BHAKTI-YOGA I HJEMMET
Af Rohininandana Dasa (Oversat af Jesper Frydenlund)
Krishnabevidsthed skal leves for at kunne forstås, og når den leves, bliver ens verden oplyst af en stadig voksende festlighed af åndelige følelser.
Sanskritordet for fest/festival er utsava, der betyder ”nydelse” eller mere fuldstændigt og komplet: ”udtryk for fuldkommen lykke.” Srila Prabhupada plejede at sige, at hele den vediske mission er sammenfattet i ordene sarve sukhino bhavantu: ”Lad alle være lykkelige.”
Krishnas hengivne ønsker at give deres børn transcendental glæde, men hvordan man helt præcist gør det, kan være noget af et puslespil. Srila Prabhupada giver os en firepunktsformel for et lykkeligt familieliv. Han skriver: ”Man behøver blot at synge Hare Krishna Hare Krishna, Krishna Krishna, Hare Hare/ Hare Rama, Hare Rama, Rama Rama, Hare Hare, indtage resterne af den mad, der er blevet ofret til Krishna, læse og have samtale om bøger som Bhagavad-gita og Srimad Bhagavatam samt engagere sig i Deitetstilbedelse.” (Bhagavad-gita 13.12, forklaring).
Simpelt nok, ikke? Synge Hare Krishna-mantraet, spise prasadam, tale om Krishna og tilbyde arati. Enhver kan gøre disse ting, og i den åndelige verden, hvor alle bevæges af intense følelser af kærlighed til Krishna, gør alle dem med en endeløs glæde.
Men hvad så med os? Hvordan kan vi gøre de faste praksisser i Krishnabevidsthed levende nok til at konkurrere med mayas glitrende løfter, som konstant tilbydea af hendes sælgere såsom Hr. Nintendo? Vores egen åndelige praksis kan være inspireret af en voksenfølelse af pligt. Men hvis vi forsøger at tvinge vores praksis ned over hovedet på vores børn, kan de nemt føle sig frustrerede og undertrykte. Alligevel hjælper lidt sukker medicinen med at glide ned, og for et barn er sukkeret forældrenes kærlighed, anerkendelse, omsorg og forståelse.
Her ligger altså baggrunden for med held at anvende Srila Prabhupadas firepunktsformel: At vi forældre oprigtigt selv nyder at praktisere Krishnabevidsthed, og at vi elsker vores børn nok til at ville være sammen med dem og dele os selv med dem. Fordi børn lægger mærke til inkonsekvens, må vi være urokkelige på begge disse punkter, ellers vil vores børn bruge vores selvmodsigende opførsel som en undskyldning for at ignorere de restriktioner, vi sætter for dem.
Vi må anvende Srila Prabhupads formel intelligent, følsomt og til tider innovativt, så både vores børn og vi selv bliver mere og mere begejstrede for den. Prabhupadas idé var, at Krishnabevidsthed skulle være sjov for børn, en velkommen del af deres leg. Vi deler måske endnu ikke den samme følelse af konstant festlighed, som beboerne i den åndelige verden oplever. Alligevel er vores hengivne kalender rigt bestrøet med festdage. Og hvad kan være sjovere for et barn – eller en voksen – end en fest?
Et barn hopper af glæde, når det hører, at en særlig dag er lige om hjørnet. En Krishnabevidst festival betyder kreativitet, planer, forberedelser, farver, dufte og overraskelser. Det betyder venner, givere og modtagere, og det betyder at dele. Det betyder sang, dans, leg og festivitas.
Vi kan få en idé om, hvordan vi kan afholde vores festivaler ved at høre om Herren og Hans hengivnes barndom. Da Herren Nityananda var barn, plejede Han og Hans venner som en del af deres leg regelmæssigt at genopføre Krishnas eventyrlige lege. Engang opførte de Slaget ved Lanka. Da Nityananda som Laksmana blev ramt af Ravanas frygtelige sakti-våben, faldt Han bevidstløs om. Hans venner stoppede op og samlede sig frygtsomt omkring Ham. Nogle voksne kom til og foreslog, at for at redde Laksmana skulle Hanuman hente nogle helt særlige lægeurter. Barnet, der spillede Hanuman, satte af sted for at finde urterne. Efter nogle vilde eventyr kom han tilbage med dem, og da de blev givet af ”lægen”, vågnede Nityananda op igen.
