Af Gauranga Dasa
“Fordybelse i Krishna” og “afhængighed af Krishna” er to hovedaspekter af åndeligt liv, sådan som det demonstreres af Herren Krishna i Sri Vrindavana. En materialist er generelt fordybet i sit eget selv og har stor tro på og stolthed over egne intellektuelle evner, opnåelser, ressourcer og kontakter.
I modsætning til sådanne materialister er vrajavasierne en gruppe mennesker, der er totalt optagede af at tænke på, hvordan de kan tjene Krishna og er helt afhængige af Krishnas nåde til at opfylde deres ønsker om at tjene Ham.
Overvindelse af modgang
Krishna demonstrerer lige fra begyndelsen af Srimad-Bhagavatams Tiende Bog igennem Vasudeva og Devakis eksempel, at: “Jeg glædes af dem, hvis bevidsthed kendetegnes af fuldstændig afhængighed af Mig, hvad enten det er i fremgang og velstand eller i modgang.”
Vasudeva beskrives som sauri eller modig (SB. 10.3.47). Men hvor i Srimad-Bhagavatam finder vi, at Vasudeva demonstrerer mod, hvis betydningen af mod refererer til nogen form for kamp eller ridderskab? Tværtimod er Vasudeva nødt til at tigge sin modstander, Kamsa, om at vise medfølelse og ikke dræbe hans hustru. Vasudeva blev fængslet af Kamsa ikke én, men to gange. Vasudeva kunne ikke beskytte sine seks sønner mod Kamsas grusomme barnemord.
Alligevel kaldes Vasudeva modig, for han opgav aldrig håbet og sin afhængighed af Krishnas vilje på trods af al overmagt og tilsyneladende nederlag. På den måde demonstrerede han stor selvbeherskelse og tolerance. Vasudeva stod uden sin hær eller sit sværd, men satte sin lid til profetien om, at Krishna snart ville komme og gøre en ende på Kamsas rædselsregime. Srimad-Bhagavatam fastslår således, at når man står over for gentagne tilbageslag og nederlag, er afhængighed af Krishna den største form for mod!
Ved Krishnas fødsel fortsatte Vasudeva med at udvise den modne og modige hengivnes fasthed i sin tjeneste til Krishna. Kort efter Sin fremkomst gav Krishna Vasudeva besked på at bære Ham til Vrindavana. Fast besluttet på at følge Krishnas instruktioner løftede Vasudeva Krishna op og gjorde sig klar til at forlade fængslet uden at nære nogen tvivl om, hvordan han skulle slippe uden om de låste døre og grusomme vagter. Og minsandten om fængselsdørene ikke straks åbnede sig, lænkerne løsnedes, og Vasudeva kunne fortsætte med sin tjeneste til Krishna og afhænge fuldstændigt af Hans vilje. Krishna viste således, hvad princippet med apratihata bhakti, uhindret og uafbrudt hengiven tjeneste til Ham, vil sige.
At slippe af med urenheder
En anden interessant episode i Srimad-Bhagavatams Tiende Bog er Brahma-vimohana-lila, der udspillede sig under indflydelsen af Krishnas yoga-maya. Herren Brahma, en de allerstørste personligheder i hele universet, var forvirret. Ude af stand til at værdsætte Herren Krishnas suveræne position, fordi han så Ham som en simpel kohyrdedreng, besluttede Brahma at sætte Ham på en prøve. Brahma stjal og gemte køerne og kalvene, der græssede fredeligt i den frodige grønne skov. Mens kohyrdedrengene søgte efter deres køer og kalve, kaldte de ængsteligt på Krishna. Krishna beroligede dem og bad dem om ikke at bekymre sig, men blive, hvor de var og nyde deres frokost. Han forsikrede dem: ”Jeg skal nok gå ud og få fat på kalvene. Hold op med at bekymre jer.”
Krishnas beroligelse af de ulykkelige gopaer er en skjult velsignelse for alle hengivne. Ordet ’go’ på sanskrit har forskellige betydninger. Go betyder køer, og det refererer også til vores sanser. En sadhakas sanser kan sommetider vandre omkring, ligesom kalvene vandrede omkring i skoven. Når åndelige praktikanter oplever, at det er svært at få bugt med sindet og sanserne, føler de sig sommetider modløse og slåede. De kortvarige forstyrrelser af de ophidsede sanser kan få dem til at opgive deres hengivne praksisser og aspirationer. Men hvis vi blot forsøger at absorbere vores egensindige sanser i vores praktisering af kerneprincipperne for bhakti og oprigtigt afhænger af Krishna, vil Han personligt sørge for at bringe vores sanser tilbage under vores kontrol og omsorg. Krishnas personlige assistance i åndeligt liv er kun tilgængelig for bhakti-yogierne, men ikke for dem, der følger andre åndelige veje. Krishnas løfte i denne forbindelse må selvfølgelig ikke misbruges og udnyttes. Men for en hengiven af Krishna er der aldrig grund til modløshed, selv på trods af sansernes uregerlighed.
