Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura – Bortgang den 8.12
Srila Bhaktisiddhanta Sarasvati Thakura, Srila Prabhupadas åndelige mester, var søn af Srila Bhaktivinoda Thakura.
I det 19’ende århundrede drømte Bhaktivinoda Thakura om at starte en verdensomspændende Krishnabevidst bevægelse og bad til Krishna om at få en søn, der kunne hjælpe ham i hans mission. Denne søn var Bhaktisiddhanta Sarasvati, der blev født den 6. februar 1874 i Jagannatha Puri.
Hans forældre gav ham navnet Bimala Prasada. Bimala Pradasa var et vidunderbarn. Som syvårig havde han lært de mere end 700 vers i Bhagavad-gita udenad og kunne endda forklare dem. Han lærte sig engelsk ved at låse sig inde i et værelse i tre dage og lære en ordbog udenad, hvilket er en delvis forklaring på hans fabelagtige engelsk. Han beherskede udtryk og et sprog, som selv indfødte englændere ikke kunne hamle op med.
Hans far oplærte ham i at læse korrektur på vaisnava-magasinet Sajjana-tosani. Sammen med sin far besøgte han mange hellige steder og hørte foredrag med lærde panditaer.
Som skoleelev og studerende foretrak Bimala Prasada at læse de bøger, hans far havde skrevet, men han mestrede også megen anden viden. I virkeligheden læste han alt, hvad der var tilgængeligt om enhver slags filosofi. 25 år gammel havde han opnået en imponerende anseelse som lærd i sanskrit, matematik og astronomi og var kendt som forfatter af mange artikler og én bog, Surya-siddhanta, en astronomisk afhandling. For denne sidste blev han tildelt titlen Siddhanta Sarasvati og blev æresprofessor ved et universitet i Calcutta.
Da han var 26, bad hans far ham tage indvielse fra den forsagende vaisnava-helgen Gaurakisora Dasa Babaji, der rådede ham til ”at prædike den Absolutte Sandhed og glemme alt andet.“ Med Gaurakisoras velsignelser besluttede han at dedikere sin krop, sine tanker og sine ord til Herren Krishnas tjeneste.
Efter sin fars bortgang i 1914 og sin åndelige mesters i 1915 videreførte han Herren Caitanyas mission. Han redigerede Sajjana-tosani og startede Bhagwat-pressen i Krishnanagar. I 1918 tog han sannyasa og fik navnet Bhaktisiddhanta Sarasvati Gosvami Maharaja. Han startede Gaudiya-matha med hovedkvarteret Caitanya Gaudiya-matha i Sridhama Mayapur, Herren Caitanyas fødested. Gaudiya-matha var de næste tyve år en af Indiens førende åndelige drivkræfter med titusinder af indviede disciple og 64 templer over hele landet.
Srila Bhaktisiddhanta tilpassede de Krishnabevidste traditioner og principper til det 20’ende århundredes teknologiske og sociale omstændigheder. Traditionelt havde vaisnavaer og specielt sannyasier undgået tæt befolkede områder og boet på hellige steder som Vrindavana og Mayapur. Selv når de rejste for at prædike, foregik det mest til fods. Men Bhaktisiddhanta havde en anden forståelse. For Krishnas tjeneste kan en vaisnava bruge millioner af rupier. Hvorfor skal man forsage noget som helst, hvis alting er Guds energi? Er Gud god, er Hans energier også gode. Materielle ting bør ikke bruges på ens egen sansetilfredsstillelse, men de kan og bør bruges i Krishnas tjeneste.
Derfor inddrog han dygtigt selv den moderne verdens teknologiske frembringelser i Krishnas tjeneste. Han anbragte sine templer og dermed sine disciple midt i de store byer, hvor der var flest mennesker, for at gavne så mange som muligt, og han udnyttede sin tids teknologi til fulde. Han var den første åndelige mester, der tillod sine sannyasier at rejse i moderne transportmidler i stedet for til fods. Han så englændernes tilstedeværelse i Indien som et gode, en kanal for Krishnabevidsthed til resten af verden, og han plejede omgang med dem og havde ved flere lejligheder engelske guvernører som æresgæster ved åbning af templer.
Bogtrykkerkunsten anså han for at være den meste effektive måde at sprede Krishnabevidsthed over hele verden på. Han var selv forfatter til mange bøger, oversættelser, kommentarer og filosofiske afhandlinger, og han startede tre forlag og trykpresser, der udgav snesevis af bøger og seks journaler på forskellige sprog. Han udgav også en daglig avis, Nadiya Prakasa.
Srila Bhaktisiddhanta gik bort den 1. januar 1937 i Jagannatha Puri.
Devananda Pandita – Bortgang den 15.12
Devananda Pandita var en professionel Srimad-Bhagavatam-recitatør, der under Herren Caitanyas tid omvendte sig til ren hengiven tjeneste. Devananda Pandita plejede at forklare Srimad-Bhagavatam upersonalistisk, for da han engang havde krænket Srivasa Thakura, en ren hengiven, kunne han ikke forstå essensen af Srimad-Bhagavatam, dvs. kærlighed og hengivenhed til Krishna. Men da Devananda Pandita ved en anden lejlighed gjorde tjeneste til Vakresvara Pandita, en avanceret hengiven, blev Herren Caitanya tilfreds med ham og viste ham vejen til hengivenhed til Krishna.
Mahesha Pandita – Bortgang den 17.12
”Han, som tidligere var en meget rundhåndet kohyrdedreng, er nu fremstået som Mahesha Pandita. I ekstatiske kærlighedsudbrud danser han som en vanvittig, som om han var beruset, til takten af en kedeltromme.” [Cc. Adi 11.32]
Ifølge Gaura-ganoddesa-dipika var Mahesha Pandita tidligere Maha-Bahusakha i Krishna-lila. Han var en ledsager af Nityananda Prabhu og var til stede ved Danda Mahotsava, som blev afholdt i Paninati.
