INTERVIEW MED OLE ALSTRUP
Af Dandaniti Devi Dasi og Lalitanatha Dasa
Det følgende interview med Ole Alstrup blev optaget søndag den 20.7.2025.
Ddd: Ole, du har været tilknyttet bevægelsen i rigtig mange år. Hvornår var din første kontakt med de hengivne?
Ole: Det går faktisk helt tilbage til Radio Krishna omkring 1985, hvor min mor og mormor begyndte at lytte til radioen.
Ld: Var de ikke Sai Baba-tilhængere?
Ole: De havde læst om Sai Baba i et ugeblad i 1978 og begyndte at læse bøger om ham. De blev ikke deciderede tilhængere, men var meget interesserede og troede på Sai Babas påstand om, at han var en avatara. Så jeg voksede ligesom op med det, dog uden at de forsøgte på at indoktrinere mig.
Ld: Hvor er du født og opvokset?
Ole: I 1967 på Frederiksberg. I mine første år boede jeg faktisk lige rundt om hjørnet fra, hvor templet senere kom til at ligge på Kongens Tværvej. Jeg har vel været 11–12 år, da deres interesse for Østens spiritualitet startede. Både min mor og mormor var i lange perioder vegetarer. De begyndte at lytte til forskellige lokalradioer, deriblandt Radio Krishna. Det var mit første møde med Krishnabevidsthed.
Jeg blev selv interesseret i åndeligt liv i 1986, da min mormor døde. Jeg sov, da hun forlod kroppen, og i samme øjeblik vågnede jeg kortvarigt op i en højere lyksalig bevidsthedstilstand. Jeg havde aldrig prøvet noget lignende. Der forstod jeg, at der var mere mellem himmel og jord. Jeg blev derfor seriøst interesseret i, hvad det hele gik ud på med liv, død og alt det der.
Første gang jeg selv mødte de hengivne, tog jeg ud i templet på Kongens Tværvej i 1987 om sommeren. Kamsahanta åbnede døren og bød mig velkommen.
Jeg havde inden ringet til Yadu og spurgt efter nogle bøger. Sai Baba talte om Bhagavata Purana, og fordi det havde noget med Krishna at gøre, og da jeg lyttede til radioen, ringede jeg ind – jeg tror, det var under et direkte telefonprogram – og spurgte Yadu, hvad Bhagavata Purana var. Så fortalte Yadu: ”Jamen, det er jo Srimad-Bhagavatam, som vi følger. Det er et af vores hovedskrifter, som Prabhupada har oversat.” Han inviterede mig ud i templet. Jeg kom en hverdagseftermiddag og snakkede med ham. Det startede derfra, og så begyndte jeg at komme til søndagsfesterne.
I de næste par år blev jeg meget tilknyttet Krishnabevægelsen, kom til søndagsfesterne, satte mig mere ind i filosofien, begyndte at chante osv. Prasadam var en væsentlig faktor. Ud over at det smagte guddommeligt, kunne jeg meget hurtigt mærke dets rensende effekt på sindet, hvilket var en stor inspiration til senere at gøre tjeneste på Govindas. Inden jeg besøgte templet, var jeg blevet vegetar, da jeg kunne forstå, at det var essentielt i forhold til et åndeligt liv på grund af ikke-vold og karma.
Jeg var meget glad for at komme på Kongens Tværvej. Det var spændende og eksotisk, og der var tit besøg. Suhotra Swami og Harikesa kom ofte såvel som Bhakti-vaibhava Swami, Sacinandana Swami, Krishna-ksetra, Rohini-suta m.fl.
Jeg lyttede også dagligt på radioen, lærte Yadu at kende personligt og blev gode venner med ham. Jeg kom også privat hos ham og hans familie. Vi begyndte at spille Krishnabevidst musik sammen. Jeg havde spillet trommer, siden jeg var 7-8 år gammel.
I 1992 åbnede Govindas Restaurant på Farimagsgade. Efter nogle år begyndte jeg at servere på restauranten, hvilket endte med at blive en vigtig tjeneste for mig igennem årene fra omkring 1997 og fremefter. Sammenlagt har jeg vel arbejdet mere end 15 år på fire forskellige Govindas restauranter, dvs. de to restauranter, der har været i København, og to restauranter i Sydsverige, hvor jeg boede nogle år, i Lund og Malmø.
Ld: Hvad med Sai Baba? Var du ikke med til at afsløre ham?
