Indledning

”Du skal snart dø.” Denne lille bog er specielt for dig, der har fået at vide, at du kan dø inden for kort tid. Måske har du en uhelbredelig sygdom, måske er du soldat og skal i krig, eller måske er du blevet dømt til døden og skal henrettes.

Og måske er bogen også for alle os andre. Jeg hørte engang en kvinde fortælle om sin kræftsyge søster. Lægerne på hospitalet havde kaldt hende ind og informeret hende om, at hendes søster nok kun havde nogle dage eller et par uger tilbage og bedt hende om at fortælle hende det. Hun gik ind til sin søster på hospitalsstuen og forsøgte at få det sagt:

”Jeg er ked af skulle sige det, men lægerne siger, du ikke har lang tid tilbage.”

Søsteren så helt roligt på hende og sagde: ”Har du?”

Virkeligheden er, at vi alle snart skal dø. Om det sker i morgen eller næste uge eller om 50 år er relativt og egentligt underordnet. Hvis vi ikke er klar til at dø nu, hvem siger så, at vi vil være det om 50 år?

Hvad mere er, hvis vi ikke allerede nu er afklarede omkring døden, er det så overhovedet muligt for os at leve dette liv helt og fuldt? Hvordan skal vi kunne leve og være i nuet, hvis vi hele tiden går rundt med en undertrykt dødsangst? Denne bogs emne er for alle.

Så hvad tænker du? Føler du dig forvirret, overvældet, afmægtig og fyldt med angst? Eller er du afklaret og parat til at byde døden velkommen med ro i sindet, måske ligefrem optimistisk med en vished om, at der er en mening med det hele? Ideen med denne bog er at hjælpe dig til sidstnævnte.

Det, du kommer til at læse, kan man godt kalde religiøst. Der bliver helt sikkert diskuteret liv efter livet og Guds eksistens. Ikke desto mindre er temaet universelt og tværreligiøst, og der argumenteres ikke for nogen bestemt religion. Snarere handler det om almene sandheder, som de fleste religioner, spirituelle indsigter og filosofiske livssyn og tilmed moderne videnskab deler. Vi er noget mere end bare disse fysiske kroppe, det virkelige ’jeg’ overlever døden, og der er en større guddommelig kraft og bevidsthed bag alting, en kærlig ven, der er parat til at føre og hjælpe os, hvis vi giver Ham lov til det. Døden er ikke noget, vi behøver at være bange for. Tværtimod kan døden være starten på noget større, smukkere og meget mere virkeligt, hvis vi ønsker det.

Hvad kvalificerer mig til at skrive dette? I sagens natur er jeg ikke en specialist med erfaring i at dø, for var jeg det, kunne jeg ikke fortælle dig om det. Alligevel skriver jeg. Jeg trækker i den forbindelse på visdom fra hele verden og på vise og interessante mennesker, der konfronterede døden beundringsværdigt. De inspirerer mig og har gjort det i mange år. Jeg skriver derfor nok lige så meget for min egen skyld for selv at få et afklaret forhold til at skulle dø. Hvis det samtidig kan inspirere andre, er det kun glædeligt.

Leif Asmark Jensen

Sokrates’ død

Hvis talen er om at dø frygtløst og med glæde i sindet, er det svært at komme uden om den græske filosof Sokrates (469-399 f.Kr.), der blev henrettet af Athens styre for at have vildledt byens ungdom. Sokrates blev anklaget for ting, han aldrig havde gjort, og han holdt en brilliant og overbevisende forsvarstale, hvor han tilbageviste alle anklagerne imod ham. Alligevel endte han med at blive dømt til døden.

Sokrates tog imod dommen helt afslappet og protesterede ikke. Han bemærkede: ”Alle undtagen filosoffen ser døden som noget ondt. Filosoffer er ikke interesserede i kroppen, men i visdom og ser frem til døden og frihed fra kroppens distraktioner. Den dyd, vi kalder mod, tilhører hovedsageligt den filosofiske disposition.”

Han forklarede, at han altid havde virket for at gøre det gode og undgå det moralsk forkerte, og han mente, det var hans gudsgivne opgave at inspirere hans medborgere til det samme. Indtil dette tidspunkt havde han altid frivilligt fulgt Athens love og nydt godt af de privilegier, de gav ham. Ville det ikke derfor være hyklerisk af ham nu at modsætte sig lovene, blot fordi de tilsyneladende gik ham imod? Han bemærkede også, at det er usikkert, om døden er noget godt eller dårligt, men at handle moralsk forkert giver med sikkerhed et dårligt resultat. Derfor var døden at foretrække, for så var der i det mindste en chance for at opnå noget godt.

Inden sin henrettelse sad han fængslet i en måned, hvor hans mange venner havde lange samtaler med ham. På den næstsidste dag fik han besøg af sin mangeårige ven Kriton, der havde en plan om at få Sokrates ud af fængslet ved at bestikke vagterne og smugle ham til et andet land. Sokrates sagde nej tak til tilbuddet, selv om det ville have været let af gennemføre. Hvorfor skulle han, en gammel mand på 70 år, handle stik imod det, han altid havde troet på og arbejdet for, blot for at klamre sig til livet i et par dage eller år mere? Hvorfor skulle han nu opgive sin værdighed på dette tidspunkt, når døden alligevel kommer til alle før eller senere? Han sagde: ”Så lad os opgive ideen, Kriton, og lad os følge denne vej, siden det er den retning, Gud peger os i.”

Sokrates’ sidste timer og død beskrives af Platon i bogen Faidon. Den har navn efter Sokrates’ elev Faidon, der beretter, hvordan Sokrates tilbragte hele dagen i dialog med sine venner og elever og lige før solnedgang roligt drak giften, der blev givet til ham, med et smil og døde for øjnene af dem alle.

Faidon fortæller om Sokrates’ absolutte sindsro, som han videregav til sine oprevne venner i deres diskussioner. Han argumenterede logisk for, at det virkelige selv – sjælen – er forskelligt fra kroppen og udødeligt. I løbet af samtalen bestred hans venner ideen om selvets evige natur, hvilket gav Sokrates en anledning til at argumentere for sin opfattelse:

Sokrates: Vi må, mener jeg, stille os dette spørgsmål: Hvad slags ting vil af skæbnen naturligt blive splittet i stykker? For hvad slags ting bør vi frygte denne skæbne, og for hvilke bør vi ikke? Når vi har besvaret dette, kan vi dernæst overveje, hvilken klasse selvet tilhører, og da vil vi vide, om vi skal være trygge med hensyn til eller frygte for vores sjæles skæbne.