I Bhakti-Ratnakara, Taranga 9, nævnes det, at da Narottama Dasa Thakura kom på besøg i Khardaha, fik han darsana af Mahesha Panditas lotusfødder.
Vrindavana Dasa Thakura har beskrevet ham som en param mahanta på grund af, at han stod Nityananda Prabhu meget nær. [CB. Antya 5.744]
Mahesha Panditas oprindelige Sripat i Sukh Sagor blev opslugt af Gangesflodens leje, men hans tilbedelsesværdige Deiteter, Sri-Sri Nitai-Gauranga, samt hans samadhi blev flyttet til Palpara. Hans bortgangsdag falder på den trettende dag i den aftagende måne i måneden Pausa.
Sri Uddharana Datta Thakura – Bortgang den 17.12
Uddharana Datta Thakura var en anden af Nityananda Prabhus store hengivne. Ifølge Srila Krishnadasa Kaviraja Gosvami var han den ellevte af de tolv gopalaer eller kohyrdedrenge, der nedsteg sammen med Nityananda. Uddharana Datta Thakura var en inkarnation af kohyrdedrengen Subahu.
Uddharana Datta Thakura fødtes i en velhavende bankierfamilie og var livet igennem en rig og indflydelsesrig godsejer. Han var fra Saptagrama, der senere udviklede sig til Calcutta, og tilhørte suvarna-vanik-kasten af guldhandlere og bankierer. Denne kaste var på hans tid dårligt anset, men på grund af Nityananda Prabhus nåde mod suvarna-vanik-kasten og specielt imod Uddharana Datta Thakura genvandt kasten sin respektabilitet. Srila Prabhupada skriver en del om dette i Caitanya-caritamrta, da han selv havde aner tilbage til Uddharana Datta Thakura.
I Saptagrama er der fortsat et tempel med en seksarmet Deitet af Sri Caitanya Maharabhu, der personligt blev tilbedt af Srila Uddharana Datta Thakura. Srila Prabhupada besøgte dette tempel i sin barndom, og da han i 1967 vendte tilbage til Indien fra Amerika sammen med amerikanske disciple, inviterede templet ham igen på besøg.
Sri Locan Dasa Thakura – Fremkomst den 20.12
Locan Dasa Thakura var discipel af Narahari Sarakara Thakura og skrev mange sange på bengalsk om Herren Caitanya. Han skrev også Caitanya-mangala, den ene af de tre kendteste biografier over Herren Caitanyas liv (de to andre er Caitanya-Bhagavata af Vrindavana Dasa Thakura og Caitanya-caritamrta af Krishnadasa Kaviraja Goswami).
Srila Jiva Gosvami – Bortgang den 22.12
Jiva Gosvami, den yngste af Vrindavanas seks Gosvamier, var nevø til Sanatana og Rupa Gosvami og søn af deres lillebror, Sri Vallabha. Blandt vaisnavaer og andre regnes han for den største filosof, verden har set.
Efter Rupa og Sanatana Gosvamis bortgang videreførte Jiva Gosvami deres arbejde og blev vaisnavaernes naturlige leder. Narottama Dasa Thakura, Srinivasa Acarya og Syamananda Prabhu studerede sammen under Jiva Gosvami, der sendte dem til Bengalen for at udbrede kendskabet til Gosvamiernes bøger.
Jiva Gosvami skrev mindst 25 bøger, blandt hvilke de kendteste er Harinamamrta-vyakarana, Gopala-campu og Sat-sandharbha (Tattva-sandarbha, Bhagavata-sandarbha, Paramatma-sandarbha, Krsna-sandarbha, Bhakti-sandharbha og Priti-sandarbha). Han gik bort i 1618 i Vrindavana.
Sri Jagadisa Pandita – Bortgang den 22.12. Fremkomst den 31.12
Jagadisa Pandita var en nær ven af Caitanya Mahaprabhus far, Jagannatha Misra. Han fødtes i Gohati som søn af Sri Kamalaksa Bhatta. Jagadisa Panditas far og mor var begge store hengivne. Efter deres bortgang slog Jagadisa Pandita og hans hustru Dukhini Devi sig ned nær Ganges sammen med Jagadisa Panditas lillebror, Mahesha Pandita, i nærheden af Sri Jagannatha Misra i Mayapur. Da Caitanya Mahaprabhu tog sannyasa, flyttede Jagadisa Pandita til landsbyen Yasora Grama i Nadia-distriktet. Caitanya Mahaprabhu gav Jagadisa Pandita ordre til at prædike Krishnas hellige navn i Jagannatha Puri. Med Herren Jagannathas tilladelse bragte han en Deitet af Jagannatha tilbage til Yasora Grama, hvor den blev installeret. Det siges, at Jagadisa Pandita bar Ham på en stok. I dag er den stok, som Jagadisa Pandita bar Jagannatha-Deiteten med, udstillet i Jagannatha-templet i Yasora Grama.
En berømt historie fortæller, hvordan Caitanya Mahaprabhu, da Han var en lille dreng, engang bad om at få den prasadam, som Jagadisa og Hiranya Pandita havde lavet på ekadasi, hvor alle vaisnavaer faster fra korn.
Hvert år fulgte Jagadisa Pandita med de bengalske hengivne, når de gik til Puri for at besøge Caitanya Mahaprabhu under Ratha-yatra-festivalen. Han var også til stede under Nityananda Prabhus yoghurt-og-ris-festival i Panihati.