Lalitanatha Dasa svarer på spørgsmål
SPØRGSMÅL: I forbindelse med min religionsundervisning i 3.g sidste år var jeg sammen med mit hold og vores lærer på besøg hos jer i Vanløse i april.
Det var et enormt spændende og lærerigt besøg, som gjorde stort indtryk på mig. Faktisk så meget indtryk, at jeg siden da har tænkt over noget, som jeg håber, at I kan hjælpe mig med at afklare.
Da vi sad i templet, snakkede vi om rammefortællingen i Bhagavad-gita, hvor Arjuna står i et moralsk dilemma; nemlig om han skal gå i krig og kæmpe mod venner og familiemedlemmer, hvilket strider imod hans følelser og samvittighed. Hertil argumenterer Krishna forklædt som menneske og vognstyrer for, at han skal kæmpe. Dels fordi det er Arjunas kastepligt som kriger, og dels fordi det udelukkende er legemet, som dør, når man slår ihjel. Det kan altså være lige meget. Menneskets kerne, atma’en, kan nemlig ikke slås ihjel og genfødes blot i en ny form i overensstemmelse med karma.
Under besøget talte vi også i fællesskab om Hare Krishnas holdning til abort. Her fortalte I, at bevægelsen er imod abort og hermed kvindens ret til frit at vælge at få fjernet et uønsket foster.
Det er i den forbindelse, at jeg har et spørgsmål, som jeg har tænkt rigtig meget over. Hvordan kan det være, at Krishna i Bhagavad-gita opfordrer Arjuna til at gå i krig og dræbe, også selv om det indebærer at dræbe familiemedlemmer, samtidig med, at Hare Krishna-bevægelsen ikke anser det for acceptabelt, at en kvinde vælger at afbryde en graviditet?
Hvis man følger den logik, som Krishna præsenterer for Arjuna, nemlig at det kun er legemet, der dør, mens atma’en lever videre og blot genfødes, hvorfor gælder den samme logik så ikke for et foster? Hvis I tror på, at fosteret også har en atma, vil det vel blive genfødt i en ny krop. Og dermed kunne man vel argumentere for, at en abort ikke er en endelig skade?
For mig som ung kvinde kan det være svært at forstå forskellen i de to vurderinger. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det i praksis ender med at begrænse kvinders selvbestemmelse og handlefrihed, og det har jeg haft svært ved at få til at give mening i forhold til de øvrige religiøse argumenter.
Jeg håber derfor, at I vil uddybe og forklare jeres perspektiv på dette. Det ville give mig ro at få en bedre forståelse, efter at spørgsmålet har fyldt hos mig i næsten et år.
SVAR: Tak for din henvendelse. Dejligt at høre fra dig. Jeg husker godt jeres besøg. Jeg husker måske ikke lige dig, medmindre jeg får ansigt på dig, men jeg husker og kender jeres lærer, der flere gange er kommet på besøg med hold.
Med hensyn til dit spørgsmål er svaret, at drab er acceptabelt, når det er sanktioneret af Krishna (Gud), ellers ikke. At vi er evige levende væsener, der aldrig kan slås ihjel, giver os ikke automatisk lov til at slå andres kroppe ihjel. Det argument holder for eksempel ikke ved slagtning af dyr, og det holder heller ikke ved abort, som du spørger om.
Tilfælde, hvor vold og drab er tilladt, nævnes i de vediske skrifter. Man kan bruge vold i selvforsvar eller i forsvar af en svagere, der bliver angrebet af en stærkere. Derimod er vold og drab imod svagere og sagesløse personer ikke tilladt. Krigen på Kuruksetra, der var rammen for Bhagavad-gita, foregik også kun imellem krigere/soldater, uden at det gik ud over nogen form for civilbefolkning (som tilfældet er med moderne krigsførelse, der er det rene barbari).
Ingen kan slås ihjel, men det er ikke noget argument for at kunne påføre andre lidelse. Det fundamentale vediske ikke-voldsprincip er ikke at påføre andre unødvendig lidelse. Det er et klogt princip at følge, også for ens egen skyld, for ifølge karma-loven får vi den samme lidelse tilbage, som vi påfører andre. At begå abort mod et andet levende væsen betyder således, at den, der foretager eller får foretaget aborten, selv vil blive aborteret i et moderliv i næste liv. Det samme gælder for slagtning af dyr. På sanskrit kaldes kød for mamsah, der betyder ’mig/ham’. Betydningen er, at i dag er det mig, der slår ham ihjel, og i næste liv får jeg en dyrekrop og bliver slagtet af ham. Det er karma-loven i en nøddeskal.
Det moderne argument for abort, at, som du selv nævner det, en kvinde skal have ret til at bestemme over sin egen krop, er ikke holdbart. For det første er kroppen ikke hendes krop. Kroppen er en bolig, som hun bor i, men den er ikke hendes. Kroppen tilhører Krishna, som har givet hende lov til at bo i den. Hvis hun er gravid, svarer det til, at hun har inviteret en anden person ind i den samme bolig, som hun selv bor i. Du kan spørge dig selv, om man har lov til at slå en gæst i ens hjem ihjel, bare fordi han/hun opholder sig i ens hjem. Svaret er selvfølgelig et åbenlyst nej. I tilfældet med graviditet har man den selvbestemmelse, at man kan lade være med at invitere en anden person inden for i den krop, man bor i, men når man først har inviteret en anden indenfor, er man nødt til også at respektere hans/hendes ret til at eksistere.
Måske dukker der nu et spørgsmål op med hensyn til, hvad gør en kvinde, der allerede har fået foretaget en abort på et tidspunkt, da hun ikke forstod karma-loven. Kan hun gøre noget for at undgå den grusomme karma, som venter hende? Ja, ved at fortryde og bede til Krishna eller Gud og love, at det vil hun ikke gøre igen, vil hun med det samme være tilgivet under forudsætning af, at hun faktisk aldrig gør det igen.
Med hensyn til seksualitet er vores anbefaling endvidere, at man kun har et seksuelt forhold til en partner, som man også er indstillet på at skulle have børn med. Det princip følger vi i Hare Krishna – dvs. de fleste af os lever det meste af tiden uden nogen form for sex overhovedet – og man finder hurtigt ud af, at det kan man have det rigtigt fint med, specielt hvis man udvikler den dybere form for tilfredsstillelse, som man får ved at engagere sig i hengiven tjeneste til Krishna og udvikle et personligt forhold til Ham.