KRISHNAS BØRN I SKOLE

Af Sri Rama Dasa (Oversat af Jesper Frydenlund)

Fra Back to Godhead, 25-06 1991.

Forældre og lærere spekulerer ofte på, hvorvidt den Krishnabevidste træning, deres børn modtager, vil blive hos dem, når de bliver voksne. Når vi ser tidligere elever tilsyneladende opgive mange Krishnabevidste principper, spørger vi os selv: ”Bevarer de noget af selve essensen?”

Vi forsøger at undervise dem i Bhagavad-gitas grundlæggende filosofi. Vi er ikke disse kroppe, men åndelige sjæle. Vores evige position er at tjene og være afhængige af Krishna – ikke af de ”fejlbarlige soldater” i denne materielle verden. Hele vores liv er en forberedelse til selve dødsøjeblikket, hvor vi skal være fuldt bevidste om Krishna – uanset omstændighederne. Som Prahlada Maharaja sagde til sine legekammerater: ”Begynd på hengiven tjeneste nu – spild ikke tiden.” Men selv om begreberne er forholdsvis enkle, kommer erkendelsen langsomt – navnlig i ungdommen.

Srila Prabhupada sagde til os, at vi ikke skulle bekymre os. Krishnabevidsthed er ligesom ild, sagde han. Den vil gøre sin virkning, hvad end man kender dens egenskaber eller ej. At være i det rette selskab har stor kraft. Ved at følge det samme åndelige program, som Prabhupada gav til de voksne, bliver børn også gradvist oplært og renset i åndelig bevidsthed.

Min første betydningsfulde erkendelse af, hvor dybt Krishnabevidsthed kan trænge ind i cellerne og blive siddende, kom nogle år efter, at jeg blev involveret i gurukula, det Krishnabevidste skolesystem. Candrahasa Dasi (som dengang var otte og et halvt år gammel og ikke kendt som nogen stor lærd eller filosof) stillede mig et spørgsmål. Hun begyndte således: ”For to år siden holdt du en Bhagavatam-klasse og talte om Maharaja Prthu og … ” Derefter gennemgik hun hovedpunkterne i en undervisning, som jeg ikke engang længere kunne huske at have afholdt!

Gopala Bhatta Dasa, en tidligere gurukula-elev, havde boet i Los Angeles i nogle måneder, før jeg mødte ham. Han var populær blandt de andre unge voksne i fællesskabet og også vellidt af mange ældre hengivne. Efter at vi havde mødt hinanden, tilbragte vi af og til tid sammen, og jeg kom til at holde meget af ham. Man fornemmede instinktivt, at der bag hans til tider flagrende facon gemte sig en stærk hengiven, som en dag ville vise sit fulde potentiale.

Han var også nær ven med min 22-årige datter, Sri Radha. De havde meget til fælles. De var begge adopterede. Begge havde tilbragt næsten hele deres barndom og ungdom i ISKCON’s gurukulaer. De delte utallige erfaringer fra Krishnabevægelsen, både gode og dårlige. De oplevede de samme problemer og delte lignende håb for fremtiden.

En tidlig aften i maj måned tog Gopala af sted på et ærinde, som kun skulle tage to minutter. Mindre end én kilometer fra Los Angeles-templet blev hans motorcykel ramt af en bil, og han blev dræbt på stedet.

Jeg tvivler på, at nogen sørgede mere end min datter. Men som vi ofte har sagt til vores børn: ”Alt kan have værdi i Krishnas tjeneste.” Det gælder altså også sorg. Døden har en måde at rive voldsomt i mayas forhæng og vise os denne verdens sande natur. Her er nogle af min datters refleksioner.

* * * * *

Sri Radha Dasi: Ingen ved, hvad fremtiden bringer. Vi kan forestille os en masse, håbe, bede og ønske. Men der findes et langt større billede end det, vi ser i vores sind og i disse små liv, vi lever. Disse liv er så uendeligt korte. Men de er beregnet til at lære os noget, mens vi brænder vores karma af. Nogle gange føler jeg, at jeg mister forbindelsen, fordi det virker meningsløst at leve et liv, der ikke betyder noget, eller som blot er et øjeblik fastfrosset i tid.

Derfor har vi brug for illusionen, for lige nu føles alting så råt og hudløst for mig. Ting, som ser smukke ud for illusionerede øjne, gør det ikke for mig. Jeg føler næsten, at jeg trygler om illusion, så jeg i det mindste kan være midlertidigt lykkelig.