Sokrates fortsatte med at diskutere forskellen mellem noget, der er sammensat af andre ting, og det, der ikke er sammensat af noget andet. En sammensat ting er foranderlig og ustadig af natur, imens et ikke-sammensat objekt er konstant og uforanderligt. Samtalen med Khebes fortsatte:

Sokrates: Godt, i lyset af alt, vi har sagt, både nu og tidligere, hvilken klasse mener du, at sjælen mest af alt minder om og har det nærmeste forhold til?

Khebes: Jeg mener, Sokrates, at ud fra denne logik må selv den mest tungnemme person give dig ret i, at sjælen i enhver henseende er mere som det uforanderlige end det foranderlige.

Sokrates: Og kroppen?

Khebes: Som den anden.

Sokrates konkluderede altså, at det bevidste selv – ’jeg’ – må være ikke-fysisk og evigt, eftersom ’jeg’et’ er uforanderligt. Dette blev accepteret af alle hans venner, men så luftede nogle af dem nogle tvivl, der førte dialogen videre. Simmias foreslog, at måske er bevidstheden eller selvet intet andet end en finstemt harmoni imellem kroppens elementer, ligesom fine toner og melodier er en harmoni fra et musikinstrument med fintstemte dele. Vil selvet derfor ikke ophøre med at eksistere, når kroppens elementer går til grunde, ligesom musikinstrumentets smukke toner ophører, når instrumentet skilles ad?

Sokrates svarede, at dette kan ikke være tilfældet, da selvet kan gøre sig til herre over kroppens elementer, impulser og drifter. For eksempel kan en syg person være sulten og tørstig og dog nægte at spise og drikke for ikke at blive mere syg. Et musikinstruments harmoniske toner er hele tiden underkastet selve instrumentet og kan aldrig gøre sig til herre over det. Men selvet kan modsætte sig kroppen, der i øvrigt sjældent er i nogen harmonisk balance, hvilket beviser, at selvet ikke er et resultat af kroppens balancer. Simmias blev overbevist af dette argument. Sokrates tilbageviste på lignende måde andre argumenter for, at selvet ikke skulle være evigt.

Lige før solnedgang kom vagten og meddelte, at nu var det snart tid til at drikke giften. Sokrates svarede, at så ville han gerne tage et bad for at spare damerne for at skulle vaske hans lig bagefter. Da han kom tilbage, bemærkede Kriton, at i mange lignende tilfælde festede den dødsdømte og drak med sine venner til midnat, så der var ingen grund til at skynde sig nu. Sokrates afviste dette som uværdigt, for hvad ville han vinde ved at drikke giften en smule senere? Det ville kun gøre ham latterlig i hans egne øjne, hvis han klamrede sig til livet, når det intet mere havde at tilbyde ham.

Kriton spurgte også, hvordan de skulle begrave ham. Sokrates svarede: ”Som I har lyst til det, dvs., hvis I kan fange mig, og jeg ikke slipper ud imellem jeres fingre.” Han lo og fortsatte: ”Kriton ser ikke ud til at have forstået, hvad vi har talt om.”

Så blev manden, der skulle give giften, tilkaldt, og Sokrates talte med ham om, hvad han skulle gøre. Han fik at vide, at han skulle drikke giften, derefter gå frem og tilbage, indtil han mærkede benene blive tunge, og så lægge sig ned. Nu blev han så givet bægeret med gift, der var en blanding af skarntydesaft, opium og vin, og tømte det i én mundfuld uden at ryste på hænderne. Her brød hans venner sammen og begyndte at græde, men Sokrates var helt rolig og bad dem om ikke at opføre sig sådan, men forsøge at være modige.

Sokrates gik rundt, og da hans ben begyndte at føles tunge, lagde han sig ned på ryggen på sengen. Gradvist blev hans krop følelsesløs. Sokrates lå stille med lukkede øjne, men åbnede dem pludselig og sagde: ”Kriton, vi bør lave et offer til Asklepius. Sørg for det og glem det ikke.”

Asklepius var grækernes lægegud, og Sokrates ville give ham et takkeoffer for at have fået lov til at gå videre til næste liv. Det var hans sidste ord.

Tilbage fra døden

I de følgende afsnit samler vi tråden op fra Sokrates og ser nærmere på flere ting, der kan tyde på, at selvet overlever kroppens død. Et sådant fænomen er nær-døds-oplevelser (NDO), hvor mennesker hævder at have været fuldt bevidste og i mange tilfælde eksisteret uden for kroppen i forbindelse med komaer eller klinisk død, hvor alle kroppens funktioner inklusive enhver hjerneaktivitet har stået stille.

I 1991 blev den da 35-årige amerikanske sangerinde og komponist Pam Reynolds diagnosticeret med en ”aneurisme” i en ”basilar arterie”, dvs. et voldsomt opsvulmet blodkar i en pulsåre i hjernestammen. Hun fik at vide, at aneurismen før eller senere ville briste, og hun kunne dø, hvornår det skulle være. Samtidigt var det for risikabelt at forsøge at dræne anuerismen. Det ville sandsynligvis også slå hende ihjel. Hendes eneste chance var en sjælden og risikabel operation med et hypotermisk hjertestop. Hendes krop skulle køles ned til temperaturen for klinisk død, hvilket ville standse hendes hjerte og åndedrag. På dette tidspunkt ville det opsvulmede blodkar bløde op, og aneurismen skulle kunne fjernes med meget mindre risiko. Bagefter ville hendes krop blive genopvarmet til normal kropstemperatur, og hvis alt gik godt, ville hun blive genoplivet.

Reynolds valgte operationen. Hendes åndedræt og hjerteslag blev standset, og blodet blev drænet fra hendes hoved, hvilket effektivt standsede hendes hjernebølger. Hendes temperatur blev sænket til 15 grader celsius. Kirurgerne åbnede hendes kranium, fjernede aneurismen og kørte alle procedurerne den modsatte vej. Pam blev genoplivet og vendte tilbage til normal bevidsthed. Operationen lykkedes til fulde.

Men det er kun begyndelsen på historien. Da Pam vågnede, fortalte hun lægerne, at hun havde været bevidst under operationen og overvåget alting fra et sted uden for og over sin krop. Hun fortsatte med at redegøre for operationens detaljer, beskrev saven, som lægen havde brugt til at åbne hendes hoved med, og hvordan sygeplejersken kun havde barberet en del af hendes hår. Hun gentog også korrekt, at en sygeplejerske havde sagt: ”Vi har et problem. Hendes pulsårer er for små.”

Pams oplevelse lyder som hundreder af andre indberettede nær-døds-oplevelser, men hendes tilfælde er slående, for under hele operationen blev hendes hjernebølger omhyggeligt overvåget, og monitorerne viste ingen aktivitet i hverken hjerne eller hjernestamme. Pam Reynolds havde haft en af de bedst dokumenterede NDO’er til dato.

