SRI VAMSIVADANA THAKURA – Fremkomst den 1.4
Vamsivadana eller Vamsi Vadananda Thakur, også kaldet Vamsi Dasa (ikke at forveksle med Vamsidasa Babaji), blev født i landsbyen Daihat i Saptagrama-distriktet.
Han boede i Navadvipa, og da Caitanya Mahaprabhu tog sannyasa, bad han Vamsi Dasa sørge for, at Visnupriya Devi, Hans hustru, blev beskyttet. Efter Visnupriyas bortgang flyttede Vamsi Dasa Deiteten af Caitanya Mahaprabhu, som Visnupriya havde tilbedt, til Koladvipa (det nuværende Navadvipa). Sammen med denne Deitet tilbad han også en Deitet af Krishna ved navn Pranavallabha. Vamsi Vadananda skrev mange digte og sange. Han siges at være en inkarnation af Herren Krishnas fløjte.
SYAMANANDA PRABHU – Fremkomst den 1.4
Syamananda Prabhu, en af de store åndelige mestre i tiden efter Caitanya Mahaprabhu, var discipel af Hridaya Caitanya. Han grundlagde templet Sri-Sri Radha-Syamasundara i Vrindavana. Sammen med Srinivasa Acarya og Narottama Dasa Thakura bragte han de seks Gosvamiers bøger til Bengalen. På sin åndelige mesters ordre spredte Syamananda sammen med sin vigtigste discipel, Rasikananda Prabhu, Herren Caitanyas hengivne tjeneste over hele Orissa.
SRI ABHIRAMA THAKURA – Bortgang den 9.4
Da Balarama kom som Nityananda Prabhu for at deltage i Herren Caitanyas lilaer, nedsteg tolv af de kohyrdedrenge, der havde været sammen med Krishna og Balarama for 5.000 år siden i Vrindavana, sammen med Ham. Hyrdedrengen Sridhama nedsteg som Abhirama Thakura, der også blev kaldt Sri Rama Dasa.
Abhirama Thakura var en kraftfuld åndelig mester og prædikant. Ateister og blasfemikere flygtede, når de så ham. Han var Herren Nityanandas mest energiske prædikant, velbevandret i alle skrifter og en dygtig musiker, sanger og danser.
En dag, da Abhirama var overvældet af ekstase, ønskede han at spille på fløjte ligesom en hyrdedreng. Han søgte efter en passende kvist til at lave en fløjte af og endte med at finde en træstamme, som seksten mænd ikke kunne løfte. Til alles forbløffelse greb Abhirama træstammen, lavede den til en fløjte og spillede på den.
En anden særegen ting ved ham var, at han altid gik rundt med en tyrepisk, der hed Jaya Mangala. Alle, han rørte ved med denne pisk, blev overvældet af Krishna-prema. Srinivasa Acarya skulle have fået ren kærlighed til Krishna på denne måde.
SRILA VRINDAVANA DASA THAKURA – Bortgang den 12.4
Vrindavana Dasa Thakura var forfatteren til Sri Caitanya Bhagavata, en storslået biografi over Herren Caitanya Mahaprabhu og sammen med Caitanya-caritamrta den mest berømte af biografierne. Han anses for at være den manifesterede Vyasadeva i Herren Caitanyas lege. Han fødtes kort efter Sri Caitanya Mahaprabhus bortgang. Tyve år gammel accepterede han formel initiering fra Herren Nityananda. Det var på Nityanandas ordre, at han skrev Sri Caitanya Bhagavata (se Sri Caitanya-caritamrta, Adi-lila 8.33-42 og 11.54-55).
GADHADHARA PANDITA – Fremkomst den 17.4
Gadadhara Pandita er intet mindre end en inkarnation af Srimati Radharani. I Caitanya-lila er han en af Caitanya Mahaprabhus mest fortrolige hengivne og en af hovedpersonerne i Hans barndoms- og ungdoms-lilaer i Navadvipa. De to gik i skole sammen hos Gangadasa Pandita og forblev gennem hele livet de mest fortrolige venner. Gadadhara Pandita var med, da sankirtana-bevægelsen startede i Navadvipa, og senere, da Herren Caitanya tog sannyasa, fulgte Gadadhara med Ham til Jagannatha Puri. Gadadhara tog også sannyasa og slog sig ned i Puri, hvor han tilbad Tota-Gopinatha-Deiteten.