Ole: Da jeg blev åndeligt interesseret, forsøgte min mor at påvirke mig: ”Nå, er du begyndt at interessere dig for det? Så skal du læse Sai Babas bøger.” Så det begyndte jeg på. Han talte om forskellige former for yoga. Jeg var mest tiltrukket af bhakti-yoga, men hvis man gik dybere ned i hans lære, var det tydeligt, at det var mayavadi-filosofi, som jeg syntes var noget mærkeligt noget. Det var gennemsyret af, at bhakti var noget overfladisk, blot en vej til at opnå en guddommelig upersonlig bevidsthed.
Jeg læste faktisk også Sankaracaryas Bhagavad-gita med hans kommentarer. Sikke en gang ordjonglering. Jeg blev totalt forvirret. Man læser et vers, der siger én ting, og så vender Sankaracarya det hele på hovedet. Jeg kunne ikke acceptere, at man var ét med Gud. Det gav overhovedet ingen mening.
Der gik ikke lang tid, før de hengivne opdagede min tilknytning og tro på Sai Baba. De begyndte derfor at prædike til mig og sagde, at Sai Baba var falsk og udgav sig for at være en avatara.
Jeg var bare 19-20 år, meget godtroende og sentimental og vidste ikke særligt meget. Men jeg var tiltrukket af de hengivne, fordi de var så meget mere seriøse i deres åndelige praksis. Sai Baba-bevægelsen var en slags New Age hinduisme, men Krishnabevægelsen var ortodoks og meget mere ren og indisk på alle måder. Jeg blev derfor meget tiltrukket af Krishnabevægelsen, men i min sentimentale tilknytning kunne jeg ikke give slip på Sai Baba, da jeg var blevet præget af min mor og hendes tro gennem årene. Min mor og mormor havde oplevet forskellige såkaldte ”Sai Baba-mirakler” i mit barndomshjem såsom materialisering af hellig aske og andre objekter. Min mormor endte faktisk med at forkaste Sai Baba som falsk et års tid, inden hun gik bort. Hun fandt tilbage til sin kristne tro, som hun var vokset op med. Efter hendes død fandt jeg ud af, at hun havde besøgt templet en eller to gange og havde fået prasadam.
I Teachings of Lord Caitanya læste jeg Prabhupada forklare, hvad en ægte avatara er, og hvordan Han skal være forudsagt i skrifterne. Alligevel havde jeg svært ved at opgive min tro på, at Sai Baba var noget guddommeligt, selv om han måske ikke var en avatara.
En fyr, der hed Benjamin, kom også begge steder. Han rejste til Indien til Sai Babas asrama og kom tilbage i sommeren 1993. Han var fuldstændig desillusioneret. Han fortalte, hvordan han havde fundet ud af, at det passede, hvad de hengivne sagde. Sai Baba var falsk, og han havde set, hvad der egentlig foregik.
Han havde delt værelse med to ret unge brødre. De havde været inde hos Sai Baba til interview, og den yngste havde haft et privat interview. Efter det interview var han blevet vildt mærkelig. Benjamin havde lagt mærke til, at han ændrede sig fuldstændigt og blev meget ængstelig og meget forvirret. Der gik flere dage, og han ændrede ikke adfærd. Til sidst konfronterede Benjamin de to brødre og spurgte: ”Hvad foregår der? Du har været inde til et interview. Du er blevet fuldstændig mærkelig.” Den unge mand brød sammen og fortalte, at han var blevet udsat for seksuelle tilnærmelser af Sai Baba. Sai Baba var homoseksuel pædofil. Han ville typisk teste børn og unge mennesker for at finde ud af, om de var afvisende eller ej. Den unge mand kunne slet ikke forstå eller fordøje de tilnærmelser, han havde været udsat for.
Jeg var selvfølgelig dybt chokeret. Jeg havde faktisk hørt om sådanne historier før, men tænkte, at det bare var ondsindede rygter. Jeg stod med et ben i begge lejre. Jeg kunne ikke helt tro på det, Benjamin fortalte mig, men kunne heller ikke slippe det. Jeg var en tvivlende Judas i nogle år. Måske et eller andet sted var jeg bange for at komme til en konklusion. Filosofisk og logisk accepterede jeg Krishnabevidsthed, og Prabhupada var jo også så skarp, at det gjorde ondt. Jeg kunne heller ikke kapere Sai Babas mayavadi-filosofi. Jeg fandt den helvedesagtig. Stille og roligt blev jeg vel mere og mere renset
Så hørte jeg, hvordan en amerikaner, der havde været tæt på Sai Baba, havde skrevet en bog om det. Han fortalte, hvordan han i midten af 70’erne havde været ekstremt tæt på Sai Baba og nærmest var hans discipel. Han afslørede, hvordan Sai Baba udnyttede mænd og børn seksuelt. Han var homoseksuel samtidig med, at han havde mystiske kræfter fra tantra og den slags.