Men hvad nytter dét? Krishna venter på mig. Han siger: ”Jeg giver dig sådanne direkte lektioner, og Min hånd er rakt ud mod dig. Du bærer ikke dette illusionens slør lige nu. Ønsker du det tilbage, så du blot kan gennemgå det samme igen og igen? Nej, du ønsker evig lykke. Du ønsker ikke at skulle frygte, at din bedste ven vil blive revet væk fra dig.

Tag Min hånd, Sri. Jeg smiler til dig. Jeg er din bedste ven, og Jeg savner dig. Hav tillid til Mig, for Jeg ved, hvad Jeg gør. Jeg vil ikke føre dig på afveje, for Jeg elsker dig. Du kan stole på Mig, for Jeg begår ingen fejl. Jeg tager styringen for dig. Gopalas lykke afhænger ikke af dine handlinger. Jeg tager ansvaret for Gopala.”

Jeg er blevet vist igen og igen gennem hele mit liv, at intet forhold, som er baseret på tilknytning til den materielle krop i denne verden, kan vare ved. Jeg indrømmer blankt, at jeg ønsker at blive elsket. Jeg ønsker ikke at være alene, så jeg søger efter en ledsager eller en omstændighed, der kan give mig denne trøst og tryghed. Efter dette seneste hårde slag er jeg blev sendt ud på en søgen efter noget bestandigt.

At miste en elskets nærvær til døden smadrer helt bestemt illusioner. Alle de ting, der før bragte glæde – alle stederne, lydene, smagene, alle sanseobjekterne, som blev nydt i hans selskab – bringer nu smerte. Mit hjerte føles nogle gange, som om det vil standse på grund af følelsen af tab og adskillelse, den tilsyneladende endelige og pludselige afslutning på kærlighed og lykke. Selv fristelsen og tanken om at tage mit eget liv kan virke som en lettelse.

Alle de sandheder, jeg blev undervist i som lille, selv om jeg dengang ikke havde nogen form for praktisk erkendelse af dem (eller nogen umiddelbar brug for dem, som jeg forstod dem), er nu blevet min kilde til styrke. Selv om de måske tidligere virkede for strenge, for endegyldige og for barske til at kunne opfattes som trøst, er de nu blevet den mest blide, beskyttende og omfavnende lindring.

I søgen efter tanker, der kan erstatte smerten og udfylde tomrummet, vender jeg mig både mod det materielle og det åndelige.

Det materielle:

Måske vil jeg dø og ende sammen med ham.

Måske vil jeg møde nogen, der er præcis som ham.

Der må komme en eller anden belønning for det, jeg har givet op.

Måske befinder jeg mig midt i en dårlig drøm og vågner snart op.

Det åndelige:

Vi er ikke disse kroppe. Jeg har ingen kontrol over Gopalas lykke – hverken nu eller tidligere.

Krishna er den styrende enhed.

Krishnas vil aldrig gøre os uret, begå fejl (nej, jeg er ikke blevet forladt) eller gøre noget for at såre os.

Gopapa tilhørte ikke mig.

Vidunderlige ting venter mig i Krishna-bevidsthed, hvis jeg forbliver stærk i sind, hjerte og krop. Nogle gange kender jeg ikke forskellen mellem åndelig og materiel lykke. Men her er et lille vink: Åndelig lykke bringer ikke smerte, den er varig – den forsvinder ikke. Materiel lykke er det modsatte. Den er midlertidig og skaber uro i sindet.

Alt forbundet med Krishna er lykkebringende. Ingen skade kan ramme os på nogen måde, hvis vi accepterer alt som kommende fra Krishna. Srila Prabhupada gav altid eksemplet med, at når en kat bærer sine killinger i munden, føler de sig trygge. Men når katten bærer musen i munden, er det ikke tryghed. Det er døden.

Lev ikke i fortiden. Jeg skriver det ned, men hver gang, jeg bliver mindet om Gopala, bliver jeg trist.

Men lad være. Jeg kan ikke bringe ham tilbage. I stedet skal jeg se alt som en mulighed for at tjene Krishna – ikke som et objekt for sansetilfredsstillelse – og være lykkelig.

Men når jeg føler mig trist, accepterer jeg tristheden og bliver filosofisk. Så får hver en tanke så meget betydning for mig. Jeg analyserer mine tanker og placerer dem på særligt markerede hylder, så jeg ved, hvor alting hører hjemme og hvorfor. Men nogle ting sætter jeg bare på en hylde med mærkatet: ”Vi er ikke disse kroppe,” og på en anden hylde: ”Krishna ved, hvad Han gør. Bevar troen.”