navn ikke offentliggjort.
Meget ofte forsøger personer med et forkvaklet sind at sidestille deres misundelsesdrevne vane med at kritisere andre med den korrigerende irettesættelse, som medfølende acaryaer giver, når de oprigtigt lider ved at se de betingede sjæles lidelser – para-duhkha-duhkhi. De forsøger at retfærdiggøre deres egne urene tilbøjeligheder ved at fremstille deres kritik som lige så gavnlig og reformerende. Men den reelle forskel mellem disse to sindelag bliver umiskendeligt tydelig gennem de frugter, de hver især bærer.
Den disciplin, korrektion og barmhjertighed, som hellige personer giver, fremkalder frigørelse fra verdslig opslugthed, tilintetgørelse af anarthaer og vækkelse af ægte hengivenhed. Deres irettesættelse virker som medicin. Dens formål er renselse og genoprettelse, og den fører til det højeste gode.
Derimod fører fejlfinderi og kritik, der udspringer af misundelse, til helt andre resultater. Frugterne er splittelse, strid, fjendtlighed, mistillid og en stadig voksende udbredelse af Kali-yugas kaotiske indflydelse. Det ene sindelag fremmer harmoni, ydmyghed og åndelig vækst. Det andet fremmer uenighed, stolthed og fornærmelser. Det ene bærer frugter, der er søde som nektar. Det andet bærer frugter, der er giftige som dødelig gift.
Den førstnævnte tilbøjelighed fører gradvist sjælen nærmere Bhagavan og drager ham tættere på overgivelse, hengivenhed og samvær med hellige personer. Den sidstnævnte driver sjælen dybere ind i mørket af kritik, konflikt og vaisnava-aparadha, dvs. forseelser mod vaisnavaer, Herrens hengivne. Selv om begge udadtil kan fremstå som former for ”korrektion” eller ”bedømmelse”, er deres indre motiver, grundlæggende natur og endelige resultater lige så forskellige som nektar og gift, lys og mørke, medfølelse og misundelse.
Der findes også personer, som lovpriser dyderne adosa-darsita og guna-grahita udelukkende for at skjule deres egen upassende adfærd. Deres underliggende forestilling er, at hvis dyderne ved at undlade at fokusere på andres fejl og ved at værdsætte deres gode egenskaber bliver udbredt vidt og bredt, vil deres egne hundredvis af fejl blive accepteret som dyder. Under dette beskyttende dække vil de så kunne fortsætte deres upassende adfærd uden hindringer. Med andre ord betragter de ikke adosa-darsita som en disciplin til selvrenselse, men forsøger i stedet at bruge den som et skjold, bag hvilket deres egne mangler kan forblive skjulte.
Så forbløffende og formidabel er mayas magt, at personer med et forkvaklet sind selv midt blandt disse fastslåede og autentiske sandheder gennem forskellige former for subtilt diplomati og dobbeltspil formår at indføre tvivl, forvirring og endeløse stridigheder om den ægte siddhanta, den fastslåede filosofiske lære. Blandt de utallige danse, som maya udfører i sine mange skikkelser, er dette virkelig en særegen og frygtindgydende opvisning: Hun kan få et menneske til udadtil at lovprise de højeste åndelige dyder, mens det samme menneske indadtil bruger netop disse dyder som redskaber til selvbedrag.
Netop derfor har vores åndelige traditions ærede vogtere – Srila Vrindavana Dasa Thakura, som er Vyasa i Sri Caitanyas lilaer, Srila Krishnadasa Kaviraja Gosvami, Srila Narottama Thakura Mahasaya, Srila Visvanatha Cakravarti Thakura og Srila Thakura Bhaktivinoda sammen med hele guru-varga, rækken af åndelige mestre – gentagne gange instrueret sjælene i at engagere sig i sri-krsna-kirtana, lovprisningen og sangen af Sri Krishnas hellige navne samtidig med, at de fuldstændigt afholder sig fra tilbøjeligheden til at kritisere andre.
Srila Vrindavana Dasa Thakura erklærer: ”En røver eller landevejsrøver kan kun skade et menneske i løbet af ét enkelt liv, men en person, der finder fejl hos andre, ødelægger både sig selv og andre liv efter liv, øjeblik efter øjeblik. Alt, hvad der eksisterer, fra Herren Brahma ned til et græsstrå, er blot en manifestation af Sri Krishnas overdådighed og herlighed (vaibhava). Derfor erklærer alle skrifterne enstemmigt, at Sri Krishna bliver vred, blot man hengiver sig til kritik.” (Caitanya-Bhagavata, Madhya 20.145, 147).
Han siger endvidere: ”Der opnås aldrig noget sandt gode gennem kritik. Den fører kun til en ophobning af synd. Derfor kritiserer de højt ophøjede og yderst heldige maha-bhagavataer aldrig nogen. Den, der frigør sig fra tilbøjeligheden til at kritisere og blot én gang oprigtigt udtaler det hellige navn ”Krishna”, vil med sikkerhed blive befriet af Sri Krishna gennem Hans ubesværede nåde. Dette er sandheden – den absolutte sandhed.” (Caitanya-Bhagavata, Madhya 9.245–246).
Og videre: ”Den, der ikke kritiserer nogen, men bestandigt synger ”Krishna! Krishna!”, vil let kunne overvinde selv den uovervindelige Sri Caitanya Mahaprabhu. Alle skrifterne erklærer enstemmigt, at man aldrig kan opnå noget gavnligt gennem kritik. At vise alle levende væsener ære og respekt er selve essensen af bhagavata-dharma, den hengivne livsvej, der er beskrevet i Bhagavata-traditionen.” (Caitanya-Bhagavata, Madhya 10.313–314).