Op igennem historien og i alle kulturer verden over har folk fortalt om NDO, hvor de ofte under koma eller i en tilstand af bevidstløshed oplever at forlade kroppen og betragte den og andre dele af verden fra en position uden for kroppen. Somme tider iagttager disse folk, hvordan andre mennesker forsøger at genoplive dem, og nogle gange fortæller de, hvordan de forlader kroppens umiddelbare nærhed og rejser til steder, hvor de møder guddommelige væsener eller afdøde slægtninge. De fleste fortæller, hvordan de til sidst bliver suget tilbage i kroppen.

Siden 1970’erne har flere forskere gennemført seriøse studier af NDO. En af disse videnskabsmænd er den amerikanske hjertelæge Dr. Michael B. Sabom. Efter i årevis at have været i næsten daglig kontakt med folk, der blev genoplivet fra klinisk død, besluttede han, selv om han var skeptisk over for fænomenet, at lave en systematisk undersøgelse af NDO, specielt ved at interviewe patienter. Han fortalte ikke sine forsøgspersoner om sin interesse i NDO, men bad dem blot fortælle, hvad de kunne huske, lige før de mistede bevidstheden. De blev derefter spurgt, om de huskede noget efter at være blevet bevidstløse. Nogle af patienterne huskede intet, men andre svarede ved at spørge, hvorfor han gerne ville vide det. Sabom fortsatte da med at forklare, at nogle patienter havde bevidste oplevelser, imens de tilsyneladende var bevidstløse, og som videnskabsmand ville han gerne lære mere om det. De fleste patienter fortalte da deres historie med ord som: ”Du vil ikke tro dette, men … ”

I løbet af sin forskning fik Dr. Sabom således kendskab til en 57-årig byggeriarbejder, der fortalte, hvordan han svævede halvanden meter over sin krop, da den lå på operationsbordet. Manden fortsatte med at beskrive i detaljer, hvordan lægerne og sygeplejerskerne havde gennemført operationen. I et andet tilfælde fortalte en soldat, der havde været i kamp i Vietnam, hvordan han var blevet fløjet bevidstløs væk fra slagmarken og derefter havde iagttaget operationen, lægerne havde foretaget på ham, på et nærliggende hospital. Han fortalte, hvordan han på et tidspunkt havde oplevet at have forladt operationsstuen og vende tilbage til slagmarken, hvor han så soldater samle lig og lægge dem i poser. Han forsøgte at komme i kontakt med soldaterne, men uden held. Så var han pludselig igen på hospitalet, hvor han vendte tilbage ind i sin krop.

Som nævnt gav nogle af Saboms patienter præcise detaljer om deres operationer. Sabom var skeptisk over for sådanne beretninger og gik ud fra, at som rutineret hjertelæge med hundredvis af operationer bag sig skulle det være en smal sag at gennemskue og tilbagevise dem. En 52-årig nattevagt, der havde været igennem to hjerteoperationer, fik ham til at ændre mening. Vagten fortalte Sabom om en NDO, der var indtruffet under hans første operation. Efter nogen tøven fortsatte han med at beskrive endnu en NDO under den anden operation. Han beskrev over for Sabom indgående sin operation med detaljer, der senere blev bekræftet ved at sammenholde dem med operationsrapporten. Han gav tilmed detaljer, som kirurgen ikke havde fundet det nødvendigt at skrive ned, men som han senere bekræftede rigtigheden af. Patienten havde ikke haft adgang til kirurgens operationsrapport.

I alt 32 patienter fortalte Sabom om deres NDO. Sabom interviewede også en kontrolgruppe på 25 patienter, der i forbindelse med hjertestop havde gennemgået tilsvarende operationer, men uden oplevelse af en NDO. To af disse kunne intet sige om deres operationer, 20 beskrev nogle ting, men begik alvorlige fejl i deres fremstillinger, og tre gav korrekte, men generelle og begrænsede beskrivelser. Til sammenligning gav 26 af de 32 patienter, der havde oplevet NDO, generelle beskrivelser af deres operationer uden at begå fejl, og seks af dem beskrev forbløffende nøjagtige detaljer, der senere blev bekræftet af lægerapporter.

Den hollandske hjertelæge Dr. Pim van Lommel har også undersøgt NDO. Fra 1988 til 2004 interviewede han 344 patienter inden for en uge efter, at de havde overlevet et hjertestop og var blevet genoplivet fra klinisk død. Når man er klinisk død, skulle man forvente, at man intet oplever, men 62 eller 18 procent af disse overlevende fortalte om erindringer fra det tidsrum, hvor de var klinisk døde. 7 procent havde ”meget dybe” NDO. I tilsvarende engelske og amerikanske undersøgelser i 2001 og 2003 var tallene for de dybe oplevelser henholdsvis 6,3 procent og 10 procent.

Van Lommel fortæller historien om en sygeplejerske, der fjernede tandprotesen hos et 45-årigt hjerteoffer under hans genoplivelse og anbragte den i en skuffe i akutvognen. Patienten blev genoplivet fra sin bevidstløse tilstand, og en uge senere så den samme sygeplejerske ham igen på hospitalsgangen. Hun fortalte: “I samme øjeblik han ser mig, udbryder han: ”Hov, den sygeplejerske ved, hvor min protese er.” Jeg er fuldstændigt overrasket. Så forklarer han: ”Du var der, da jeg blev bragt ind på hospitalet, og du tog min protese ud af min mund og lagde den ned i den der vogn. Der stod en masse flasker på den, og der var en skydeskuffe nedenunder, og det var der, du lagde mine tænder.” Jeg var specielt forbavset, for jeg huskede, at dette skete, mens manden var i dyb koma og ved at blive genoplivet.”

Sabom skriver: “Kunne sindet, der skiller sig fra den fysiske hjerne, i bund og grund være sjælen, der ifølge nogle religiøse doktriner fortsætter med at leve efter den endelige kropslige død? Som jeg ser det, er dét det virkelige spørgsmål, som beretningerne om NDO har rejst.”

Minder fra tidligere liv

Som det næste skal vi se på eksempler på mennesker, der fortæller om, hvad der kan ligne erindringer fra et tidligere liv. Det er et emne, som videnskabsfolk har forsket i siden begyndelsen af 1960’erne, specielt med små børn, der af sig selv taler om at have levet før.

James Leininger fødtes i 1998 i San Francisco som søn af Bruce og Andrea Leininger. Kort efter hans fødsel flyttede familien til Lafayette, Louisiana, hvor James voksede op. Omkring 2-årsalderen begyndte han at udvise en interesse for flyvemaskiner og virkede bekendt med dem på en måde, der ikke er naturlig for et lille barn. Han tegnede fly, der lettede, hangarer og fly, der skød andre fly ned.