Da internettet kom, tænkte jeg, at nu ville jeg finde ud af det. Jeg havde nu en meget stærk fornemmelse af, at Sai Baba ikke var den, han udgav sig for. Men hvor slemt det var, skulle jeg finde ud af. Og det gjorde jeg.
I 1997 fik jeg fra en tjener af Suhotra Swami en kopi af en upubliceret bog af Atmatattva, en indisk Prabhupada-discipel, der inden sit møde med Prabhupada havde rejst rundt i Indien som sadhu og besøgt alle mulige mærkelige mennesker inklusive tantriske yogier, troldkarle, troldkvinder osv. Hans besøg hos Sai Baba må have fundet sted i slutningen af 1960’erne eller starten af 1970’erne. Han fortalte om Sai Babas sorte vamamarga-tantra eller venstrehånds-tantra, hvad den gør og kan, og hvilken karma man får for det. Atmatattva fortalte, hvordan Sai Baba var i kontakt med usynlige væsener, som han nærmest havde indgået en pagt med, og som dikterede for ham, hvad han skulle gøre. Sai Baba havde forsøgt at overtale Atmatattva til at blive hos ham ved at tilbyde ham alt muligt, men han var ikke interesseret og rejste videre.
Da jeg læste dette, skete der noget for mig. Jeg blev nødt til at finde ud af, hvad der foregik. Jeg fandt forskellige diskussionsgrupper på internettet inklusive en, der handlede om Sai Baba. Her fik jeg adgang til mere information, end jeg nogensinde før havde haft. Jeg fik her kontakt til flere eks-tilhængere, som var blevet sexuelt misbrugt. Det bekræftede alt det, jeg havde læst.
Så forlod nogle højt rangerede Sai Baba-tilhængere ham. En af dem, englænderen David Bailey, skrev en bog om sine oplevelser og distribuerede den blandt Sai Baba-tilhængere. Den skabte en stor skandale, for han havde været ekstremt tæt på Sai Baba og undervist på hans skoler hver sommer i flere måneder.
For mig var det nu 100 procent sikkert, og jeg var færdig med Sai Baba. Heldigvis havde jeg min Krishnabevidsthed at falde tilbage på. De fleste andre af hans tilhængere var ikke så heldige.
I 1999 besluttede jeg mig for at involvere mig i afsløringsaktiviteterne og kom med i en internetgruppe af frafaldne tilhængere. Vi var mange nationaliteter, en 10-12 stykker tror jeg. Vi var fast besluttede: ”Det her skal afsløres og ud til verden. Det skal ud i medierne. Hvordan gør vi det?”
Vi samlede beviser og vidneerklæringer sammen og lavede så meget ballade, at det kom op i medier over hele verden. Jeg fik en større artikel i BT i 2000. Overskriften fandt jeg fandt selv på: ”Min Gud var pædofil.” Jeg var på radioen, og jeg ringede ind til en direkte TV-udsendelse med Jørgen Trygved, en af de kendteste danske Sai Baba-tilhængere, hvor jeg udfordrede ham.
Vores arbejde blev brugt til Danmarks Radios afslørende dokumentar FORFØRT. DR var faktisk allerede i gang med produktionen af en positiv dokumentarudsendelse om Sai Baba. Så fik de alt dette at vide af os og besluttede sig for at lave en afslørende dokumentar uden at sige noget til Sai Baba-organisationen, fra hvem de havde fået alle mulige tilladelser til at rejse til Indien og filme og interviewe. Da dokumentaren blev vist på DR i 2002, fik den virkelig Danmark op at køre, og afsløringen fik interessen for den danske Sai Baba-organisation til at falde fra hinanden.
Den danske dokumentar ansporede også BBC i England til at lave deres egen dokumentar, THE SECRET SWAMI, der gik verden rundt, hvilket fik så store følger for den internationale Sai Baba-organisation, at den mistede 80-90 procent af de vesterlændinge, der plejede at rejse til Indien.
Et højdepunkt var en kæmpestor UNICEF-konference, der skulle afholdes i Sai Babas asrama. På det tidspunkt var han så stor, at hans organisation havde infiltreret FN. Men da vi fodrede pressen med alt muligt, endte UNICEF med at trække sig, og konferencen blev aldrig til noget.
