Af Prabhupada-priya Devi Dasi
En ungdommelig længsel efter at ændre verden fører til en årelang international rejse med uventede resultater.
Jeg blev født i 1970 i staten New York og havde mere eller mindre en typisk amerikansk barndom, dvs., indtil jeg var femten år, hvor jeg så, hvor overfladisk det var. På det tidspunkt begyndte jeg at læse bøger om filosofi og psykologi og lytte mere omhyggeligt til de ugentlige prædikener i vores lokale baptistkirke. Jeg havde mange spørgsmål om Gud og livet, men ingen så ud til at have svarene.
Jeg var utilfreds med verdens tilstand og følte mig tilskyndet til at ændre den. Jeg valgte en alternativ uddannelse på College of the Atlantic i Bar Harbor, Maine, hvor jeg studerede Human Økologi. Jeg eksperimenterede med alternativ livsstil og miljømæssig og politisk aktivisme, men var ikke tilfreds med nogen af mine forsøg på at ændre enten verden eller mit eget liv.
Jeg begyndte at studere globale klimaændringer, som i 1991 stadig var banebrydende forskning. Efter et praktikophold på New Alchemy Institute, et andet på Smithsonian Environmental Research Center og et tredje på Harvard University Department of Biological Sciences blev jeg blev tilbudt et fuldt stipendium til en ph.d.-grad ved Harvard.
Selv om jeg var beæret over tilbuddet, var jeg nødt til at se verden først. Jeg måtte uden for USA og opleve andre måder at leve på og tænke på. Jeg ansøgte om og fik et stipendium til at rejse til udlandet og gennemføre et forskningsprojekt efter mit eget design. Jeg købte en verdensomspændende flybillet og satte så mange lande, som jeg kunne, på min rejseplan.
I løbet af denne årelange rejse stødte jeg på mennesker fra en bred vifte af kulturer og religioner. Ved at studere hver i en vis dybde var jeg i stand til at værdsætte det fælles grundlag i alle trosretninger. Jeg var imponeret over at se, hvordan spiritualitet for nogle ikke bare fyldte lidt af deres uge, men prægede alt, de gjorde.
På denne tid gav nogle mig en opsigtsvækkende oplysning: De kombinerede atomvåben fra alle verdens lande var nok til at brænde hele Jorden til aske fjorten gange.
Efter at være vokset op under våbenkapløbet mellem USA og Rusland, efter at have studeret virkningerne af atomnedfald i skolen og velvidende, hvilke overilede dumheder vores regeringer var i stand til, besluttede jeg at nulstille mine prioriteter. Når alt kommer til alt, hvad nyttede en karriere inden for global klimaændringsforskning, hvis kloden ikke skulle eksistere? Hvilken forskel ville en lille stigning i temperatur eller kuldioxid gøre på en regions økologi, hvis en brintbombe reducerede økosystemet til en livløs bunke radioaktivt støv? Selv hvis jeg blev en verdenskendt forsker og vandt Nobelprisen, hvilken forskel ville det så gøre?
Et møde i Malaysia
Jeg forstod, at alt, jeg gjorde inden for den materielle sfære, ville være midlertidigt. Jeg tænkte, at hvis jeg skulle bruge mit livs energi til at lave en positiv forandring i verden, så lad mig gøre noget, der vil være til evig gavn. Jeg indså, at den eneste måde at gøre dette på ville være at handle på det åndelige plan. Men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gøre det. Jeg bad til Gud om vejledning.
På en kulturfestival i Penang, Malaysia, mødte jeg en mand fra Det Internationale Samfund for Krishnabevidsthed og købte Bhagavad-gita As It Is af Hans Guddommelige Nåde A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada sammen med to andre bøger. Samme aften læste jeg Coming Back [en bog af Srila Prabhupada] fra ende til anden. Så begyndte jeg på Bhagavad-gita og læste så længe, mine øjne tillod mig. Efter et par dage satte jeg mig for at finde den adresse, manden havde givet mig, hvor de hengivne havde ugentlige møder.