Gadadhara Pandita er en af de fem personer i Panca-tattva, de fem aspekter af Guddommens Højeste Personlighed. Herren Caitanya er den højeste hersker. Nityananda og Advaita Prabhu er også herskere, men underordnet Herren Caitanya. De tilhører alle tre visnu-tattva-kategorien. De to andre, Gadadhara og Srivasa, repræsenterer henholdsvis sakti-tattva og jiva-tattva, hvilket betyder, at de er tilbedere af de første tre. Fordi de er evigt beskæftigede i Herrens transcendentale kærlighedstjeneste, befinder de sig imidlertid i samme kategori som Herren.
JAHNU – Fremkomst den 23.4
Den store vismand Jahnu beskrives i Srimad-Bhagavatam 9.15.3: ” … Vijayas søn var Bhima, Bhimas søn var Kancana, Kancanas søn var Hotraka, og Hotrakas søn var Jahnu, der drak al Ganges’ vand i én mundfuld.”
SRIMATI SITA DEVI – Bortgang den 25.4
Sita Devi, en manifestation af lykkegudinden Laksmi Devi, er Herren Ramacandras evige gemalinde. Da Herren Rama blev forvist til Dandakaranya-skoven, opgav Sita Devi det kongelige palads’ bekvemmeligheder for at følge Ham. I skoven blev hun kidnappet af dæmonkongen Ravana, men Rama vandt hende tilbage og udslettede Ravana og alle dæmonerne. Sita er indbegrebet af urokkelig kyskhed og trofasthed imod Rama. Valmiki Munis store epos Ramayana fortæller historien om Rama og Sita.
SRI MADHU PANDITA – Bortgang den 25.4
Madhu Pandita, en discipel af Sri Gadadhara Pandita, grundlagde Gopinathas tempel i Vrindavana, Indien. Før Srinivasa Acarya, Narottama Dasa Thakura og Syamananda Prabhu tog af sted for at bringe Gosvamiernes bøger fra Vrindavana til Bengalen, blev Srinivasa Acarya velsignet af Madhu Pandita med en blomsterkrans fra Sri Gopinatha. I Sri Caitanya-caritamrta, Adi-lila 12.88, skriver Srila Prabhupada om Madhu Pandita: ”Denne berømte hengivne boede i nærheden af Khadadaha i landsbyen Sanibona-grama, cirka tre kilometer øst for stationen i Khadadaha, og han opførte templet for Gopinathaji i Vrindavana.”
SRIMATI JAHNAVA DEVI – Fremkomst den 25.4
Jahnava Mata var Herren Nityananda Prabhus hustru. Nityananda havde to hustruer, Vasudha og Jahnava Devi, der begge var døtre af Suryadasa Sarakela. Da Nityananda er en inkarnation af Balarama, er Vasudha og Jahnava inkarnationer af Hans to ægtefæller, Varuni og Revati. Vasudha gik bort kort tid efter at have givet fødsel til Virabhadra og Gangadevi, der derfor blev opfostret af Jahnava Devi.
Specielt efter Caitanya og Nityanandas bortgang blev Jahnava Devi en ledende skikkelse i sankirtana-bevægelsen. Hun er eksemplet på, at kvinder kan være guruer og indvie disciple. Hun rejste Bengalen rundt såvel som rundt i Vrindavana-området og besøgte alle de store hengivne. I stil med Nityananda Prabhu spredte hun Gaura-Nitais navne blandt mange ateister og faldne personer. Under Kheturi Gramas store Gaura-Purnima-festival, som Narottama Dasa Thakura arrangerede, var hun ikke blot æresgæsten, men lavede også al maden og serverede den personligt til alle de hengivne.
Det siges, at Jahnava Devi forlod verden ved at træde ind i Gopinatha-Deiteten i Vrindavana. Ud over at være en inkarnation af Revati er hun også gopien Ananga-manjari i Krishna-lila.
SRI JAYANANDA PRABHU – Bortgang den 29.4
Jayananda Prabhu var en af Srila Prabhupadas første disciple i San Francisco. Han døde i 1977 nogle måneder før Srila Prabhupadas bortgang. Srila Prabhupada sagde, at han skulle mindes ligesom tidligere tiders store vaisnavaer på grund af sin store hengivenhed og rene væsen. Han huskes specielt som den, der organiserede ISKCON’s første Ratha-yatra-festivaler i USA. I dag er skikken i ISKCON, at der hænger et billede af Jayananda Prabhu i Jagannathas vogn under alle Ratha-yatraer.