I november 2000 bragte India Today så en afslørende artikel på forsiden. Aldrig før havde nogen skrevet sådan om Sai Baba i Indien, og det skabte et ramaskrig. På det tidspunkt var han så indflydelsesrig, at to premierministre plus flere guvernører, højesteretsdommere osv. enten var hans tilhængere eller også betalt af ham. Mange af dem, der var meget tæt på ham, var korrupte, for man kunne ikke komme så tæt på Sai Baba uden at vide, hvad der virkelig foregik. De, der blev, gjorde det, fordi de var korrupte og ville tjene penge, have magt eller selv var involveret i noget mørkt.
På den baggrund begyndte tv-medierne at interessere sig for det, og i sommeren 2001 fik jeg så tilbudt at rejse til Indien for at samle flere beviser og arbejde sammen med den indiske journalist, der havde skrevet artiklen i India Today. Jeg blev valgt af gruppen, fordi jeg havde professionel erfaring med videoudstyr. Vores gruppe var i kontakt med nogle studerende fra Sai Babas universitet, hvor de fungerede som hans private tjenere. De unge mennesker havde sex med ham og vidste alt om, hvad der foregik, men de sad fast, fordi deres forældre var tilhængere uden at vide noget om, hvad der foregik. De unge kunne ikke dele det med dem, så de sad fuldstændig fast. De kendte David Bailey fra, da han var lærer på skolerne, og havde kontaktet ham og sagt: ”Vi vil væk. Kan du hjælpe os? Vi vil gerne afsløre det her, så det hele falder fra hinanden.”
Planen var, at de ville optage videoer i Sai Babas private rum, når han havde sex med nogle af de unge drenge, og så få smuglet videooptagelserne ud. Jeg skulle modtage disse optagelser i Bangalore, sikkerhedskopiere dem og sende dem videre til forskellige steder som Australien, USA og England, så vi havde backup, hvis der skete noget. Det var ekstremt risikabelt, men på det tidspunkt var jeg lidt småtosset, fordi jeg bare ville afsløre det svin. Jeg fik rejsen betalt og tog derned sammen med en anden dansker, der havde været med til at sponsorere rejsen.
Jeg skulle kun have været der et par uger, men det gik ikke efter planen. Normalt opholdt Sai Baba sig kun i sin egen asrama eller tog til Bangalore, men pludselig rejste han til New Delhi, hvor han også havde en mindre asrama, og blev der i over tre uger. Vi fik derfor ingen optagelser.
I stedet blev jeg i Bangalore sammen med journalisten fra India Today. I den periode fik jeg kendskab til, hvor Sai Baba havde sine mystiske kræfter fra, og hvad det hele gik ud på. Det er i sig selv en utrolig historie. Gennem David Bailey mødte jeg en ung mand, der kunne de samme overnaturlige ting som Sai Baba, og så ham lave de samme mirakler med at materialisere vibhuti-aske osv., bare bedre end Sai Baba. Han havde sin viden fra et par gamle skrifter, der stammede fra Sai Babas onkel. De beskrev i detaljer, hvordan man udvikler sådanne mystiske kræfter. Jeg fik lavet fotokopier af disse skrifter (vi måtte betale 400.000 rupier for at låne dem i tolv timer] og tog dem med hjem til Danmark.
Tilbage i Danmark boede jeg i templet på Bauneholm. Kort tid efter hjemkomsten til Danmark sad jeg med kopierne af de gamle skrifter og spekulerede, hvad jeg skulle gøre med dem. Skulle jeg sende dem til David Bailey? Hvad nu, hvis han fik dem oversat, og de havnede i de forkerte hænder? Det kunne jeg ikke gå med til, så jeg endte simpelthen med at destruere dem og smide resterne i templets skraldespand, Krishnas skraldespand.
Det er vel kort fortalt historien om, hvordan jeg var med til at afsløre Sai Baba. Jeg har tit tænkt på, at hvis jeg ikke havde mødt de hengivne, var jeg ganske sikkert endt som en hjernevasket Sai Baba-tilhænger. Jeg føler virkelig, at Krishna og Srila Prabhupada reddede mig fra en sådan ulykkelig skæbne. Og jeg er taknemmelig over, at jeg kunne bidrage til at afsløre Sai Baba, der havde vildledt så mange godtroende søgende mennesker. At jeg blandt millioner af hans tilhængere tilmed også fik indsigt i, hvor hans mystiske kræfter kom fra, ser jeg ligeledes som Krishnas og Srila Prabhupadas nåde. Hare Krishna!