KRISHNAS BØRN I SKOLE

Af Sri Rama Dasa (Oversat af Jesper Frydenlund)

Vi vil gerne se vores børn vokse op og blive som os. Det er et nærmest grundlæggende instinkt.

Værdisæt, kulturel dannelse, moral, religiøsitet og livsvalg. Vi forventer – eller håber i hvert fald – at kunne videregive disse ting intakte.

I traditionelle kulturer forløb det som regel forholdsvis gnidningsfrit at give faklen videre til næste generation. Hele samfundet – forældre, naboer, lærere, slægtninge og myndigheder – formidlede de samme kulturelle budskaber. Men hvor mange af os lever dagen i dag i traditionelle kulturer?

Indien, der har sine rødder i nogle af verdens fineste og mest traditionelle kulturer, er ved at miste kontakten til sin egen åndelige arv. Fattigdom, international indflydelse, et verdsligt styre og misundelse på det velstående Vesten har berøvet Indien en stor del af landets vediske kulturarv. Og efterhånden som Indien opgiver sin åndelige styrkeposition til fordel for de mere ”udviklede” landes lidenskabelige forbrugerkultur, befinder indere, der er bosat i Vesten, sig ofte åndeligt isolerede i et hav af materialisme.

ISKCON bør kunne tilbyde en samlet kultur baseret på åndelige værdier – det, som Srila Prabhupada kaldte ”et hus, hvor hele verden kan bo.” Når Caitanya Mahaprabhus profetier går i opfyldelse, når Srila Prabhupadas bøger bliver hele menneskehedens lovbøger, og når vi etablerer et samfund baseret på et simpelt liv med dybe tanker, kan vi se frem til en sammenhængende kultur, der bevarer de værdier, den religion og den livsform, vi ønsker at videregive til vores børn.

I artiklen Twelve Steps for Success, som jeg skrev i 1988, opfordrede jeg ISKCON’s undervisere til at tænke realistisk om vores nuværende kulturelle atmosfære:

”Det ville være fejlagtigt at tro, at vi lever i vedisk kultur. For nu lever vi i ’ISKCON-kultur’, en unik blanding af traditionel vedisk kultur, moderne indisk kultur, vestlig massekultur samt den lokale kultur, vi nu engang befinder os i.”

I betragtning af denne kulturelle forvirring kan forældre ikke forvente megen hjælp til at inspirere deres børn til at acceptere deres tro og livsform. Og hvilken større smerte findes der end at se sine børn vende sig bort fra det, man værdsætter allerhøjst: sin åndelige livsførelse, sine moralske og kulturelle værdier og selve opfattelse af, hvem man er, og hvilken rolle man har i livet?

Hvad kan forældre så gøre for at hjælpe deres børn med at respektere og efterligne deres livsform? Flere akademiske undersøgelser viser, at forskellige former for opdragelse fører til forskellige resultater.

Fire grundlæggende former for opdragelse:

FORSØMMENDE FORÆLDRE har en tendens til at flygte fra forældrerollens ansvar. De kan være for optagede af deres karriere eller for opslugte af deres egne problemer. Deres børn modtager derfor hverken kærlighed eller disciplin i tilstrækkelig grad.

EFTERGIVENDE FORÆLDRE elsker deres børn og bekymrer sig om dem, men formår ikke at sætte grænser. De frygter ofte, at disciplinering vil skubbe børnene væk eller skade det kærlige forhold.

AUTORITÆRE FORÆLDRE siger gerne: ”Gør det, fordi jeg siger det!” De kommer tit i konflikt med deres børn og forsøger at motivere dem gennem trusler og straf. De fleste forældre synes at falde inden for denne kategori.

AUTORITATIVE FORÆLDRE opstiller konsekvente og logiske grænser og er parate til at håndhæve dem. Samtidig bruger de tid på at forklare begrundelserne for reglerne og lære deres børn at træffe gode beslutninger på egen hånd.

Resultaterne taler for sig selv

En undersøgelse fra University of Wisconsin i 1970’erne vurderede resultaterne af disse fire former for opdragelse.

Børn af forsømmende forældre klarede sig gennemgående dårligt, når det gjaldt selvværd, og de reagerede dårligt på disciplinering uden for hjemmet (fra f.eks. lærere, præster, politi og lignende). Desuden afviste disse børn ofte deres forældres religion og levevis.

Børn, der var opdraget efter den eftergivende opdragelsesform, placerede sig lavest med hensyn til selvværd, men klarede sig bedre på de øvrige områder end børn af forsømmende eller autoritære forældre.

Børn fra autoritære hjem havde et højere selvværd, men lå i bunden på næsten alle øvrige målinger.

Børn af autoritative forældre lå derimod konsekvent i toppen i samtlige kategorier.

En ældre undersøgelse foretaget af University of California i Berkeley fandt lignende mønstre. Teenagere, der var vokset op med eftergivende forældre, udviste umodne attituder, lavt selvværd, udfordringer med at omgås jævnaldrende og vanskeligheder med skolearbejdet. De havde også en tendens til seksuel promiskuitet og et omfattende misbrug af stoffer.

Den autoritære opdragelsesform viste sig ofte at give bagslag i teenageårene. Selv om disse unge mindre hyppigt tog stoffer eller drak alkohol, havde de mange følelsesmæssige udfordringer og viste sig generelt mindre lykkelige. De var umodne, havde et negativt selvbillede, manglende motivation i skolen og opnåede de dårligste resultater i almindelige akademiske prøver.
Derimod udviste børn af autoritative forældre kun få adfærdsproblemer, var generelt tilfredse og modne og opnåede de bedste akademiske resultater.

De autoritative forældres kendetegn

Autoritative forældre udviser en balance mellem kærlighed og disciplin. Når de sætter grænser eller kræver en bestemt adfærd, gør de sig umage med at forklare hvorfor. De er konsekvente i deres omgang med børnene, og de viser gennem deres eget eksempel.

Som tilhængere af en åndelig kultur har vi naturlige fordele på disse områder, og dem bør vi udnytte. Viden om reinkarnation og karma giver den mest sammenhængende forståelse af verden omkring os. Hvis vi er fortrolige med vedisk filosofi, kan vi give de bedste begrundelser for at leve et moralsk og ansvarligt liv. Hengivenhed over for guru og Krishna giver en håndgribelig erfaring af vores personlige forhold til Gud, den ultimative motivation for god opførsel.

Men vi må undgå at bruge vedisk filosofi eller kultur som et redskab til blind autoritarisme. I det moderne samfunds moralske tomrum er det ikke tilstrækkeligt at sige til vores børn, at de skal gøre tingene på vores måde, ” … fordi det var sådan, jeg gjorde, da jeg var på din alder.“ Det er heller ikke nok at fodre dem med floskler og dogmer. Skyldfølelse og trusler om fremtidige lave fødsler vil heller ikke virke.

Filosofien i Bhagavad-gita og Srimad Bhagavatam er smuk, omfattende og logisk. Hvis vi selv kender og lever denne filosofi og samtidig formidler den til vores børn på en måde, der er relevant for deres liv, vil vi lykkes som forældre.