Da Srila Prabhupada var barn, brugte han og hans venner lang tid på at øve et skuespil om Herren Caitanya. Da de endelig opførte stykket, blev det store publikum rørt til tårer. Srila Prabhupada plejede også at organisere sine egne Ratha-yatra-festivaler, og naboerne deltog med glæde i festlighederne.
Da Herren Krishna var barn, hjalp Han og de andre landsbybørn de voksne med at passe køerne og kalvene. Altid i festligt humør klædte børnene i Vrindavana og deres forældre sig regelmæssigt ud og pyntede sig til fejringer.
Da en af mine indiske veninder som barn boede i Østafrika, blev alle husene på hendes gade hvert år under Diwali-festivalen skuret rene, malet og pyntet med guirlander. Hun og vennerne løb fra hus til hus, opførte skuespil om Herren Rama og modtog gaver i form af forskellige hjemmelavede lækkerier. Om aftenen var hvert hus oplyst af, hvad der syntes at være hundredvis af smukke lamper. Alle husene summede af skuespil, musik og sang.
Et eksempel. Radha Priya, min hustru, bemærker, at i den vediske tradition er en festival en familiebegivenhed for alle i landsbyen. For et barn antyder begrebet ”børnefestival”, der arrangeres af voksne særligt for barnet og vennerne, indirekte den tanke, at de voksne må have et separat og sandsynligvis bedre liv end hans/hendes. I en familiefestival deltager alle ligeværdigt, uanset alder, status eller køn. Her er, hvordan Radha Priya beskriver vores festival for Herren Balarama:
”Vores familiefestival i forbindelse med fejringen af Herren Balaramas åbenbaringsdag var mindeværdig, fordi hver eneste af os – fra etårsalderen til halvtreds – spillede en meningsfuld rolle i skabelsen af festivalen. Flere dage før Balaramas fremkomst, som finder sted på en fuldmånedag, lavede vi en liste over ting, vi ville gøre for Ham, og hængte den op på væggen. Når nogle havde udført en opgave, stregede de den ud på listen. Børnene lavede invitationer, pustede balloner op, lavede vægmalerier af Herren Balarama, rullede ”Balarama-kugler” (slik lavet hovedsageligt af honning) og satte ”Velkommen”-bannere op. De voksne sendte invitationerne ud, gjorde hytten ren og syede nye sæt tøj til vores Deiteter, Jagannatha, Balarama og Subhadra.
Venner begyndte så småt at ankomme aftenen før festivalen med gaver til Herren Balarama. De rejste telte og slog sig begejstrede ned, klar til den næste dag.
Før Deitetstilbedelsen om morgenen var min mand ude og plukke vilde blomster til at pynte alteret med, og Jnana Dasa og hans børn lavede dekorationer af farvet papir. Den niårige Radhanatha Dasa tilbad Deiteterne ledsaget af sang, dans og musik fra en hel række af instrumenter. Dernæst skiftedes vi til at fortælle og opføre historier om Herren Balarama.
Lidt senere drog vi ud i skoven for at spille rollerne som Balarama og Hans venner og endda nogle knap så venligtsindede skikkelser som Pralambha og Dhenuka.
Hele dagen igennem følte vi alle, at vi var direkte involveret i at skabe noget særligt for Herren og Hans hengivne, uanset om vi lavede mad, legede musiklege, bar offergaver til alteret, ledte rundt i haven efter skjulte papbogstaver for at stave Balaramas mange navne, spekulerede over, hvordan Herren Balarama mon havde haft det efter at have drukket så meget Varuni-drik, åbnede og viste Deiteterne vores små gaver til Dem eller nød festmåltidet med Herren Balaramas prasadam.
Højdepunktet var nok teaterstykket. Vi delte os op i fire grupper á fem personer og gav os selv tyve minutter, så hver gruppe kunne forberede et skuespil efter eget valg om Herren Balarama. Derefter opførte hver gruppe på skift deres stykke ved hjælp af de mest simple rekvisitter og kostumer. Gamle og nye venner, teenagere og børnehavebørn viste alle en grad af humor, fantasi og spontanitet, som jeg sjældent har set magen til, og fordi vi delte så meget sammen, voksede vores gensidige hengivenhed.
For at runde dagen af kørte vi til stranden, lavede et bål og sang hengivne sange i lyset af Herren Balaramas fuldmåne over det bølgende hav.”