Majnummeret fra 1977 af Back to Godhead bragte følgende nekrolog over Jayananda Prabhu efterfulgt af et brev fra Srila Prabhupada:
”Den 1. maj, kun fire dage efter sin 38. fødselsdag, gik Srila Prabhupadas meget kære discipel Jayananda Dasa bort i sit værelse i Los Angeles’ tempel (New Dvaraka). I de sidste måneder var hans krop hærget af leukæmi, og for nylig opgav han alle forsøg på at komme sig. Som forberedelse til det afgørende dødsøjeblik flyttede han til New Dvaraka for at fordybe sig i det rene selskab af Herren Krishnas Deitet og Hans hengivne.
Jayananda sluttede sig til San Franciscos Radha-Krishna tempel tidligt i 1967 lige efter dets åbning og mindre end et år efter, at Srila Prabhupada havde grundlagt det Internationale Samfund for Krishnabevidsthed i New York City. Selv om han både var uddannet som ingeniør fra Ohio State University og havde en embedseksamen fra San Francisco State Teachers College, forsørgede Jayananda sig på det tidspunkt ved at køre taxa. Han søgte efter en måde at gøre sit liv enkelt. Som 28-årig blev han den ældste hengivne i San Francisco-templet, og det varede ikke længe, før han blev tempelpræsident.
Mukunda Dasa, som var der på det tidspunkt, fortalte om Jayanandas sjældne egenskaber:
”Han viste sig at være den mest ansvarlige og uselviske person. Man kunne aldrig spore selv den mindste antydning af et ønske i ham om at tilfredsstille sine egne behov. Han havde den helt unikke egenskab, at hvad end der skulle gøres, gjorde han det. Han kørte sin taxa femten timer om dagen eller mere for at have overarbejde til at betale templets husleje og andre udgifter samtidig med, at han tog sig af femten til tyve nye brahmacarier.”
Gennem årene tog Jayananda særlig interesse i den årlige Ratha-yatra-festival. Han planlagde festivalen, byggede vognene og tilberedte og uddelte prasadam. I sine sidste dage planlagde han stadig, hvordan Ratha-yatra kunne udvides, så flere templer kunne deltage. Selv om han var svækket, hjalp han stadig med at designe de særlige vogne, der nu bygges i Los Angeles, og som kan skilles ad for nem transport fra by til by.
Tilbage i 1967 gav Jayananda Srila Prabhupada hele sin opsparing på 5.000 dollars, og senere i sit sidste brev til ham vedlagde han endnu en gave på 5.000 dollars, penge, der ellers var afsat til lægeudgifter. Jayananda var så ivrig efter at tjene Srila Prabhupada, at han endda opgav ønsket om at vende tilbage til den åndelige verden.
”Når jeg forlader min krop,” sagde han nær slutningen, ”ønsker jeg meget at vende tilbage for at fortsætte med at tjene Srila Prabhupada i denne verden.”
Dette er følelserne hos Krishnas mest ophøjede hengivne (vaisnavaer), om hvem Srila Bhaktivinoda Thakura, vores tip-tip-åndelige mester, engang skrev:
”Han ræsonnerer forkert, hvis han siger, at vaisnavaer dør, når de stadig lever i ord! Vaisnavaer dør for at leve og levende søger at udbrede det hellige navn.”
Følgende brev, dateret 5. maj, ankom fra Srila Prabhupada kort før trykningen af Back to Godhead:
Min kære Jayananda, vær venlig at modtage mine velsignelser.
Jeg mærker meget stærkt dit fravær. I 1967 sluttede du dig til mig i San Francisco. Du kørte min bil og sang Hare Krishna. Du var den første, der gav mig et bidrag (5.000 dollars) til trykningen af min Bhagavad-gita. Siden da har du udført meget favorabel tjeneste til Krishna på forskellige måder. Jeg håber inderligt, at du i dødsøjeblikket huskede Krishna, og at du således er blevet ophøjet til Krishnas evige samvær. Hvis ikke – hvis der stadig var den mindste rest af materielt begær – er du gået til de himmelske riger for at leve blandt halvguderne i mange tusinde år og nyde den mest overdådige materielle tilværelse. Derfra kan du hæve dig til den åndelige verden.