Jeg ankom for sent, og Bhagavad-gita-klassen var i gang efterfulgt af kirtana. Der var duft af røgelse og en så fantastisk mad, der ikke lignede noget, jeg nogensinde havde smagt før. Programmet var en mangesanselig oplevelse, jeg aldrig vil glemme. Det havde en meget stor indvirkning på mig. Selv om jeg ikke kendte nogen der, var de hengivne meget venlige og søde. Jeg fornemmede, at de ikke ville have noget fra mig, men kun ville give.
En ung dame, Kalavati, var særlig venlig og meget glad for at møde en amerikaner så langt hjemmefra. Hun boede i London og rejste med sin mand. De var kun i Penang i et par dage, men hun gav mig sin adresse og sagde, at hvis jeg nogensinde kom til London, måtte jeg besøge hende. Det lovede jeg hende, selv om jeg ikke havde planer om at tage til London.
Jeg fortsatte med at deltage i de ugentlige programmer og nød dem hver gang mere og mere. De hengivne gav mig japa-perler og viste mig, hvordan man bruger dem til at recitere Hare Krishna-mantraet.
Da jeg pakkede min kuffert for at forlade Malaysia, lod jeg dog alle bøgerne tilbage. I spændt forventning til, hvad der ventede mig på min næste destination, skrumpede min oplevelse i Malaysia hurtigt ind til blot et minde.
Et stort eventyr ender med en stor beslutning
Fra Malaysia fløj jeg til Kathmandu, hvor jeg tilbragte uger på vandring i Himalaya med en sherpa-guide. Himalaya var overjordisk. De tårnhøje toppe og majestætiske udsigter fik mig til at føle mig ubetydelig. Den skarpe bjergluft og den voldsomme fysiske træning pustede nyt liv i min krop og sjæl. Jeg tilbragte det meste af mine dage i stille bøn, imens jeg gik på Guds tæppe og bad Ham om at bringe mig tættere på Ham.
Selv om jeg havde efterladt min Bhagavad-gita, var nogle af dens ideer sunket ind. En af dem var begrebet hengiven tjeneste. Det virkede, som om dette koncept havde kaldt på mig på hver eneste side i bogen. Nu i det mystiske Himalaya slog det rod i mit sind. Jeg tog en beslutning. Jeg ville vie mit liv til at tjene Gud. Men hvilken vej skulle jeg vælge? Bhagavad-gita havde hjulpet mig så meget, men samtidig var den så orientalsk og fremmed for mig.
Jeg besluttede at holde mig til det, jeg var bekendt med. Jeg var blevet opdraget som kristen og havde gået i kirke hver søndag og været på kristen sommerlejr hvert år. Jeg sang endda i julekoret. Da jeg var teenager, havde nogle missionærer besøgt vores kirke og vist lysbilleder om deres banebrydende arbejde med at sprede evangeliet i et fremmed land. Det havde set eksotisk, eventyrligt og risikabelt ud. Det lignede det perfekte eksempel på hengiven tjeneste. Det var det. Jeg ville være kristen missionær. Jeg ville afslutte mine rejser og tilmelde mig en bibelhøjskole, få et solidt grundlag i kristen teologi og følge Guds vilje derfra.
En ændring af planer
Fra Kathmandu var min rejseplan at tage til Frankfurt og derfra til Tel Aviv, men på en eller anden måde var alle fly til Europa fuldt bookede. Den eneste mulighed var en plads til London. Jeg tog den.
Det var tidlig morgen, da jeg ankom til Gatwick Lufthavn. Alle andre steder, jeg besøgte, havde jeg kontakter på forhånd, men London var ikke planlagt. Så huskede jeg den amerikanske pige, jeg havde mødt over en måned før i Malaysia. Jeg tog min adressebog frem, og der var den: Kalavati, 10 Soho Street, London. Jeg kom dertil i forventning om at ankomme til deres lejlighed. Men det var ikke en lejlighed. Det var Radha-Krishna Templet.
En stor belgisk kvinde sad ved receptionen.
“Hej,” sagde jeg. “Jeg leder efter en af mine venner, Kalavati. Er hun her?”