For at kompensere for Brahmas tyveri ekspanderede Krishna Sig i ubegrænsede køer og kalve. Senere så Brahma alle køerne og kalve forvandle sig til Visnumurti-former, hvorved Krishna forvirrede intelligensen hos det mest intelligente væsen i universet. Der beskrives det:
candrika-visada-smeraih sarunapanga-viksitaih
svakarthanamivarajah- sattvabhyamsrastr-palakah (SB. 10.13.13)
Da Krishnas smukke smil og Hans smukke blik faldt på Brahma, skabte de ønsker i Brahmas brødebetyngede hjerte om at tjene Krishna. Når udfordringer og vanskeligheder på samme måde opstår i vores hengivne liv, og vi føler os håbløse, har vi brug for at vende os til Krishna. I vores tilstand af håbløshed vil vi finde ny opmuntring, når vi ser Herrens blik og smil. Herrens blik skaber hengivne ønsker, og Herrens smil skaber transcendentalt håb i de hengivnes hjerter, specielt hos dem, der er blevet stukket og provokeret af deres utro sanser og egenrådige sind. Som en fast vaisnava-praksis anbefales en hengiven derfor i overmåde grad at modtage darsanaen eller audiensen af Herrens Deitets-inkarnation. Igen er der tale om fordybelse og afhængighed af Hans nåde i vores åndelige liv.
Fordybelse giver tolerance
En sadhaka kan forvente at blive konfronteret af mange udfordringer på sin vandring gennem denne verden. Srimad-Bhagavatams Tiende Bog illustrerer dette med en beskrivelse af regntiden, når regnen falder på bjerget.
girayovarsa-dharabhir hanyamananavivyathuh
abhibhuyamanavyasanair yathadhoksaja-cetasah (SB. 10.20.15)
Der står her, at på grund af voldsomt regn-vejr, lynnedslag og stormende vinde kan det se ud, som om bjergene er i en meget smertefuld situation. Men bjerge rystes ikke. De er tolerante og tager imod den voldsomme regn, der falder på dem, uden beklagelse eller kritik. Resultatet af en sådan tålmodighed er, at alt det samlede snavs og støv på bjerget bliver godt og grundigt vasket væk. På samme måde bør vi forblive tolerante og vedholdende ligesom et bjerg for at rense urenhederne bort fra vores hjerter og bevidsthed, når vanskelighedernes skybrud falder på os.
Den praktiske nytte af nederlag og tilbagegang i vores liv er, at de giver os mulighed for at huske på Krishna og afhænge af Ham. Folk flest tror, at livet handler om at vinde og notere sejre, undgå tab og formindske nederlag. Srimad-Bhagavatam fortæller imidlertid, at livets spil handler ikke om at tælle vores sejre eller nederlag, men at tælle, hvor mange gange vi kan huske på Krishna igennem disse sejre og nederlag. Hvad gavner nogen form for medgang, der er dømt til at blive til ingenting med tidens gang, når den er uden erindring af Krishna, vores evige ven og beskytter.
Teknologisk forårsaget distraktion
I den nuværende gigabit-tid og postmoderne epoke er samfundet åndeligt fallit. Det er en tid af forstyrrelse og egoistisk selvfordybelse. Sociale antropologer har lavet et nyt ord for internettidens distraherede masser – Instagram generationen. Professor Daniel Kahneman, en berømt psykolog og nobelprismodtager, har gjort opmærksom på, at vi nu mest ser nutiden som ”et fremtidigt minde”. Det er derfor, folk har så travlt med at tage billeder af alting og lægge det online. Det gøres i forventningen om i fremtiden at kunne se tilbage på disse billeder af nutiden og nyde, hvor ”fotoperfekt” deres fortid var. Men paradokset er, at drevet af deres forventede fremtidige minder om deres fortid mister folk derved forbindelsen til nutiden!
At være brændt ud af sociale medier er nu en klinisk anerkendt tilstand, hvis symptomer er behovet for hele tiden at skulle tjekke telefonen eller computeren, en manglende interesse i andre aktiviteter og hobbyer, som man tidligere nød, følelse af ængstelse over sociale medieposter osv. Spørgsmålet er, hvordan vi er kommet til dette punkt. Det ærlige svar er, at mens vi har gjort teknologiske fremskridt, har vores generation udviklet en falsk følelse af fuldstændig uafhængighed. Vi tror i fuldt alvor, at der findes en app for alting, og mister som resultat forbindelsen til den naturlige verden. I lyset af nutidens omstændigheder er selv i sadhakaernes liv to af de mest fundamentale principper i bhakti – fordybelse og afhængighed – gået tabt.
Bhakti-princippet med fordybelse og afhængighed kan dog stadig virke som en modgift mod alt dette, hvis de gives af oprigtige praktiserende af bhakti-yoga. Hare Krishna-bevægelsen har derfor et ansvar som aldrig før, når sjælene i Kalis tidsalder synker mere og mere ned i lidelse med hvert eneste muse-klik og hver eneste berøring af mobilskærmen. Behovet er der, bhakti-yogaens teknikker er der også, ligesom det hellige navns medicin er der. Det, der nu er brug for, er at gøre os selv klar til missionen. Men medmindre vi selv bliver fordybede i og afhængige af Krishna, hvordan kan vi da nogensinde forsøge at give det til andre?
Hentet fra https://www.dandavats.com/?p=83247.