Men selv hvis du ikke når til den åndelige verden, vil du vende tilbage til denne jord og blive født i en fremstående familie såsom blandt yogier, brahmanaer eller aristokrater, hvor der igen er mulighed for at genoplive din Krishnabevidsthed. Men da du lyttede til Krishna-kirtana, er jeg sikker på, at du direkte er blevet ophøjet til Krishna-loka.
janma karma ca me divyam
evam yo vetti tattvatah
tyaktva deham punar janma
naiti mam eti so ’rjuna
[Krishna siger: ”Den, der forstår den transcendentale natur af Min fremkomst og Mine handlinger, fødes ikke igen i denne materielle verden, når han forlader sin krop, men opnår Min evige bolig.” (Bg. 4.9)]
Krishna har vist dig en stor nåde ved ikke at lade dig fortsætte i din syge krop og har givet dig et passende sted til din tjeneste. Mange tak.
Din evige velønsker, A.C. Bhaktivedanta Swami
Torsdag den 30. april er det Herren Nrsimhadevas fremkomstdag. I den anledning skriver Nagaraja Dasa, redaktør for Back to Godhead:
HERREN SRI NRSIMHADEVAS FREMKOMST – 30.4
Blandt de af Herren Krishnas avataraer, som beskrives i Srimad-Bhagavatam, er Herren Nrsimha særligt fascinerende for mange af os. Halvt menneske, halvt løve, men helt og holdent Gud.
Folk, der ser et billede af Nrsimhadeva, hvor Han rasende flår Hiranyakasipu i stykker, bliver ofte chokerede: “Tror I, dette er Gud?”
Hvorfor ikke? Gud er det ultimative i alt. Han kan kæmpe som ingen anden. Han kan uden besvær tilintetgøre den mægtige terrorist Hiranyakasipu.
Men hvis man finder Guds voldsomme aspekt utiltalende, skal man vide, at Hans højeste vrede er et udtryk for Hans inderlige kærlighed til Hans hengivne Prahlada, Hiranyakasipus søn, som blev tortureret af sin ateistiske far.
Men Nrsimhas handlinger var også motiveret af kærlighed til Hiranyakasipu, Hans tilsyneladende offer. Hiranyakasipu er en af Herrens evige tjenere, en portvogter i den åndelige verden. Herren Visnu længtes efter en kraftfuld kamp, og derfor arrangerede Han en hændelse i den åndelige verden, som førte til, at Hans tjener faldt ned til den materielle verden for at leve tre liv som Herrens største fjende. Det, der for vores øjne ligner et blodtørstigt væsens angreb, er i virkeligheden en kærlighedens dans mellem Herren og Hans tjener.
Vi må altid være omhyggelige med at forstå Guds handlinger under korrekt vejledning. Guds hengivne ved, at Han aldrig gør noget forkert. Alt, hvad Han gør, udspringer af Hans kærlighed til os og Hans uendelige ønske om at udveksle kærlighed med hver enkelt af os i et dybt, personligt og unikt forhold. Vi kan måske se på Hiranyakasipu og føle medlidenhed med ham, men det er den forkerte reaktion. Vi bør i stedet prise ham for hans store held i at være blevet udvalgt til at hjælpe Herren i Hans ønske om en intens og dramatisk kamp. Hvis bare vi kunne være så privilegerede!
Vi lærer fra Bhagavad-gIta og andre vediske skrifter, at vi har et unikt forhold til Gud og bør bruge vores menneskeliv til at genoplive det. Når Krishna kommer til denne verden i Sine utallige former, viser Han nogle af de uendelige måder, hvorpå vi kan udveksle kærlighed med Ham. I Herren Nrsimhas fremtræden ser vi for eksempel en ekstrem kontrast i Hans udtryk for kærlighed til Prahlada og Hiranyakasipu.
Et andet eksempel på Herren Nrsimhas særlige kærlighed er Hans forhold til Herren Brahma, Hans bemyndigede tjener, som skaber universet. Brahma havde givet Hiranyakasipu flere velsignelser, så langt hans magt rakte, hvilket fik Hiranyakasipu til at tro, at han var blevet udødelig. Han kunne ikke dræbes af noget kendt væsen i universet, af noget våben, hverken dag eller nat, inde eller ude, i luften, i havet eller på land.
Herren Nrsimha viste respekt og kærlighed for sin hengivne Brahma ved at respektere disse velsignelser. For at overliste Hiranyakasipu antog Han en form som halvt menneske, halvt løve og dræbte ham med Sine kløer i skumringen på sit skød i paladsets døråbning. Herren kunne have tilsidesat Brahmas velsignelser, men Han valgte i stedet at vise sin kærlighed til sin tjener ved at ære dem.
Når vi omhyggeligt studerer Herrens inkarnationers handlinger, vil vi opdage, at de er de højeste udtryk for kærlighed, uanset hvor voldsomme de ved første øjekast måtte synes.