Han begyndte også at have mareridt, hvor han skreg og råbte. Han ville ligge på ryggen, mens han sparkede op imod loftet, som om han var indespærret og forsøgte at komme ud. Hans forældre hørte ham sige: ”Flyet styrter! Flyet brænder! Den lille mand kan ikke komme ud!”

Hans mor spugte ham, hvem den lille mand i flyet var. James svarede: ”Mig!” Hans forældre var chokerede. Hans far spurgte: ”Hvem har skudt dig ned?” Lille James så på ham, som om han var dum, og sagde: ”Japanerne!” Han fortalte også om en anden pilot, Jack Larson, og et skib, der hed Natoma, hvorfra flyene lettede, og at han fløj en Corsair. Men når hans forældre spurgte, hvad han hed, svarede han altid ”James”.

Hans far satte sig for at undersøge historien, mest for at modbevise den. Han fandt da ud af, at der faktisk havde været et hangarskib, der hed Natoma Bay, og han kom i kontakt med skibets veteraner, der stadig mødtes. De nåede frem til, at James’ beskrivelser passede på en ung pilot, James Huston, der var blevet skudt ned over den japanske ø Iwo Jima den 3. marts 1945.

Bruce tog sin søn med til et møde med veteranerne, og lille James genkendte dem ved navn inklusive Jack Larson. En søster til James Huston levede stadig. Da James Leininger mødte hende, fortalte han ting om James Huston og hendes barndom, som ingen anden end hendes bror kunne have haft kendskab til.

***

Sukla Gupta blev født i 1954 som datter af en bengalsk jernbanearbejder. Da hun var lille, svøbte hun en træklods i et stykke tøj og vuggede den i sine arme og kaldte den Minu. Hun fortalte, at Minu var hendes datter, og hun talte også om Minus far og to brødre. Ifølge Sukla boede de i en landsby, der hed Bhatpara, et stykke vej fra, hvor hun var født. Fire år gammel insisterede hun på at blive bragt dertil. Hendes far undersøgte sagen og fandt ud af, at en kvinde ved navn Mana, der var død nogle år i forvejen, faktisk havde boet i Bhatpara og efterladt en spæd datter ved navn Minu. Han tog Sukla med til Bhatpara, hvor hun af sig selv fandt frem til huset, hvor Mana engang havde boet. Blandt mere end 30 mennesker, der skulle have været helt fremmede for hende, udpegede Sukla Manas mand, svigermor, svoger og hendes datter, Minu.

***

En indisk kvinde, Shanti Devi (1926–1987), blev genstand for en større undersøgelse i 1930’erne, da hun hævdede at huske sit forrige liv.

Shanti Devi var født og voksede op i Delhi. Fire år gammel sagde hun en dag til sine forældre, at hendes virkelige hjem var 145 km derfra i Mathura, hvor hendes mand boede. Som 6-årig løb hun hjemmefra og forsøgte at komme til Mathura. Et år senere erklærede hun i skolen, at hun var gift og var død ti dage efter at have født et barn. Over for sin skolelærer og skolens rektor brugte hun ord fra Mathuras dialekt og fortalte, at hendes mand var butiksindehaver og hed Kedarnath Chaube.

På grundlag af det lokaliserede rektoren en købmand i Mathura ved navn Kedarnath, der syv år tidligere havde mistet sin hustru, Lugdi Devi, ti dage efter, at hun havde født en søn. Kedarnath rejste til Delhi og lod som om han var rektorens bror, men Shanti Devi genkendte straks ham såvel som Lugdis søn, der også var med. Da hun fortalte om ting fra Kedarnaths liv med hans hustru, blev han overbevist om, at Shanti Devi faktisk var en reinkarnation af Lugdi.

Mahatma Gandhi hørte om sagen og etablerede en undersøgelseskommission, der tog Shanti Devi med til Mathura den 15. november 1935. Der genkendte hun flere familiemedlemmer inklusive Lugdis bedstefar. Hun opdagede også og blev vred over, at Kedarnath ikke havde holdt de løfter, han havde givet Lugdi på hendes dødsleje.

Kommissionens rapport, der udkom i 1936, konkluderede, at Shanti Devi virkelig måtte være en reinkarnation af Lugdi Devi.

***

Barbro Karlén blev født i 1954 i Göteborg i Sverige. Da hun var under tre år gammel, sagde hun til sine forældre, at hun hed Anne Frank. Hendes forældre anede ikke, hvem Anne Frank var. På det tidspunkt var Anne Franks Dagbog ikke blevet verdenskendt eller udgivet på svensk, sådan som den senere blev det.

Igennem sin barndom talte Barbro om sit liv som Anne Frank. Forældrene anså det for ren fantasi. Barbro havde også mareridt, hvor hun hørte mænd løbe op ad en trappe og sparke døren ind til familiens gemmested.

Syv eller otte år gammel fortalte hendes skolelærer en dag i klassen om Anne Frank. Barbro blev forskrækket og tænkte forvirret ved sig selv: ”Hvordan kan min lærer vide noget om Anne Frank, der er mig?” Indtil da havde hun ikke været klar over, at Anne Frank var en berømt person.

Da Barbro var ti år gammel, besøgte hun sammen med sin familie Amsterdam. På det tidspunkt var Anne Franks Dagbog blevet oversat til svensk, og hendes forældre kendte nu til den historiske Anne Frank. Derfor ville Barbros far gerne se Anne Franks hus, der efter krigen var blevet gjort til et museum. På deres hotel ringede han efter en taxi for at komme til museet. Pludselig udbrød Barbro: ”Vi behøver ikke en taxi. Der er ikke ret langt at gå herfra.” Barbro lød så sikker, at det slet ikke faldt hendes forældre ind at sige hende imod. De fulgte trofast efter hende.

”Vi er der snart lige rundt om hjørnet,” sagde Barbro til sine forældre. Efter ti minutter igennem Amsterdams krogede gader stod de foran huset. Hendes forældre var målløse.

”Det er mærkeligt,” sagde Barbro så, da de stod foran trappen til huset. ”Sådan så der ikke ud før.” De gik ind i huset og op ad den lange smalle trappe. Pludselig blev Barbro helt hvid i ansigtet, begyndte at koldsvede og greb sin mors hånd. Hendes mor blev forfærdet, da hun mærkede, at Barbros hånd var lige så kold som is.

Da de kom ind i de hemmelige stuer, hvor Anne Franks familie havde gemt sig i to år, blev Barbro overvældet af den samme skræk, som hun havde oplevet så mange gange før i drømme. Hun havde svært ved at trække vejret, og hendes krop rystede. De gik ind i et af de mindre værelser, og pludselig stod hun stille og lyste op. Hun kiggede på væggen foran sig og udbrød: ”Se, billederne af filmstjernerne er der stadig!”