“Ih ja, hun arbejder i restauranten. Hun kommer lidt senere. Vil du vente? Jeg kan vise dig rundt i templet.”
“Det må du gerne,” sagde jeg. “Tak.”
Jeg havde ikke andet at lave, og jeg havde aldrig været i et Hare Krishna-tempel før.
“Mit navn er Purnamasi,” sagde hun, da hun førte mig op ad trappen.
Hun ringede på en lille klokke, og vi gik ind i tempelrummet. Det var lyst og skinnende rent. Hun bøjede sig. Jeg stirrede på, hvad jeg troede var A. C. Bhaktivedanta Swami Prabhupada. Jeg genkendte ham fra billedet på bagsiden af min Bhagavad-gita.
“Jeg kender ham,” hviskede jeg. “Jeg købte nogle af hans bøger.”
“Det er en statue,” grinede hun. “Kom, lad os se Deiteterne.”
Vi gik op foran i tempelrummet, og hun introducerede mig for tre spændende, glade træformer.
“Disse er Jagannatha, Baladeva og Subhadra.”
De så så kærlige ud. Så gjorde hun tegn til højre for sig.
“Og disse er Radha og Krishna. Her kalder vi dem Radha-London-ishvara – Londons herskere.”
De var så smukke, yndigt påklædte og dekorerede. Det hele var så nyt for mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre.
“Klokken er tolv,” bekendtgjorde Purnamasi, “Tid til harinama. Vil du med?”
“Hvad er harinama?”
“Det er, når en gruppe hengivne går ud med musikinstrumenter og synger på gaden. Det er sjovt. Du vil kunne lide det.”
“I orden.”
De hengivne samledes på gaden uden for hoveddøren og begyndte at synge. Jeg kendte allerede Hare Krishna-mantraet fra Malaysia, så jeg følte mig selvsikker. Nogle rakte mig et par små messingbækkener på snore, og gruppen begyndte at gå. Det var utroligt fornøjeligt. På en eller anden måde føltes det rigtig godt at være der.
Da vi kom tilbage til templet, var det tid til frokostprogrammet. Der var en kort forelæsning, og så sad vi alle på rækker på gulvet. En ung dame, Anne Marie, begyndte at servere frokost. Jeg havde været i Asien længe nok til at være vant til ris, dhal og grøntsager, men i den sidste måned i Nepal havde jeg spist i simple bjergfolks hjem, og dhal’en havde ikke været meget andet end grønt vand med salt og hvidløg. Da jeg smagte den tykke, cremede, eksotisk krydrede dhal, blev min underernærede krop fyldt med taknemmelighed. Jeg husker følelsen af fuld tilfredshed. Overraskende nok så Anne Marie ud til at være endnu gladere for at tjene mig, end jeg var for at spise.
Da jeg var færdig, fortalte hun mig, at tempelpræsidenten, Kesava Bharati Dasa Gosvami, holdt en spørgsmål-og-svar-session ovenpå i biblioteket. Indtil videre havde alt ved templet været så fantastisk. Jeg besluttede at fortsætte.
Da jeg kom ind på biblioteket, der var fyldt med mennesker, og satte mig på en polstret bænk, blev jeg mødt med et sprudlende “Hare Krishna!” Jeg vendte mig mod den lysende safranklædte munk, der sad forrest i rummet.
”Er det din første gang her?” spurgte han med et imødekommende smil.
”Ja,” svarede jeg.
Han spurgte mig, hvor jeg kom fra, hvad der bragte mig til London, og hvad mine planer var.
”Jeg har besluttet at vie mit liv til at tjene Gud,” sagde jeg selvsikkert.
Han smilede overrasket: ”Jamen, så er du kommet til det rigtige sted.”
Alle lo.
”Og hvordan planlægger du helt præcist at tjene Gud?”
”Jeg vil være kristen missionær,” fortalte jeg ham og forklarede min begrundelse.
”Kender du til indiske religioner?”
”Jeg har læst noget af Bhagavad-gita, men jeg har aldrig været i Indien.”
