KRISHNAS BØRN I SKOLE
Af Sri Rama Dasa (Oversat af Jesper Frydenlund)
Hundredvis af Krishnabevidste centre findes nu rundt omkring i verden, og oprigtige hengivne bor i tusindvis af forskellige andre lokalsamfund.
Alligevel har ISKCON relativt få skoler til alle sine børn. I tidligere artikler har jeg omtalt nogle af årsagerne til den langsommelige udvikling inden for uddannelse samt planer for fremtidig vækst. Men tale om fremtiden yder ikke megen hjælp til de forældre, som lige nu står med behovet for Krishnabevidst undervisning til deres børn.
Mange forældre har opgivet håbet om at finde en Krishnabevidst skole til deres børn og sender dem derfor i skoler, hvor lærerne ikke er hengivne. Fra de breve, jeg modtager, er det tydeligt, at mange forældre ikke er tilfredse med denne løsning. Det forstår jeg sandelig godt.
Her er undervisningsverdenens største hemmelighed: Hovedformålet med uddannelse er ikke at viderebringe eleverne kundskab og færdigheder. Det er at videregive den ene generations kultur og værdisæt til den næste.
Derfor er lærernes værdisæt og karakter af afgørende betydning. I hengiven tjeneste er det rigtige selskab alt. Herren Caitanya rådede de hengivne til at undgå omgang med ikke-hengivne. Hvordan kan vi så undlade at følge denne instruktion i forhold til vores egne børn? Alle børn af hengivne har ret til at blive undervist af en hengiven. Som forældre er det vores pligt at give dem denne mulighed.
Indtil vi får opbygget et solidt og veludviklet ISKCON-skolesystem, er hjemmeundervisning et alternativ, som bliver stadig mere populært.
Hvem bør overveje hjemmeskoling?
Hjemmeskoling er for forældre, som ønsker selv at tage direkte ansvar for deres børns uddannelse. Beslutningen kan ofte sammenfattes således: ”Der findes ingen Krishnabevidst skole i nærheden, og jeg kan ikke bære tanken om at sende mit barn i en skole uden åndelige værdier. Derfor vælger jeg selv at undervise mit barn.” Hvis I er villige til at tage de nødvendige skridt, kan I sagtens gøre et godt stykke arbejde med at undervise samtidig med, at I overholder de lokale love og regulativer.
Men eftersom de fleste af os selv er blevet uddannet i almene institutioner, virker hjemmeskoling temmelig fremmed for os. Her er nogle gængse bekymringer sammen med korte svar knyttet til:
”Vi har ikke tid.”
I bliver nødt til at ofre tid til formålet. Det kræver altid tid og en særlig indsats at opfostre børn. Men et godt undervisningsprogram behøver ikke lægge beslag på al jeres tid. I kan tilrettelægge undervisningen, så den passer til jeres dagligdag. Forældre i samme lokalsamfund kan endda gå sammen og dele undervisningsopgaverne.
”Vi har ikke råd.”
Det, I har brug for af midler til hjemme-udervisning, er mindre, end det koster at sende jeres barn på en privatskole (herunder også de fleste ISKCON-skoler). Naturligvis er intet så billigt som en ”gratis” folkeskole. Men dér betaler man til gengæld prisen ved at miste kontrollen over sit barns uddannelsesmæssige skæbne.
”Vi er ikke kvalificerede.”
Mange færdigstrikkede læreplaner til hjemmeundervisning er udviklet med henblik på forældre uden undervisningserfaring. I begyndelsen vil de fleste forældre sandsynligvis have god gavn af at bruge en sådan plan. Efter et par års erfaring vil I føle jer tilstrækkelig sikre til at undervise mere frit og fleksibelt. Vær ikke bange for at bede om hjælp fra dem, som har mere erfaring med hjemmeskoling.
”Vi vil gerne sikre vores barn en uddannelse af høj kvalitet.”
En virkelig ”uddanelse af høj kvalitet” er en uddannelse, som hjælper jeres barn med at udvikle åndelige værdier og en stærk og god karakter. Det er en uddannelse, som hjælper jeres barn til at blive Krishnabevidst og frigøre sig fra den materielle tilværelse. Derudover er mange hjemmeundervisningsprogrammer officielt godkendte af det offentlige system. Med god planlægning og flid kan jeres barn fortsætte videre på enhver form for videregående uddannelse.
Hvordan kommer vi videre herfra?
Der findes utallige komplette hjemmeskolingsplaner til hjemmeskoling, ligesom der findes specialiserede tidsskrifter og håndbøger. I mange lande verden over findes der organisationer for forældre, der vælger at hjemmeskole deres børn. Et godt sted at starte er at læse bogen Homeschooling Krishna’s Children af Aruddha Devi Dasi, der selv havde stort held med at hjemmeundervise sine to drenge. Bogen kan bl.a. fås igennem templet i København.