Hendes mor stirrede på den bare væg. ”Hvilke billeder? Væggen er bar.” Barbro kiggede igen og så, at det var sandt. Væggen var bar. Bagefter spurgte hendes mor en af vagterne, om der havde været billeder på væggen på et tidspunkt. ”Åh ja,” svarede han. ”De er kun midlertidigt blevet taget ned for at blive sat i glas, så de ikke går til eller bliver stjålet.” Barbros mor kunne intet sige, men begyndte så at spørge Barbro, hvor hun vidste alt dette fra, og hvordan hun kunne se billeder, der ikke var der. Barbro var stum. Hun ville bare ud. Hendes ben var som gelé, og hun græd ubehersket. Da de nåede ned ad trappen, faldt hun om.

Fra da af accepterede hendes forældre, at deres datter måtte have været Anne Frank i sit forrige liv.

***

Små børn, der taler om tidligere liv, har været genstand for systematisk forskning i over 60 år. Banebryderen for dette forskningsarbejde var en canadisk psykiatriprofessor, Dr. Ian Stevenson (1920-2007), der var ansat på University of Virginia i USA, og forskningen fortsættes nu af hans efterfølgere. Over 2.500 tilfælde fra hele verden er blevet undersøgt. I de stærkeste tilfælde har børn givet mange slående korrekte detaljer om en afdød person, der ofte levede langt væk fra det sted, hvor et barn og dets familie nu bor, så barnet ikke har haft mulighed for at have kendskab til den afdøde person på nogen naturlig måde.

Typisk begynder et sådant barn af sig selv omkring 3-årsalderen at tale om en anden persons liv og ofte også vedkommendes død. De fleste af børnene taler om nylige liv og almindelige mennesker, der for det meste er af samme køn og nationalitet. Paradoksalt nok døde de fleste af disse på unaturlige måder. Ud over hvad børnene siger, kan de også udvise adfærd, præferencer, fobier eller mareridt, der godt kunne være relateret til det tidligere liv. Mange af børnene udviser en stærk følelsesmæssig involvering i de oplevelser, de beskriver, og nogle identificerer sig ikke med deres nuværende familie, hvilket kan være smertefuldt for dem selv såvel som deres forældre.

Ian Stevenson anså de stærkeste eksempler for de tilfælde, hvor modermærker eller fødselsdefekter på et barns krop ser ud til at svare til hændelser i livet hos en forudgående person, specielt hvis obduktionsrapporter eller andre lægelige dokumenter kan fremskaffes.

Et sådant tilfælde var Hanumant Saxena, der fødtes i 1955 i Uttar Pradesh, Indien, med et antal modermærker på tværs af den nedre del af brystkassen. Tre år gammel begyndte han at tale om sit tidligere liv som Maha Ram, en lokal bonde, der et år, før Hanumant blev født, var blevet skudt og dræbt af et haglgevær, der ramte ham i den lavere del af brystkassen. Som lille fortalte Hanumant sine forældre, at han var blevet skudt der, hvor han havde modermærker, og han sagde andre ting om Maha Rams liv, der viste sig at være rigtige. Da Stevenson undersøgte Maha Rams obduktionsrapport, konstaterede han, at Maha Rams skudsår næsten nøjagtigt svarede til modermærkerne på Hanumants brystkasse.

Alt i alt konkluderede Dr. Stevenson: “Jeg mener, at der er så rigeligt med beviser for det, at en rationel person på basis deraf kan, hvis vedkommende ønsker det, tro på reinkarnation.”

Om de større implikationer af sin forskning skrev han: ”Det er klogt blevet sagt, at spørgsmålet om et liv efter døden er det vigtigste spørgsmål, en videnskabsmand eller hvem som helst for den sags skyld kan stille … Jeg er helt klar over, at frygten for døden kan tilskynde til en tro på et liv efter døden. Det er sandt, at mange af os ønsker at tro på et liv efter døden, men vores ønske om, at noget er sandt, gør det ikke falskt. Måske er vi, når det kommer til stykket, involveret i en dobbelt udvikling – af vores kroppe og af vores ånd eller sjæle.”

Det uforanderlige jeg

NDO og reinkarnationsminder er ting, vi hører om og må tro på, når andre fortæller om dem. Der er også et tredje fænomen, nemlig vores egen uforanderlige kerne – selvet eller jeg’et – som mange ser som et bevis på, at vi overlever kroppens død. I modsætning til NDO og reinkarnationsminder kan dette direkte erfares af os alle. For at gøre dette skal vi lære at kigge ind i os selv og observere, hvad der foregår.

Selvbevidsthed er en almindelig og umiddelbar oplevelse. Vi er alle bevidste og kan sanse vores egen eksistens. Med andre ord kan vi opfatte, at vi er til. Men hvad er bevidsthed egentlig, og hvem eller hvad er jeg? Er jeg denne krop, der skal dø, og kommer bevidsthed og jeg-følelse blot fra processer i kroppen og hjernen? Eller er jeg noget andet og mere permanent, der ikke er kroppen, men blot opholder sig i den, ligesom man opholder sig i en bil eller i det tøj, man har på?

Prøv at tænke over hele dit liv fra barn til ung til voksen til gammel. Hvad er det, der udvikler eller ændrer sig? Svaret er, at det er kroppen, der ændrer sig, imens du altid er den samme ’mig’. Jeg var i en barnekrop, jeg var i en ung krop, jeg var i en voksen krop, jeg var i en midaldrende krop, lige nu er jeg i en gammel krop osv. Ikke desto mindre er jeg stadig den samme ’mig’, som jeg altid har været. Min barnekrop er død og borte, min ungdomskrop er død og borte, men jeg er her stadig som den samme ’mig’. Har jeg derfor ikke lov til at slutte, at jeg må være forskellig fra de forskellige skiftende kroppe op igennem livet, når jeg hele tiden er den samme ’mig’? Det var Sokrates’ hovedargument for selvets eller sjælens udødelighed.

Måske vil du indvende, at du ikke er den samme igennem hele livet. ”Jeg har skam udviklet og ændret mig,” vil du måske sige. Men tænk over, om det virkelig er dig, du taler om, eller blot dit sind eller din mentalitet, der begge er noget andet end dig. For selvfølgelig har vi en anden mentalitet, end da vi var fem år gamle. Dengang var en sandkasse det helt store hit, hvilket den ikke længere er. Og selvfølgelig har vi – forhåbentlig – lært noget og er blevet klogere op igennem livet. Men bare at lære noget ændrer da ikke på min kerne, altså jeg’et eller selvet. At jeg læser i en bog og lærer, at hovedstaden i Mali hedder Timbuktu, ændrer da ikke på, hvem eller hvad jeg er.

