OPFØLGER TIL FORBUDT ARKÆOLOGI
Af Lalitanatha Dasa
I 1993 udgav Drutakarma og Sadaputa Prabhu (eller Dr. Michael Cremo og Dr. Richard L. Thompson) bogen Forbidden Archeology.
Her gennemgik de flere hundrede arkæologiske fund, der tydede på spor fra hele verden af mennesker fra tidsaldre, hvor de fleste moderne arkæologer og forskere mener, at der aldrig har levet mennesker som os. Ifølge sidstnævnte har mennesket i sin moderne form (Homo sapiens sapiens) eksisteret i maksimalt 2-300.000 år.
Forbidden Archeology skabte sensation, opmærksomhed og debat, for Drutakarma og Sadaputa, der begge er disciple af Srila Prabhupada, viste med deres minutiøse forskning i tilsidesatte og oversete arkæologiske fund, at der sandsynligvis har levet mennesker på Jorden i flere hundrede millioner år. Bogen blev omgående en klassiker og oversat til mange sprog inklusive dansk, hvor jeg udgav populærudgaven af Forbidden Archeology under titlen Forbudt Arkæologi.
Nu over 30 år senere er Drutakarma – omsider – kommet med en opfølger til Forbidden Archeology. Den hedder Extreme Human Antiquity og udkom i sommeren 2025. Her diskuterer han endnu flere hundrede arkæologiske fund, som han enten har fået kendskab til siden udgivelsen af Forbidden Archeology, eller som han allerede kendte til, men på det tidspunkt ikke havde forsket nok i til at kunne stå inde for at offentliggøre dem og forsvare dem.
Hvis nogle har gået med en fornemmelse af, at Drutakarma havde udtømt sit materiale, og der siden den første bogs udgivelse ikke er blevet gjort afvigende arkæologiske fund af betydning noget sted i verden, gør bogen den fornemmelse til skamme. Hundredvis af sådanne fund er blevet gjort løbende frem til den dag i dag af professionelle arkæologer og andre videnskabsmænd såvel som amatørforskere og almindelige mennesker.
Disse fund fra hele verden (selv Australien!) går tilbage til slutningen af 1700-tallet og frem til inden for de sidste par år. Der er tale om fund af menneskeknogler, fodspor, ildsteder, stenredskaber, hulemalerier, metalgenstande og tilmed gamle sagn og myter, der indeholder detaljer om fortidige geologiske begivenheder, der fandt sted, før der skulle have levet mennesker på Jorden ifølge konventionel opfattelse. Dateringer placerer disse fund i meget gamle tider såsom Pliocæn (2,5 – 5,3 mio. år), Miocæn (5,3 – 23 mio. år), Oligocæn (23 – 33,9 mio. år), Eocæn (33,9 – 56 mio. år) og i virkeligheden flere hundrede millioner år endnu længere tilbage i fortiden.
Drutakarma fortæller, hvordan hans forskning startede med, at han og Sadaputa bemærkede, hvordan Puranaerne fra Indiens vediske litteratur fortæller om mennesker lige så langt tilbage, som Jorden og universet har eksisteret. I 1984 stillede de sig derfor spørgsmålet: ”Findes der også fysiske beviser for dette ud over, hvad der står i Puranaerne?” Det fik dem til at gå i gang med at søge i den arkæologiske litteratur for at se, om der skulle gemme sig noget der.
Det viste sig, at det gjorde der, selv om deres første kig i, hvad de kaldte den sekundære videnskabelige litteratur, dvs. populære videnskabelige udgivelser som skolebøger, populærtidsskrifter, aviser og sågar film og fjernsynsprogrammer, godt nok var negativ. Ingen sådanne kontroversielle fund omtales der. Men da de gravede dybere i ’den primære videnskabelige litteratur’ i form af arkiverede originale arkæologirapporter, feltnoter, fagtidsskrifter mm., stødte de på hundredvis af glemte, oversete og tilsidesatte arkæologifund, der tyder på spor mennesker i meget gamle tider. Resultatet blev som sagt udgivelsen i 1993 af Forbidden Archeology, en mursten af et værk på over 800 sider.
I den spritnye Extreme Human Antiquity gennemgår Drutakarma yderligere flere hundrede sådanne fund. Han vender også tilbage til nogle af de tilfælde, der blev omtalt i den første bog, men som han efterfølgende har fået mere at vide om. Bogen er ligesom den første en paradoksal blanding af tør videnskabelig læsning og en gribende fortælling, som det er svært at slippe på grund af det interessante billede, der bygges op af menneskets historie på Jorden.
Hvad er de mest interessante tilfælde? Det er et svært spørgsmål at svare på, fordi der er så mange af dem. Og det er faktisk mængden, der er det mest imponerende ved det materiale, Drutakarma fremlægger. Hvis der var tale om et par isolerede enkelttilfælde, ville det måske være let at affeje. Men her står vi over for hundredvis efter hundredvis af fund, der er gjort over de sidste 200 år fra hele verden, og som sikkert kun er toppen af, hvad der virkelig gemmer sig blandt allerede opdagede og endnu ikke opdagede ting.
Blandt de mange interessante tilfælde kan nævnes fundene i de californiske guldminer (50 mio. år gamle stenredskaber og menneskeknogler), omfattende argentinske fund fra 1920’erne af stenredskaber, menneskeknogler og dyreknogler med slagtemærker (3-4 mio. år gamle), en stor samling portugisiske stenredskaber (7,5 mio. år), 25 mio. år gamle belgiske stenredskaber og en samling 800.000 år gamle skeletter fra Guadaloupe. Eller hvad med detaljerede diskussioner af menneskefodspor ved siden af fodspor af dinosaurer, der må være langt over 100 mio. år gamle.
At nævne eksempler på de omtalte fund yder dog ikke materialet fuld retfærdighed, for det er selve mængden, der er det mest slående og imporende. Typisk for Drutakarma gennemgår han det hele på en stille og rolig måde uden bombastiske erklæringer og konklusioner. Som altid fremlægger han blot kendsgerningerne omkring de enkelte fund, eventuelle forskellige meninger om deres findeomstændigheder og dateringer og lader det derefter være op til læseren selv at danne sine konklusioner.
Extreme Human Antiquity kan indtil videre købes over nettet i fysisk form. Desværre fås den ikke i digital version som en ebog, men måske er det, fordi den fortjener at blive læst i rigtig fysisk bogform. Jeg kender Drutakarma godt, så jeg prøvede at få et eksempler igennem ham. Det skete aldrig, så jeg endte med at købe den via Saxo, hvor bogen bliver solgt til 345 kr.:
https://www.saxo.com/dk/extreme-human-antiquity_bog_9798897665969