”Hvis du skal til Indien som missionær, vil det være nyttigt for dig at forstå deres filosofi og religion, så du bedre kan forholde dig til folk og svare intelligent på deres argumenter. Det vil gøre et større indtryk på dem. Tror du ikke?”
”Jo, det har du sikkert ret i.”
”Så vi har alle disse bøger her,” sagde han og pegede på hylden, der var fuld af farverige bøger. “Hvorfor bliver du ikke hos os i to uger, studerer vores filosofi, og så kan du gå videre til Bibelskolen med en bredere baggrund i verdensreligioner? Vi har en sovesal for damer ovenpå. Anne Marie kan vise dig rundt. Hvordan lyder det?”
”Hm, ja, hvorfor ikke?” sagde jeg.
Og det var det. Jeg flyttede ind i Hare Krishna-templet.
Et forlænget ophold
Min invitation var til to uger, men jo mere jeg læste bøgerne, jo mere blev jeg fascineret af filosofien. De praksisser, de hengivne fulgte, såsom at synge Hare Krishna-mantraet og tilbede Deiteten, var ikke bare noget, de havde fundet på, men var forankret i de gamle Vedaers lære. Denne enorme rigdom af viden eksisterede før skabelsen og beskriver i detaljer skabelsens cykliske begivenheder og ødelæggelsen af de materielle universer med præcise tidsskalaer for sådanne begivenheder. Jeg forstod, at uanset hvor mange atomvåben mennesker har, kan planeten ikke ødelægges uden Guds sanktion. Det var beroligende at vide, at der er en højeste hersker, der er algod.
Mange af de kulturelle elementer var nye for mig, og jeg gjorde meget ud af at forstå betydningen af alt, før jeg besluttede at følge det. Jeg var imponeret over graden af filosofisk forståelse, som selv den nyeste hengivne besad. Enhver aktivitet havde dyb åndelig betydning, og alle var klar over det. Der var ikke tale om blind tro.
Ud over at læse på egen hånd deltog jeg også i klasser om Bhagavad-gita og Srimad-Bhagavatam og fortsatte med at gå på daglig harinama. Jo mere jeg forstod, hvad harinama handlede om, jo mere ekstatisk blev oplevelsen.
Jeg opdagede hurtigt, at de gladeste mennesker i templet var dem, der gik ud hele dagen for at distribuere bøger. Når de vendte tilbage om aftenen, ville de se så lyksalige ud. Deres ansigter glødede som engle, og de var fulde af spændende historier om de steder, de var rejst hen til, og de mennesker, de havde mødt.
Jeg besluttede at slutte mig til dem. Det var ikke så nemt, som jeg troede, det ville være. Jeg havde forventet, at folk ville være lige så interesserede i åndelig viden, som jeg var, men desværre gad de fleste af dem det ikke. Det var en ydmygende oplevelse, men jeg holdt fast i bogdistribution.
Jeg endte med at acceptere indvielse fra en ægte åndelig mester og fik det åndelige navn Prabhupada-priya Devi Dasi. Vejledningen fra min åndelige mester hjalp mig enormt til at overvinde forskellige forhindringer, især i begyndelsen af mit åndelige liv. Med tiden giftede jeg mig med en dejlig hengiven fra Brasilien, der giver mig konstant støtte og opmuntring dagligt. Nu tyve år senere bor vi sammen med vores to døtre i Mayapur, Indien, i et dynamisk, hurtigt voksende samfund af ISKCON-tilhængere.
Jeg er ikke længere den forvirrede person, der kører rundt i en endeløs strøm af ubesvarede spørgsmål, væmmes over materialistisk kultur, skuffes over overfladiske forhold og fortabes i en tilsyneladende meningsløs tilværelse. Nu har jeg fundet svarene på mine spørgsmål. Jeg har opdaget et verdensomspændende fællesskab baseret på åndelig kultur. Jeg har varige forhold til fantastiske mennesker. Jeg har forstået formålet med livet og vejen, der kan bringe mig til det, en proces, der har virket for mig og kan fungere for alle, og som kan ændre vores hjerter og vores verden – bhaktiens proces eller hengiven tjeneste.