Hvis du stadig har svært ved at se, at du altid er den samme bevidste mig igennem hele livet, og at det kun er kroppen, der ændrer sig, er her en anden måde, hvorpå du måske kan få øje på selvets uforanderlige natur. Forestil dig, hvordan du i aften ligger i din seng nede under dynen med lukkede øjne. Som på andre aftener er du halvvågen et stykke tid. Måske tænker du på, hvad der er sket i løbet af dagen, men så umærkeligt, uden at du er klar over det, falder du i søvn. Du forlader din vågne verden og befinder dig snart i en drømmeverden. I drømmen har du glemt alt om din identitet i din vågne tilstand.

Læg mærke til, hvordan din drømmeoplevelse med al dens glæde og frygt virker lige så virkelig som virkeligheden, når du er vågen. Måske har du et mareridt. Lad os sige, at du bliver jagtet af en tiger. Rædslen, du oplever i din drøm, er ikke anderledes end den rædsel, du ville opleve, hvis du virkelig blev jagtet af en tiger i vågen tilstand. Du løber, du kigger dig tilbage og ser, at tigeren er lige ved at springe på dig. NU springer den …

Og så vågner du. En følelse af lettelse overvælder dig. Det var kun en drøm! Tigeren var ikke virkelig, og her i dit virkelige liv er du i sikkerhed. Du husker, hvor du er, hvem du er, og hvad der foregår i dit liv. Du er taknemmelig for virkeligheden.

Men hov, vent lige et øjeblik. Hvordan ved du, at din vågne virkelighed faktisk er virkelig? Hvad er virkelighed? Vi konkluderede, at drømmen var uvirkelig, fordi den havde en begyndelse og en ende, selv om det hele virkede meget virkeligt, mens den stod på. Den eneste grund til, at vi anser drømme for uvirkelige, er, at de har en afslutning. Hvis en drøm aldrig fik ende, var det ikke en drøm – det var vores virkelighed.

Så når vi anser det, der har begyndelse og ende, for uvirkeligt, må vores nuværende vågne liv også være uvirkeligt, for det har også en begyndelse og en ende. Drømme varer i nogle øjeblikke eller minutter og den vågne tilstand i nogle timer eller årtier ad gangen, men siden vi i døden efterlader vores liv med dets vågne oplevelser bag os, er vores vågne liv i bund og grund lige så uvirkeligt som en drøm.

”Jamen, er der så slet ikke noget, der er virkeligt?” vil du måske umiddelbart spørge. Jo, det er der faktisk! Der er en uforanderlig og konstant ting, der hele tiden følger os i vores vågne såvel som drømmende tilstand, nemlig ’mig’. Jeg er den samme bevidste ’mig’ i min vågne såvel som min drømmende tilstand. Jeg ændrer mig ikke. For det meste glemmer jeg mit vågne liv, når jeg drømmer, og når jeg er vågen, har jeg glemt mine drømme, men det er stadig ’mig’, der oplever og er bevidst igennem disse skiftende tilstande. ’Jeg’ er virkelig, imens de tilstande, ’jeg’ er i, er midlertidige og derfor uvirkelige.

Du er altså hele tiden det samme bevidste, uforanderlige ”jeg”, hvilket fører os tilbage til det, vi startede med, nemlig bevidsthed. Hvad er bevidsthed? Svaret er, at bevidsthed er den uforanderlige tilstand, der altid ledsager det uforanderlige jeg.

At vi er det samme ’jeg’ igennem hele livet med dets konstant skiftende kroppe fra barn til ung til gammel, ser mange som bevis på reinkarnation. Ordet reinkarnation kommer fra latin og betyder ”igen i kød”. Reinkarnation er ideen om, at en person i fortiden var i én kødelig krop, men nu i dette liv er i en anden kødelig krop. At det samme ’jeg’ med andre ord opholder sig i forskellige kroppe på forskellige tidspunkter. Normalt går vi ud fra, at reinkarnation sigter til tidligere liv, og derfor kræver bevis for reinkarnation dokumenterede erindringer fra tidligere liv. Men hvis det samme jeg er i forskellige kroppe – barnekrop, ungdomskrop, voksen krop osv. – inden for det samme liv, er det så ikke lige så meget reinkarnation og en slags bevis på dette, selv uden at man husker noget fra et tidligere liv?

Guds eksistens og nærvær

Erkendelsen af, at døden ikke er enden, og at vi er ikke-fysiske væsener af bevidsthed, som er forskellige fra kroppen, der skal dø, er et stort skridt imod en frygtløs død. Men er det nok? Hvis vi skal være ærlige, er vi så ikke stadigvæk nødt til at indrømme, hvor små og sårbare vi er, og at døden er en hændelse, vi ikke magter alene?

Anonyme Alkoholikere har et 12-trins afvænningsprogram, hvor det første trin er at forstå sin magtesløshed. Det næste trin er at udvikle tro på, at der er en højere magt, der kan hjælpe og støtte. Kald denne magt, hvad du vil – Gud, Vorherre, Allah, Krishna eller bare din skytsengel. Det er ligegyldigt, hvilken religion du tilhører, eller om du ikke tilhører nogen. Hvis Gud eller en højere magt findes, er det den samme, alle refererer til, uanset hvad denne magt kaldes. Pointen er at erkende sin magtesløshed og bede om hjælp fra denne højere magt, der ledsager os alle. Det gælder for alkoholikere, der vil ud af deres afhængighed, og det gælder for alle, der ønsker hjælp til en afklaret, optimistisk død.

Nu er de fleste af os dog rationelle væsener, der ikke blindt kan tro på Guds eksistens. Heldigvis kan det erkendes filosofisk rationelt og logisk såvel som direkte opleves, at der findes en sådan højere magt, hvis man følger den rigtige logik.

En første logik er, at verden er for kompleks og fantastisk til at være kommet af sig selv. Der er mere mellem himmel og jord. Noget så komplekst som naturen kan umuligt være opstået og have udviklet sig uden en styrende intelligens. Et eller andet må stå bag den. Det er argumentet om den nødvendige årsag for at forklare verden.

Dernæst følger det også logisk, at hvis vi virkelig er bevidste ikke-fysiske væsener, må det, vi kommer fra og hver især er små dele af, også være bevidst, for hvordan skulle vi ellers kunne være det? Det er den samme logik, vi anvender, når vi analyserer en dråbe havvand og konstaterer, at den indeholder salt, og derfor konkluderer, at havet indeholder salt. Hvordan skulle dråben ellers kunne gøre det? Når vi ved at studere os selv kan konstatere, at vi er bevidste ikke-fysiske personer, kan vi derfor også konkludere, at det, vi kommer fra og er små dele af, må være bevidst og have personlighed.

Ydermere kan Guds nærvær opleves meget direkte ved, at man bliver opmærksom på, hvad der sker inde i os selv og i vores kroppe og sind. At jeg er forskellig fra kroppen, leder naturligt til en erkendelse af, at det ikke er mig, der styrer kroppen. Den er snarere en maskine eller mekanisk indretning, der fungerer helt uafhængigt af mig. Hjertet banker, lungerne trækker vejret, blodet cirkulerer, maden bliver fordøjet og næringen optaget, organerne og lemmerne bevæger sig, tusindvis af processer foregår i hver eneste celle osv. Jeg aner ikke, hvad der foregår, og har slet ikke nogen styring over det.

Ikke desto mindre handler kroppens bevægelser overordnet på mine ønsker. Benene går, hænderne griber, stemmen taler, øjnene ser, ørerne hører, hovedet drejer sig osv., når jeg ønsker det, og sådan som jeg ønsker det. For det meste tænker jeg automatisk, at ”Jeg går,” ”Jeg tager”, ”Jeg taler”, ”Jeg ser” osv. Det gør jeg i virkeligheden ikke, for jeg har ingen anelse om, hvordan det foregår, og hvis f.eks. benene eller hænderne lammes, har jeg ingen magt til at bevæge dem.

Det, der egentlig foregår, må derfor blot være en synkronisering fra øjeblik til øjeblik af mine ønsker med kroppens bevægelser. Hvis jeg i dette øjeblik ’vil’, at min hånd løfter sig, gør den det, uden at jeg ved, hvordan den gør det. Jeg kan blot observere en synkronisering mellem mit ønske eller vilje med håndens bevægelse. Synkroniseringen er så umærkelig og øjeblikkelig, at det virker, som om den er automatisk.

Imidlertid kan denne synkronisering ikke være noget automatisk. Min frie vilje er ingen automat, og der er ingen direkte mekanisk forbindelse mellem mig og min frie vilje på den ene side og den kropslige mekanik på den anden. Så hvis synkroniseringen ikke er mekanisk og automatisk, er der ingen anden forklaring end den, at en anden og højere bevidsthed (og bevidst person) umærkeligt ledsager mig og er vidne til alle mine ønsker og følelser samtidig med, at denne bevidste person styrer kroppens materielle mekanik og synkroniserer alt dette. Kan du se det? Tænk over det. Det er en forbløffende erkendelse!

Det samme nærvær af en højere bevidsthed kan også fornemmes ved at observere mentale fænomener som inspiration, intuition, intelligens, instinkter og samvittighed. Disse kommer ikke fra mig, for jeg er ikke altid herre over dem.

Tag inspiration. Sommetider får jeg pludselig en genial ide eller indsigt, og andre gange er jeg helt tom indvendig. Det er i virkeligheden et ret gådefuldt psykologisk fænomen, hvor ideer, der er vanskelige eller tilmed umulige at undfange gennem normale tankeprocesser, dukker fuldt færdige op i sindet, som om de kommer fra en ydre kilde. Mozart beskrev engang, hvordan han fik inspiration til sine kompositioner:

Når jeg har det godt og er i godt humør, eller når jeg kører eller går en tur … vælder tanker op i mit sind så let, som man kunne ønske det. Hvor kommer de fra, og hvordan gør de det? Jeg ved det ikke og har intet med det at gøre … Så snart jeg har et tema, kommer der en anden melodi og forbinder sig med den første i overensstemmelse med kompositionens behov i dens helhed. Kompositionen kommer ikke til mig i den rigtige rækkefølge med de forskellige dele udarbejdet i detaljer, som de bliver det senere, men det er i dens helhed, at min forestilling lader mig høre den.

Mozart troede på, at hans inspiration kom fra Gud, der sidder inde i os alle. Hvis han havde ret i det, har vi en ven, der altid er hos os og følger os, og som vi kan vende os til hvert eneste øjeblik og i alle situationer, også når vi skal til at dø.

En god død

Hvis du har læst så langt som hertil, har de forrige kapitler måske gjort dig åben over for, at døden ikke er afslutningen, og at Gud findes og er hos os hele tiden som vores næreste ven. Nogle vil nok se på dette som noget meget religiøst, hvilket det selvfølgelig også er, men det er også universelle erkendelser, man genfinder i al ægte visdom, filosofi og selverkendelse, og som har været grundlaget for en smuk og afklaret død for talløse mennesker igennem historien

Kunsten er nu at omsætte dette i praksis i vores eget liv. Må jeg få lov til at viderebringe en historie om min gode ven Anders og hans mor? Jeg håber, du vil finde den smuk og lærerig.

Anders fortæller: ”For mindst ti år siden døde en god vens hustru. Det var i Indien. Hun var ikke ret gammel, måske kun 45 eller 50 år, og havde kræft. Hun prøvede forskellige ting, men intet og ingen kunne hjælpe hende. I stedet for at trække pinen ud besluttede hun at komme hjem fra hospitalet og faste til døden. Hun var omgivet af familie og venner, der sang navne på Krishna for hende, og var helt rolig og afklaret. Hun var fuldt bevidst og klar til det sidste og ligefrem lyste i ansigtet på en utrolig måde, ingen havde set før.

Min egentlige historie er dog om min mor, der døde 89 år gammel. Ti eller måske femten år før hun døde, inviterede hun min søster og mig til at være med hende i et sommerhus på Fanø for at tale om døden, hvor hun fortalte, hvordan hun gerne ville have alting.

Hun var helt afklaret og forstod, at det var en fortsat rejse, eftersom hun troede på reinkarnation. I de efterfølgende år lavede hun mange forberedelser til sin død. Hun gennemgik alle sine ting og satte navn på, hvem der skulle have hvad. Mit navn stod på hendes gyngestol og en vase.

I månederne før sin død var hun halvsyg og indlagt nogle gange, og jeg havde samtaler med hende om dét at forlade kroppen. Jeg nævnte, at man ikke må have løse ender, så man skal huske at få sagt undskyld og bede om forladelse fra dem, som man måske har trådt over tæerne i løbet af sit liv. Og så skal man selvfølgelig gøre sig klar åndeligt og mentalt.

Min kone og jeg var netop kommet hjem fra en rejse, da vi fik besked om, at nu var mor igen blevet indlagt med en lungeinfektion. Hun kæmpede frem og tilbage og kunne måske være kommet sig, men hun endte med at vælge, at nu var det tid til at komme videre.

Hun og jeg havde lange samtaler om det. Jeg fortalte også om min ovennævnte vens kone og viste et billede af hende. Så sagde mor, at det også var det, hun skulle gøre. Hun bad mig kalde på lægen og informere ham om hendes beslutning. Hun ville hjem og forberede sig. Ikke mere medicin, morfin osv.

Derhjemme gav hun mig en liste over de personer, hun gerne ville sige farvel til, en lang liste med familiemedlemmer, kollegaer og venner. Jeg ringede til dem alle og fortalte, at min mor ville gerne, at de kom og sagde farvel, hvis de havde lyst. Det åbnede for en lind strøm af personer, som min mor havde åbenhjertige samtaler med.

Min søster og jeg flyttede ind hos hende. Jeg læste højt af forskellige religiøse og spirituelle tekster som Biblen, Bhagavad-gita, bøger af Rudolf Steiner og andet. Folk kom og bad med hende, og jeg sang for hende indimellem. En præst fra Kristensamfundet kom forbi. Vi inviterede også til en festmiddag med omkring tyve gæster, hvor hun lå i sengen ved siden af.

Hun var hele tiden meget striks i forhold til, hvad der skete. Hun ville ikke have, at folk bare skulle sidde og sludre og sladre om alt muligt.

Jeg skrev en gravtale, som jeg læste op for hende, og den var hun glad for. Hun ønskede ikke, at hendes bisættelse skulle være trist. Det skulle være en fin fest med masser af blomster, en opløftende oplevelse for alle deltagerne, for det var rigtig godt, at hun nu gik videre.

Hun var bevidst næsten til det sidste. Jeg sad og sang navne på Gud for hende, da hun udåndede. Jeg vækkede min sovende søster og ringede til vores to halvsøskende. De kom, og vi stod alle og smilede og var faktisk glade, for det var det, hun gerne ville, og vi havde det alle sammen fint med det.

Jeg har været tæt på andre, der skulle dø, men aldrig set en person dø ligesom min mor. Hun var åndsfrisk til det sidste og glad, afklaret og tilfreds. I sin dagbog, som hun havde ført, siden hun var ung, skrev hun som det sidste, at det var den lykkeligste dag i hendes liv.

***

En vigtig forberedelse til at dø rigtigt er at lære at give slip. Vi må ikke være som manden, der på dødslejet bad lægen, om han ikke nok ville give ham fire år mere, så han kunne færddiggøre sine planer. Det kunne lægen ikke, for ingen læge kan give os substantielt mere, end vi er bestemt til, og hvis vi dør sådan, vil vi dø ulykkelige og fulde af angst. I døden bliver alt taget fra os. En afklaret død forudsætter, at vi allerede mentalt har givet slip på alt af denne verden, før døden vrister det fra os med magt.

Store mestre taler om at vende vores ønsker fra tilknytning til denne verden mod tilknytning til det guddommelige. Det er vores ønsker og tilknytninger, der gør os bange for at miste alt, og som afholder os fra at mærke og være bevidste om vores egen åndelige natur, og hvor tæt på Gud vi hele tiden er.

Det betyder ikke, at vi skal gøre os tomme for ønsker, for det kan ikke lade sig gøre. Men vi skal lære at blive bevidste om, hvad Gud ønsker af os, og hvad Han vil med os. Sådanne ønsker er også så meget større, smukkere, renere og mere ægte end de små ønsker, vi har om at være i denne verden. Derfor er det ikke nødvendigvis så vanskeligt at opgive materielle ønsker og udskifte dem med en højere form for ønsker.

Den bengalske 1500-tals mester Sri Caitanya skrev om at erstatte små materielle ønsker med større åndelige ønsker: ”O Almægtige Herre, jeg ønsker ikke rigdom, og jeg ønsker heller ikke smukke kvinder, berømmelse og mange tilhængere. Mit eneste ønske er at tjene Dig liv efter liv, sådan som Du ønsker det. Gør med mig, hvad Du vil. Jeg ønsker blot at være bevidst om Dig hele tiden.”

Bøn, meditation, studier af religiøse tekster, forsagelse af det flygtige og overfladiske, forenkling af sit liv, at bede om tilgivelse fra alle såvel som at tilgive alle og mange andre åndelige praksisser gøres for at rense vores bevidsthed for verdslige ønsker og fylde os med åndelige og guddommelige ønsker og tanker. Hvordan vi hver især gør det, kan vi vælge selv at finde ud af, men vi kan også lade os inspirere af åndelige vejledere, præster, mystikere, guruer, transcendentalister, eller hvad vi ellers vil kalde dem.

Vi kan også tage ved lære af andres lykkelige død. Her er nogle historiske eksempler:

Jesus Kristus accepterede korsfæstelsen med ro og bad for dem, der henrettede ham: ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.” Han mødte døden i fuld overgivelse: “Fader, i Dine hænder betror jeg min ånd.”

Den romerske stoiker og forfatter Seneca (4 f.Kr. – 65 e.Kr.) blev beordret til selvmord af kejser Nero. Han skar selv sine pulsårer over, tog gift og holdt lange stoiske taler til sine disciple for at vise, hvordan stoicisme handler om at møde døden med ro og fornuft.

Da Buddha døde, var han i dyb meditation og udåndede fredfyldt ved fuld bevidsthed i dødsøjeblikket.

I Japan skriver mange zen-munke dødsdigte (jisei) i det øjeblik, de mærker slutningen nærme sig, som et udtryk for fuld tilstedeværelse og klarhed.

Den engelske humanist Thomas More (1478-1535), forfatter til Utopia, blev henrettet, fordi han nægtede at anerkende Henrik VIII som overhoved for den engelske kirke. Han gik til skafottet med humor, ro og faste ord om samvittighed. Han bemærkede, at det ikke var hans skæg, der havde begået statsforrædderi, så han bad bødlen om ikke at røre hans skæg med øksen. Bødlen undskyldte sig derefter over for ham, hvorved Thomas More sprang op, omfavnede ham og sagde: ”Jeg tilgiver dig.” Hans sidste ord var: ”Jeg er kongens gode tjener, men først og fremmest Guds tjener.”

I Indien var der Kong Pariksit, der blev forbandet til at dø inden for syv dage. Han overdrog straks kongemagten til sin søn, iførte sig et lændeklæde og forlod alting for at opsøge den store vismand Sukadeva, til hvem han stillede spørgsmålet: ”Hvad er pligten for den, der snart skal dø?” Sukadeva svarede, at det, man er optaget af i dødsøjeblikket, bestemmer ens næste eksistens, og han instruerede kongen i at give slip på alt materielt og helt fordybe sig i Guds navn, form, handlinger og formål med livet såvel som den åndelige dimension, der må findes bag denne materielle verden. Da døden kom til Pariksit, var han så ekstatisk, at han ikke lagde mærke til, at han døde.

Jeg beder under alle omstændigheder til, at du må få en god og smuk død og en god vidererejse. En god forberedelse til at dø godt er forresten at bede for andre, så måske du vil bede til, at jeg må få lige så god en død, som jeg håber du vil få.